Jeg har snakket mere med Nus siden..

Meget mere..

Om de tunge emner, og om tankemønstre og livssyn..

Han ringede til mig en halvsen aften, fordi han trængte til at lufte tanker.. Om pigen han havde været sammen med engang, og som havde fået en alvorlig diagnose et par uger efter at han var gået fra hende.. Han havde følt det som var det han medvirkende årsag til at hun var blevet syg..
Det er svært at overbevise nogen om, at det nok ikke helt er tilfældet, når de først har fået idéen.. Jeg fik den vendt om for ham - for i dag har pigen en kæreste der kan tackle sygdommen, og historien melder vist tilmed at de venter sig, hvilket er fantastisk.. Jeg prøvede at gøre det klart for ham, at det vist var temmelig smart at han var nået ud i tide - eftersom han ikke kunne have tacklet den situation..

Det snakkede vi længe om.. At se afsluttede forhold, som noget positivt, fordi at det er godt at man er ude - i stedet for at se det som kun skidt at de ikke varer længere - simpelthen fordi at mennesker ændrer sig med tiden.. En anden tidligere pige i hans liv, har senere forsøgt selvmord.. Et helt år efter at han var gået fra hende, og alligevel trykker skyldfølelsen.. I stedet for at tænke lidt, at det vist er heldigt at man ikke længere er involveret i noget, når det når helt derud..
At det - ligeledes - vist var godt at han fik afsluttet forholdet med pigen han mødte på en bytur, og tilnærmelsesvist flyttede ind til samme nat - da han senere, nu her nogle uger efter bruddet fandt ud af at hun var ham utro godt og grundigt.. Jeg vil mene at det er bedre at være væk, end stadig at befinde sig midt i bedrageriet.. Historien er lidt mere kryptisk, og omhandler blandt andet aspektet om at han er i chok over ikke at have gennemskuet hvad der foregik..

Jeg tror det kommer til at tage laaaang tid før han får lært at tænke lidt mere på sig selv på det punkt.. At det er okay at trække næsen til sig, når det overgår hvad man selv reelt formår at stå model til.. Hvis man ikke kan rumme hinanden, er det helt i orden at gå.. Hvis man ikke føler at man kommer til udtryk i forholdet, er det okay at gå.. Uden at have dårlig samvittighed, men i stedet gå med erkendelse af at det var et mis-match.. Selvom man bliver lidt ældre end 14, jamen så vokser man stadig fra hinanden - og det har ikke noget med skyld eller bebrejdelser at gøre - det er livet.. På papiret kan det se så fint ud - og i praksis bare slet ikke fungere..

Han havde planlagt en tur hjem til forældrene for at snakke med dem om det.. Jeg spurgte ind til hvordan han havde tænkt sig at fremlægge det for dem.. Der fulgte en kunstnerisk pause efter spørgsmålet, hvorefter han indrømmede at han kun havde tænkt sig at fortælle dem brudstykker af den sande historie.. At nøjes med det han mente var vigtigt..
Modsætningerne sprang mig for øjnene med det samme - hans intentioner versus hans praktiske tankegang.. Fik formuleret en besked til ham senere, hvor jeg fik forklaret ham, at jeg syntes at det med at udelade visse passager, var en rigtig dårlig idé.. Han lovede sig selv at prøve at blive mere åben, prøve at give folk flere reelle chancer for at lære ham at kende - og dermed åbne op for muligheden for at lære andre dybere at kende.. Men allerede ved første mulighed for netop at forklare sig og fortælle og åbne op overfor den gruppe der netop i det her tilfælde nok betyder mest - jamen så manipulerer han allerede med sit selvbillede.. Jeg mindes at have brugt en metafor om, at det billede han så malede af sig selv fik de forkerte farver og det var ikke just det formål han havde beskrevet for mig..

Jeg lægger mærke til de små ting i hans kommunikation, særligt den der er rettet imod mig, men også den der bliver sendt i andre retninger når han sidder på min gule stol og drikker kaffe..
Overfor mig er han ekstra opmærksom på ikke at fornærme eller irritere.. Forleden aften efter eksamen tilbød han at komme med sushi.. Jeg ved godt at det er hans måde at være taknemmelig på, men jeg er slet ikke parat til at dele den form for selskab med ham.. Jeg ved ikke om det bliver anderledes, men distancen jeg holder til ham passer mig glimrende.. Ingen knus, ingen håndtryk, ingen berøring overhovedet.. Kun sparsom øjenkontakt..

Forleden samtale handlede også om mit motiv for at tale med ham, og hjælpe ham.. Han mente bare at jeg gjorde det fordi jeg havde ondt af ham og for at køre rundt i alt det jeg havde forladt ham for.. Igen samme negative tankegang - jeg bad ham slå det ud af hovedet, men inden han holdt inde nåede han også rundt om at han følte at han skyldte mig at gøre noget til gengæld allerede nu - og at han ikke kunne forestille sig hvad det kunne ende med at blive senere..
Jeg gentog min anmodning om at han skød det ud af hovedet og undlod at spekulere på det.. Primært fordi jeg ikke har lyst til at forlange noget igen.. Jeg kan ikke forestille mig hvad det skulle være, lige nu.. Udover at han siger tak når det hele engang er overstået..

Jeg husker at han sad ved bordet første aften og var i vildrede over hvem der skulle hjælpe ham når han sank tilbage i dybet om fem, ti - femten år.. Svaret er fra mit synspunkt indlysende - han skal gå til venner han kan stole på - eller mere sandsynligt her - hans familie.. På det punkt har han en stærk familie som tror på gode ting og som kan bakke ham op i de beslutninger han tager når det gælder tilstanden af hans eget sind.. Jeg tror ikke helt han forstår at folk gerne vil hjælpe ham, hvis bare han beder dem om at lytte til hans historie..

Ingen kan vel i bund og grund klandre andre for at være deprimerede, og ingen kan vel i bund og grund ikke ønske at hjælpe vedkommende ud af tilstanden? Ikke at det behøver at kræve timer af alle involverede - men bare den viden og forståelsen.. I min verden er depression ikke tabu-belagt i hvert fald - men måske er det ikke sådan det forholder sig i resten af den virkelige verden.. Jeg skal ikke gøre mig klog på det..

Enden på denne hverdagsuges historie blev, at han ikke nåede bussen hjem, den går ikke så tit, men opfordrede ham til at tage den næste forbindelse.. Så han kan få sat gang i tingene.. Så der kan begynde at ske noget.. Men igen, for hans egen skyld.. Har ikke hørt mere fra ham i dag - og jeg ved ikke hvornår jeg hører noget fra ham igen.. Udover at han fortalte at han har en tid hos lægen mandag målrettet psykologhenvisning.. Jeg antager at han ringer til mig i den forbindelse - eller også gør han ikke..

Sikkert er det i hvert fald, at hvis han kommer hjem og hvis han rent faktisk har lagt sine kort på bordet overfor forældrene, jamen så har det helt sikkert også en holdning til det faktum at han har opsøgt lige præcis mig.. Lige præcis mig der lagde mærke til de første synlige symptomer og lige præcis mig der valgte at kontakte dem personligt hvilket jeg ellers aldrig ville gøre.. Jeg håber at jeg måske modtager lidt forsinket erkendelse for det.. Fordi jeg ikke bare var en tåbe dengang.. Og fordi at hans opførsel ikke bare skyldtes, at han ville af med mig, som hans far spurgte mig om en otte-ti gange i løbet af telefonsamtalen..

Jeg håber at der kommer noget godt ud af det, for deres alle sammens skyld.. Fik ydermere skrevet til ham, at han fik startet en masse nye kapitler i processen mod at få det bedre.. Et kapitel var det kæmpestore skridt at vende første tomme blad i bogen og indse at der rent faktisk er uglen gemt i den berømte mose, som ingen i øvrigt vel i grunden ved hvor ligger.. Kapitel to handlede om at opsøge og fortælle det hele til mig.. At forberede noget konkret for at slippe af med det på sigt.. Som eksempelvis at skrive en mail til en potentiel psykolog og at opsøge lægen for at bede om en henvisning.. Et tredje kapitel er rent faktisk at komme igang hos psykologen, men også at få fortalt de nære mennesker i hans liv om hvad der foregår.. Det nytter ikke at han læsser det hele over på mig, og forventer at jeg kan bære det.. Trangen til at ringe hans forældre op, forsvandt fuldstændigt da han selv fortalte at han havde tænkt sig at tage derover og for hul på bylden.. Og endnu mere da jeg fik ham opfordret til ikke at justere på historien.. Det fjerde kapitel må være ændringer der forhåbentlig sker som følge af hans handlinger..

Jeg forsøgte i forbindelse med turen på Strøget at bruge hans stædighed som en perfekt afspejling af hans sind - hans kiksede stil som udelukkede består af cowboybukser der sidder dårligt og sorte bluser - og hvilket han i yderst ringe grad afviger fra - jamen det afspejler perfekt hvor klar han egentlig er til at ændre sig.. Han siger at han så gerne vil finde ud af hvem han egentlig er, men for at gøre det skal man prøve sig selv af, på den front er han ikke engang klar til at hoppe i et par nye bukser.. Fik fortalt ham på en pæn måde, at det ikke nytter at stolpe op med stædighed, når han i stedet burde lytte.. Og tage ting sig.. Han skal lære at se rundt og se muligheder, i stedet for kun at se begrænsninger og føle at verden er imod ham.. Men det er godt nok lettere skrevet end gjort.. Den fik jeg i øvrigt meget fin respons på.. Det er sjovt at lægge mærke til det, men han har aldrig brugt mit navn så meget som han gør nu.. Eller har været så opmærksom i det hele taget.. Hvilket jeg vist har nævnt i grunden, ups, men af og til er det okay med gentagelser, særligt hvis det er de gode ting der fremhæves..

- - -

Indrømmet, jeg forventer halvvejs at der ligger en besked til mig i morgen tidlig fra ham.. Noget opdatering af en art.. Jeg kan ikke forklare hvorfor - men blikket på telefonen uden notifikationer i displayet vækker en art eftertænksomhed..

Mon ikke der er lyd inden mandag morgen... Mon ikke...