Kære dagbog, onsdag d. 17/4 2024,

det går helt ad helvede til her, trods der selvfølgelig er uendeligt mange velsignelser inden for omfavnelses rækkevidde, når jeg rækker ud. Men jeg føler mig drænet og energiforladt, sådan som jeg har gjort det det meste af livet, og særligt lige nu - ude af stand til at række ud og blive opmærksom på velsignelserne. Denne gang skyldes det dels en tiltrækning til en kvinde jeg havde i over et år, som ikke blev til noget - tværtimod har det udviklet sig til lidt af en konflikt, men det er en privat historie jeg ikke kan dele. Desuden har jeg sagt endeligt farvel, igen igen, til hele min familie, uden undtagelse. Også dét er dog en privat historie.

Så her sidder jeg, 37 år, uden arbejde, uden uddannelse, stort set uden venner, uden kæreste, og uden nogen stor passion i livet - man skulle da være skør for ikke at tænke på selvmord dagligt, i sådan en situation. Desuden lider jeg stadig af Rosacea Dermititis, en ekstremt træls hudsygdom som giver rødme i ansigtet, og oven på den røde hud dannes skæl-lignende svamp. Der er ingen kur for det, omend aloe vera hjælper lidt, men det siges at "brænde ud" og forsvinde igen, efter 10 år i gennemsnit - jeg har haft det i ca. 13-14 år. Og det er da også blevet bedre med tiden. Men stadig... det er træls at kæmpe med, og øger min i forvejen massive isolation.

En isolation der også fodres af min C-PTSD, altså af kropslige reaktioner af chok, angst og fortvivlelse, der sjældent har et logisk mønster - jeg har masser og atter masser af triggere, altså ting jeg ved sætter PTSD'en igang, men også masser af ubekendte triggere; jeg chokeres jævnligt over hvad der trigger, og der er som sagt ofte ikke et logisk mønster i det. Jeg har været i terapi i ca. 16 år, hvor EMDR, SE-terapi og Qi Gong-fysioterapi har været det mest virkningsfulde, uden dog at kurere.

Jeg føler mig som den største taber her i landet - jeg har så mange velsignelser, og alligevel er det aldrig godt nok = jeg fik en førtidspension sidste år, og har for første gang i livet penge mellem hænderne - jeg var inden førtidspensionen på kontanthjælp i 17 år ca., hvor jeg i 10 år forsøgte at tage en HF på nedsat tid, og i de 17 år rækkede pengene aldrig langt, selvfølgelig. Altså selvfølgelig, hvis man da selv har prøvet at være på kontanthjælp.

Desuden er jeg velsignet med en bolig, og dét en lejlighed endda, og ikke længere kollegieværelser som jeg boede på førhen - jeg har været hjemløs i kort tid som ung, og VED hvor stor en velsignelse et stabilt og permanent hjem er. Jeg er også velsignet i at jeg har haft de indre og ydre ressourcer til at kunne droppe den daglige druk, da jeg var 22-23 år, hvor jeg ramte bunden. Og jeg er velsignet med ressourcerne til at jeg kunne droppe den daglige hash, da jeg var 30 år - jeg VED at det er velsignelser, sejre af mig selv hjulpet på vej af gode mennesker - af dygtige socialrådgivere, terapeuter og venskaber.

Jeg ved at jeg logisk set er velsignet, med mad, drikke, tøj og husly... og en forstand der engang imellem går tabt, men som også er i stand til at formulere sig på skrift - også dét er selvfølgelig et privelegie, der ikke er alle forundt, et privelegie og en velsignelse. Sidst men ikke mindst er det nok også et privelegie at jeg er vokset op i et terapeutisk miljø, ved Osho RISK, og derfor aldrig har været bange for at arbejde med mig selv i terapi, efter en dybt traumatisk barn- og ungdom - når jeg ser andre der siger "jeg har ikke brug for hjælp! Jeg er ikke skør - fuck terapi", så ved jeg at også dét, ikke at være bange for at ydmyge sig selv og tage imod hjælp, er et privilegie, og en velsignelse.

Men... Jeg føler mig knap så velsignet, når jeg humper afsted på min handikappede fod, hvor spidsen af venstre storetå blev amputeret i en ulykke som barn - hvert et skridt jeg tager, hver gang jeg bruger venstre fod, gør det ondt i hele knoglestrukturen i venstre fod og ben, og ofte ryggen, fordi at jeg sætter af med foden brugende alle andre dele af foden end storetåen - dele af foden der ikke er ment til at sætte af med, når man går. Derfor har jeg intense muskelsmerter, i begge fødder og ben da jeg overkompensenerer med det andet ben, og ofte kramper.

Jeg føler mig heller ikke velsignet når jeg i spejlet ser Rosacea Dermititis, min hudsygdom. Eller når jeg tænker på fortiden, og dens mange traumer.

I sådanne tider som disse, har det førhen hjulpet at vende sig imod filosofi/spiritualiet/psykologi, og kunst. Især Jiddu Krishnamurti har nogle... perspektiverende observationer, og samtidig er hans fremgangsmåde så utroligt ydmyg og intelligent - jeg fornemmer altid, hvadenten jeg hører eller læser ham, at hans observationer er af sensitive og spørgende karakter, og at han er en med-student på denne underlige rejse kaldt livet, og ikke at han er endnu en lærer - jeg er vokset op i Danmark, og i Osho-bevægelsen, og begge steder har alle travlt med at agere autoritet, og lærere. Åbenbart glemmede relativtetsteorien og yin yang som filosofi - at intet er absolut, og alt relativt, med en interindependence polariteterne imellem.

En anden filosof jeg har en del til overs for, er Alan Watts - han var i øvrigt god ven med Jiddu Krishnamurti, og har selv udtalt at ingen har påvirket ham mere end Krishnamurti. Hvor Krishnamurti dog bestandigt og konsekvent nægtede at omtale andre mennesker, og insisterede på at fokusere på selve roden af forskellige psykologiske problemstillinger, helt ned til hvordan og hvilket sprog tankerne foregik i og var betinget af, så er Alan Watts mere fleksibel, på godt og ondt - jeg selv har altid haft det lidt svært med ham pga hans mange metaforer og indragelser af kendte og ukendte filosoffer, hvor Jiddu Krishnamurti skærer mere ind til benet - hvilket dog også gør ham utroligt svær at forstå, og nem at misforstå - mange tror at det er et nihilistisk, kynisk verdens- og psykologisk perspektiv han argumenterer for at være sundt, hvor jeg ser det som det stik modsatte - at både han, Watts og Osho talte for sensitivitet, ganske enkelt - sensitivitet, ydmyghed og oprigtighed, overfor sig selv og andre, som forudsætning for kærlighed, for sandhed og for meditation.

Jeg har lige hørt en tale af Alan Watts, der på youtube hedder Alan Watts - Understanding your dark side with Carl Jung. Meget anbefalelsesværdig.
12 minutter og 45 sekunder inde citerer Alan Watts psykologen Carl Jung, der er berømt for at have grundlagt "den jungianske skole" indenfor psykologi, der især har fokus på sjælen (den dybere underbevidsthed) og på drømmetydning, som jeg har forstået det. Og, fordi jeg kedede mig og ikke har noget liv, har jeg her oversat dels Alan Watts og dels hans citat af Carl Jung, om dét at håndtere indre konflikt.

Carl Jung:

"Helbredelse kan kaldes et religiøst problem.
I sfæren af sociale eller nationale relationer kan tilstanden af lidelse være borgerkrig, og denne tilstand skal kureres af de kristne værdier angående tilgivelse og kærlighed til ens fjender.

Det som vi anbefaler, med overbevisningen af gode kristne, er gældende til eksterne situationer. Dette må vi også anvende indadtil i behandlingen af neuroser.

Dette er hvorfor det moderne menneske har hørt nok om skyldfølelse og synd. Han er hårdt besat af sin egen dårlige samvittighed, og vil derfor hellere vide hvordan han kan forsone sig med sin egen natur, hvordan han kan elske fjenden i sit eget hjerte, og kalde ulven sin bror.

Den moderne mand ønsker ikke at vide på hvilken måde han kan imitere Kristus, men på hvilken måde han kan leve sit eget individuelle liv, uanset hvor magert og uinteressant det måske er.

Det er fordi at enhver form for imitation for ham virker dræbende og sterilt, at han gør oprør mod traditionernes krafter, der ville holde ham på velbetrådte veje. Alle sådanne veje fører for ham i den gale retning.

Han ved det måske ikke, men han opfører sig som om at hans individuelle liv var Guds specialle vilje som må følges for enhver pris. Dette er kilden til hans egoisme (narcissisme), som er en af de mest håndgribelige onder ved den neurotiske tilstand.

Men personen som fortæller ham at han er for egoistisk har allerede tabt hans tillid, og velfortjent, for dén person har drevet ham endnu længere ind i hans neurose.

Hvis jeg ønsker at gennemføre en kur for mine patienter, så er jeg tvunget til at erkende den dybere betydning af deres egoisme/narcissisme. Jeg ville virkelig være blind, hvis jeg ikke anerkendte det som en sand Guds vilje. Jeg må endda hjælpe patienten med at sejre i hans narcissisme. Hvis han sejrer i dette, så fremmedgøre han sig selv fra andre mennesker. Han jager dem væk, og de finder sig selv som de burde, for de forsøgte at berøve ham hans hellige narcissisme. Dette må overlades til ham, for det er hans stærkeste og sundeste kraft. Det er, som jeg allerede har sagt, en sand Guds vilje, som somme tider driver ham ind i komplet isolation.

Uanset hvor ussel denne tilstand kan være, så tjener det ham også, for kun på denne måde kan han lære sig selv at kende, og lære hvilken uvurderlig skat andre menneskers kærlighed er.

Det er, desuden, kun i en tilstand af fuldstændig forladthed og ensomhed at vi erfarer de nyttige kræfter i vores egen natur.

(...)

Når først man flere gange har set denne udvikling udfolde sig, kan man ikke længere benægte at hvad der var ondt er blevet godt, og hvad der virkede som godt har holdt liv i ondskabens kræfter.

Narcissismens ærkedæmon leder os ned af den royale vej til den indsamling som religiøs erfaring kræver. Det vi her observerer er den fundamentale lov i livet, "enantiodromi", eller 'konversion til det modsatte'. Og det er dette der gør det muligt for genforeningen af de stridende halvdele af personligheden, og dermed gør en ende på borgerkrigen."

Alan Watts:

"Med andre ord sagde han, ligesom Wiliam Blake, at 'et fjols, der fortsætter med sine fjollede tåbeligheder, bliver med tiden viis'. At udviklingen af narcissisme i mennesket ikke er noget at besejre eller at blive bedre integreret via modstand imod det, men ved at følge det. Det er næsten, er det ikke, ligesom princippet i judo; ikke at besejre hvad der lader til at være en fjendtlig magt ved at modsætte sig det, men ved at svinge langs slaget, eller ved at rulle langs slaget.

Og derved, ved at følge egoet, transcenderer egoet sig selv."

Hjerteligt god dag til dig kære læser, og god fornøjelse med måske at transcenderer dit ego i din skrivning hvis du tør, og tak for at læse helt hertil :-)

(Værk i billede lavet af mig selv - givet væk)