Dagen i går har budt på et langt sms'skænderi med min søster.
Jeg vovede at sige nej til at tilbyde børnepasning da jeg ikke lige er fit for fight - og samtidig klage over måden hun spørger mig på. For hun spørger ikke bare lige ud. Hun ligger ud med at spørge hvad jeg laver. Derefter om jeg har lyst til at gå en lang tur med hendes barn. Derefter igen, fortæller hun at det er fordi hun gerne vil gøre rent.
Udgangspunktet med først at spørge hvad jeg laver, føler jeg er manipulerende når konteksten ikke er social, men derimod at tjekke om jeg ikke lige kan komme og passe barn - jeg føler faktisk at det er ret respektløst at hun ikke bare melder rent ud fra starten. Måske virker det som en overreaktion, men jeg kender også min søster og hendes måde at gøre tingene på. Hun har tidligere spurgt om jeg havde lyst til at komme forbi dagen efter og da jeg svarede at ja, det var da hyggeligt, så fortsatte hun med at spørge om jeg så ikke lige ville hjælpe med lille-pigen fordi hun havde en tid hos frisøren.

Jeg mener min søster er typen der blev tilbudt et kørekort hvis hun undlod at ryge. Det blev i hendes verden noget hun selvfølgelig skulle tage imod fordi hun hemmeligholdt sin rygning. Pengene til kortet fra vores stedfar, var jo i virkeligheden noget hun havde ret til, fordi det var en form for kærlighedsgave til hende (og det skal ikke forstås incestiøst). Dengang vidste vi ikke at hun røg, men hun har siden sagt at hun startede som 16-årig, så det giver sig selv. Det er stadig en "hemmelighed" for forældrene at hun ryger, selv om min stedfar for længst har regnet det ud og min søster ikke ved at min mor fik sin mistanke gjort til fakta for nogle uger siden, da familien var til en begravelse, og et andet familiemedlem kom til at spørge om min søster var gået ud for at ryge uden at invitere ham.
Well.. til min bedste viden er min søster for nylig stoppet med at ryge igen, så jeg forsøgte at bløde op med den oplysning. Min mor var mere "du skal ikke sige til hende at jeg ved det - jeg har jo aldrig været dum - men i det mindste ryger hun ikke hjemme ved mig på den her måde".

Det er så bare en af min søsters utallige løgne. Hun kan vel mest beskrives som en lystløgner - hun tror nærmest selv på løgnene og bliver vældig indigneret når nogen betvivler hendes ord. Ikke mindst fordi hun jo "har forandret sig". Det har hun så påstået mange gange, men når sandheden ikke passer hende, så lyver hun altså stadig for bekvemmelighedens skyld.
Senest påstod hun at det ikke er sandt at hun stadig var på "lykkepiller" da hun blev gravid - det var bare noget hun påstod den gang fordi at det var nemmest. I virkeligheden nåede hun lige at stoppe før hun blev gravid. Disse "nye" oplysninger gør kun at jeg ved så meget, at et eller andet sted er jeg blevet serveret en løgn (igen) omkring hendes medicin. Enten dengang eller nu.
Jeg kan ikke helt se fordelen i at hun skulle lyve sig PÅ medicinen under graviditeten, så tror egentlig løgnen er, at hun alligevel ikke tog den - men hvem ved? Jeg kan ikke sige noget med sikkerhed, andet end hvis jeg skulle vise mig skeptisk over for det hun siger, så er det naturligvis mig der er noget i vejen med. Hun har jo forandret sig.

I mine øjne er det manglende respekt at lyve så meget og så bevidst over for sine nærmeste. Det gør ondt hver gang jeg finder ud af at noget ikke er sandt. En anden ting der også føles som manglende respekt, er da hun spurgte om jeg ville komme over og hjælpe hende med barnedåbsinvitationer dagen efter. Det ville jeg da gerne og vi aftalte en tid at mødes på. Da jeg så skulle til at komme ud af døren, fik jeg en sms om at jeg godt kunne vente et par timer med at komme - hun var ikke lige hjemme, men med vores mor ude og købe materialerne til kortene. Hun skulle nok sige til når jeg skulle komme. Man føler sig ikke rigtig værdsat når man behandles på den måde. Min tid er åbenbart lige gyldig.

En anden ting er at låne hende ting - det har igen og igen ført til at jeg ikke fik dem tilbage, ihvertfald ikke uden at slås for dem. Med penge har hun typisk i længden bare "fået" dem, fordi der går så lang tid inden jeg ser skyggen af dem, at jeg selv glemmer hvordan det er gået med det beløb.

For nogle år siden havde jeg lige købt mig en ny symaskine og det fik jeg jo sagt højt - hvilket var perfekt for min søster ville gerne låne den. Jeg havde faktisk ikke engang selv brugt den endnu. At erfaring var jeg MEGET modvillig til at låne hende den, men jeg blev lovet på hæder og ære at inden for en uge ville den være leveret tilbage til mig - PÅ min adresse. Det skete naturligvis ikke - jeg ved ikke hvorfor jeg igen var naiv at tro det. Faktisk skete der det, at da den endelig kom for dagens lys igen pga. min søsters flytning, så manglede pedalen. Men det var naturligvis ikke hendes skyld - det var min far eller stedmors, som var dem hun flyttede fra, da hun var raget meget uklar med dem.
Symaskinen er nu kommet så langt at den står uden pedal hos min mor, mens pedalen lige for et par uger siden er dukket op hos min far. Så nu kan jeg måske snart begynde at tage den i brug - flere år efter den blev købt.

Men det er også bare et af utallige eksempler. Men jeg tilgiver hende jo - jeg viser dog også mere påpasselighed med at blive udnyttet igen og igen. Men når jeg så siger noget, så er det mig der ser ondskab i alt hvad hun gør.
Det var starten på vores nye skænderi. Det er hurtigt blevet til at jeg aldrig er der for hende - vi er jo søskende og så er man der for hinanden.
Jeg har ikke meldt mig som babysitter i pigens første 7 måneder, det er mine prioriteringer den er galt med, og når jeg er SÅ ligeglad med min søster og ikke har lyst til at være sammen med min niece, så vil hun aldrig se mig igen.
Hvem vidste at kærlighed måltes i babysitting?

Jeg mener pyt med at jeg i sommers kom og besøgte søs på hospitalet - fordi at dels er det jo noget man typisk gør som familie, men ikke mindst fordi hun skrev til mig at hun kedede sig og gerne ville have selskab. Det var for hendes skyld og ikke fordi jeg manglede andre ting at lave.
Pyt med at jeg rent faktisk sagde ja til at hjælpe med barnet da hun skulle til frisøren - eller at jeg sagde ja til at hjælpe med barnedåbsinvitationerne, eller at jeg pr. automatik blev efter barnedåben for at hjælpe med at rydde op. Jeg er der jo ikke nok for hende.
I hendes verden er det så helt irrelevant hvor meget eller lidt hun er der for mig. Nu er det jo hele tiden hende der skal have hjælp, så det har været sjældent jeg har bedt hende om noget som helst. Men vi lavede en aftale om at hun skulle komme og være med til at rydde op efter min 25-års fødselsdag - til gengæld skulle hun nok få 500 kr. for det. Hun dukkede op 2 timer for sent.

Jeg regnede nok også med hendes hjælp da jeg flyttede sammen med kæresten - hun dukkede op, men hendes version af flyttehjælp er tilsyneladende at sætte sig ned og snakke. Jeg er ikke sikker på at hun flyttede mere end et par plastikposer på vej hjem. Da jeg nævnte de her ting for hende skrev hun "du hjalp heller ikke til ved min flytning og jeg var endda på hospitalet!" (omkring hendes fødsel, der lagde ud som svangerskabsforgiftning). Til det måtte jeg så svare som sandt er, at jeg jo dukkede op for at hjælpe med at flytte - der var bare allerede flyttet. Så tilbød kæresten og jeg at hjælpe med at gøre rent istedet eller sætte på plads, men det blev afvist. Min søsters respons på den sag var, at hun også bare kom for sent (til oprydningen af min 25-års fødselsdag). Men sagen er at jeg ikke kom for sent - vi var blevet angivet 2 flyttedage og kunne bedst den sidste, så vi mødte op nøjagtig til tiden. Flytningen var angivet med så kort varsel, at der ikke rigtig var andet vi kunne have gjort.

Men i min søsters verden er jeg altså skurken her og så kan det være lige meget at jeg ikke har været der ret meget som babysitter fordi:
- De første 2 måneder lå hun på hospitalet med en for tidligt født datter. Jeg var forbi, men det er jo ikke babysitting.
- Dernæst havde jeg et løntidkudsjob, hvilket betyder ansøgninger ved siden af og da min kæreste pendler til hans job i kbh. var det mig der stod for indkøb, husholdning mm. Men hey, jeg fandt da tid til både hendes frisør og barnedåbsinvitationerne.
- Siden slut oktober har jeg været nærmest permanet syg på den ene eller den anden måde. Jeg indrømmer at det går bedre, men det er ikke det samme som at det går perfekt. I går startede jeg med at have svimmelhedsanfald og de har holdt sig igennem natten. Jeg tør slet ikke sætte mig op på en cykel.
Men hendes fremlægning er: "pigen er 7 måneder nu og du har ikke meldt dig som babysitter i al den tid - du er der ikke for mig og så vil jeg heller ikke være der for dig! - og aldrig se dig igen!"

Det ligger ikke lige for i min verden at slå hånden af mine nærmeste for et skænderi, men det gør det åbenbart for min søster (ikke første gang) og selv om jeg egentlig ikke er sikker på hvad det liiige er at jeg mister af hendes "væren der for mig", så er jeg da uendelig ked af at blive smidt væk som en brugt karklud med nogle udsagn om at jeg ikke gør det godt nok. Jeg har forsøgt at fortælle hende at jeg ikke er ligeglad med hende, men hun har jo "beviser" i min manglende babysitting. Hun regner ikke med at jeg tilbyder mig mere i de næste par år, så derfor vil hun ikke have mere med mig at gøre. Jeg kan ikke rigtig gå ind og love hende noget andet (og kan iøvrigt ikke lide hvis jeg skulle gøre det pga. afpresning), da jeg jo er gravid og ikke kan spå om hvordan jeg kommer til at have det, da jeg jo selv venter barn, for ikke at tale om at vi jo regner med at flytte fra Fyn til Sjælland inden længe. Det var bare ikke lige den fremtid jeg havde set for familien, men hun føler sig meget berettiget.
Jeg forstår udmærket at hun er træt og udkørt pga. babyen som kommer med ekstra sygdom og belastning for tiden, men... jeg troede jo nok at der var mere kærlighed fra hendes side af til mig end dette her.
Så har hun iøvrigt involveret vores ældre kusine som hun er begyndt at bruge som veninde fordi "alle hendes andre venner har vendt hende ryggen eller er døde". Min kusine har tilsyneladende givet hende ret i at de sms'er der startede det hele ikke er manipulerende, ligesom jeg syntes, så "ALLE andre mener at hun har ret". Jeg tror det er et spørgsmål om hvilken kontekst man ser dem i. Jeg har for meget dårlig erfaring med at blive udnyttet - og det er så let for hende at komme og påstå at det ikke var ment på den måde (og jeg altid ser hende som ond) - for uanset hvordan hun oprindelig tænkte det, er dette nu den sandhed hun holder fast i. Så jeg er problemet, fordi jeg ligeud beder hende om at være ærlig og up-front med hvad hun vil - og jeg kan jo ikke bevise noget andet.

Men hvad gør man når ens søster truer med aldrig at ville se en igen? Hun er min lillesøster og jeg har altid beskyttet hende, Vores forhold betyder noget for mig, selv om det åbenbart er let at smide væk for hende.