Jeg vil også rigtigt gerne høre mere om folks oplevelse af omvendt ordstilling, da det er noget jeg selv bruger meget i mine tekster (ikke klassiske digte, men poetiske tekster) og er superglad for selv. Jeg synes nemlig ikke det på nogen måde giver et middelalderligt præg, men nærmere et flydende, drømmeagtigt udtryk som kan være virkeligt fint og smukt og virkningsfuldt, men er jeg den eneste der synes det?

Camilla

Det var en ordentlig mundfuld, men i første omgang vil jeg kommentere det der med omvendte ordstillinger, Jeg vil slet ikke forsværge, at man kan få noget godt ud af omvendte ordstillinger - man kan jo gøre hvad pokker man vil, hvis man ellers kan få det til at virke ægte og naturligt, men i almindelighed synes jeg at man skal undgå det. I klassisk digtning virker det ægte nok, men det var jo en del af den tids sprog. Når nogen gør det i dag er det som regel for at få det til at passe med en bestemt sætningsrytme og rim, og det virker akavet.

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Det er et vanskeligt spørgsmål: Hvornår er poesi kunst? Hvilke abstraktioner bliver repræsentative i en definition på kunst?
Hvis jeg må gå en omvej:
Hvad er musik? Hvornår er lyde musik?
Musik er forskellige lyde, givet ved tidsintervaller der er konstante og periodiske, eller netop ikke sådan. Der er toner frembragt af instrumenter der producerer forskellige overtonespektre i forhold til grundtonerne osv. (og dermed klinger forskelligt, selv på samme melodi.)
Hvornår er det så musik, og hvornår er det bare larm?
Lytter man for eksempel på "Calypso Frelimo" af Miles Davis, ville mange sværge på at det intet har med musik at gøre. Men jeg hævder at det faktisk er musik. Og hvorfor er det sådan? Fordi min egen hjerne skaber mening i mit sind ved at lytte til det.
Og sådan er det nok også med tekst. En kærlighedsroman gør det samme og vejen til det er nok nem at finde. Ved lyrik er det ofte langt sværere.

Men - påstår jeg hermed at det er noget rent subjektivt om noget kan kaldes musik eller god lyrik/poesi? Gives slet ingen objektive kriterier? Det gør der jo i musik. Der er bestemt objektive kriterier på færde i en klavertrio af Brahms. Folk med tilstrækkelig viden om musik kan sagtens skelne imellem denne trio og en gang randomiseret støj for samme besætning!

Men hvor finder vi så objektiviteten i poesien/lyrikken? Tjho - der er den korrekte stavning, korrekte syntaks, stav- og enderim osv.
Men læs Yahia Hassans digte. Disse er bestemt i konflikt med ovenstående kriterier. Alligevel er der noget kunst på færde. Fra hans første digtsamling - læs det sidste lange digt.
Trods alle "fejlene" fornemmer man en "transcendens." Formen begynder efterhånden at give mening. Digtet gennembryder kritikken og fremstår som noget meningsfuldt. Som med "Calypso Frelimo" af Miles Davis. Dette nummer finder efter et "helvede" på 32 minutter sin mening ved at være loyal og ærlig i forhold til sig selv og sine virkemidler. Når musikken eller digtet er slut, må man erkende at man er blevet en oplevelse rigere.

Men stadigvæk er det svært at sætte ord på hvorfor det er som det er.

I klassisk musik er vejen frem at lære formen. Når man kan spille instrumentet, ved en masse om dur og mol tonearter osv. når man kan læse og skrive noder, så han man en chance for at kunne skabe noget nyt og relevant i tonernes sprog.
Det er som med konstruktion af biler. Et godt sted at starte er at man tager kørekort og gør sig til en god bilist. Så kan man begynde at overveje hvordan en god bil skal bygges.
Man stabler ikke bare en masse skrot og svejser stumperne sammen. Jeg vil hævde at en VW Golf er et større kunstværk end en skulptur af Robert Jacobsen.
Og sådan er det nok også med musik og poesi. Man genkender formatet når man ser det. Er Homers "Iliaden" god kunst? Svært at svare på, men ét kan man nok sige: Vil man forsøge at skabe kunst gennem at producere noget der kan svare til "Iliaden," så er det en lang og stenet vej, der skal betrædes. For ordene kommer ikke af sig selv.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg læser aldrig digte. Skriver dem slet ikke, for det føler jeg mig ikke dygtig nok til. Jeg har stor respekt for dem, der kan, for det er godt nok en kunst at få rytme, ord og mening til at gå op i en højere enhed.

Når jeg læser, foretrækker jeg prosa, og jeg havde egentlig ikke tænkt mig at svare på dette debatindlæg, da jeg slet ikke føler mig kompetent til det.

Men sidste år, da min kusine og min mor døde med nogle måneders mellemrum, fik jeg brug for at læse noget om sorg, og jeg tyede til de store, gamle digtere som Yeats og Auden.

Jeg fandt, hvad jeg søgte og blev helt mundlam over, hvor præcist og storladent og voldsomt de få linjer talte til mig.

Jeg var dog også i en sindsstemning, hvor jeg var modtagelig, og det påvirker måske også, hvordan man læser og tolker et digt? Hvor ærligt og tro mod sin egen stemme det end er, så er fortolkningen læserens, lige så snart det forlader digterens pen.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]