Hej Heidi,

det lyder som nogle sunde og interessante overvejelser og erkendelser du har gjort dig, om at turde slippe kontrollen af fremtiden, og i stedet værdsætte fortiden. Være taknemmelig for minder, og derigennem finde tilbage til "nu'et" = til følelser såsom glæde og accept.

Men hvad gør man så hvis man er senil? Hvis man falder på trappen, får en hovedskade og intet kan huske? Hvad hvis man ingen lykkelige minder har, intet indre lys har at varme sig ved? Hvad hvis kroppen modarbejder sindet, og ingen erkendelse kan give fred, såsom ved PTSD?

Livets vej må ergo nødvendigvis være sti-løs - for at finde fodfæste i eksistensen må vi nødvendigvis turde fare vild, og SØGE at fare vild. "Hvis du vil være hel, lad dig selv være halv." - Lao Tzu.

Et andet citat af Lao Tzu, der også er omdrejningspunktet for min novelle "Sandklitterne" herinde, lyder:

"Succes er lige så farligt som fiasko.
Håb er lige så hult som frygt.

Hvad betyder det at succes er lige så farligt som fiasko?
Uanset om du går op af stigen eller nedad den,
er din position rystende.
Når du står med dine to fødder på jorden,
vil du altid bevare din balance.

Hvad betyder det at håb er lige så hult som frygt?
Håb og frygt er begge fantomer
som opstår af at tænke på selvet.
Når vi ikke ser selvet som selvet,
hvad har vi så at frygte?

Se verden som dit selv.
Hav tiltro til tingene som de er.
Elsk verden som dit selv;
således kan du have medfølelse med alt."

Men hvad vil det sige at have medfølelse med alt? Den eneste konstans i universet er forandring, eftersom Big Bang er en eksplosion der sker lige nu og universet ekspanderer konstant, langt hurtigere end vi kan opfatte - der fødes nye planeter, sole, måner og kometer konstant, måske endda nye dimensioner, langt flere end der udslukkes/destrueres, uendeligt langt flere.

Det betyder at det ikke er den stærkeste der overlever og lever godt, da styrke indikerer et statisk modsætningsforhold i det svage. Det er derimod den mest dynamiske, den mest tilpasningsdygtige, den mest sensitive, der overlever og lever godt. Åbenlyst! Lykke er jo nu engang en følelse, og den såkaldt stærkeste vil uundgåeligt ende i den modsatte pol. "Vand skærer sten, så hvad har mest styrke? Som vand former land er det stadigt villigt til at ændre sin kurs" - Akala, musiker.

Og når man gør som det lyder som om at du har gjort, sammen med næsten hele menneskeheden, og tror at lykken er noget at jage, så bliver man afhængig af jagten (eller rettere, hjernen gør, bliver afhængig af dopaminen udløst ved det at være i proces imod et mål). Ved ikke at have et mål, andet end processen selv, jagten selv, aflærer man hjernen denne selvdestruktive afhængighed. Nogle kalder det meditation, andre kalder det at lytte, og endelig er der dem der ved at det må være navnløst, pr. definition.

"Vi øver væren, men ikke-væren er hvad vi bruger" - Lao Tzu.

Så, altså, min pointe er ikke at udfordre din erkendelse Heidi, da særligt ikke efter også at have læst din seneste dagbog, men at supplere - det ene udelukker ikke det andet, og kan man finde nu'et igennem fortiden, som jeg tolker din erkendelse delt, så hurra :-) Virkelig! Al tænkning og registrering af følelse er udgjort af fortiden, åbenlyst, og ER fortiden; på samme måde som at man ikke kan sige "jeg er i nu'et", for erkendelsen af 'nu'et' er blot et ekko og selve nu'et er pr. definition umuligt at definere, trods al kreativitet er et forsøg derpå. Ergo må vi gå hinsides viden, hinsides erkendelse, og i idiotien, i aflæringen, i magten og healingen der er i at sige, og virkelig mene det, "jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke!", slippe kontrollen og fodfæstet, og derigennem finde fodfæstet, ikke påny men for første gang nogensinde, genfødt.

En sang om det, med slideshow lavet af mig selv, er Chairman Maf - Sundown

Blot mine 25 øre :-)