Den, der overlevede

Du står under den åbne himmel og ser op... over dig lyser stjernerne. Det er en kølig nat, men du fryser ikke, du har fundet din indre varme, og vandrer nu imod det mål, du endnu ikke kender præcist.
   Dit hjerte er fyldt af sorg, og dog har du overskud til at være taknemmelig. Taknemmelig over at være i live. Taknemmelig over det lille liv, der sover på ryggen af dig, der med al sin tillid nu fuldstændig afhænger af dig, og som har givet dig styrke til at fortsætte. Taknemmelig over stjernerne, der viser dig vejen, du ikke selv kender.
   Du synger en stille sang, du lærte, da du var lille. En sang, der ofte blev sunget. Du finder trøst i sangen. Dine øjne fyldes af tårer.
   Du har gået i mange timer nu, og du føler trætheden gennem hele din krop, men det er endnu ikke tid til at standse. Du må fortsætte, finde et trygt sted at stoppe op og hvile ud.

Netop denne nat står visse begivenheder helt klart for dig, og andre er næsten helt udviskede. Du husker de første dage af dit liv helt tydeligt, de dage, du troede for længst var forsvundet fra din bevidsthed…

Et særligt barn blev født.
   De bar ham ud i verden. De lod ham blive ét med den storslåede, vilde natur, før han nåede at skelne mellem den og sig selv. De sang for ham, sange, der indeholder den største visdom, den største ro, og da han var rede til det, gav de ham hans navn.
   Det er fuldmåne. Skyerne flytter sig ærbødigt til side for månen, og lader dens lys strømme ned på jorden omkring dig, ned på dig.
   Drengen på din ryg bevæger på sig, giver et lille klynk fra sig og sover videre. Han er snart sulten, det ved du, men du har intet mad at give ham. Du går videre. Stjernerne viser dig den rette vej. Snart vil der være mad til jer begge. Snart vil drengen få den tryghed han har behov for. Den tryghed han har krav på.
   En skov kommer til syne i det fjerne. Langt borte er solen så småt begyndt at lyse, det bliver en varm dag. For varm til at gå videre uden hvil.

En dreng på fem år. Han stod og betragtede nogle andre legende børn. Han ville have dem til at følge efter sig. Han ville vise dem, hvad han havde opdaget. Men de ville ikke med, de ville hellere lege. En dum leg syntes han, intet i forhold til, hvad han kunne have vist dem. Han ville gerne gå hen og tage deres legetøj fra dem, tvinge dem til at gå med ham, han vidste han kunne, han var trods sin lille alder et af de stærkeste børn. Men han vidste også, havde lært fra han var ganske lille, at der aldrig ville komme glæde ud af misbrugt magt.
   Ærgerlig og irriteret vendte han ryggen til de andre børn og gik væk. En tåre trillede ned ad hans kind.
   Solen, der nu er kommet helt til syne, varmer din krop efter nattens kulde. Du når skoven, og træder ind i den. Dens skygge er behagelig nu, hvor solen har fået rigtigt fat. Du går en times tid endnu, før varmen bliver for hård. Du når frem til en flod.
   Drengen sover stadig, som om han ved, at der ikke er noget at vågne op til. Du binder skind-posen han ligger i af din ryg, og binder den godt fast til et stort træ. Han sover roligt videre. Du frigør dine våben, tager tøjet af, og træder ned i floden. Vandet er dejligt, køligt. Du dykker ned under det, og er væk et stykke tid, før du atter dukker op til overfladen.
   Du træder op på jorden igen, forfrisket af vandet, du fylder dine hænder med vand, og drikker hver en dråbe fra dem. Du klæder dig på igen, stiller dig under træet, hvor du bandt drengen fast, i et enkelt spring er du oppe. Du bøjer dig ned og får fat i drengen, binder ham i sin lille skind-seng fast igen højere oppe i træet, her vil han være i sikkerhed indtil videre, her er han i skygge. Du selv er nødt til at gå ud og skaffe mad.

Nu, som næsten voksen skulle han vise sine styrker.
   Han red en hvilken som helst hest som var han født på en hesteryg. Han kæmpede og imod selv den tapreste kriger klarede han at yde en god modstand. Han udførte alle prøverne, bedre end det var set i mange år. Det var de fysiske.
   Han blev fulgt op ad et bjerg af en af de ældste og mest vise. Han blev vist et sted hen, her skulle han nu tilbringe de næste fire dage og nætter, uden mad. Han blev ladt alene, alene med naturen.
   Han satte sig med ryggen op ad et træ, så mod himlen. Træets grene rakte højt imod himlen, imod det uendelige univers, modtog visdom fra universet. Træets rødder spredte sig dybt ned i jorden, ned i Moder Jord, fra hende får det næring og styrke til at stå, til at leve. Han lukkede øjnene, følte træets kraft strømme ind i ham, blande sig med hans egen lille kraft. Han bad. bad om vejledning, en vejledning, der skulle hjælpe ham og vise ham vejen igennem hele hans voksne liv. Hjælpe ham at begynde sin vandring på den rette vej.
   Du er meget sulten nu. Du bærer dyret, du fangede, tilbage til din foreløbige lejr. Før du giver dig til at skære i kødet, takker du dyrets ånd for at ofre sig for dig. Du varmer dets kød over ilden.
   Drengen vågner nu. Du tager ham ned. Han er sig tilfreds med den lille smule, der er for ham, som du kan give ham. Han ved, at han kun kan få lidt.
   Du rydder bålet vejen. Drengen ser sig omkring, og du løfter ham op. Du synger en sang for ham, den sang du sang for dig selv i nat. Drengen falder helt til ro, snart sover han igen. Du klatrer op i træet igen, du lægger ham i hans lille skind-seng, der stadig er bundet fast deroppe.
   En ørn flyver højt over jer, du kan se den gennem træets grene. Du lukker øjnene og sover.

Han var voksen nu.
   Han blev grebet af en følelse af panik. Han måtte hjem, hjem til landsbyen, hjem og forsvare den imod fjenderne. Han vendte straks om og satte i løb. Og han løb af sted uden at unde sig selv en eneste pause, ikke engang for at få noget at spise eller drikke.
   Efter flere timers løb var han endelig i nærheden af landsbyen. En frastødende lugt kom ham i møde. En lugt af en hærgende ild, han ikke kendte til blandet med den truende stank af noget ganske ukendt. Noget magtbegærligt.
   Han stopper sit løb og sniger sig forsigtigt nærmere landsbyen. Da han omsider når op på den bakketop, der giver udsyn over landsbyen, trækker hans mave sig sammen i en krampe af chok. Han falder ned på jorden, og ligger dér i krampe, ude af stand til at tage kontrol over sin egen krop.
   Sorgen er overvældende.
   Da han er i stand til at bevæge sig ned i landsbyen, ser han at langt de fleste huse er brændt ned. Overalt ligger døde fra landsbyen, hans familie, hans venner. I en pøl af blod ligger de. Halsen skåret over. Hovedet gennemboret af et lille hul. Selv små børn. Ganske livløse lå de på jorden.
   Han gik mod din fars hjem. Det var ikke brændt, han trådte indenfor, alt stod som det plejede. Han måtte finde sin far, hvor var han? Han trådte udenfor igen. Noget ledte ham om på den anden side af huset, og dér fandt han ham, liggende død. Indsmurt i blod.
   Hans mave trak sig sammen igen. Hans hjerte var fyldt af sorg. Af had til de, der havde gjort det. Han var klar til at give op, og klar til at tage hævn.
   Og så, kom det… En baby skreg et sted. Han fulgte lyden og fandt en lille dreng liggende i en stramt syet senge-pose af skind. Drengen var overlevet, den eneste overlevende. Han havde ansvaret for et andet liv nu, han genvandt al sin styrke. Vidste, at der var en mening med, at netop dette barn var skånet. Vidste, at det var en ærefuld opgave at blive betroet drengens liv.
   Han løftede posen med den lille dreng op, og trøstede ham, bandt posen fast til sin ryg, sådan som han havde set kvinderne gøre det.
   Så begav han sig ud på sin vandring.
   Månen og stjernerne lyser over dig igen, som du vågner. Det er tid at fortsætte rejsen. Alt er forandret. Du oplever verden anderledes nu, som så du hele din verden fra et andet sted.
   Du vandrer om natten, spiser og sover om dagen. Du følger stjernerne. Du når til en landsby, og tager afsked med drengen. Den, der overlevede. Her er han i sikkerhed, her vil han få tryghed. Du selv må vandre videre. Hvad der nu sker ved du ikke, det er alt sammen uklart. Det er slettet fra din hukommelse. Det skete alt sammen for lang tid siden.