Vinden peb ind over banen i lange seje stød, der fik flagene på benzintanken til at stå stive som brædder. Af og til fulgtes vindstødene op med skyer af sne, der føg næsten vandret hen over det kuperede terræn.
Jeg opgav et længere program med at slå et halvt hundrede øvebolde og gik i stedet lige til sagen. Jeg var alene, så for det ikke skulle blive for kedeligt, besluttede jeg at spille to bolde en tur rundt på banen.
Det at drive ud fra første tee er noget mærkeligt noget, enten går bolden næsten på green i første slag eller også skal den en tur ud på hovedvejen, hvis den ikke har besluttet sig for at prøve at vælte klubhuset. Mine to bolde gik ind for diversificering, en hver vej, og det tog lidt tid at finde dem, den gule kunne godt lide at gemme sig, mens den røde for det meste dukkede ret hurtigt op igen. Baneoverfladen var et virvar af frosset græs og frosne efterårsblade, med et tyndt lag sne hist og pist, og det gav en dejlig mulighed for mine to bolde til at gemme sig. Jeg tullede op til hul et med mine bolde, det kunne have gået værre, mente jeg da de var kommet vel i.
Hul to volder ikke de store problemer, undtagen når jeg er sammen med andre, da der er en lov om, at hvis man ikke slår mindst forbi dametee'en, så koster det en omgang ved "hul 10". I dag var jeg alene, så boldene fløj pænt og lige i den stride sidevind helt ned til fodboldbanen, hvor en vold stoppede dem.
Hvor det ikke er noget problem at få bolden i luften, så er det lidt af et problem, når den kommer ned igen. For frosne hare høm-høm'er og regnormeskud gør landingsbanen mildt sagt noget uberegnelig. Bolden hopper værre end en glad hare ved forårstid, og hvor den lander er noget skæbnen bestemmer, for man kan ikke altid se andet end en støvsky fra første nedslag. Jo, vintergolf er afgjort spændende, jeg triller bagefter på udkik efter mine bolde. Trille er et godt ord, for jeg er skam klædt på til det her. Måske ikke så moderigtigt, men forsvarligt. Når vinden står på, er chill faktoren omkring -25 grader, siger kloge hoveder. Når man rammer bolden lyder det da også, som om man slår en hammer mod en træstamme, et hårdt "klunk" og ikke det bløde elastiske smæld som fra en "sommerbold".
Det er let at være modig, når en vandhazard skal forceres, det er bare lige på og hårdt. Det kan aller højst resultere i en klirren, når kuglen rammer isen, den skal nok selv komme i land igen. Det er nede ved hul fire, jeg får selskab. Et par børn leger på isen og kommer lidt efter forsigtigt nærmere, det er ikke hver dag, de ser voksne herude. En voksen, der er skør nok til at være ude i det vejr, kan måske godt være interessant, hvem ved? Det ser i hvert fald spændende ud det han laver.
- Hvad laver du? spørger de i kor.
- Jeg spiller golf, siger jeg, og bider et - tror jeg nok - i mig, voksensarkasme og børn har ikke noget med hinanden at gøre.
- Hvorfor gør du det?
Det var værre, hvorfor? Er der lidt masochisme at spore måske?
- Fordi det er sjovt, svarer jeg.
- Hvad gør du med bolden?
- Tja, den skulle jo gerne hen i det hul der, siger jeg.
- Hva' gør du så med den, når du har fået den i hul.
- Jo, så tager jeg den op igen og slår til den, så den ryger hen til det næste hul.
Den skal de lige tygge på, men så lyser drengen op, ingen tvivl, manden er gal, han må hjælpes, han stikker af i vildeste hurtigløb efter min bold og kommer glad tilbage med den, den var jo ikke kommet i hul i første slag. Jeg må forklare ham at det ikke helt var det, der var meningen, og det lykkes da også efter et par gange, hvor enten han eller pigen har apporteret min bold. Jeg nænner ikke at blive gal, vi skal jo alle sammen have det lidt sjovt.
Nu er den sivet ind den med hullet og bolden, drengen sætter sig på den modsatte side af hullet og skærmer med et bræt, så bolden ikke skal ryge for langt, hvis jeg nu rammer ved siden af. Han kunne være god at have med til en match.
Vi får snakket lidt golf, jeg kan godt se mine forklaringer må virke lidt tynde, på to så videbegærlige sjæle. Jeg begynder faktisk selv at spekulere på, hvorfor jeg går her og slår til uskyldige bolde i en halv snestorm, og det logiske i at slå til en bold og så rende efter den og give den en til på tæven lige så snart jeg har fundet den igen. For slet ikke at tale om at slå den ned i et snefyldt hul for blot straks at samle den op og slå den langt pokker i vold mod det næste hul. Når det kommer til stykket er der ikke noget at sige til, at det somme tider føles som om bolden dukker sig, hvem ville ikke gøre det.
Vi er skam et helt lille team nu. Når jeg skal drive ud, spørger ungerne.
- Hvor skal du nu hen? og så løber de i den retning. Det sidste er jeg nu ikke så glad for. Golfbolde har fart på, når de kommer og kan slå hårdt, hvor de rammer. Når jeg kommer frem til Tee'en smækker pigen sig ned ved hullet og rydder sneen væk med sin vante. Hun sidder også i vejen for bolden, men jeg har opgivet det seriøse spil i dag. Det her er nu også meget sjovt for ungerne går op i det med liv og sjæl, og de har skarpere øjne end jeg.
Det hænder vist for alle golfere, at de mister kontakt med bolden lige i tilslaget, men kun hører, at bolden bliver ramt, og så kan den faktisk være hvor som helst indenfor en radius af 150 meter. Her er børnene til hjælp, idet de støver af sted for at finde boldene. Drengen skriger en lang række ordrer til pigen, der ikke hører efter, men forfølger sine egne mål. Vi når ned til sidste hul og ungerne er nu trætte, for pludselig skal de hjem. Jeg er også selv lidt træt. Det er forbandet koldt.
- Tak for hjælpen, siger pigen lidt umotiveret og de storker af sted hjemover.
- Tak for spillet Anja og Johnny, råber jeg efter dem og går over mod bilen.
Det er ikke nemt, for at komme over til bilen, må man meget tæt på tee stedet til hul et. Gu' ved om, og hvis man nu? Lidt efter står jeg derovre. Bolden flyver af sted som en skygge i tusmørket, den lander to meter fra green.