Overskriften er blevet et udtryk i familien, når husets han har problemer af teknisk art.

Jeg sad på gulvet omgivet af ledninger på alle sider. Ja, gulvtæppet lignede nærmest en regnormefarm, hvor tingene var gået grassat eller en spagettifabrik, der var røget i luften.

Anledning, ganske ligetil, en nyindkøbt video, på udsalg, skulle sættes op og bringes til at samarbejde med fjernsyn og antenne.

Nu er jeg ikke nogen novice i omgangen med computere og avanceret elektronik. Jeg er faktisk uddannet i det, selv om nogen, min alder taget i betragtning nok vil mene jeg er faldet af den elektroniske vogn lige efter konservesdåsetelefonen med sejlgarn blev færdigudviklet.

Nå, men tilbage til sagen. At få ordnet eller rettere forbundet al spagettien til TV-antennen, videoen og fjernsynet var ikke det store problem. Men at indprogrammere modtageparametrene så TV og video snakkede sammen og så videoen selvstændigt kunne optage via antennen. Se det var noget helt andet, der nok kunne give selv chefprogrammører fra NASA sved på panden.

Jeg har siden diskuteret problemet med en civilingeniør i computerteknik og en anden elektroniktekniker. De havde også haft sådanne problemer, her er det Maren i Kæret kommer ind i billedet. For en eller anden må de forbandede brugsanvisninger være skrevet til.

Kan hun da forstå dem? Kan hun forbinde de forskellige ledninger, trykke på de rigtige knapper og efter 5 minutter erklære:
- Ded var da int' så komplisiert.

Til at begynde med er brugsanvisningen en solid moppedreng. Al for stor til noget så småt som en video.
OBS: Dette gælder ikke bare videoer.

Når man så kikker nærmere efter, ser man, at det er de samme uforståelige forklaringer, der er skrevet på op til tolv sprog.

Hvorfor tolv? Jo, for et EU reglement siger, at for at brugerne ikke skal komme galt af sted skal brugsanvisninger forfattes på alle unionssprogene og det er 11. Endelig kan man så som ofte også nyde teksten på japansk, der såmænd ikke er mere uforståelig end resten, eller Norsk, hvis den der skrev bogen ikke nåede at få standset oversættelsen til Norsk, da nordmændene hoppede af EU vognen.

I dette tilfælde skøjtede jeg mellem de sprog, jeg kunne, men det vigtigste manglede: En forklaring på hvorfor skidtet ikke gjorde det, den skulle gøre, når jeg fulgte vejledningen til punkt og prikke, og her fik jeg lejlighed til at studere en beskrivelse på de fire-fem sprog, jeg kunne stave mig igennem. Det var interessant, men ikke oplysende.

Nå problemet løste sig selv, da tingene blev udført i slowmotion. Jeg var faktisk for godt vant, nemlig til at computerudstyr kan skynde sig, når man beder det om det. Det kan en video ikke, men da den i mange tilfælde spilder en forfærdelig masse af folks tid, når den endelig virker, er der måske ikke noget at sige til den skulle programmeres me-e-eget langsomt.

Det var også ganske tydeligt, at brugsanvisningen var skrevet mere for at holde fabrikantens bagdel fri af flammerne end for at oplyse kunden. Der var faktisk så mange advarsler i den bog, at man skulle tro det var en vejledning i at afmontere en landmine. Jo, produktansvar tages skam alvorligt, for det er dyrt at lade være.

Andre producenter, specielt computer producenter, skriver en moppedreng af en bog om deres produkt, den er umulig at finde rundt i og derfor udgiver man samtidig med dette gedigne værk en række små hefter om installation, hurtig ibrugtagning etc. etc. alt i alt totalt uoverskueligt og det er egentlig synd.

Andre måler efter sigende produktets kvalitet på vægten af brugervejledningen, jo tungere jo bedre.

Jeg synes at man skulle tage Maren i Kæret på råd, så de brugsanvisninger vi alle bliver belemret med også er skrevet i et forståeligt og lettilgængeligt sprog, uden indforstået teknikersnak og uden at tale ned til kunden. Det er svært, men kan give gode resultater, f.eks. at kunden synes om det produkt han/hun har købt.