3Hudløs
Nogle dage er man på toppen af verden; andre dage ligesom helt hu... [...]
Blandede tekster
7 år siden
6Du forsvandt
Du forsvandt, snøfter hun gennem tårer. Med ryggen mod vinduet, o... [...]
Blandede tekster
7 år siden
5Kun en tåbe ...
Han ved godt selv, · han er til grin. · Men den, der ler sidst, · ler s... [...]
Digte
7 år siden
4Når jeg bli'r stor ..
Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke, at 'det her er altså i... [...]
Klummen
7 år siden
3Sko min hest ..
Da jeg var barn, var min Onkel Ole altid et hit, han var nemlig a... [...]
Klummen
7 år siden
8Jeg ville ..
Det er sorte dage. · Som tåge, · som dis. · Suppe, · af sort · tjære, · flyde... [...]
Digte
7 år siden
7Det manglede da bare andet!
Det hele var startet den dag, man kunne læse i den lokale sprøjte... [...]
Noveller
7 år siden
8… Er der håb (?)
"Hvor der er liv, er der håb" · Hvorfor siger de sådan? · Når lyset i... [...]
Digte
12 år siden
15Stjernekiggeren
Der står en ung kvinde foran spejlet. Hun stirrer på billedet der... [...]
Noveller
13 år siden
15Fortidens dør
"Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det," · sådan st... [...]
Kortprosa
13 år siden
3Hemmelighedens Navn - 11. kapitel
Maya · Stilheden i glasrummet er larmende. Hun kigger ud gennem vin... [...]
Romaner
13 år siden
3Hemmelighedens Navn - 10. kapitel
Rune · Han føler sig helt igennem radbrækket, som han sidder dér på... [...]
Romaner
13 år siden
3Hemmelighedens Navn - 9. kapitel
Maya · Maya mærker, hvordan hun næsten har sovet, da hun hører larm... [...]
Romaner
13 år siden
4Hemmelighedens Navn - 8. kapitel
Rune · Morgenlugtene stikker ham i næsen, og selv da han træder ud ... [...]
Romaner
13 år siden
3Hemmelighedens Navn - 7. kapitel
Maya · Hun kan mærke, det er tidlig morgen, da hun vågner. Lyset st... [...]
Romaner
13 år siden
3Hemmlighedens Navn - 6. kapitel
Rune · Han er usigelig træt, mens han ligger dér i sengen. Han kan ... [...]
Romaner
13 år siden
3Hemmlighedens Navn - 5. kapitel
Maya · Smerterne fra operationsarret vækker hende ved morgengry - h... [...]
Romaner
13 år siden
3Hemmelighedens Navn - 4. kapitel
Rune · Rune smækker døren til sit værelse i med bagsiden af foden, ... [...]
Romaner
13 år siden
4Hemmelighedens Navn - 3. kapitel
Maya · "Mor?" · Maya bliver revet tilbage til virkeligheden og ser o... [...]
Romaner
13 år siden
4Hemmelighedens Navn - 2. kapitel
Rune · Det er med en kriblende fornemmelse i hele kroppen, at Rune ... [...]
Romaner
13 år siden
5Hemmelighedens Navn - 1. kapitel
Maya · Juni 2004 · Sommerferien er dårlig nok startet, og alligevel f... [...]
Romaner
13 år siden
5Hemmelighedens Navn - Prolog
Maya · August 2005 · Hun er glad for, de er taget på landet i den kor... [...]
Romaner
13 år siden
6Tossemagneten
Jane Aamund udtaler i et interview i bogen "Lys i livet", at hun ... [...]
Klummen
13 år siden
20Døbefondens forbandelse
Der er stille omkring huset. Maria låser døren op, slår sneen af ... [...]
Noveller
14 år siden
10Og det skete i de dage...
Tænk at det er tre år siden nu ... Tre år siden jeg ankom til Grå... [...]
Noveller
14 år siden
12Historien om en fader
Hun vågner, da telefonen ringer. Det mørke rum slår mod hende, og... [...]
Eventyr og fabler
14 år siden
6Det offentliges anklage
Min dag starter, når brættet løftes · og jeg kan indånde den friske... [...]
Blandede tekster
14 år siden
6Af jord skal du igen opstå
Da du var nitten år, rejste du hjemmefra · med smil på læben og god... [...]
Kortprosa
14 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Line Find-Andersen (f. 1981)
Der står en ung kvinde foran spejlet. Hun stirrer på billedet derinde, som ser hun det for første gang. Som er det et ukendt ansigt - ikke det samme, der har siddet der i 31 år.
   Det mørke hår - næsten sort mod den blege hud - falder ned og dækker de nøgne bryster. De lange fingre hviler over maven med den bløde hud. Den uretfærdigt flade mave.
   Udenfor trommer regnen klichéagtigt mod ruden. Tågen ligger usædvanligt tungt over L.A., som kan den mærke hendes tungsind og sorg. I entréen står kufferterne og venter ...
   Det er en tvingende nødvendighed for hende at komme væk fra denne by. Væk fra L.A.

Det er ikke fordi Mia er utaknemmelig. Men for at forstå historien om Mia skal man helt tilbage til det øjeblik, hun blev skabt. Fra sædcelle mødte æg (og her skal vi ikke gå i unødige detaljer!).
   Mia var selvfølgelig et ønskebarn. Hun var et vidunder fra det øjeblik, hun svuppede ud i verden - fedtet og lyserød - med næsen i sky som en såkaldt "stjernekigger"; som insisterede hun fra start på at se det hele og nå stjernerne.
   Hun blev ikke noget mindre vidunder, da det kort efter fødslen gik op for de lykkelige forældre, at Mia også blev deres eneste vidunder. Umiddelbart efter blev det opdaget, at moderen havde celleforandringer i underlivet, og hun fik foretaget et keglesnit. Senere var der nye forandringer, og hun fik fjernet hele underlivet i en alder af bare 26 år.
   Mia var kun fem år, da hun mistede sin mor. Nogle kunne måske sige, at det var tidligt at få modgang, og at det kunne være et varsel om et ulykkeligt eller uheldigt liv. Men Mia var ikke bare stjernekigger - umiddelbart kunne det lade til, at hun ligefrem var født under en heldig stjerne.
   Livet gav på alle andre måder Mia medgang. Hun var fra start en køn unge med store, mandelformede øjne, blå som vandet i en lagune. De mørke øjenbryn rammede dem smukt ind; lignede en fugl med udslåede vinger, der kredsede henover havet. Der var en dybde i øjnene, som kiggede de på én gennem tusinde lag af visdom. Bag den brede mund og det vidunderlige smil, gemte sin nogle lidet skønne tænder, men de var dog kun mælketænder, og da hun nåede sit tolvte år - og den sidste mælketand røg - skulle det vise sig, at de nye tænder var lige så fine og hvide, som den yndigste perlekrans i guldsmedens vindue.
   Men som var det ikke uretfærdigt nok (som mange af hendes mindre begejstrede klassekammerater ville udtrykke det), var Mia ikke kun begavet med et smukt ydre, en uretfærdig charme og dejligt væsen, så var hun også udstyret med en hjerne, der sugede viden til sig. Når først tingene var lagret i hjernen, klæbede de fast som insekter til et fluepapir.
   Da Mia var 14, meldte hendes bedste veninde hende til en modelkonkurrence. Mia mødte gladelig op (med veninden ved sin side - for hun blev naturligvis også velsignet med en trofast veninde - der ikke ejede misundelse) i det nyåbnede castingbureau, hvor to talentspejdere fra L.A. var til stede. Hun udfyldte kortet med personlige oplysninger og ventede, til casteren, Bruce, havde tid til at snakke med hende. Han blev hurtigt betaget af den unge pige; hendes vid, hendes charme, og det lange mørke hår, der vifteformet faldt ned ad ryggen, som et brusende vandfald. Der kom et begejstret udtryk i hans erfarne øjne, og fem minutter inde i samtalen, afbrød han kollegaen, Levin, i hans interview, for at han også kunne se Mia.
   Nogle uger senere stod Mia på podiet som den ubestridte vinder med en buket blomster og en etårig modelkontrakt i favnen.
   Modelarbejdet gav Mia penge, som hun nød godt af, mens hun gik i gymnasiet. Det var her, hun fik tilnavnet "Mia Marvellous". I engelsk havde de en novelle med titlen "Marvellous", der beskrev en ung piges liv - et liv kammeraterne spåede Mia.
   Efter gymnasiet rejste Mia rundt i Europa til forskellige modeljobs og forlod således den ligegyldige lille flække, hvor hun voksede op. Og skæbnen var god mod hende. Hun fik, hvad hun ønskede og behøvede aldrig rigtigt spekulere over, hvordan man opnåede at få sine drømme opfyldt.
   Da Mia var først i tyverne, førte karrieren hende til L.A.
   Her begyndte drømmene rigtigt at tage fart. Hun mødte Matthew, en ung ambitiøs skuespiller, der - på daværende tidspunkt - arbejdede i en café (senere skulle Mias stime af held komme ham til undsætning med et ikke helt ubetydeligt job i en amerikansk sitcom!). Han forelskede sig i hende fra det første øjeblik, han betragtede hende sippe af en cappuccino. De bløde læber, der lagde sig næsten kælent om koppen ... Svælget, hvorpå han kunne se hende sluge den varme drik ... De smukke øjne, der lukkedes et øjeblik i nydelse, som lukkede hun storbyens larm og stress ude ... Intet mindre end et guddommeligt billede! Skummet dannede et komisk lille skæg på overlæben, som tungen langsomt slikkede bort med nydelse. Det var dér, han forelskede sig i hende; lige i dét øjeblik. Det var, som elskede hun med kaffen og sådan - skulle han senere opdage - var det med alt i hendes liv. Det var som om, hun hver dag slog øjnene op med den viden, at i dag ville endnu en drøm blive opfyldt. Som kunne intet slå hende ud af kurs.
   Det var, da han rakte den tredje cappuccino over disken, at han inviterede hende ud. Han var ved at sprænges af begær over denne pige og vidste, at han hellere ville mases som en flue, der klaskes af en fluesmækker med sådan en kraft, at dens masse krænger ud gennem smækkerens hullede mønster, end at betragte hendes fingre om koppen, læberne, tungen (han var nødt til at mærke begge dele mod sine læber og sin tunge - det var en fysisk nødvendighed, der næsten gjorde ham syg, som en junkie med abstinenser!) end at vide, at det ikke blev i dag - ikke i morgen (ja, måske aldrig?) - han skulle se hende igen. Han betragtede hendes smukke ansigt, der ikke syntes spor overrasket over spørgsmålet. Et øjeblik troede han, hun ville smide drikken i hovedet på ham (men åh, hellere dette end intet!), men til hans forundring svarede hun ja.
   Ugerne derefter kunne man betragte et smukt ungt par vandre hånd i hånd rundt i L.A.s gader. Han med et nærmest sygeligt tilbedende blik på kvinden ved hans side. I timer kunne han lytte, bare lytte, til den næsten melodiske stemme, der fortalte om alt og intet. Han sugede ordene til sig, som en udtørret ørken, der i årevis bare har ønsket at blive en blomstrende, frodig oase. Alt ville han vide om hende. Intet var for ubetydeligt! Alt ved hende var en salighed, men især læberne. Åh, disse læber, når de strejfede hans. Fingrenes blødhed; måden hvorpå de strøg over hans kind med de ru skægstubbe.

Men hvorfor nu fortælle denne historie kunne en opmærksom læser så spørge sig selv. Han kunne måske endda ryste på hovedet og tænke, det er et patetisk forsøg på at deltage i en novellekonkurrence og få opmærksomhed (og negativ opmærksomhed er, som bekendt, bedre end ingen opmærksomhed!). Men der er en pointe!
   For der findes folk derude som Mia. Folk, hvis liv kan synes uretfærdigt simple og ligetil (men sådan er de jo aldrig!), og da dette er en novelle og ikke et eventyr, ender det ikke med "og de levede lykkeligt til deres dages ende", for sådan er der trods alt kun få liv (om nogen), der er - og således heller ikke Mias. Det gælder bare om at skrabe lagene af, for under lakken på det tilsyneladende guddommeligt smukke møbel, ligger det halvrådne træ - det kan godt være, der ikke er til at se på møblet, når man skuer det - det kan sagtens synes kønt og perfekt, men det betyder ikke, at der ikke er en råddenskab dybt i dets midte.
   Og det er derfor, hun nu står her foran spejlet med tårer trillende ned over det smukke ansigt. Den opmærksomme vil måske have undret sig over endnu en ting - hænderne, der hviler over den uretfærdigt flade mave. Og her er det ikke alle de kvinder, der - som forfatteren selv - har en mave, der synes altid at have en blød delle, der hviler uskønt i buksekanten (som dej, der hæver og hvælver sig over skålens kant, og man bare ønsker at sætte en finger i, så den punkteres), der tænker sådan. Nej, det er Mia selv. Det er vores Marvellous Mia, der græder over den uretfærdigt flade mave. For i de år der er gået, siden Mia flettede fingre med Matthew, er der sket en del. Mia er blevet voksen og ungdommens letsindige drømme, der syntes at lade sig opfylde så let, er gået hen og er blevet ligegyldige barndomstrivialiteter, og her ønsker vores Vidunderlige, at kunne hun metamorfose disse ligegyldige drømme og slette fortidens opfyldelser for blot dette eneste ønske: Et barn.
   For som så mange andre mennesker, der møder den rette, de vil dele livet og fremtiden med, opstod på et tidspunkt - da forelskelsen vanvittige rus havde lagt sig - og det atter var blevet hverdag, et ønske om at se sin elskedes gener forenet med sine egne.
   Hende og Matthew har i de sene nattetimer, efter at have elsket, snakket om, at måske (og her var "måske'et" for Mia egentlig ikke en reel trussel endnu), der næste år ville ligge en lille "stjernekigger" dér på lagnet mellem dem, hvor en våd plet nu siver ned i lagnet. Men det er mere og andet end M&Ms (den humoristiske læser vil måske her smile ad tilfældigheden ved at parrets initialer, der bliver til en farverig pose chokolader) safter, der dér siver ned i undergrunden. Det er også drømmene om fremtiden. De gener, der skulle klynge sig fast i Mias livmoder, trænger ned i madrassen og er i stedet forspildt.
   Så derfor står hun nu dér og betragter det føromtalte møbel med den blankpolerede overflade; så fin og perfekt ser det jo ud, at man ikke ville regne med at der, under overfladen, ligger en råddenskab, der forråder én og alle éns drømme.

Hvornår det præcist går op for Mia, at en del af hende måske alligevel ikke er så Marvellous vides ikke præcist. Det eneste, der vides, er, at hun nu - år efter lykkehjulet stoppede sin snurren - står foran spejlet og betragter den krop, der i mange år ikke alene har rummet hendes drømme, men også været hendes indtægt. På stereoen kører den sang, der i mange år ikke har været andet end en række af toner, hun har nydt. Coveret er signeret af kunstneren selv, som Mia har selvfølgelig har mødt (men det er en helt anden historie, uden betydning for denne).
   For første gang lytter Mia nu til andet og mere end tonerne og stemmen. Mens hun langsomt klæder sig på, lytter hun til teksten, der også rummer svaret på hendes problemer.
   Således kører nu melodien i hendes hoved, da taxaen med voldsom fart kører ud af byen, der før rummede alle hendes drømme. På bordet ligger sedlen til Matthew.
   Taxachaufføren mærker den unge kvindes tavshed og ser tårerne i øjenkrogen. Det kan end ikke betale sig at forsøge at få kontakt, så han tænder for radioen.
   Til tonerne af Beth Hart rinder Mias drøm ud. Hun tænker ordene, mens de flyder i en lind strøm ud ad taxaens diminutive radio:

"Man I gotta get outta this town ..."

Hun kunne ikke have sagt det bedre selv!

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/11-2006 22:57 af Line Find-Andersen (ALFen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1947 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.