Det manglede da bare andet!


7 år siden 7 kommentarer Noveller

3Hudløs
Nogle dage er man på toppen af verden; andre dage ligesom helt hu... [...]
Blandede tekster
7 år siden
6Du forsvandt
Du forsvandt, snøfter hun gennem tårer. Med ryggen mod vinduet, o... [...]
Blandede tekster
7 år siden
5Kun en tåbe ...
Han ved godt selv, · han er til grin. · Men den, der ler sidst, · ler s... [...]
Digte
7 år siden
4Når jeg bli'r stor ..
Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke, at 'det her er altså i... [...]
Klummen
7 år siden
3Sko min hest ..
Da jeg var barn, var min Onkel Ole altid et hit, han var nemlig a... [...]
Klummen
7 år siden
8Jeg ville ..
Det er sorte dage. · Som tåge, · som dis. · Suppe, · af sort · tjære, · flyde... [...]
Digte
7 år siden
7Det manglede da bare andet!
Det hele var startet den dag, man kunne læse i den lokale sprøjte... [...]
Noveller
7 år siden
8… Er der håb (?)
"Hvor der er liv, er der håb" · Hvorfor siger de sådan? · Når lyset i... [...]
Digte
12 år siden
15Stjernekiggeren
Der står en ung kvinde foran spejlet. Hun stirrer på billedet der... [...]
Noveller
13 år siden
15Fortidens dør
"Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det," · sådan st... [...]
Kortprosa
13 år siden
3Hemmelighedens Navn - 11. kapitel
Maya · Stilheden i glasrummet er larmende. Hun kigger ud gennem vin... [...]
Romaner
13 år siden
3Hemmelighedens Navn - 10. kapitel
Rune · Han føler sig helt igennem radbrækket, som han sidder dér på... [...]
Romaner
13 år siden
3Hemmelighedens Navn - 9. kapitel
Maya · Maya mærker, hvordan hun næsten har sovet, da hun hører larm... [...]
Romaner
13 år siden
4Hemmelighedens Navn - 8. kapitel
Rune · Morgenlugtene stikker ham i næsen, og selv da han træder ud ... [...]
Romaner
13 år siden
3Hemmelighedens Navn - 7. kapitel
Maya · Hun kan mærke, det er tidlig morgen, da hun vågner. Lyset st... [...]
Romaner
13 år siden
3Hemmlighedens Navn - 6. kapitel
Rune · Han er usigelig træt, mens han ligger dér i sengen. Han kan ... [...]
Romaner
13 år siden
3Hemmlighedens Navn - 5. kapitel
Maya · Smerterne fra operationsarret vækker hende ved morgengry - h... [...]
Romaner
13 år siden
3Hemmelighedens Navn - 4. kapitel
Rune · Rune smækker døren til sit værelse i med bagsiden af foden, ... [...]
Romaner
13 år siden
4Hemmelighedens Navn - 3. kapitel
Maya · "Mor?" · Maya bliver revet tilbage til virkeligheden og ser o... [...]
Romaner
13 år siden
4Hemmelighedens Navn - 2. kapitel
Rune · Det er med en kriblende fornemmelse i hele kroppen, at Rune ... [...]
Romaner
13 år siden
5Hemmelighedens Navn - 1. kapitel
Maya · Juni 2004 · Sommerferien er dårlig nok startet, og alligevel f... [...]
Romaner
13 år siden
5Hemmelighedens Navn - Prolog
Maya · August 2005 · Hun er glad for, de er taget på landet i den kor... [...]
Romaner
13 år siden
6Tossemagneten
Jane Aamund udtaler i et interview i bogen "Lys i livet", at hun ... [...]
Klummen
13 år siden
20Døbefondens forbandelse
Der er stille omkring huset. Maria låser døren op, slår sneen af ... [...]
Noveller
14 år siden
10Og det skete i de dage...
Tænk at det er tre år siden nu ... Tre år siden jeg ankom til Grå... [...]
Noveller
14 år siden
12Historien om en fader
Hun vågner, da telefonen ringer. Det mørke rum slår mod hende, og... [...]
Eventyr og fabler
14 år siden
6Det offentliges anklage
Min dag starter, når brættet løftes · og jeg kan indånde den friske... [...]
Blandede tekster
14 år siden
6Af jord skal du igen opstå
Da du var nitten år, rejste du hjemmefra · med smil på læben og god... [...]
Kortprosa
14 år siden
6Issa
Issa blev født · fredag d. 13., · en råkold eftermiddag i oktober. · He... [...]
Blandede tekster
14 år siden
7Paradisfuglen
Kirkeklokken ringer, ringer dagen og verden ud. Horisonten eksplo... [...]
Noveller
14 år siden
13... Men lidt har også ret!
Jeg er ingen præsident, der "ein Berliner ist", · det bli'r jeg ... [...]
Digte
14 år siden
2Nettet
Der sidder en stor, fed edderkop foran mig. Den glor olmt, men je... [...]
Essays
14 år siden
6Fik du set det du ville...?
Tv-avisen DR 1 d. 3. marts 2002: "Hver dansker bruger i gennemsni... [...]
Essays
14 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Line Find-Andersen (f. 1981)
Det hele var startet den dag, man kunne læse i den lokale sprøjte, at Enkefru Vederstrøm - på toogfirs - var blevet fundet død i sin gårdhave. Kalenderen skrev tredje november, og den hedengangne Fru Vederstrøm havde - ifølge politiets kilder - ligget der en pæn uges tid. Først da hendes søn, én af Københavns mest indflydelsesrige advokatfuldmægtige (som han selv udtalte til avisen!), gentagne gange havde forsøgt at ringe sin fru moder op, havde han via telefonen fået overtalt det lokale politi til at tage ud på adressen, hvor man så havde fundet fruen i denne sørgelige forfatning. Alt tydede på, at hun var faldet i forsøget på at låse sig ind ad sin hoveddør, samtidig med hun holdt fast på sin rollator. Noget kunne tyde på, at hvad, der ellers skulle have været hendes trofaste støtte, havde forrådt hende ved langsomt at trille, så hun faldt så lang - eller i dette tilfælde kort (Fru Vederstrøm led så frygteligt af Osteoporose, som hun selv yndede at berette - sammen med det faktum, at hun i sin ungdoms vår faktisk havde haft den imponerende højde af én toogtres!) - hun var. Nøglerne havde endnu ligget i den knyttede, lille hånd, mens de fint hæklede vanter havde ligget i rollatorens lille kurv.
   Tiden for, hvor længe Fru Vederstrøm havde ligget dér i gården blev holdt op mod det faktum, at hun ugen forinden - onsdag den syvogtyvende - havde været til komsammen på det lokale plejehjem, hvor hun kom en gang om ugen, sammen med andre af byens ældre, der sad meget alene. Dette, sammenholdt med sønnens påstand om at han altid ringede den første i hver måned, gjorde, at politiet umiddelbart konkluderede, at fruen måttet have ligget dér siden sidste onsdag omkring klokken sytten.
   Avisen kunne endvidere berette, at dødsårsagen formodedes at være hypotermi - underafkøling - og at staklen havde forsøgt at kravle hen mod den løbske rollator, der husede vanterne. Undervejs måtte kræfterne være sluppet op, og fruen havde i stedet fået hevet håndtasken ind under kinden, som for at ligge mere behageligt på denne sin jordiske nats sidste søvn.
   Sønnen var nu rasende, kunne man endvidere læse. Han forlangte, der blev etableret en bedre form for overvågning af områdets ældre, da man ikke kunne forlange, at børnene automatisk skulle træde til. Han, for sit vedkommende, havde nok i at forsvare forbrydere og andre usle skæbner, og havde dermed slet ikke tid til at ligge og ræse helt fra København til Vindinge flere gange om året! Det kunne da ikke forventes af hårdtarbejdende skatteydere, der dog ringede en gang hver måned, sendte blomster på Mors dag og sørgede for, at Falck hentede og bragte hende til villaen i København hver juleaften. Resten måtte det offentlige tage sig af!

Artiklen harmede den syvoghalvfjers-årige Gerda Severin. Nu var det såmænd ikke fordi, Gerda regnede med at kunne komme til at stå, eller ligge, i Fru Vederstrøms sted. Næh, hun var skam heldig, hvis hun slap for at have sin søn - den førtidspensionerede antikvarboghandler, Gert - rendende mindre end én gang dagligt. Han insisterede på, at hans mor i hvert fald ikke skulle mangle noget, for som han sagde: "Det manglede da bare andet!". Således havde Gerda måttet finde sig i at blive flyttet fra sit barndomshjem i Roskilde centrum til det lille Vindinge. Gert og hans pertentlige kone, Sigrid, var flyttet dertil, da deres eneste barn (som havde indfundet sig i en temmelig sen alder) - den forkælede Lisa - havde flyttet skole pga. mobning fra lærerne. Den slags skulle man ikke finde sig i! mente Gert. Sin Lisa skulle han nok passe på, for "Det manglede da bare andet!" som han havde sukket, rørt over sit eget ordvalg, mens han havde båret Gerdas flyttekasser - med påskrevet indholdsfortegnelse fremført af Sigrids sirlige hånd - ind i det nye rækkehus på enoghalvfjerds kvadratmeter. Om aftenen havde han stolt ringet til hende på den nye mobil, han havde investeret i til hende, mens han rørt havde berettet, at hvis hun kiggede ud gennem badeværelsesvinduet nu, ville hun kunne vinke til ham, som han stod dér i sit køkken! Gerda havde kvalt et suk og forsikret ham, at hun sagtens kunne finde ud af den nye mobiltelefon, selvom det ikke var helt i overensstemmelse med sandheden. Og hvor havde han dog ret - hun med sit dårlige hjerte kunne da ikke ønske sig nogen bedre sikkerhed end at kunne tage sin telefon med sig overalt - selv på toilettet! At Gerda så hellere ville dø dér på tønden - og dermed slippe for at skulle se en eventuel falckredder ind i øjnene i al sin ydmygelse - fortalte hun intet om til Gert. Hun sukkede bare på sin egen medgivende måde og sørgede for, hun altid havde sit pæne undertøj på, i fald ovennævnte eksempel rent faktisk skulle indtræffe.

Det var fra dette nye monstrum, at Gerda med stort besvær fik ringet til Dronning Ingrid (ja, naturligvis ikke den hedengangne royale forstås!) onsdag formiddag, efter at have læst artiklen om den stakkels Fru Vederstrøm.
   Dronning Ingrid var kendt vidt og bredt for sit engagement i alderdommens ve og vel. Hun var formand for den lokale pensionistforening (hvor hun havde vippet Gerda af pinden og forvist hende til rollen som næstformand), kasserer i bankoklubben - under samme forening - næstformand i handicapforeningen og ordstyrer i 'Onsdagsdebatten', der lagde navn til pensionistforeningens ugentlige bestyrelsesmøder, hvor man diskuterede kommende arrangementer, indsamling af gevinster til bankoklubben, regnskaberne og meget andet.
   "Vi må da kunne gøre noget!" indvendte Gerda, der ikke var meget for at lade andre bestemme, hvordan hun og kommunens øvrige ældre skulle behandles og passes på. Herpå begyndte hun at omremse den idé, der var opstået i hendes hoved, da hun havde læst artiklen om Fru Vederstrøm. Som sædvanlig nåede Gerda dog ikke at opremse den tale, hun på forhånd havde tænkt sig. Inden hun nåede til de punkter, hun selv fandt væsentligst, skar Dronning Ingrids tenoragtige stemme igennem og erklærede, hvor "prrragtfuld!" en idé, det var, og hvordan hun ville sætte det på dagsordenen som vigtigste punkt og med 'hastehenvisning'.

Gerda skuttede sig, da hun trådte ind i missionshusets lokaler, hvor pensionisterne allernådigst fik lov at holde deres møder. Nu var det ikke fordi, der var koldt i selve missionshuset, men det lokale, som man havde stillet pensionisterne til rådighed - "mod et rimeligt gebyr, naturligvis ..." som den slibrige lille missionsformand hvislede, mens han tænksomt snoede sit overskæg og plirrede med sine ticsramte øjne - var svært at opvarme. Desuden skulle der årligt erlægges et ekstra 'varmetilskud' for brug af rummet. Efter Dronning Ingrids indtræden i bestyrelsen havde de dog fået lejen presset drastigt ned - det måtte man give konen, forhandle, det kunne hun - men lokalet som pensionisterne var henvist til, var stadig dårligt isoleret, med utætte vinduer og fugtskjolder på væggene.
   Gerda skruede op for den lille varmeovn, pustede liv i de blåviolette fingre og satte vand over til the. Mens hun dækkede bord, med det af missionshuset aflagte porcelæn, hørte hun en bil køre ind på parkeringspladsen. Hjulspindet i det nyrevne grus bekendtgjorde, at det var Dronningen selv, der ankom.

Dronning Ingrid havde en frygtelig vane med at tro, at hun var hele verdens centrum, hvilket også havde bidraget til indsættelsen af titlen 'Dronning' foran det borgerlige navn. I starten da hun ankom til byen, havde Gerda afskyet hende, men hun havde hurtigt indset, at Ingrid var en vigtig brik til at få gennemtrumfet nogle projekter for de ældre. Nu var det ikke fordi, Ingrid gjorde det for sin egen sjæls frelse - eller måske var det netop derfor ... Hun havde nemlig ingen børn, der - som Gert - i tide, og navnlig utide, kunne komme og give en hjælpende hånd.
   Dronningen havde i en tidlig alder været udsat for et slemt overgreb, der - ifølge hende selv - havde gjort hende svært handicappet (og dermed åbenbart berettigede hende til at parkere overalt - også uden handicapskilt!) . Ikke alene havde man knust hendes bækken, hvilket gjorde det vanskeligt for hende at gå, men samtidig havde hun fået 'ødelagt sit dyrebareste' (udtrykket havde nær fået Gerda til at kløjes i sin kaffe!), hvilket havde gjort hende ude af stand til at få børn.
   I en sen alder af seksogtres, havde hun endelig mødt den kærlighed, hun havde opgivet, efter at hendes første mand havde forladt hende til fordel for en ny kone, som han - åbenbart til den forriges store fortrydelse - havde fået hele fem børn med.
   Det var via et pc-kursus for ældre, at Ingrid havde lært internettets forunderlige verden at kende. I en stille aftentime, hvor Ingrid og Gerda havde siddet over pensionisterne bankoregnskab - forsødet med en bjesk - havde Ingrid med flammende kinder og småsnaldret stemme betroet Gerda den sande historie om, hvordan hun havde mødt sin 'Kong Frederik'.
   Hjemme i sin egen stue havde den ellers så kyske frue forvildet sig ud på nogle hidtil ukendte veje og var endt i en chatportal kaldet 'erogene ældre'. Her havde hun givet sig i kast med samtaler med fremmede mænd og egentlig følt sig pirret, lige indtil en tydeligt sindsforstyrret ældre herre, havde sendt en besked om, at 'udstyret virker endnu, min kære - den lille soldat har endnu ikke trukket sig tilbage med invalidepension ...;)'. Vedhæftet var et billede, som Dronningen ikke ville kommentere yderligere. Da havde hun, fortalte hun med sin dybe røst, som havde hun kæmpet mod djævlen selv, smækket låget til pc'en i og var gået i seng med en sær uro og skamfølelse i kroppen. Nogle dage senere var hun imidlertid blevet interesseret i internettet igen, for - som hun understregede - "Der findes jo også mange udmærkede sider, for 'folk som jeg'". Denne gang havde hun forvildet sig ind på en side, der - efter eget udsagn - henvendte sig til den del af den ældre befolkning, der lå inde med høj begavelse. På dette tidspunkt i historien var Gerda begyndt at holde op med at lytte, og havde i stedet taget sig endnu en bjesk, mens hun betragtede fugtstriberne, der løb ned ad væggen. Hun havde tænkt på, hvor meget godt Dronningen ville kunne trumfe igennem - om ikke andet fordi, folk ikke orkede høre hendes argumenter til ende. Til slut fik Dronningen slået krølle på historien om den stormende forelskelse, der havde ramt hende og 'hendes lille Frederik'.
   Historien havde vist til hensigt at fremhæve det faktum, at Gerda, modsat Dronningen, var ene efter sin mands død nogle år forinden, men Gerda havde svært ved at misunde Dronningen den lille, skæve mand, der fulgte hende i hælene, hvor end hun gik - som en skødehund, man får lyst til at skyde af medlidenhed, når man ser dens skavanker. Den kejtede måde hvorpå han bar hendes håndtaske, de sparsomme hår på hovedet, som Gerda ikke kunne finde ud af om mindede mest om en selvdød rotte eller en bedaget dørmåtte, man havde vendt den gale vej, satte Gerda i en tilstand af længsel efter dødens komme. Hun kiggede på den, efter alt at dømme, livstrætte Frederik, der haltede bag sin nyfundne kærlighed, og længtes i stilhed efter sin ungdoms vår, hvor alt endnu stod i blomst. Alle mændene var unge og nydelige, ventede blot på at tage én med storm ... Det var dengang, man ikke startede morgenen med at lede efter de nydeligste intimbeklædningsstoffer - af frygt for at skulle falde om og inden dagen var omme ligge halvblottet på et sterilt bord og vente på at blive undersøgt af en læge - eller i værste fald at blive identificeret af en håndvridende Gert og grådstrimet Sigrid. Hun kunne se ham for sig, hvordan han messende ville udtale: "Oh dog, hvor frygteligt ..." og på lægens opfordring gå med til at bortgive alle hendes organer til én eller flere for hende ligegyldige personer, uden hensyn til hendes ukrænkelighed, for, som han ville sige: "Det manglede da bare andet!".

Da den lille bestyrelse var fuldtallig, indledte Ingrid mødet med den hastende nyhed, som hun 'var kommet på i morges, da hun læste om den stakkels Fru Vederstrøm'. Gerda undertrykte et sært fnys, da Ingrid ivrigt begyndte at fortælle om sin geniale idé. I sidste ende blev hun dog enig med sig selv om, at det nok ville være klogest at holde sin mund - projektet ville alligevel ikke blive godkendt, hvis Dronning Ingrid satte sig imod.

Det var præcis et år efter det tragiske dødsfald, da Gerda en morgen låste sig ind i foreningens nye bygning, der var opført for en pengegave sponsoreret af kommunen og byens førende spidser, til støtte for projektet Telefonstjernen. Dronning Ingrid havde flere gange prydet lokalsprøjtens forside som 'Hovedhjernen bag projektet!'
   En aften var Gerda i et øjebliks konfus sindstilstand gået til bekendelses over for sin søn og havde fortalt, at hun oprindeligt havde stået bag idéen. Han havde overbærende kysset sin moders kind, mens han bød hende endnu en af Sigrids utyggelige småkager, der satte sig fast i gebisset, og sagde, at de frivillige, der troligt troppede op hver morgen for at ringe rundt, bestemt også burde krediteres for deres del af æren. Dagen efter havde foreningen modtaget en buket fra en anonym giver, tiltænkt 'de mange frivillige i projektet, der også burde huskes - for det manglede da bare andet!' Dronning Ingrid havde med sin dybe tenorrøst lykkeligt kvidret om blomsternes prrragtfulde duft, og havde taget buketten med sig hjem, så den "ikke skulle stå i de nye, fine lokaler og drysse!"
   Denne morgen var der stort kaos. Det var, som havde nattens fuldmåne fået de ældre til at gå i akut bestyrtelse. Dronning Ingrid slog ud med armene og udstedte ordrer. To gange var der tavshed i røret, når Gerda forsøgte at ringe op og en låsesmed måtte sendes ud til adressen. En gang måtte de sende en ambulance, da en ældre herre var kommet til at tage piller fra en gammel doseringsæske, der havde tilhørt hans afdøde kone. Han var således kommet til at spise en sovepille, morfinpiller og tre afføringspiller (navnlig det sidste bekymrede herren!) i stedet for sine egne piller, han i forvirring ikke huskede, hvad skulle gøre godt for. En enkefru Petersen var ulykkelig, fordi vinduespudseren var dukket op, netop som hun var stået ud af badet, og i soveværelsets kropsspejl stod og betragtede, hvordan alderdommen havde ændret kroppens spændstighed og erstattet den med rynker og furer og en udtalt opdagelse af tyngdeloven. Gerda fik en snak med fruen, der faldt så meget ned på jorden, at hun kunne le ad situationen og som tak inviterede Gerda forbi til en kop kaffe efter endt telefontid.
   "Hvor er det dog dejligt, der findes mennesker som Dem, der tænker på os ældre, der er knapt så friske og rørige! Jeg aner ikke, hvordan jeg skal takke Dem ..." snøftede fruen i den anden ende af røret.
   Gerda kiggede op fra sin telefonliste og betragtede opslagstavlen med avisudklippene af Dronning Ingrid og Telefonstjernen. Udklippene blev slørede for hendes blik, da hun med taknemmelig stemme kvitterede for den ros, hun så længe havde savnet at høre.
   "Det manglede da bare andet!" sagde hun med et smil, lagde røret og fandt det næste navn på sin liste.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/06-2012 22:36 af Line Find-Andersen (ALFen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2534 ord og lix-tallet er 42.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.