Visse ting brænder sig fast i erindringen, det kan være en persons udtalelser.
Der er en udtalelse, som jeg husker tydeligt, ikke fordi det var første gang jeg hørte synspunktet, godt nok i andre varianter, snarere fordi denne variant var lidt speciel.
Jeg var stadigvæk under uddannelse, boede på kollegium og en aften var der fest hos en ven. Som det ofte går ved sådanne fester, opstod der samtaler i nogle af de tilstødende lokaler, hvor deltagerne ikke er i stue med den højrøstede musik og derfor i stand til at råbe hinanden op. Debatten havde bevæget sig ind på emnet skønlitteratur, og en af parterne i samtalen erklærede, at han aldrig læste det. Han fandt det forkasteligt, fordi folk kun levede i bøgerne og aldrig oplevede det virkelige liv.
Som læser af skønlitteratur kunne jeg naturligvis ikke undgå at føle mig ramt, det blev ikke bedre af, at jeg havde en hemmelig forfatterdrøm. Jeg overlod argumentationen til de andre, der kendte debattøren bedre end mig og lyttede interesseret til samtalen.
I dag kan jeg dårligt huske, hvordan den udviklede sig, kun at debattøren på et tidspunkt vedgik, at han slet ikke kunne lide at læse skønlitteratur.
Som før nævnt havde jeg hørt synspunktet før - for den sags skyld også siden - bare ikke om skønlitteratur generelt uanset type og genre. Det er blevet sagt og skrevet om enkelte genrer i skønlitteraturen, jeg har hørt det om spillefilm, tegneserier, rockmusik, pc-spil, Internet og meget andet.
I lighed med min kammerat, der ikke kunne lide at læse skønlitteratur overhovedet, fremsættes synspunktet ofte om noget, der er debattørernes yndlingsaversion. Det skal i den forbindelse overvejes, om de virkelig er oprigtigt bekymrede for deres medmennesker, der kan tage skade på sjælen og blive isoleret fra det virkelige liv. Det er da kun rosværdigt at tænke på andre.
Da jeg var purung teenager var adskillige i den modne alder ikke meget for denne hersens støjende musik, som jeg på et tidspunkt i min sene barndom havde fået smag for. De af dem, der stod mig nær, udtrykte oprigtig bekymring for, om det fik mig til at isolere mig fra det virkelige liv. Det var ikke dem selv der tog skade, for de brød sig ikke om denne organiserede larm og brølen.
Det er jo uselvisk! Det kunne være, at jeg i disse linier skulle følge deres gode eksempel og udtrykke bekymring for, om technomusik, actionfilm og gamle danske lystspil får mennesker til at isolere sig fra det virkelige liv og udelukkende leve og ånde for disse frembringelser. Jeg bryder mig ikke om techno, actionfilm og de gamle danske lystspil, så det er ikke mig selv jeg er optaget af, nej da, jeg er oprigtig bekymret for mine medmenneskers psykiske sundhed.
Jeg skal nok styre mig! Jeg erindrer nemlig klart, hvor irriteret - nogen gange ligefrem vred - jeg kunne blive, når disse pandefurede oldtidsfund talte med mig om mit kulturforbrug på denne facon. Med deres eget kulturforbrug var de uden for fare, det de selv holdt af at se, læse eller høre indebar tilsyneladende ingen risiko. Hvis nogen luftede det for dem, udviste de den samme irritation eller vrede, som jeg selv følte, i enkelte tilfælde viste åbenlyst.
Hvad nu hvis et af disse foruroligede mennesker læste dette? Jeg er sikker på, at de ville reagere og sige: mener du da ikke, at det kan være en reel fare? De ville kunne fortælle den ene og den anden historie fra deres omgangskreds om en, der sidder med næsen i bøgerne hele dagen og aldrig ser andre mennesker, eller deres barnebarn, der sidder klæbet til computeren hele dagen og aldrig kommer ud.
Nu betvivler jeg ikke sandheden af disse historier. Dermed betvivler jeg heller ikke den omtalte fare.
Så kommer næste replik fra den bekymrede forælder eller bedsteforælder: Det glæder mig da! Jeg kender en, der er blevet tosset, fordi han spillede computerspil i døgndrift.
Det kan minde mig om den gamle Storm P. tegning, hvor en ældre herre siger til en ung mand: "Æbler er sundt, unge mand, spis et æble om dagen, og De holder doktoren væk," hvortil den unge mand svarer: "Ja, jeg spiste tyve på en gang og måtte tilkalde ham."
Alt er jo farligt ved overdrivelse, også uskadelige og ligefrem sunde madvarer kan gøre os syge i for stor mængde. Om nogen så er blevet tossede af at spille pc-spil eller høre rockmusik i døgndrift - jovist, man kan vel i princippet blive tosset af alt, når det sker i døgndrift, om det så er at læse Anders And. Sandt at sige mindes jeg fra min studietid, at en stud. theol. måtte indlægges af at have læst for meget Søren Kierkegaard. Det var det tilfælde, men der er flere andre, der har læst vores berømmelige filosof uden at blive syge.
Det skal overvejes, om et døgnforbrug af hvad som helst er tegn på, at personen er afsporet i forvejen. Det er i så fald ikke bestemte kulturelle frembringelser og medier, der skal lægges til last, fejlen ligger i psyken. Den, der graver sig ned i f. eks. bøgerne og isolerer sig fra omverdenen, vil i så fald ikke åbne sig mere for omverdenen og det virkelige liv, hvis man tog bøgerne fra ham, han ville begrave sig i noget andet.
Eller ligger det i omgivelserne? En skolelærer fortalte mig om en dreng, der begravede sig i pc-spil i noget nær døgndrift, og det var en, der dagligt var udsat for grov mobning i skolen. Nogen vil sige, at han blev mobbet, fordi han var mærkelig af alt det spilleri, men hvem siger, at det vender sådan? Kunne det tænkes, at det snarere var mobningen, der fik ham til at isolere sig med sin pc og blive "mærkelig?" Skyldes isolationen med det ene eller det andet i nogen tilfælde, at tilværelsen er så ulidelig for personen, at pågældende ikke ser anden mulighed end at flygte bort fra det virkelige liv?
Noget helt andet er, at det, der kaldes at være i det virkelige liv, kan være et diffust begreb. Hvad er det at åbne sig for det virkelige liv? Bekymrede forældre har sagt, at deres barn aldrig går ud til fester mere. Nu finder fester ikke altid sted på samme måde, men i ekstreme tilfælde: er drukfester, hvor deltagerne er fra sans og samling, det virkelige liv?
I samtaler om det foreliggende emne er der faldet historier om, at den selvisolerende person aldrig ser nyheder i TV på grund af sit ivrige forbrug af et bestemt medium. Er Tv-nyheder, der kun viser et udsnit af virkeligheden, som redaktionen har udvalgt og i dag ofte mere satser på sensation end egentlig nyhedsformidling, det virkelige liv?
"Han læser aldrig aviser" - er aviser nødvendigvis det virkelige liv?
"Han snakker aldrig med sine kollegaer" - er kollegaernes samtale altid præget af det virkelige liv?
Hvad er det virkelige liv?
I dag bruges den vending som modsætning til cyberspace, man siger "in real life" og forkorter det IRL. Man kan møde hinanden på Internettet og bagefter IRL.
Hvorfor står det virkelige liv i modsætning til Internettet? Når jeg ordner overførsler på min Netbank, så vil jeg sandelig håbe, at de bliver overført i det virkelige liv i og med jeg ordner det online, for ellers havde jeg snart mange kreditorer på nakken.
Eller hvad med når jeg selv og andre er begyndt at ordne selvangivelsen, el-aflæsning og andet på Nettet. Hvis det virkelige liv virkelig skal være det modsatte af Nettet, så kunne vi godt opgive at ordne disse ting på Nettet, for ikke at tale om jobsøgning på Nettet.
Så modstillingen mellem Nettet og "real life" er derfor nærmest noget sludder, i hvert fald hvad angår denne brug af Nettet.
Om dette her blev sagt mundtligt og ikke på skrift, så kan jeg ane, hvad der ville blive sagt nu. Nu skal vi ind på begrebet chat, og så skal der mindes om, at chatsamtaler ofte er overfladiske, tåbelige og indholdsløse.
Det kan jeg ikke modsige, men hvor mange overfladiske, tåbelige og indholdsløse samtaler har flere af os ikke overværet IRL? Når vi nu skal være åbne for det virkelige liv, så kan vi jo ikke benægte, at sådanne samtaler er en del af dette virkelige liv og eksisterer der. Om jeg påstod det modsatte, så kunne der være grund til bekymring for, hvorvidt jeg hørte meget af, hvad der foregik i det virkelige liv. Vi kan jo ikke undgå disse samtaler, for de finder jo ofte sted i sammenhænge, hvor vi ikke kan undgå at være, her tænker jeg især på arbejdspladsen eller uddannelsesstedet, måske endda i familien.
Næste gang nogen af os bliver bekymrede for andres åbenhed for det virkelige liv, så tror jeg vi lige skal tænke over, hvad vi mener med det.