Hjemrejsen
først er der ingenting, men langsomt begynder Jaehve at opfatte noget igen, ikke noget han kender for de ting han ser, har ingen andre nogensinde set før ham, en tunnel, lang og snirklet, den bølger sig af sted kilometer efter kilometer og skifter i alle regnbuens farver, Jaehve føler sig tiltrukket af tunnelen, nej ikke tiltrukket, DET er ikke den rigtige beskrivelse, han føler sig trukket af tunnelen, ja han har nærmest svært ved at stritte imod, han fornemmer at det er rigtig at lade sig trække af sted igennem tunnelen og han giver slip, et lille øjeblik bliver han bekymret for den del af sig som ikke var delt med kravleren, men opdager med det samme at idet dyret gav slip på ham blev han straks forenet med sig selv og hele Jaehve er nu på vej igennem tunnelen.
Det er en svimlende tur, som ræser af sted i en rasende fart og Jaehve undrer sig over hvor han er på vej hen, han føler sig ikke angst, ikke mere, en velsignet ro fylder hans sjæl og hans sind og han fornemmer at alt er ok, forude glimter en lille stjerne, en stjerne som langsom vokser både i størrelse og intensitet, Jaehve føler at det er stjernen han er på vej imod, at den er vigtig og at den er hans destination, snart går det op for Jaehve at det ikke er en stjerne, men i stedet enden af tunnelen og han glæder sig til at se hvad der gemmer sig på den anden side af tunnelen, for det er DER han er på vej hen.
Lyset bliver stærkere og stærkere, trækket i ham stiger i styrke og snart er han ved enden af tunnelen, han bliver skudt ud af den som en kanonkugle ud af en kanon, først ser han ingenting, det stærke lys blænder hans indre syn, men snart vænner han sig til lysets styrke og NU ser han noget som bliver set af en sjæl for første gang, dette syn, som fra nu af vil blive set et uendelig antal gange fylder Jaehve og indgyder ærefrygt og forundring.
De troende ville kalde dette himlen, andre ville kalde det shan gri la, igennem tiderne vil det få mange navne, men det rigtigste og samtidig og så det enkleste og DET navn som Jaehve vil komme til at bruge sammen med alle hans brødre og søstre er HJEM-
Dette gigantiske hjul, som snurrer her i universet, astronomisk i sin størrelse og vidunderligt i sin fremtoning, vil aldrig blive set af et fysisk øje, det vil for altid KUN kunne ses med det åndelige øje som Jaehve og hans ligesindede har i sin besiddelse.
Jaehve glider med stor fart i spiral, ned imod hjulet, han har retning imod den første og yderste række af bobler i det ene eger af dette gigantiske hjul, det er endnu ikke gået op for Jaehve at han er på vej hjem, han har jo aldrig set dette hjul før og ingen har fortalt ham, om dets eksistens, så for Jaehve er dette noget helt nyt, til trods for DET er jaehve ikke urolig, det er som om noget har grebet ham med en kæmpe hånd og nu nærmest nænsomt fører ham af sted i det som Jaehve føler er den rigtige retning, han lader sig trygt føre ned til den nærmeste af de ydre bobler og ser imens han glider ind i den at lyset i den er blødt og behageligt i cremet og svagt rødlige farver, her inde i boblen forsvinder indtrykket af at være i universet, boblen er så stor at det er umuligt at se fra den ene ende til den anden, det er nærmest som om der ikke er nogen horisont her inde.
Da Jaehve glider nedad, imod det som må være bunden af denne boble, ser han nogle lys komme ham i møde, de er langt væk, men de har stor fart på ligesom ham selv og han fornemmer at han vil møde disse lys om et kort øjeblik, idet han når bunden af boblen og ligger der og suger indtrykkene til sig, lander de lys der kom ham i møde i en rundkreds omkring ham, lysene er smukke, der er 8 i alt, fire af dem er blå med en kerne af gult og en korona omkring dem af violet, to af dem er røde men en kerne af orange og med en lysere rød aura og de to sidste er helt klart violette med et klart skær af hvidt i deres aura.
Disse lys der er kommet Jaehve i møde er både kendte og ukendte for jaehve, han ved at de er som ham, åndelige væsner helt lige som ham og sandsynligvis hans søskende, men de er så anderledes end han er vant til at se dem, alle de farver der spiller i deres energier er helt forandret i forhold til de hvide nuancer han er vant til at se, der er ingen tvivl om at der er som ham, men heller ingen tvivl om at de har udviklet sig helt utroligt meget i den tid han har været borte på den blå planet.
Først NU går det op for Jaehve at han er kommet HJEM, han er endelig kommet hjem til sine venner og til sin skaber, endelig efter så lang tid i det på en gang frygtelige og fantastiske fysiske plan som han har tilbragt de sidste mange tusinde år.
Jaehve ser på de otte lys omkring ham som langsomt er ved at blive bekendt for ham, de to violette skikkelser er helt sikkert hans bror Jehu og hans søster Mahri, men de er så anderledes nu, de stråler af oplysthed og viden i en grad der næsten skræmmer Jaehve, de ser på ham med viden og kærlighed, der kunne få en sol til at smelte, han fornemmer tydeligt at de kender til hans kvaler, føler med ham og vil hjælpe ham med at komme over det, de andre lys er ikke nogen han kender rigtigt, men han kan mærke at disse sjæle er der for at hjælpen ham på vej til den lindring der ufravigeligt må komme før han kan rejse sig op og tage dette NYE hjem i øjesyn.
For han kan ikke rejse sig lige nu, det er som om at denne sidste rejse har drænet ham for de sidste rester af energi han havde til sin rådighed og nu er han blot en skygge af sig selv.
Jehu og Mahri glider hen til Jaehve og kærtegner ham og beroliger ham indtil han er fuldstændig fortrolig med den hjælp der er på vej, så løftes han op af de 6 andre sjæle og transporteres fra boblen og ud i det eger der må betragtes som hovedgaden i dette samfund, det går svimlende stærkt hen ad egeret for der er store afstande at tilbagelægge her og det haster, Jaehve føres igennem egeret forbi den ene boble efter den anden, de stopper ikke for at nyde udsigten, DET må komme senere, lige nu handler det om af få Jaehve i behandling så han kan genvinde sine kræfter, til sidst nærmer de sig en af de rækker af samfund som ikke er beboet, eller brugt til daglige gøremål endnu, faktisk er Jaehve den første der rigtig har brug for dette område, Skaberen havde i sin visdom forudset at dette område ville blive nødvendigt, uden at nogen dog forstod hvorfor? Men NU forstår disse otte sjæle hvor hårdt Jaehve er ramt og hvor hårdt han har brug for at blive genoprettet og NU forstod de hvor viis HERREN havde været.
Det område Jaehve føres ind i er fyldt med store ovale rum og Jaehve bliver lagt ind i et af dem, her ligger han på en luftig briks og ser op på et rum med gennemsigtige vægge, som af glas, i toppen af disse vægge er der små huller og ud fra disse huller strømmer en let purpurfarvet luftart, denne "gas" om du vil, glider ned og indhyller Jaehve, den ligger over ham og inden i ham og heler hans forpinte energi, Jaehve føler energimønstre blive genoprettet og rettet ud, andre bliver blødgjort imens endnu andre bliver hærdet og styrket, disse processer giver Jaehve styrke og vitalitet og selvom der vil gå en rum tid, inden Jaehve er klar igen så føler han dog kræfterne vende tilbage som før.
Efter lang tid i dette rum, kan Jaehve rejse sig fra sit lege og svæve frit igen, der er dog lang vej endnu inden han har nået sit normale jeg, han er stadig tynget af den fysiske verdens påvirkninger og der er andre behandlinger der venter på Jaehve.
Det bliver atter Jehu og Mahri der henter ham for at føre ham videre til nye processer, de udveksler ikke mange ord og tanker for det er vigtigt at rense Jaehve for alt det skidt han har taget med sig fra den fysiske verden først, de giver ham et åndeligt smil med løfte om bedring og kærtegner ham blidt inden de fører ham ind i det næste rum der stort set ligner det andet, her flyder jaehve stille over en slags rist i bunden af rummet, risten trækker i ham, eller nærmere i noget inde i ham, det er som om at risten ved, hvad der hører til Jaehve og hvad der ikke er HAM, alt det der ikke er Jaehve skal væk, det er affald fra den fysiske verden og er kun med til at tynge ham og gøre ham svag og syg, stille og roligt og lidt efter lidt forsvinder de fysiske indtryk som den blå planet har plantet i Jaehve og frigøre ham yderligere, snart er Jaehve også færdig i dette rum, men der er mere snavs der må væk før han endelig er klar til at tage sin plads i denne verden.
I sin tid på den blå planet, lærte Jaehve følelser som ikke er en sjæl værdig, disse følelser vil være en del af ham for altid nu, men så længe de er aktiveret vil de tynge ham, og vil påvirke ham sådan at han ville falde tilbage til den fysiske verden i samme sekund de slap ham fri, hvis de ikke blev inaktiveret, så derfor bliver jaehve som det sidste i denne proces, ført ind i et rum der var specielt fremstillet til at tage spændingen af disse negative følelser, Jaehve sidder i dette rum i meget lang tid, der er virkelig meget spænding på hans følelser og det hele må aflades inden han kan forlade dette rum.
Da Jaehve endelig er renset fuldstændig ud for affald fra den blå planet, går det op for ham, hvor svækket han i virkeligheden var, NU svæver han der med fornyet styrke og føler at han er klar til at erobre universet igen, NU er han endelig kommet hjem og han glæder sig til at aflægge rapport for SKABEREN.