Engang var der en mand og en kvinde, som omfattede alt i universet undtagen hinanden. De to levede i total isolation, men det havde ikke altid været sådan. Der havde været et skænderi. Sådan et rigtigt stort skænderi. Et skænderi af dimensioner, men det var efterhånden blevet gemt væk sammen med andre minder fra den tid. Til sidst blev det sådan, at de to glemte hinanden. Dagligdagsting optog fraværet af den anden, og ligegyldige sysler blev snart meget vigtige. Begge drømte om en villa med udsigt til nyslået have og solen, der står op om morgenen, og arbejdede hårdt for at opnå denne drøm. Den ene købte nye møbler ind, den anden smed sine gamle ud. Den ene malede væggene om, den anden rev dem ned. Og de fik kæledyr. Den ene en labrador, og den anden en collie. Og fisk. Og fugle. Og dyr vi slet ikke har hørt om. Men det var ikke nok. Drømmen var netop en drøm, fordi den ikke blev opfyldt. Urtehaver blev plantet, så vel som en hver anden form for have. Hundene blev trænet og fik godt afkom. Huset blev renoveret og udbygget og det blev bedre for hver gang.
Som de distancerede sig mentalt, flyttede de sig også fysisk fra hinanden. Snart boede de i forskellige verdenshjørner. De kunne dog ikke flygte fuldstændigt fra hinanden. I det afgørende skænderi var deres ejendele blevet blandet sammen, og disse ejendele dukkede langsomt op, hvor de ikke hørte hjemme. For det meste accepterede de to, hvad de havde tilovers fra skænderiet, men efterhånden blev det sværere at få tingene til at passe sammen. Hundene blev gale i hovedet, fordi de spiste det forkerte foder og sked over det hele. Læderstole krakelerede, fordi de fik den forkerte olie. Og sådan blev det ved, indtil de to atter begyndte at tænke på hinanden. I starten var det nostalgiske minder. De lidt sørgelige man sidder med over aftenkaffen. Så blev det til irriterende påmindelser, som når man prøver at fikse skærmen på et fjernsyn, der ikke er ens eget. Til sidst var det eneste tilbage rendyrket had. Det gik op for begge, at den andens ting måtte ud, og snart begyndte de at smide alt, der ikke tilhørte dem i skraldespanden, og derefter smed de skraldposerne så langt væk som muligt. Men det var ikke nok. Begge måtte erfare, at de ikke var rigtigt frie, før den anden var helt væk. Deres minder var blevet til frygt og deres frygt til had, og da der ikke længere var mere at beskytte sig med, begyndte de at bekrige hinanden.
I en krig, hvor hver side er et spejlbillede af den anden, kan der aldrig være en vinder. Krigen kan kun føre til mere adspredelse. Mere asymmetri i aksen, der tidligere gik så pænt lige. Dette indså de to, og efterhånden bekæmpede de ikke længere hinanden direkte. Begge lagde hovederne på køl og udtænkte nye planer, mens alt omkring dem skreg af smerte. Den tid hvor begge ventede den andens træk var den værste. Alt var stille. Selv hundene krympede sig sammen og stoppede med at klynke. Man kunne ikke vide om den andens samling af køkkenknive nu var helt væk og værst af alt: man kunne ikke vide, om man selv var, hvor man hørte hjemme. Men for alt, der fandt et nyt hjem, var der uendeligt meget, der blev efterladt i slagmarken mellem de to, og her opstod civilisationer af tomrum. Nye verdener blev til i had og gav liv til de genstande, som tidligere havde været livløse. Genstandene skabte familier, familierne byer og til sidst kontinenter, der førte krigen videre.
Manden og kvinden, så hvad de havde gjort, og blev enige om at ende deres konflikt. Hver valgte en håndfuld af genstande, som de mente, havde tilhørte dem inden skænderiet og herfra blev der skabt to høje tårne. Tårnene var ikke normale. Nogle påstår, at de slet ikke var tårne, men nærmere borge. De to tårne blev placeret overfor hinanden i den endelige arena. Arenaen var egentligt ikke en arena, men fungerede sådan. Den tvang de to tårne til at stå så tæt på hinanden, at de ikke stod, men nærmere kæmpede om retten til at stå. Og det var meningen. Det tårn som stod, ville stå for evigt, og det tårn som faldt, ville falde og forsvinde sammen med alt, det var kommet fra. Derved ville der endelig kunne herske fred. Trods troen på den fælles løsning, var den dog en fiasko. Tiden før skænderiet var nu så langt borte, at de ikke kunne være sikre på, hvad der tilhørte hvem. De var sikre i den mest mulige forstand, men selv dette var ikke nok. Det hændte, at det ene tårn faldt, og det hændte at meget forsvandt og andet kom i dets sted, men ikke alt var som det skulle være. Manden så stadig meget til kvinden, og kvinden fandt, at hun stadig var til. De to havde ikke kæmpet forgæves og gentog derfor deres endelige møde, og den endelige arena blev fyldt med tårne på ny. Disse tårne stod, som de havde gjort det tidligere, og det ene faldt, som det skulle. Som tidligere forsvandt noget, men andet overtog dets sted så hurtigt, at man troede, det altid havde været der. De to tårne stod og faldt, i hvad der kan kaldes en evighed.
Indtil kæden hopper af. Pludselig nærmer manden og kvindens afkom sig den uopnåelige drøm. De to fyldes af forbavselse, glæde og skam, og det er dem nu klart, at det, der engang var deres genstande, har gjort sig fri. Ved at indse det, som de ikke kunne, har genstandene opnået en altomspændende bevidsthed, og mens de nærmer sig, fortæller de, at der findes rigtigt og forkert. De fortæller, at der engang var en perfekt verden, og at man kan vende tilbage hertil. Det, der nu er essens, omfavner dem begge, og pludselig kan de nå hinanden. Uendelige længder er skrumpet ind og kæden brudt. Tiden har mistet sin magt. De er sammen nu. De kysser hinanden. Tager tøjet af hinanden. Tager håret af hinanden. Tager huden af hinanden. Tager indvoldene af hinanden. Tager knoglerne af hinanden. Tager alt af hinanden, indtil de begge er rene.