Jeg er individualist. Jeg lever i et moderne samfund. Jeg har hele livet foran mig med alle dets valg og muligheder. Jeg finder mine egne veje uafhængigt af andre. Hvis jeg vil have noget, skal jeg selv tage det. Hvis jeg vil opnå mine mål, skal jeg selv gøre en indsats. Intet, der er værd at kæmpe for, kommer af sig selv. Jeg må række ud og gribe chancen. Sieze the day or die trying. Er det ikke sådan, det er? Livet er et individuelt projekt eller hvad?

Individet er gennem århundrede blevet betragtet som en del af helheden. En for alle og alle for en. Alene kan vi intet. Sammen kan vi opføre den kinesiske mur, rejse til månen, indføre demokrati og bygge Legoland. Disse præstationer er udsprunget fra ideer af de enkelte individer, men kun ved fælles hjælp har vi fået realiseret drømmene. Men hvordan er det nu lige, at vi er gået fra den ene grøft til den anden? Hvordan kan det være, at vi har gået fra at betragte helheden som det mest væsentlige til nu at se individet som det eksistentielle? Udviklingen. Er det ikke svaret på, hvorfor alt er og er blevet, som det nu en gang er? I dagens Danmark er der med udviklingen kommet et væld af muligheder. Der er så mange, at man umuligt kan vælge det rigtig. Men valget er nu engang op til én selv, og det er vel forskellen i bund og grund. Vi har muligheden for at vælge det forkerte og leve med det. Familietraditioner går nødvendigvis ikke længere i arv. Vi sætter vores egne fodspor. Vi kan følge ældre generationers spor. Vi kan undgå at få sne i skoene, når vi træder i de store nedtrampede fodspor sat generationer før os. Vi bliver ikke kold og mærker de små krystaller smelte ind i sokkerne og gøre skinnebenene fugtige. Men er det ikke netop fryden ved vinter? At røre det urørte og mærke naturen omkring os. At gå langsomt gennem store pudderdyner af sne og lade de små fnug omgive ens sko, så man forsvinder helt ned under et tæppe af sne. Og når man trækker skoene op igen, ser det ud som om, ens sko er blevet rullet i mel. Men sneen smelter og går af igen og efterlader skoen ren og skinnende. Vil man ikke godt ofre lidt våde sokker, for at kunne kaster sig ud i ukendt land og gå sine egne veje? Det er nu en gang sjovere at løbe eller rulle eller gå sine egne veje gennem sneen end forsigtig at trave i andres fodspor.

I 4. klasse så min dansklære mig koncentreret i øjnene og spurgte: "Hvad kan du tænke dig at være, når du bliver stor Sofie?" "Journalist," kom det prompte. Jeg var ikke et sekund i tvivl. Jeg skulle ikke følge andres fodspor, men jeg havde nu fået at vide, at jeg var god til at skrive, og journalist, det var nok lige mig. Så kunne det godt være, at jeg i børnehaven havde villet være linedanser i et cirkus, og at jeg senere valgte at gå efter en skuespillerkarriere. Men man bliver jo ældre og klogere og lærer derved, at man må være realistisk og vælge ud fra sine talenter eller hvad?

I 5. klasse fik jeg min første uddannelsesbog. Jeg stod med en sort mappe i hænderne, fuldkommen identisk med alle de andres. Jeg stirrede på den. Denne mappe skulle guide mig. Min personlighed skulle fyldes ind og male de blanke sider til farvede beskrivelser og fortællinger af, hvad der netop var det helt rigtige valg for mig. Heri skulle jeg finde mine stærke og svage sider. Jeg skulle finde mine interesser. Jeg skulle løse gåden om min fremtid. Jeg så mig selv stå i slutningen af 3.g i gymnasiet og knuge min sorte identiske mappe ind til brystet. Den skulle være propfyldt med gyldne ideer. Jeg behøvede ikke længere at tænke over mit lod i livet, for alt var i denne sorte mappe, som der blev trykt tusinder eller millioner - hvad ved jeg - af hvert eneste år. Men netop denne mappe var unik.

I 8. klasse smed jeg bogen ud. Vi skulle ikke bruge den mere. Når folk i dag spørger mig, hvad jeg vil være, lyder mit ofte flakkende svar: "Noget inden for medier eller filmbranchen, tror jeg. Jeg kan godt tænke mig at skrive. Jeg kan også godt tænke mig at være producer... Men jeg ved det ikke endnu." Jeg hader at blive spurgt, hvilket er det eneste jeg bliver for tiden. Jeg er flov. For det skal man vel være, når man i slutningen af 3.g ved endnu mindre om, hvad man skal lave resten af sit liv, end man gjorde i 4. klasse? Hvad skal det i grunden nytte? Vejledning omkring uddannelsesmuligheder siden 5. klasse har blot gjort én mere i tvivl og forvirret. Der er for mange muligheder. Oplysninger og informationer er strømmet ind fra højre og venstre, men den røde tråd til hver enkelt person mangler. Man mangler sin individuelle røde tråd - sin guidelinje. Men snart, meget snart, bliver man jo nødt til at vælge, også selvom man vælger forkert. Det går jo ikke, at man ikke får en god uddannelse. Man skal jo blive til noget eller hvad? Det har jeg nemlig selv fået at vide. "Du skal blive til noget!"

Det handler om at gribe chancen. "Do not miss your chance to blow. This opportunity comes once in a lifetime, yo." Hvis livet er et individuelt projekt, står vi alene. Vi skal selv kæmpe for det, vi vil have. Vi må ikke tage noget for givet. Gør vi dette, og tabes vi på vejen gennem (ud)dannelsesrejsen - når vi ikke vores mål - da er det vores egen skyld, for vi havde muligheden for at blive til noget. Vi greb bare ikke chancen. Vi har nemlig de samme muligheder som alle andre omkring os. Det handler ene og alene om at udnytte disse muligheder bedst. Vi sætter vores mål ud fra de muligheder, vi har. Hvis alle har lige muligheder, kan vi da ikke også sætte lige høje mål, og ligger verden da ikke for vores fødder? Da kan vi få alt, hvis vi kæmper for det. Vi kan blive til noget. Men hvad er i grunden noget? Noget kan være hvad som helst. Noget rummer begrebet alt. Hvis vi kan blive til noget, kan vi blive alt, men selvfølgelig vil vi ikke være hvad som helst. Vi vil være noget stort og betydningsfuldt. Hvem gider blive skraldemand, når man kan blive berømt og succesfuld tv-vært, som hele Danmark elsker? Man kan stå fredag aften med en kølig mikrofon i sin varme håndflade og dufte spændingen i luften, mærke sveden trille ned og lægge sig som små gyldne dråber på overlæben og vente på, imens publikum holder vejret, at showet springer i luften. "He's nervous, but on the surface he looks calm and ready." Man er på, og hele verden ser én - eller det gør i hvert fald en lille million danskere hjemme i tv-stuerne. De sidder i sofaen med popcorn i skødet og ser lykkelige og trofaste denne måneds hippe fredagsshow. Skraldemanden kan holde sin kones hånd, smile af sine to børn, der sidder limet til flimmerkassen, række ud efter en flødebolle på stuebordet, mærke varmen af hjemlig hygge og samtidig misunde den succesfulde tv-vært på skærmen, som opnår sympati fra den danske befolkning og tjener kassen på disse shows. Skraldemanden kan da ærgre sig over, at han ikke blev til noget. Han havde jo muligheden for det, men ingen forventede noget af ham. Hans kone giver hans hånd et ekstra klem. Tv-værten klemmer hårdt om mikrofonen. Han skulle jo nødig tabe den.

Vi sætter selv vores mål. Vi sætter vores mål ud fra andres forventninger til os. Sætter vi så selv vores mål? Vi sætter dem ud fra eller imod andres forventninger til os. Om vi vælger at leve op til eller gå imod strømmen af forventninger er op til os selv, men ligegyldigt hvilken vej vi vælger, har forventningerne og vores forhold til disse skabt vilkårene for vores valg. Er dette dermed ensbetydende med, at vi ikke kan vælge vores mål frit fri fra andres påvirkning?

"Livet er, hvad man gør det til," sagde en klog mand engang. Livet er, hvad man gør det til, hvis man gør noget ved det. Hvis man gør noget ved det, kan man opnå alt. Man kan opnå alt inden for de begrænsninger arv og miljø sætter for én. Vi sætter selv vores mål, men lige gyldigt hvad vi vælger, vælger vi under påvirkning af andre menneskers forventninger. Dermed må arven vi tager med fra barnsben og miljøet omkring os, skabe os og dermed også vores mål. Eller skaber vi os selv ud fra disse? Vi påvirkes af andres meninger, så hvordan kan individet eksistere, når vores identitet, hvad enten vi skabes, eller vi skaber os selv, udspringer fra arv og miljø? Hvordan kan nogen da 100 % kalde sig individualist? Hvem kan i grunden helt og holdent kalde deres liv et individuelt projekt? Vi er jo blot mennesker, og vi påvirkes af andre. Det kan vi vel ikke undgå eller hvad? Det er menneskeligt af fejle. Så lad os fejle sammen og træffe de forkerte valg sammen. Lad os tage hinanden i hænderne og få livets indtryk suget ind gennem sindet. Lad os blive påvirket af verdens fordomme og forventninger, og lad os skabe os selv ud fra alt, hvad livet indebærer. Måske kan vi endda gøre det i fællesskab?