"...Hvis De lige ville så eeelsk-værdig at stille Dem over i dén ende af prøvesalen, unge mand, så vil jeg... Ridder af første Grad... Skuespilleren Poul P. Maarberg... vise Dem, hvordan virkeligt talent udfoldes!"
Christian kigger fortvivlet på sin ældre "kollega". Dygtig, det er han da. Men, nem at samarbejde med, dét er han ikke. Han har efterhånden helt opgivet, at få Maarberg til at se på noget af det Christian rent faktisk selv kan. Han, Maarberg, er alt få optaget af sin egen fortræffelighed som scene-kunstner, til at han vil lade sig mærke med, at der er andre, der også kan noget...
"...Og vil De tænke Dem..."
Nåh. Der er åbenbart et eller andet Christian har glemt at høre efter. Han må hellere lytte nu, og så bede til, at han, under Maarbergs talestrøm, får fat i, hvad sagen drejer sig om. Maarberg bliver sjældent mildere stemt, hvis han opdager, hans tilhører ikke hører efter.
"...Der stod jeg, midt på drejescenen - i et kvarter! Først da gik den i gang igen! Havde det nu været Dem, havde de sikkert ladet publikum været publikum, og var gået ud for at tage noget at drikke, men sådan var vi ikke i min årgang! Næh, vi havde pli! ...Og pligtfølelse, havde vi!
Ih, jeg husker engang, efter en prøve, hvor jeg stod helt alene... Troede jeg... på scenen. Det var to dage inden premieren på "Indenfor Murene", og jeg sagde mine udødelige replikker... Ja, De er jo så ung, men jeg spillede altså I. A. Herming... og så, lige da jeg havde sagt min sidste replik, da dukkede Fru Paldrup op, ude fra kulissen... og hun kláppede... Jeg glemmer det aldrig!" henåndede Maarberg.
"Nej...," smiler Christian usikkert, "dét må jeg sige, det var smukt gjort af hende! Jeg husker min morfar spillede sammen med hende i... Ja, det kan jeg ikke lige huske, men, han sagde også hun var meget hyggelig at spille sammen med, Anna Paldrup..."
Maarberg skuler blot, siger ikke et ord, førend Christian spagt har sluttet sin kommentar.
Så siger han:
"Fru Anna Paldrup var ikke en hvem som helst! Hun var sin tids store skuespillerinde! Jeg havde selv den ære... ahøm, høm... at stå hende bi i visse roller..." Christian er for høflig en mand til at nævne for Maarberg, hvad Paldrup mente om disse samspil. Hendes ord var lidet smigrende, og hva' Fa'en... Maarberg var vel nødt til det... Nødt til at hæve sig selv, tale ned til de unge, og opføre sig aldeles arrogant, simpelthen for at kunne holde på livsløgnen. Hvis man skraldede alt han arrogance af, hvad var der så egentlig tilbage af en kunstner, der var blevet ved det samme teater i 40 år, alene fordi rygtet om hans væremåde var løbet i forvejen? Ikke meget... O.K., han havde da et vidst talent, men nogen teaterhistorisk person, eller kult-figur, blev han aldrig, og han vidste det vel godt inderst inde...
"Nå!" siger Maarberg, og ser opfordrende på sin unge kollega, "tillader De, at jeg sætter mig ned på stolen dér? På den måde kan jeg jo også bedre bedømme Deres, givetvis, nydelige præstation!" Maarberg tager sit plastic-krus med kaffe, og gør mine til at gå ned. Så standser han pludselig op... Christian står som lammet, og stirrer uforstående hen på ham... Maarberg ser på Christian med noget som han kun kan tolke som et forsonende glimt i øjet, og siger blot to sætninger, det bliver hængende i rummet i flere sekunder:
"Nårh, ja... Og skål på Deres kommende karriere! De har lang vej til målet, men også talentet til at nå det..."