Natten var til ende, og det uigennemtrængelige mørke var opløst, da Waeward igen befandt sig under åben himmel. Skoven lå indhyllet i et fint, gråblåt skær, som syntes at fremhæve ethvert blad, enhver sten, enhver pude af mos, som før havde været skjult. Fra trækronerne, som før havde været så tavse, lød nu fuglenes spredte kvidren. Det ville ikke vare længe, før solen viste sig på himlen.
   Han fulgte efter Virginie tilbage ad stien, ad hvilken de var kommet. Den lette morgendis fugtede hans hår og friskede hans ansigt, og for hvert skridt han tog, kunne han mærke nøglen, der dinglende mod hans bryst, kølig og beroligende. Træerne, som i mørket havde virket som mystiske, almægtige kæmper, fremstod nøgne og sårbare nu, hvor skumringslyset faldt på deres ældede bark.
   De passerede kilden, som havde været usynlig på vejen ud, og så, hvordan vandet rislede fredfyldt af sted hen over et leje af grå rullesten. Inden længe nåede de jordvejen, de havde forladt gennem krattet.
   Virginie fulgte Waeward til skovbrynet men standsede så. Hun omfavnede ham og kyssede hans kind. "Pas nu godt på din nøgle," sagde hun med et smil. Så rettede hun blikket i retning mod bugten. "Du må hellere skynde dig af sted. Dine venner skulle nødig sejle uden dig."
   Waeward så på hende, overrumplet over hendes kortfattede afsked. Disen havde aflejret bittesmå vanddråber på hendes kinder, og hendes grønne øjne funklede i det afdæmpede lys. Han ledte efter spor af vemod i hendes blik men fandt ingen. Uden at han var klar over hvilke, vidste han, at der var ting han længtes efter at sige til hende, men som hun stod der, ligefremt afventende, virkede tanken om at forsøge malplaceret. Den kejtede fornemmelse, han havde haft, da han først mødte hende voksede igen frem i ham, grå og stiv.
   "Jeg skylder jer alt," fremstammede han. Ordene kom, uden at være tænkt først.
   Virginie smilede let og rystede overbærende på hovedet. "Farvel Thomas Waeward. Du må hellere gå nu."
   Han blev stående et øjeblik, mens han så, først på hende, så ud over de blålige bakketoppe. Så omfavnede han hende, modløst og tavst, og begav sig ned ad jordvejen. Først var det, som om han fornemmede, at hun blev stående i skovbrynet og fulgte ham på vej med sit blik, men snart indså han, at det snarere var hans forfængeligheds håb, som spillede ham et puds.
   Da han var nået et stykke, slog vejen et sving rundt om et bakkedrag, og han vidste, at han nu under alle omstændigheder var ude af syne. Vemodet lettede lidt, det var, som om en usynlig tråd blev klippet over, og hans tanker rettede sig nu i stedet mod skibet, som ventede i bugten. Det slog ham, at nattens begivenheder allerede virkede underligt uvirkelige, som om det var noget, han havde drømt eller fået fortalt for længe siden. Om kort tid ville Tortuga forhåbentlig blot være en smal stribe i horisonten, og alting ville virke endnu mere fjernt. Men mens han gik, blev han pludselig slået af det sidste, han havde sagt til Virginie.
   Jeg skylder jer alt.
   Ordene ramte ham med stor kraft og gav genlyd inde i ham, og han mærkede, hvordan den taknemmelighed, de var blevet sagt med, fortonede sig og afløstes af en tom magteløshed, som voksede sig større og større, for hvert skridt han tog. Det var, som om ordene ville have ham til at stoppe op, som om de ville trække ham tilbage, hvor han kom fra. Først nu gik det op for ham, hvor sande de var. Meget mere end det var hans egen fortjeneste, var det på grund af de to kvinders hjælp, at han havde fået nøglen tilbage. Han følte, at han burde gøre noget til gengæld, men vidste samtidig, at det ville han aldrig kunne. Når han først forlod Tortuga, ville det være for aldrig at vende tilbage.
   Han prøvede at skyde de dystre tanker fra sig, prøvede at glemme dem, men selv om han afledte sig selv, blev følelsen hængende som en klam kåbe om hans skuldre.
   Han nåede frem til en bakketop, hvorfra han havde udsigt over byen og den halvmåneformede bugt, og fik øje på Duchess, som lå og vuggede blidt i et leje af hvidlig morgendis. Et par matroser patruljerede dækket og på agterkastellet stod en skikkelse, som måtte være den vagthavende officer. Om det var Coltrane, kaptajnen eller en helt tredje, kunne han ikke afgøre, men vigtigere var det, at ingen endnu var sendt i rigningen for at sætte sejl. Han havde stadig tid.
   Længere inde i bugten lå Catherine, som hun havde gjort, da de roede forbi hende på vejen ind. Synet af hende udløste ikke den samme indestængte vrede, som første gang han havde set hende. På en uudgrundelig måde virkede det ikke længere, som om det var det samme skib, han havde stået på dækket af for nogle måneder siden, og som Lyotard havde bordet og plyndret. Det skib fandtes ikke længere, det var forsvundet sammen med natten, og de fortabte sjæle, som havde udgjort dets besætning, kunne ingen længere gøre noget for. Han fandt en hvis fred i denne tanke, men pludselig slog det ham, at han ikke længere kunne mærke nøglen ved sit bryst.
   Et lyn af is ramte ham i hjertet og febrilsk greb ud efter den, mens spørgsmålene flimrede gennem hans hoved. Kunne han have mistet den? Kunne knuden i læderremmen være gledet op på vejen gennem skoven, så han havde tabt den? Kunne det være Virginie, der havde listet den fra ham, da hun omfavnede ham, og nu ville indløse arven? Havde de to kvinder narret ham?
   Det tog kun et hjerteslag, så mærkede hans famlende hånd en hård genstand gennem skjortestoffet. Nøglen hang, hvor den skulle.
   Han sukkede lettet og lukkede øjnene et øjeblik, mens han mærkede hjertet dunke i sin brystkasse og isen strømme rundt i sit blod. Han havde været for meget igennem til at miste den nu.
   Hans far ville have glædet sig, hvis han havde kunnet se ham nu, i god behold og med nøglen om halsen. Waeward så for sig, hvordan tårerne ville have trillet ned ad hans hærgede, ubarberede kinder, så rørt ville han have været. Tårer grædt af en mand, hvis egne kampe ingen havde kunnet forstå, fordi de var foregået på indre slagmarker mod fjender, som var usynlige for alle andre end ham selv - men som ikke desto mindre havde været virkelige nok til at tvinge ham til at støde dem, han elskede højest, fra sig. Han havde kæmpet videre, selv om han vidste, at han aldrig ville blive en del af det, han kæmpede for, og han var død, alene, uden at nogen havde forstået, hvad han havde gjort, eller værdsat, hvad han havde været igennem.
   Waeward gned sine hænder i ansigtet og følte sig med et overvældet af udmattelse og mangel på søvn. Der var ikke langt til kajen, hvor jollen ville samle ham op, og når han kom om bord på Duchess, ville han kunne hvile i en køje i officerslukafet. Alligevel blev han stående, hvor han var, træt, forknyttet, med armene foldet ind foran kroppen og blikket i jorden, mens han mærkede en ukendt følelse stige op inde i sig, langsomt og uafvendeligt, som mørkt tidevand. For første gang i sit liv havde Waeward ondt af sin far.