Sølvnøglen III


7 år siden 1 kommentar Noveller romantik eventyr sørøvere

2Nede ved hulen
De kom gående ned ad skolestien med deres skoletasker på ryggen. ... [...]
Noveller · venskaber, brud
11 måneder, 2 dage siden
3En lille kat
"Og hvad var det for noget med den kat?" spurgte Soffe, mens vi k... [...]
Noveller · døden, familieforhold
2 år siden
21567 - En undvegen slave
Den nøgne mand kendte sit navn, men vidste, at det ikke længere h... [...]
Romaner · slaveri, smugling, søfart
3 år siden
5Tre drenge
De var kun tre tilbage i klasselokalet - Jonas, Mads og Søren. De... [...]
Noveller
3 år siden
4Sværdet
Dengang Mor var syg, lå jeg tit, inden jeg skulle sove, og tænkte... [...]
Noveller · underverdenen, drømme, barndom
6 år siden
2Sølvnøglen VII
Natten var til ende, og det uigennemtrængelige mørke var opløst, ... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
7 år siden
4Sølvnøglen VI
En langstrakt klagen fra rustne hængsler ridsede i stilheden, da ... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
7 år siden
2Sølvnøglen V
Et vokslys kom til syne i døråbningen, og i dets skær tonede ansi... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
7 år siden
2Sølvnøglen IV
Luften føltes kold omkring Waewards krop, da han faldt gennem mør... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
7 år siden
1Sølvnøglen III
Aftenluften føltes kølig og frisk i Waewards ansigt, da han forlo... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
7 år siden
1Sølvnøglen II
En stank af rom og gammel tobak strømmede Waeward i møde, da han ... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
7 år siden
3Sølvnøglen I
Tropenatten havde allerede indhyllet bugten i et tæt mørke, da jo... [...]
Noveller · romantik, sørøvere, eventyr
7 år siden

Puls: 4,3

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Morten Vestergaard Jensen (f. 1978)
Aftenluften føltes kølig og frisk i Waewards ansigt, da han forlod det tilrøgede værtshus. Han ilede gennem byens gader opfyldt af et håb, som nu pludselig var blevet langt mere håndgribeligt end de vage forestillinger, der havde fyldt hans tanker indtil nu. Det havde taget måneder at nå frem til Tortuga, og selv om han til enhver tid ville have benægtet det, havde bestræbelserne på at genvinde, hvad der var hans, undertiden syntes mere som et udtryk for manglende vilje til at se virkeligheden i øjnene, end som et forehavende han havde mulighed for at lykkes med. Dette havde ændret sig nu. Målet syntes pludseligt inden for rækkevidde.
   Det faldt ham ikke let at finde stien. Han tog fejl af de små gader, mistede fornemmelsen af hvilken retning han var kommet fra og kom i tvivl om, hvad Moreau havde ment med sine anvisninger. Gang på gang fandt han sig selv passerende de samme huse efter at have løbet rundt i tre- og firkanter i det labyrintiske net.
   Rådvildheden var så småt begyndt at krybe ind på ham, da han omsider og nærmest ved et tilfælde fandt frem til et lille blåmalet bindingsværkshus på et hjørne, som han genkendte fra Moreaus beskrivelse. Han drejede om hjørnet, og efter nogle få skridt ned ad en lurvet gyde fandt han, ganske som han havde håbet, stedet hvor stien begyndte. Den var smal og snoede sig uregerligt op mellem klippefremspringene i terrænet, der steg stejlt og ufremkommeligt, så snart man var ude af byen.
   Sving fulgte sving, opad og opad, møjsommeligt, men ikke desto mindre fremad, mellem takkede klippeblokkede og krogede, sorte træer, der syntes at skyde op af den bare stengrund. Waeward var taknemmelig for den hvide halvmåne, som var kommet frem og fulgte ham på vej. Den skænkede ham lige akkurat nok lys til, at han kunne finde vej i nattens mørke, selv om han ind i mellem var ved at fare vild, når den nødtørftige sti forsvandt et stykke vej for så igen at blive synlig længere fremme.
   Efter hvad han syntes var en lang opstigning, fladede stien ud. Der blev længere mellem klippeblokkene og tættere mellem træerne. Hvor længe han havde gået, kunne han ikke sige med sikkerhed. Det føltes som lang tid, men måske var det blot, fordi de fremmede omgivelser og uvisheden om, hvad der ventede ham, fik tankerne til at fare gennem hans hoved hurtigere end normalt.
   Pludselig, mens han gik, gled en sky for månen. Først kunne han se, hvordan den halvt tildækkede måne forvandlede skyens flossede kant til en stribe af lysende sølv, men efter kort tid forsvandt den helt, og Waeward blev indhyllet i et uigennemtrængeligt mørke. Stien og træerne var væk, som havde de aldrig eksisteret, og i stedet var der nu blot, hvad der syntes som en uendelig, sort intethed omkring ham. Han prøvede at orientere sig, men det var umuligt. Intet sted kunne han se så meget som et omrids af en gren mod himlen eller en nuanceforskel på jorden fra en sten eller klippeblok.
   Som han stod der, ubehjælpelig, forbandede han sig selv for ikke at have taget en tælleprås med til at lyse op, men han havde ikke overvejet, at der kunne blive brug for en. Forhåbentlig ville det ikke vare længe, før månen kom frem fra sit skjul, men indtil da var der ikke andet at gøre end at vente. Modvilligt satte han sig på den dugfugtige jord og forsøgte at væbne sig med tålmodighed.
   Som han sad der i mørket, slog det ham, hvor alene han var. Det eneste selskab, han havde, var lyden af sit eget åndedræt, stjernerne på himlen og en ugle, der tudede længselsfuldt et sted derude. Ellers var der intet spor tilbage, af den verden han kendte. Tomrummet omkring ham virkede umådeligt stort, og det fyldte ham med ensomhed. Han prøvede at fortrænge den ved at tænke situationen igennem. Han tænkte på, hvor langt der kunne være igen, før han nåede til udkigsposten, og hvor stor sandsynligheden var for, at piraten virkelig var deroppe. Han spekulerede på, hvad klokken var, og hvor lang tid han havde, før daggryet kom, og Coltrane og de andre gode folk om bord på Duchess ville lette anker. Intet af det hjalp det mindste. Det var som om, selv hans tanker blev opslugt af mørket, og han opgav at prøve at holde fast i dem.
   Mørket varede ved, og han sad der på stien, stille, ubevægelig og tung om hjertet, men uden at tænke på noget særligt. Han var begyndt at falde lidt hen, da der pludselig skete noget. Noget begyndte at vokse frem for hans indre blik. Først var det vagt og uformeligt, en tåget sky, men langsomt tog det form. Der opstod mørke skygger i skyen, og de blev til øjenhuler. Andre former voksede frem og antog farve, indtil der til sidst var et solbrændt mandeansigt. Det havde et blik, som på en gang var fyldt med smerte og nænsomhed, og sad på et halvskaldet hoved, som hang lavt mellem et par kantede skuldre. Det hele fremstod så livagtigt, at Waeward et øjeblik kom i tvivl, om det virkelig kun eksisterede i hans indre, eller om det svævede rundt i mørket omkring ham.
   Resten af mandens skikkelse voksede frem, og det samme gjorde omgivelserne, han befandt sig i. Han var høj, havde usædvanligt lange og tynde ben og var i gang med at inspicere sukkerrørene på en solbadet mark. Waeward så tydeligt, hvordan manden bevægede sig rundt mellem de høje planter med langsomme, traneagtige skridt og granskede dem nøje ved at dufte til dem og undersøge deres blade. Nu og da huggede han et af rørene over med en lang kniv og smagte på saften, der løb ud.
   I hælene på ham fulgte en sort mand, som fulgte hans bevægelser med en ængstelig mine, og en lille mørkhåret dreng. Drengen lod ikke til at interessere sig det mindste for sukkerets tilstand, men fordrev i stedet tiden med at springe rundt mellem sukkerrørene og jage røde sommerfugle, som flaksede rundt i skyggerne.
   Drengen fik nu øje på en af sommerfuglene, der sad helt stille på et sukkerrør ikke langt fra ham selv. Langsomt listede han sig tættere på den. Da han var inden for rækkevidde, rakte han forsigtigt hånden frem og greb til sidst ud efter den med en hurtig bevægelse. Til hans egen store overraskelse lykkes det ham at få fat i den, og han holdt nu dens ene vinge mellem sin pege- og tommelfinger. Først baskede sommerfuglen uroligt med vingerne, men snart opgav den og forholdt sig helt stille. Drengen blev så forfjamsket, at han nær var kommet til at slippe den. Bjergtaget betragtede han dens lille brune krop og vingerne med det fine mønster og de små, lyseblå pletter.
   Mens han forsigtigt holdt sommerfuglen frem foran sig, sprang han af sted for at vise den høje mand sin fangst. Hans utålmodige begejstring fik ham til at se på sommerfuglen, snarere end på hvor han satte fødderne, og pludselig greb hans ene støvlesnude fat i en dyb fure, og han snublede. Idet han åbnede hænderne for at tage fra for faldet, slap sommerfuglen fri. Drengens øjne fyldtes med tårer, da han mærkede, hvordan jord og småsten gravede sig ind i hans håndflader, og han samtidig måtte se sit dyrebare trofæ flyve væk og forsvinde mellem sukkerrørene. Han prøvede alt, hvad han kunne på at stå imod, men det lykkedes kun et øjeblik, så brast han i gråd. Fortvivlet og blændet af tårer kaldte han på den høje mand.
   Far.
   Waeward var igen alene i mørket. Han kunne ikke afgøre, om han havde sagt ordet højt eller blot tænkt det. Han gned sit ansigt i sine håndflader og følte sig pludselig udmattet. At han kom til at tænke på sin far var ikke noget nyt, det havde han ofte gjort i årene der var gået. Alligevel var det der lige var sket anderledes, end noget han havde oplevet før. Når han før havde tænkt på sin far, havde det altid været i forhold til de forfærdelige ting, der var sket, og den vanskelige og sorgfyldte situation det havde sat hans mor og søster i. I disse tanker havde hans far altid været en fjern og ansigtsløs figur, et usynligt spøgelse, som fyldte ham med vrede og ængstelse som et fjendtligt orlogsskib skjult af en tågebanke. Men der i mørket havde hans far for første gang i mange år stået lyslevende for ham, og han kunne nu pludselig tydeligt genkalde sig hans alt for tidligt ældede ansigt med de gråstænkede øjenbryn, de indsunkne kinder og de dybe furer omkring mundvigene. Det var et billede af en hærget mand, hvis værste fjende havde haft bolig i ham selv.
   Mens Waeward sad fordybet i mindet om sin far, kom månen igen frem fra sit skjul. En smule omtumlet kom han på benene, børstede den fugtige jord af sine klæder, og fortsatte hen ad stien. Det gik hurtigere nu, hvor den var fladet ud og ikke bugtede sig på samme uforudsigelige måde som før. Efter et stykke tid drejede den i en bue og fortsatte ud mod kysten. Det varede ikke længe, før han kom til en smal passage, hvis sider udgjordes af en klippevæg, der rejste sig lodret op mod himlen på den ene side og en tæt klynge fyrretræer på den anden. Gennem passagen kunne han skimte havet, hvis skælvende krusninger fik overfladen til at glimte i månens skær. Han huskede Moreaus ord. Når du kan se havet, er du tæt på.
   Med sin venstre hånd trak han den lange flintelåspistol, han havde siddende i bæltet. Der lød et lavmælt klik, da han forsigtigt spændte hanen. Med højre hånd trak han sin kårde fra læderskeden, ganske langsomt, uden at lave en lyd. Skridt for skridt trådte han nu ned gennem passagen. Klippevæggen og træerne omsluttede ham. Han følte sig forsigtigt frem med fødderne. Der var for mørkt i passagen til, at han kunne se, hvor han satte dem, og han måtte være forsigtig. Den mindste lyd afsløre ham nu.
   Han nåede nogle skridt frem og kunne nu ane kanten af et græsdækket fremspring, som stak ud fra kystens lodrette klippekant. Udkigsposten. Han knugede sine våben. Langsomt listede han sig nærmere og kunne efterhånden se mere og mere af fremspringet, der lå badet i månens lys. Langs kanten stod et vakkelvornt rækværk, flettet sammen af tynde grene, som skærmede af for afgrunden.
   Han fik nu øje på en skikkelse, der lå i græsset. Han stoppede op og betragtede den med hjertet dunkende i brystet. Kropsbygningen var spinkel og hofterne blødt afrundede. En kvinde. Hun lå på siden med ryggen til ham og armen placeret, så albuen var i græsset, og hendes hånd støttede hendes hoved. Hun lod til at være alene på afsatsen. Hendes hår var mørkt og bølgede smukt ned over hendes spinkle skuldre. Uden over kjolen bar hun en stramt snøret korsage og om livet et mørkt skørt. Det gav et sæt i Waeward, da det gik op for ham, hvem hun var.
   "Virginie?" udbrød han og trådte i sin ophidselse et skridt frem og ud i månens lys.
   Virginie vendte sig med et ryk. Et forfærdet udtryk bredte sig i hendes ansigt, da hun fik øje på ham. "Dig? Hvad gør du her? Pas på!" råbte hun.
   Waeward forstod, at hendes frygt var rettet mod noget bag ham. Han vendte sig og nåede at opfatte omridset af en kæmpe sømand, der kom væltende ud mellem træerne og med en huggert rettede et tungt hug mod hans hals. Waeward dukkede sig, men den hurtige bevægelse bragte ham ud af balance, og han vaklede baglæns, stødte hælen mod en forræderisk trærod og faldt, så lang han var. Der lød et brag, da han stødte albuen ned i græsset og pistolen gik af op i luften.
   Sømanden var over ham med det samme. Han hævede huggerten højt over hovedet og svingede den mod Waewards bryst, som ville han kløve et stykke brænde. Waeward rullede til siden, og huggerten kilede sig i stedet ind i en tyk trærod. Waeward kom på benene. Sømanden udstødte en fnysen og vred sit våben fri.
   "Hvad i helvede er du for en abekat, som kommer rendende her?" snerrede sømanden. "Kan du ikke se, vi har travlt?" Han trak vejret tungt gennem udspilede næsebor og stirrede olmt på Waeward med sine mørke øjne. Hans hoved var stort og trekantet, og hans krop så vældig, at hans huggert lignede en sølle slagterkniv i hans næve.
   "Genkender du mig ikke?" spurgte Waeward, som nu havde genvundet fatningen og forvisset sig om, hvem manden foran ham var. "Vi har ellers mødt hinanden før."
   De to kamphaner cirklede langsomt om hinanden på den lille afsats, vogtende og søgende efter en blottelse hos modstanderen. Lemieux så undersøgende på Waeward.
   Imens kampen havde stået på, var Virginie krøbet over i et hjørne og sad nu og trykkede sig ind til klippevæggen.
   "Kap Samaná," sagde Waeward. "For tre måneder siden."
   Lemieuxs ansigt lyste op i et skælmsk smil. "Ah ja, nu kan jeg kende dig! Englænderen vi opbragte der!" sagde han. "Du var styrmand!" Han kneb øjnene sammen i en undrende grimasse. "Men der er noget, der ikke stemmer her. Du er død. Vi hældte dig overbord sammen med resten."
   "Måske er jeg et spøgelse," sagde Waeward køligt.
   Lemieux så tankefuld ud. "Ja, måske."
   Piraten gjorde et udfald. Det slog en gnist, da de to klinger mødtes i mørket. Lemieux var stærkest, og hans våben så tungt, at dets kraft umuligt kunne afbødes med Waewards spinkle klinge, men Waeward var hurtigst og klogest. I stedet for at lægge sine kræfter i at parere, undveg han ved at springe baglæns, stødte kontra og traf sin modstander i skulderen. Der lød et brøl af smerte, da hans klinge borede sig dybt ind i piratens muskler. Waeward trak kården til sig, og en mørk plamage af blod voksede frem på Lemieuxs frakkeærme.
   Piraten trak sig et par skridt baglæns, mens han stirrede Waeward dybt i øjnene. Hans blik var optændt af raseri, men han afstod fra at angribe. I stedet krængede han sin sømandsfrakke af for bedre at kunne bevæge sig og holdt sin frie hånd for sin sårede skulder. Blodet piblede ud mellem hans fingre og videre ned ad hans underarm.
   "Du behøver ikke dø i dag," sagde Waeward. Der var en ro og myndighed i hans stemme, som han aldrig ville have tiltroet sig selv. "Du har noget, som jeg vil have. Alt, du behøver, er at give mig min nøgle, så lader jeg dig gå."
   "Aner ikke, hvad du taler om!" snerrede piraten.
   "Min sølvnøgle," sagde Waeward. "Jeg havde den i en kæde om halsen, da I bordede os. Du rev den af mig, da jeg lå på dækket. Jeg ved det var dig, for en af dine køtervenner kaldte dig ved navn, og jeg sneg mig til at se dit fjæs."
   "Ah, den nøgle!" Lemieux smilede skælmsk. "Den får du ikke. Ser du, jeg er sådan kommet til at holde af den."
   "Giv mig nøglen, hvis du vil leve."
   "Aldrig!"
   Waeward tog et skridt frem mod piraten. Lemieux havde fået respekt for sin modstander og veg bagud, mens han så sig omkring på fremspringet efter en flugtvej. Blodet strømmede stadig fra såret i hans skulder, og hans hånd og skjorteærme var nu helt sølet ind. Han så ikke så skræmmende ud længere, som han stod der og pakkede sig. Waeward tog endnu et skridt frem. Piraten blev trængt længere og længere tilbage. Nogle få skridt mere og han ville være trængt helt op mod rækværket.
   Men så, pludselig gjorde han et udfald.
   Waeward blev så overrumplet, at det kun med nød og næppe lykkedes ham at undvige. Inden han havde genvundet fatningen, var piraten sprunget forbi ham og hen til det hjørne, hvor Virginie sad. Han greb hende hårdt i armen og tvang hende på benene.
   "Haha!" kom det halvt i triumf, halvt i lettelse. "Tilbage med dig kammerat eller jeg skærer halsen over på hende!" Han så Waeward dybt i øjnene, mens han pressede huggerten mod hendes hals.
   "Slip mig, din køter!" snerrede Virginie og vred sig og sparkede bagud, men Lemieux pressede blot huggertæggen hårdere mod hendes hals, indtil hun til sidst ikke kunne gøre andet end at holde sig i ro.
   "Slip hende!" råbte Waeward, rasende på piraten og rasende på sig selv for at have ladet sig overrumple så let. "Bland hende uden om dette her!"
   Lemieux begyndte at trække Virginie med sig over mod kanten af afsatsen.
   "Du kommer til at hænge for dette her!" råbte Waeward, men fik kun piratens skælmske smil som svar.
   Lemieux stod nu blot nogle få skridt fra kanten. Blodet fra hans sår dryppede ned på Virginies kjole.
   Waeward holdt sin kårde frem. "Slip hende!" gentog han. Han havde ikke forventet nogen reaktion, men det fik han.
   Lemieux stoppede op og det trodsige smil blev erstattet af en ærbødig mine. Han rettede sig op som en soldat og så Waeward stift i øjnene. "Som du vil."
   Virginie, der havde forstået piratens hensigt, rystede febrilsk på hovedet. "Nej, gør det ikke!" bad hun. "Lad være! Jeg kan ikke svømme!"
   Lemieux gav Virginie et kraftigt skub hen mod kanten. Der lød en knasende lyd, da det spinkle rækværk gav efter for hendes vægt. Et øjeblik var det næsten, som om hun hang stille i luften over afgrunden, men kun et øjeblik. Hun fangede Waewards blik og rakte hånden ud efter ham. Så var hun væk.
   Der blev helt stille på afsatsen.
   Et dumt grin bredte sig på Lemieuxs ansigt. "Hvad gør du nu, englænder?" triumferede han. "Nøglen eller skøgen?!"
   Waeward stirrede vantro ud over kanten, ude af stand til at mæle et ord. Hvis ellers ikke Virginie havde ramt klipperne i sit fald og var blevet dræbt, havde Lemieux ret. Han kunne vælge mellem at lade Virginie drukne og lade Lemieux slippe ustraffet væk med nøglen i behold. Lige meget hvad måtte han handle hurtigt, det vidste han. Alligevel blev han stående som naglet til jorden. For sit indre blik så han et billede af en kvinde, som sad i en støvet gyde i Port Royal og tiggede til dagen og vejen. Kvinden var hans mor. Det var et billede, som meget vel kunne blive til virkelighed, hvis han lod piraten slippe væk.
   Waeward tog bestik af Lemieux, som stadig holdt sin hånd op for sin sårede skulder. Han kunne besejre denne pirat, det kunne han mærke. Han tog en dyb indånding og tog et par skridt over til pistolen, som lå i græsset. Han bukkede sig og samlede den op. Han lukkede sin hånd, ikke om skæftet, men om løbet. Det føltes køligt og beroligende mod hans håndflade.
   Piraten betragtede ham på afstand.
   Waeward blev stående et øjeblik, mens han vejede pistolen i hånden. Så, med en hurtig bevægelse, slyngede han pludselig pistolen mod piraten af al kraft. Der lød en dump lyd og en beskidt ed, da kolben traf Lemieux i panden. Waeward sprang imod ham med sin kårde løftet til hug. Piraten hævede sin huggert for at parere. Waeward kunne se ængstelsen brede sig i hans ansigt, da han febrilsk vaklede baglæns.
   Waeward udstødte et brøl og huggede til af alle kræfter.
   Der undslap Lemieux et gisp, da Waewards klinge splintredes i mødet med den tunge huggert, og Waeward i samme bevægelse fortsatte forbi ham og kastede sig ud over afgrunden.
Forfatterbemærkninger
Dette er tredje del af syv.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/12-2013 12:21 af Morten Vestergaard Jensen (Morten Vestergaard) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3232 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.