Nede ved hulen


1 måned, 11 dage siden 2 kommentarer Noveller venskaber brud

2Nede ved hulen
De kom gående ned ad skolestien med deres skoletasker på ryggen. ... [...]
Noveller · venskaber, brud
1 måned, 11 dage siden
3En lille kat
"Og hvad var det for noget med den kat?" spurgte Soffe, mens vi k... [...]
Noveller · døden, familieforhold
1 år, 5 måneder siden
21567 - En undvegen slave
Den nøgne mand kendte sit navn, men vidste, at det ikke længere h... [...]
Romaner · slaveri, smugling, søfart
2 år siden
5Tre drenge
De var kun tre tilbage i klasselokalet - Jonas, Mads og Søren. De... [...]
Noveller
3 år siden
4Sværdet
Dengang Mor var syg, lå jeg tit, inden jeg skulle sove, og tænkte... [...]
Noveller · underverdenen, drømme, barndom
6 år siden
2Sølvnøglen VII
Natten var til ende, og det uigennemtrængelige mørke var opløst, ... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
4Sølvnøglen VI
En langstrakt klagen fra rustne hængsler ridsede i stilheden, da ... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
2Sølvnøglen V
Et vokslys kom til syne i døråbningen, og i dets skær tonede ansi... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
2Sølvnøglen IV
Luften føltes kold omkring Waewards krop, da han faldt gennem mør... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
1Sølvnøglen III
Aftenluften føltes kølig og frisk i Waewards ansigt, da han forlo... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
1Sølvnøglen II
En stank af rom og gammel tobak strømmede Waeward i møde, da han ... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
3Sølvnøglen I
Tropenatten havde allerede indhyllet bugten i et tæt mørke, da jo... [...]
Noveller · romantik, sørøvere, eventyr
6 år siden

Puls: 18,0

Publiceret: 1
Afgivet: 8
Modtaget: 2
Morten Vestergaard Jensen (f. 1978)
De kom gående ned ad skolestien med deres skoletasker på ryggen. Det var bare de to, Lauritz og Bertram. Det havde regnet en smule om formiddagen, og der var stadig mørke plamager af fugt på asfalten. Himlen var blevet lidt lysere, men den var stadig dækket af skyer. Lauritz håbede ikke, der ville komme mere regn.
   De kom op til bommen ud til vendepladsen.
   "Skal vi gå hjem og spille FIFA?" spurgte Bertram.
   Lauritz rystede på hovedet. "Mig og Tore skal ned og lave hule."
   Tore var hans storebror
   "Nede hos Malthe?" spurgte Bertram.
   Lauritz nikkede. Malthe var hans storebrors ven. De gik i syvende, to klasser over ham selv. Det med hulen var første gang han havde fået lov at være med til noget sammen med dem.
   "Hvad så med i morgen aften? Skal vi spille der?"
   "Det tror jeg ikke."
   Bertram så ned på sine snørebånd. De plejede at spille sammen, men siden Lauritz var begyndt at lave hule med de store var det som om han knap nok gad følges hjem.
   "De gider ikke engang have dig med," sagde Bertram. "Det er kun fordi, de ikke gider grave det hele selv, så får de dig til det."
   Lauritz rystede på hovedet. "Jeg får lov at være med i hulen, når den er færdig."
   "Det er da bare noget de siger."
   "Du er bare misundelig," sagde Lauritz.
   "Og du er tarvelig. Jeg gider ikke spille med dig," sagde Bertram.
   "Og hvad så? Jeg er da ligeglad."
   "Nøh, hvad så?"
   De skiltes. Lauritz krydsede vendepladsen og gik ned ad stien på den anden side. Han havde ikke langt hjem. Det var næsten altid sådan med Bertram nu, han prøvede altid at komme op og skændes med ham, men Lauritz var ligeglad. Måske var det bare ikke meningen, de skulle være venner længere. Skulle han være ærlig kunne han ikke lade være med at føle sig lidt lettet, for på en måde havde han altid syntes, at Bertram var lidt underlig.

Da han kom hjem, skiftede han til et par udslidte træningsbukser og gummistøvler. Han gik ud i skuret efter spaden. Skovlen var allerede væk, så var Tore allerede dernede. Han tog et par af hans fars arbejdshandsker ned fra kassen med værktøj. Han havde mange vabler, en ved roden af næsten hver finger og på indersiden af højre tommelfinger.
   Hulen, som indtil videre blot var et dybt, firkantet hul i jorden, måske fire meter langt og to på tværs, lå nede i Malthes baghave. Hans forældre havde købt et hus i sommers og selv om han var et år ældre var han startet i samme klasse som Tore efter sommerferien. De to var hurtigt blevet venner og var begyndt at lave mange ting sammen. Det var mærkeligt. Tore havde ellers altid holdt sig mest for sig selv.
   Lauritz gik udenom den rustne cementblander og en rød havetraktor uden forhjul, som spærrede indkørslen og fortsatte rundt om huset. Han krydsede græsplænen, som skrånede let nedad mod et større område med træer, vildtvoksende krat og brændenælder. Grunden endte først nede et sted i nærheden af mosen. Det var et godt sted de havde fundet - langt nok fra de nærmeste træer til at rødderne ikke ville genere dem, men stadig skærmet af buske, så det var svært at se fra huset. Det ville blive en god hule.
   Tore og Malthe så ud som om de havde været i gang et stykke tid. De havde nok fået tidligt fri. Malthe stod nede i hullet og gravede, Tore var i gang med at flytte bunken af jord, de havde gravet op, så den ikke gled tilbage i hullet.
   "Hey," sagde Malthe, da han så ham komme.
   Lauritz og hoppede ned i hullet. Det gik ham næsten til brystet nu.
   Hans storebror kiggede på ham uden at sige noget. Det var ikke med hans gode vilje at Lauritz var kommet med. I bund og grund vidste Lauritz, at Bertram havde ret: Han var kun kommet med, fordi de manglede en til at grave, og fordi de ikke kunne komme i tanker om andre end ham. Det havde helt sikkert været Malthes forslag og da hulen var hans ide og det var hans have de gravede i, var det ham, der bestemte. Det kan godt være du er med, havde Tore sagt, da de første dag begav sig sammen ned til Malthe. Men det er os, der bestemmer. Og du holder bare din kæft, når vi er dernede. Og hvis du ikke graver, får du ikke lov, at være med.
   Han tog fat i spaden og gik i gang. Hans muskler var ømme og stive fra de foregående dage, men han ville vise dem, at han kunne grave lige så meget de kunne. Gang på gang jog han spaden i jorden, læs efter læs, røg op i bunken. Han håbede, at de snart ville syntes, at hullet var dybt nok.
   "Hey, slap nu af med det der!"
   Lauritz havde ramt Tore på benet, så der kom jord i hans gummistøvler. Det var også sket en af de andre dage. Tore bandede, satte sig på jorden og tog støvlerne af. Lauritz var ved at være træt af, at hans bror hele tiden var irriteret på ham. Det var, som om han ikke kunne gøre noget som helst rigtigt.
   "Hvad siger din far egentlig til at vi graver så dybt?" spurgte Tore, mens han rystede jorden ud af støvlerne.
   Malthe trak på skuldrene. "Han siger vi er åndssvage."
   "Hvorfor det?"
   "Han siger, man ikke kan grave særlig dybt her."
   "Vi har da gravet megadybt," sagde Tore.
   "Det skal være dybere endnu. Ellers kan vi ikke sidde ordentligt nede i den," sagde Malthe.
   "Hvorfor siger han man ikke kan grave?"
   "Han tror bare ikke, vi kan finde ud af at lave den."
   "Hvorfor ikke det?"
   Malthe stoppede med at grave og kastede et blik op mod huset. Han sagde højtideligt: "Det er fordi min far er en stor idiot."
   "Åh," sagde Tore.
   Malthe gik i gang med at grave igen.
   "Hvad gør vi egentlig med taget?" spurgte Tore.
   "Der ligge nogle grene nede bagved skuret," sagde Malthe. "Vi snitter barken af dem og så lægger vi dem på tværs ligesom spær." Han nikkede over mod hækken, hvor der lå en blå presenning lå krøllet sammen. "Og så lægger vi presenningen over og fylder jord ovenpå, så man ikke kan se den."
   "Nå ja, så kan vi lave en indgangen derhenne," sagde Tore og pegede på den ende af hullet, som lå op mod huset.
   Malthe kiggede rundt i hullet. Han havde åbenbart ikke tænkt på det med indgangen.
   "Eller, Malthe," sagde Lauritz. "Hvad med, hvis vi gør det i den anden ende, så er den sværere at se fra huset."
   Malthe tøvede et øjeblik. "Ja, derhenne," gav han Lauritz ret. "Så er den mere skjult. Så kan vi dække den med nogle grene."

De gravede videre i tavshed. Den eneste lyd, der hørtes var spaderne der gik i jorden og bunkerne af jord, der landede på bunken. Tusmørket begyndte at sænke sig og træerne i haven blev til mørke skygger. Hver gang Lauritz kastede jord op værkede det i hans skuldre og overarme. Han satte spaden fra sig og mærkede smerterne i ryggen, da han rettede sig op. Selv om han havde arbejdshandskerne på sved vablerne stadig, når han holdt om spaden. Arbejdet var begyndt at kede ham. Han var sulten. Han tørrede skidtet af sit digitalur. Heldigvis skulle de snart være hjemme. Han greb spaden igen, en sidste tørn.
   "Vi skal til og hjem," sagde han, da tiden var kommet. "Vi skal være hjemme klokken seks."
   Tore blev ved med at skovle jord, som om han ikke havde hørt ham.
   "Vi skal til og hjem," sagde Lauritz.
   "Så smut hjem," sagde Tore.
   "Far sagde, vi skulle være hjemme begge to."
   "Ikke til mig."
   Det var sådan han blev, når han var sur. Så lod han som om han var ligeglad. Eller, måske var han virkelig ligeglad. Lauritz kunne aldrig regne det ud. Men han vidste godt hvorfor, han var sådan.
   "Du er bare sur, fordi Malthe gav mig ret med indgangen," sagde Lauritz.
   "Næh," sagde Tore. Han skovlede stadig jord.
   "Hvad er det med den indgang?" spurgte Malthe.
   "Ingenting," sagde Tore og henvendt til Lauritz: "Og du holder bare kæft."
   "Næh," sagde Lauritz.
   Malthe så på Tore. "Slap nu af. Han er sgu da cool nok."
   Så Malthe var på Lauritz' side. Hvor var det fryd! Han tog fat i spaden og begyndte at grave. Han følte sig ikke lige så træt længere. Pludselig virkede det ikke så vigtigt, om de kom for sent hjem.
   De gravede uden at sige noget, spadestik for spadestik blev hullet dybere. Lauritz var ligeglad nu. Det var for sent at komme hjem til tiden alligevel. Så længe han kom hjem sammen med Tore kunne han sige, at han havde sagt det, men at det var fordi Tore ikke ville med. Så ville det være Tore, der gik ballade. Og for hans skyld kunne Tore være lige så sur han ville.
   "Shit," sagde Malthe.
   "Hvad er der?" spurgte Lauritz.
   Malthe stampede i jorden nede i sin ende. Det lød smattet. "Der er ved at blive rimelig mudret nede i denne her ende."
   Malthe jog spaden i jorden og gravede en lille firkant i hjørnet. Jo længere han gravede, jo mere mudrede blev klumperne, som røg op over kanten. Inden længe stod der vand i firkanten. Blankt, sort vand.
   "Hvad er det?" spurgte Tore.
   "Det er grundvand," sukkede Malthe. Han kravlede op af hullet og stillede sig ved siden af Tore. Sammen betragtede de den smattede ende af hullet. "Det var derfor min far sagde man ikke kunne grave. Fordi grundvandet ligge højt."
   "Åh," sagde Tore.
   "Hold kæft, vi har brugt lang tid på det."
   "Men altså, havde han sagt det fra starten?" spurgte Tore.
   "Jeg troede, han tog pis på mig. Jeg troede sgu ikke, der ville være vand halvanden meter under jorden."
   "Næh," sagde Tore.
   "Hold kæft, jeg kommer til at høre for det her," sagde Malthe tonløst. "Han komme til at grine sin røv så meget i laser."
   Lauritz stod stadig nede i hullet. I den ende hvor han stod var bunden stadig fast. "Men vi kan jo bare hælde noget jord eller noget grus på," sagde han. "Her er jo dybt nok. Man kan jo stadig godt sidde."
   Malthe satte sig i græsset. Tore sad på jordbunken. Lauritz kravlede op af hullet. Tore samlede en kvist op og begyndte at pille ved den. Malthe stirrede bare ud i luften.
   "Jeg gider ikke lave den lortehule," sagde Malthe.
   De to ældre drenges ansigter så blege ud i det tiltagende mørke. I et stykke tid sagde ingen af dem sagde noget.
   "Skal vi spille noget computer?" sagde Malthe.
   Tore så på sit digitalur. "Bare ikke så længe. Jeg skal snart hjem."
   "Så skal jeg også være med," sagde Lauritz.
   "Det kan du ikke. Man kan kun være to," sagde Tore. Han lød ikke vred, bare træt.
   "Hvad skal I da spille?"
   "Ikke noget. Fis nu hjem med dig." Tore rejste sig op.
   "Bare fordi du ikke gider hulen, så skal jeg da være med alligevel," sagde Lauritz. "Det har du jo lovet!"
   "Du har jo alligevel ikke lavet en skid," sagde Tore.
   "Det har jeg da i hvert fald!"
   "Gu' har du da ej."
   "Hold kæft, hvor er du dum," sagde Lauritz. "Har jeg ikke også lavet noget, Malthe?"
   Malthe rejste sig op og børstede jorden af sine bukser, med trætte, modløse bevægelser. Et øjeblik stod han stille og kiggede bare ned i jorden. "Fis nu bare af med dig," sagde han.
   Lauritz stod ved hullet og så dem gå over plænen og op mod huset. Han kunne høre dem tale lavmælt sammen. Tore havde ikke taget sin skovl med, den lå stadig på jordbunken. De havde fået at vide, at de skulle tage redskaberne med hjem hver dag, det vidste Tore godt. Men enten havde han glemt den, ellers var han ligeglad. Ellers lod han bare som om. Ellers tænkte han, at Lauritz ville tage den med, hvis han ikke gjorde.
   Mens han så dem gå, kom han til at tænke på Bertram og hans FIFA spil og Bertram forekom ham mindre og dummere end nogensinde. Han havde lyst til at løbe efter dem, han havde lyst til at tæve løs på sin bror, men hvis han skabte sig åndssvagt nu, ville de stensikkert ikke have ham med en anden gang.
   Han sagde højt, men uden at råbe: "I er eddermame tarvelige, I er!"

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 19/02-2020 14:32 af Morten Vestergaard Jensen (Morten Vestergaard) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2096 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.