Sølvnøglen IV


6 år siden 2 kommentarer Noveller romantik eventyr sørøvere

1Nede ved hulen
De kom gående ned ad skolestien med deres skoletasker på ryggen. ... [...]
Noveller · venskaber, brud
9 dage siden
3En lille kat
"Og hvad var det for noget med den kat?" spurgte Soffe, mens vi k... [...]
Noveller · døden, familieforhold
1 år, 4 måneder siden
21567 - En undvegen slave
Den nøgne mand kendte sit navn, men vidste, at det ikke længere h... [...]
Romaner · slaveri, smugling, søfart
2 år siden
5Tre drenge
De var kun tre tilbage i klasselokalet - Jonas, Mads og Søren. De... [...]
Noveller
3 år siden
4Sværdet
Dengang Mor var syg, lå jeg tit, inden jeg skulle sove, og tænkte... [...]
Noveller · underverdenen, drømme, barndom
5 år siden
2Sølvnøglen VII
Natten var til ende, og det uigennemtrængelige mørke var opløst, ... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
4Sølvnøglen VI
En langstrakt klagen fra rustne hængsler ridsede i stilheden, da ... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
2Sølvnøglen V
Et vokslys kom til syne i døråbningen, og i dets skær tonede ansi... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
2Sølvnøglen IV
Luften føltes kold omkring Waewards krop, da han faldt gennem mør... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
1Sølvnøglen III
Aftenluften føltes kølig og frisk i Waewards ansigt, da han forlo... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
1Sølvnøglen II
En stank af rom og gammel tobak strømmede Waeward i møde, da han ... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
3Sølvnøglen I
Tropenatten havde allerede indhyllet bugten i et tæt mørke, da jo... [...]
Noveller · romantik, sørøvere, eventyr
6 år siden

Puls: 22,3

Publiceret: 1
Afgivet: 8
Modtaget: 1
Morten Vestergaard Jensen (f. 1978)
Luften føltes kold omkring Waewards krop, da han faldt gennem mørket med arme og ben flagrende efter sig. Et endeløst øjeblik senere lød et brag, da hans krop kløvede vandoverfladen. Luften blev suget ud af hans lunger, og en brusende lyd af bobler fyldte hans ører. Han sparkede kraftigt med benene for at komme op til overfladen og efter nogen anstrengelse lykkedes det. Han gispede efter vejret, så sig om i det sorte vand og fik øje på Virginie, som lå et stykke væk og spjættede panisk for at holde ansigtet over vandoverfladen.
   Waeward svømmede hen mod hende. Hun gispede, greb ud efter ham og ramte ham med en finger i øjet, men han fejede hendes arme til side og tog fat om livet på hende. Han sparkede med benene, og nogle øjeblikke senere nåede de frem til en stor, rund klippeblok, de kunne gribe fat i.
   Oppe fra klippen hørte de nu piratens rustne stemme. "Er du dernede, englænder? Hør så her! Jeg har ikke din fordømte sølvnøgle, og jeg aner ikke, hvor den er, forstår du det? Prøv at krydse min vej en gang til, så skal jeg sørge for, at du ender, som foder for kragerne, vær vis på det!"
   Waeward ville råbe et spiddende svar, men der kom ikke noget til ham, og øjeblikket gled ham af hænde.
   "Har du fat?" spurgte han Virginie.
   Hun nikkede, og han slap hende.
   "Træd her, når du skal op," sagde han og førte hendes hånd ned til et lille fremspring under vandet. "Kan du?"
   "Det tror jeg."
   Da de var kommet op, lagde de sig på klippen i deres gennemblødte klæder. Der var langt fra den kække, selvsikre kvinde, Waeward havde mødt på værtshuset til det skrøbelige, lille væsen, som nu lå sammenkrøllet ved siden af ham. Tårerne trillede fra hendes rødsprængte øjne og blandede sig med saltvandsperlerne på hendes kinder. Hun trak vejret i hulkende gisp, som kom pludseligt og urytmisk og fik hendes spinkle skuldre til at trække sig sammen i krampagtige ryk.
   Waeward satte sig op på klippen og lyttede til hendes gråd uden at sige noget. Han så ud på havet og stjernehimlen, mens han mærkede hjertet slå i sit bryst og hørte piratens ord runge i sit hoved. Han var ikke i tvivl om, at Lemieux havde talt sandt. Han havde ikke nøglen. Det var ham, der havde frarøvet ham den, den eftermiddag skibet blev bordet, det var Waeward sikker på, men på et tidspunkt måtte han have afhændet den uden nærmere omtanke og siden glemt alt om den. Når alt kom til alt, var det blot en mindre sølvgenstand uden nogen særlig værdi i sig selv. Nu kunne den være hvor som helst. Ikke engang om den befandt sig på Tortuga, kunne Waeward sige noget om.
   Mens han tænkte, havde Virginie sat sig op ved siden af ham. Hun tørrede tårerne fra sine kinder.
   "Forretningsøjemed, hva'?" snøftede hun. Selv om det legende tonefald var forsvundet, var blødheden i hendes stemme stadig den samme.
   Waeward trak på skuldrene.
   "Det må være en meget værdifuld nøgle, siden du vil gøre så meget for at få den igen," sagde Virginie.
   Waeward rystede på hovedet. "Det er en lang historie."
   "Ingen af os har vist travlt."
   Det var svært at være uenig i. Der var stadig tid til daggry, men nu hvor nøglen var uden for rækkevidde, havde Waeward ingen anelse om, hvad han skulle stille op med sig selv. Hans krop føltes tung og træg, som om den modsatte sig enhver bevægelse. Han sukkede.
   "Min far havde en plantage," begyndte han så. "En sukkerplantage på Barbados. Det var der, jeg voksede op. Vi boede der sammen med ham, min søster, min mor og jeg. Min far udvandrede fra England, da han var nitten og gik i land på Barbados uden en penny på lommen. Hans plan var at spare op til en jordlod og dyrke sukker, men på det tidspunkt var sukkerdyrkningen meget vanskelig. Mange gjorde forsøget, men høsten slog fejl år efter år, fordi ingen vidste, hvordan sukkerrørene skulle behandles. Det endte med, at der blev hungersnød på øen. På et tidspunkt spredte der sig et rygte om, at man i Brasilien vidste, hvordan det skulle gøres, og min far rejste af sted og fik arbejde på en plantage ejet af en rig portugiser. Han var lærenem, grundig og vedholdende, og til sidst gjorde ejeren ham til forvalter. Han var der i fire år, og da han vendte tilbage, havde han lært alt, hvad han havde brug for at vide om sukkerdyrkning. Desuden var det lykkedes ham at spare nok escudos sammen til at købe såsæd og en jordlod. Barbados var stadig en fattig ø og jorden var billigt til salg.
   "I årene der fulgte, opdyrkede han de golde marker, som andre havde opgivet, og med tiden bar hans arbejde frugt. Sukkeret han høstede, solgte han til kaptajnerne fra Det Vestindiske Kompagni, som fragtede det hjem til England. Min far kendte til sukker, hårdt arbejde, og sparsommelighed, men ikke til købmandsskab eller investeringer, så en rig mand blev han aldrig - men med tiden blev hans farm en velfungerende plantage, og han købte sig adskillige slaver, som dyrkede hans marker. Der var andre end ham, som havde været i lære Brasilien og efterhånden blev Barbados en velstående ø.
   "Det var omkring den tid, han mødte min mor. Hun var næsten ti år yngre og, i modsætning til ham selv, af god familie. Min morfar var en velhavende sagfører i Bridgetown, men han havde mistet alt under hungersnøden. De blev hurtigt gift, og snart efter blev jeg født. Seks år senere fulgte min søster."
   "Din far lyder som en handlekraftig mand," sagde Virginie.
   Waeward tøvede. "Jo, det var han også." Han ville sige noget mere men kunne ikke finde ordene.
   De sad lidt og kiggede ud over havet. Natten var lun og selv om deres klæder var gennemblødte frøs de ikke.
   "Nogle mennesker har noget inde i sig, som er mægtigere end de selv er," forsøgte han sig så. "Noget de ikke kan styre, noget som er mørkt og som ligger gemt et sted dybt inde i dem. Med tiden kan de måske tro, at det er gået i sig selv, men før eller siden vokser det frem igen og tager magten fra dem."
   "Jeg tror godt, jeg forstår, hvad du mener," sagde Virginie.
   "Sådan var det i hvert fald for min far," sagde Waeward. "Han talte aldrig om sin tid i England, men jeg tror godt, jeg ved, hvorfor han rejste. Det var, fordi han troede, han kunne undslippe på den måde. Han troede, at det mørke, som forfulgte ham, var knyttet til hans liv i England, men det var det ikke. Det var knyttet til ham selv."
   "Hvad var det for et mørke?" spurgte Virginie.
   "Jeg ved det ikke," svarede Waeward. "Jeg ved kun, hvad det gjorde ved ham. Min far drak sjældent, men når det viste sig, drak han tungt og så blev han uberegnelig og kunne få de mest forfærdelige raserianfald. Jeg kan tydeligt huske, hvordan han kunne slynge om sig med beskyldninger om, at vi ville forråde ham og true med at hænge sig i et træ.
   "Når hans anfald var overstået, spærrede han sig inde på sit arbejdsværelse i dagevis, og lod ingen komme ind, ikke engang tjenestepigen med mad. Når han omsider kom ud, var han tavs og brødebetynget og brugte det meste af sin tid på at vandre op og ned langs kysten. Da jeg var lille, skete det sjældent, jeg husker kun to eller tre gange fra mine første år, men efterhånden blev det oftere og oftere og voldsommere og voldsommere. Jeg kan huske engang, han tævede en af vores slaver, til han knap kunne gå for en brøde, som aldrig var begået. Slaven var en irsk straffefange, min far havde købt ham nogle år forinden. Han var en god mand. Da min far kom til sig selv og forstod, hvad han havde gjort, købte han ham fri, gav ham en læderpung fuld af sølvmønter og sendte ham væk med besked om aldrig at vende tilbage. Hvad der siden af ham, ved jeg ikke."
   "Hvorfor mon det blev voldsommere med tiden," sagde Virginie.
   Waeward rystede på hovedet. "Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det havde noget at gøre med min mor. De mødtes ved et tilfælde, og hun var ung, smuk og af god familie. Min far kom fra fattige kår og var på mange måder en medtaget mand. Jeg tror ikke, han følte, han fortjente hende. Alt hvad han havde opnået i sit liv, havde han slidt for men ikke for hende.
   "Min mor har fortalt, at han ændrede sig, efter de blev gift. Han havde arbejdet hele hårdt hele sit liv, det var det han kendte til, og det var det han troede på. Ord havde ikke nogen særlig betydning for ham. Alligevel blev han nu pludselig en meget gudfrygtig mand. Han læste dårligt, men alligevel studerede han Bibelen hver aften, og hver søndag holdt han gudstjeneste for slaverne. Samtidig arbejde han hårdere end han nogensinde havde gjort før.
   "Det var, som om han mente han stod i gæld til nogen...til Gud, min mor, jeg det ikke, men for et menneske, som er født i fattigdom, er gæld noget af det værste, man kan forestille sig. Men lige meget hvor fromt han levede, og hvor hårdt han sled forsvandt gælden ikke, tværtimod. Hver gang han mistede besindelsen voksede den sig bare større."
   "Det lyder uretfærdigt," sagde Virginie.
   Waewards blik blev uforsonligt. "Retfærdigt eller ej, så endte det galt. En aften drak han sig fuld og fik et af sine anfald. Han havde drukket endnu mere, end han plejede. Jeg kan huske blikket i hans øjne, det var som et vildt dyrs. Min mor prøvede at berolige ham, men det gjorde ham så rasende, at han greb fat i hende og slyngede hende hen ad gulvet. Så sprang han på hende og sparkede til hende, mens han råbte at hun var en troløs hore."
   "Han blev ved og ved. I starten græd hun, men efter et stykke tid lå hun bare der, helt ubevægelig. Lige pludselig stoppede min far og så begyndte han også at græde. Han stod bare der med hænderne i ansigtet. Jeg havde aldrig set ham græde før. Efter et stykke tid lagde han sig ned på gulvet og krøllede sig sammen som et lille barn. Han lå der i lang tid. Min mor rørte sig ikke, og jeg turde ikke gøre noget. Til sidst rejste han sig og vaklede op på sit værelse. Han mumlede selvfølgelig sin sædvanlige trussel om at ville hænge sig, men denne gang var der noget anderledes ved den. Der plejede altid at være noget hult over måden, han sagde det på, som gjorde, at man aldrig helt troede på det, men denne gang kan jeg huske, at jeg tænkte: Denne gang mener han det."
   "Og din mor...?" spurgte Virginie.
   "Doktoren kom og tilså hende. Hun var meget forslået, og hun blødte fra hovedet. Heldigvis var hun ikke kommet alvorligt til skade, men det kan min far ikke have vidst. Jeg glemmer aldrig udtrykket i hendes ansigt. Hun var helt fortabt. Min far låste døren til værelset, og kom ikke ud. Vi bankede på, men der kom ikke noget svar. Sådan gik der flere dage. En morgen, da jeg kom op af trappen, så jeg, at døren var åbnet på klem. Jeg hentede min mor, men jeg var selv den første, der gik ind."
   "Var han død?" spurgte Virginie.
   Waeward rystede på hovedet. "Han var der slet ikke. Han var forsvundet ud gennem vinduet, sikkert i løbet af natten. På bordet lå der et brev, som han havde efterladt til os."
   "Hvad stod der?"
   "Der stod..." Waeward rømmede sig. "Der stod, at han aldrig ville se os igen. Hverken min mor, min søster eller jeg selv. Der stod, at vi skulle rejse vores vej og aldrig komme tilbage. Han sendte os væk på samme måde, som han havde gjort med den slave, han havde tævet."
   "Hvorfor gjorde han dog det?"
   "Fordi han var en kujon," sagde Waeward. "Han har sikkert ikke haft modet til at se os i øjnene igen, og så har det været lettere at smide os på porten, end at han selv skulle rejse.
   "Ud over brevet lå der to andre ting. Det ene var tusind pund. Nok til at leve for et stykke tid men ikke for evigt. Ingen af os anede, at han var i besiddelse af sådanne summer i rede penge. Den anden ting var vigtigere: En nøgle af sølv. I brevet forklarede han, at han var taget til Bridgetown for at udfærdige sit testamente, og at nøglen ville blive indskrevet som arvebevis."
   "Og det er den, som er væk nu," sagde Virginie.
   Waeward nikkede. "Uden den kan vi ikke indløse hans arv."
   "Hvad gjorde I? Tog I væk?"
   "Min mor tog nøglen i en kæde om halsen og drog til Port Royal sammen med min søster. Jeg påmønstrede en hollandsk kaper, som dæksdreng. Det er syv år siden nu.
   "Eftersom min mor stadig var gift med min far, kunne hun ikke gifte sig igen, men jeg tror heller ikke, at nogen ville have kunnet overtale hende til det. Min hyre var langt fra nok til at brødføde dem, så efterhånden var opsparingen ved at være svundet ind til næsten ingenting. Men så for et halvt år siden fik min mor brev fra min fars advokat. Han skrev, at min far var blevet lammet i den ene side af et slagtilfælde nogle måneder forinden og nu var afgået ved døden. Han var blevet ved med at drikke i årene, siden vi rejste, havde arbejdet som altid og ikke brugt en penny på noget som helst andet end rom. På den måde havde han fået sparet en større formue sammen, som vi nu stod til at arve.
   "Da jeg kom tilbage til Port Royal efter at have været på togt, fortalte min mor mig, hvad der var sket og hængte sølvnøglen om halsen på mig, så jeg kunne tage til Barbados og gøre krav på arven. Fire dage senere stod jeg på dækket af en engelsk handelsmand med kurs mod Bridgetown. Jeg havde fået hyre som styrmand. Hun var et godt skib, Catherine of Somersetshire.
   "Den første del af rejsen forløb planmæssigt, men en morgen fik vi øje på et sejl i skumringen - en lille slup, der nærmede sig hastigt. Catherines kaptajn var en erfaren sømand, som udmærket kendte farerne ved at besejle Windward Passage, så selv om sluppen sejlede under engelsk flag, gav han ordre til klart skib. Hans mistanke viste sig at være begrundet: Snart gik et piratflag til tops - sort med en djævel, der skålede med et skelet.
   "Kaptajnen gik ikke i panik, for han følte sig overbevist om, at vi kunne holde piraten på afstand. Vi havde hende om læ, og Catherine var solidt bestykket med tolv 24-pundere. Desværre tog han fejl. Sørøverne var både hurtigere og mere snu end os. Vi sendte en bredside af sted, men den strejfede dem knapt, og før vi vidste af det, havde de manøvreret sig bag om hækken på os. Derfra var det ingen sag for dem at komme tættere på."
   Waeward holdt hænderne op og viste, hvordan manøvren var foregået.
   "Folkene var skrækslagne og med god grund. Vi havde knap fået delt kårder og pistoler ud mellem dem, før entrehagerne fik fat i Catherines skrog, og piraterne sværmede ind over dækket. Det blev en kort kamp. Jeg nåede at se mange af matroserne og kaptajnen falde for piraternes huggerter og musketild, men så blev jeg ramt i hovedet af en løsreven talje og faldt om på dækket.
   "Da jeg vågnede, var kampen slut, og piraterne var i færd med at plyndre skibet. Jeg fandt det klogest at blive liggende, hvor jeg var, selv mens de undersøgte, om jeg havde noget på mig af værdi. Jeg blødte fra et sår i hovedet, og de må have troet, at jeg var død, for de hældte mig i havet sammen med resten af mandskabet. Jeg svømmede i mange timer, helt til mørket faldt på, men heldigvis hjalp strømmen mig på vej. Til sidst lykkedes det mig at klare mig i land. Heldigvis mødte jeg gode folk, som hjalp mig med at komme tilbage til Port Royal."
   Virginie så tankefuldt på ham. "Er du sikker på, at det var Lemieux, der tog nøglen fra dig?"
   Waewaerd nikkede.
   "Du kan ikke have mistet den på anden vis? Den kan ikke være knækket og faldet af i kampens hede?"
   Waeward rystede på hovedet. "Jeg så ham. Jeg mærkede, da han flåede den af min hals."
   Virginie pressede sine læber sammen i en tænksom mine. Så rejste hun sig med en pludseligt fornyet energi.
   "Kom," sagde hun. "Der er en, du skal møde."
   Waeward så uforstående på hende. "Hvem?"
   "En jeg tror, kan hjælpe dig, " sagde Virginie. "Kom nu, der er et stenskred længere henne, hvor vi kan komme op."
   "Hvem skulle det være?"
   "Der er mange ting, du ikke ved om Tortuga, Thomas Waeward."
   "Hvad mener du?"
   "Jeg forstår ikke folk her på øen," sagde Virginie. "Det hele sker for øjnene af dem, og alligevel kan de ikke se, hvordan det hele hænger sammen. Jeg kan ikke forstå, at de ikke tænker over det. At de ikke tænker over, hvor alting ender."
   "Hvad mener du med det?"
   "Kom med mig," sagde Virginie og smilede et smil, der indgød Waeward håb. "Så finder du måske ud af det."
   De begav sig af sted og kravlede møjsommeligt fra klippeblok til klippeblok langs den lodrette skrænt med deres gennemblødte klæder klæbende til kroppen. De nåede stedet, hvor skrænten var styrtet sammen og havde formet en slugt fyldt med jord og klippestykker, som det kunne lade sig gøre at klatre op igennem. Det var udmarvende, men til sidst nåede de toppen. Derfra banede de sig vej videre gennem et stykke skov og fandt snart stien, som førte tilbage mod byen. Efter en tids vandring dukkede dens lys frem bag klipperne, og snart befandt de sig igen mellem dens huse. Virginie lod sig ikke forvirre af de snørklede gyder men bevægede sig hurtigt og sikkert af sted.
   Snart kom de til et buttet stenhus med små vinduer og en rødmalet trædør. Foran huset var der en lille have med æbletræer, hvis grene hang ud over en stengang, som førte op til døren
   "Det er her," sagde Virginie.
   Hun begav sig op ad stengangen og Waeward, som havde opgivet at spørge mere, fulgte efter.
   Virginie nåede døren og bankede på med dørhammeren, som var af bronze og formet som en havfrue med skællet hale, stort bølgende hår og blottet barm. To langsomme bank efterfulgt af to hurtige. De stod tavse og ventede et stykke tid i mørket, men intet skete. Waeward svedte i sit klamme tøj.
   Virginie bankede på igen, og igen ventede de. Hun rynkede panden og kastede et undrende blik på huset og rundt i haven. Så tog hun fat i dørhammeren og skulle netop til at banke på en sidste gang, da der hørtes en knagende lyd fra gulvplankerne bag døren. Den gentog sig et par gange, stoppede så og blev afløst af en metallisk rumlen ved døren. Slåen blev slået fra, og døren åbnede sig.
Forfatterbemærkninger
Dette er fjerde del af syv.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 26/12-2013 00:06 af Morten Vestergaard Jensen (Morten Vestergaard) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3224 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.