1Nede ved hulen
De kom gående ned ad skolestien med deres skoletasker på ryggen. ... [...]
Noveller · venskaber, brud
9 dage siden
3En lille kat
"Og hvad var det for noget med den kat?" spurgte Soffe, mens vi k... [...]
Noveller · døden, familieforhold
1 år, 4 måneder siden
21567 - En undvegen slave
Den nøgne mand kendte sit navn, men vidste, at det ikke længere h... [...]
Romaner · slaveri, smugling, søfart
2 år siden
5Tre drenge
De var kun tre tilbage i klasselokalet - Jonas, Mads og Søren. De... [...]
Noveller
3 år siden
4Sværdet
Dengang Mor var syg, lå jeg tit, inden jeg skulle sove, og tænkte... [...]
Noveller · underverdenen, drømme, barndom
5 år siden
2Sølvnøglen VII
Natten var til ende, og det uigennemtrængelige mørke var opløst, ... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
4Sølvnøglen VI
En langstrakt klagen fra rustne hængsler ridsede i stilheden, da ... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
2Sølvnøglen V
Et vokslys kom til syne i døråbningen, og i dets skær tonede ansi... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
2Sølvnøglen IV
Luften føltes kold omkring Waewards krop, da han faldt gennem mør... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
1Sølvnøglen III
Aftenluften føltes kølig og frisk i Waewards ansigt, da han forlo... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
1Sølvnøglen II
En stank af rom og gammel tobak strømmede Waeward i møde, da han ... [...]
Noveller · romantik, eventyr, sørøvere
6 år siden
3Sølvnøglen I
Tropenatten havde allerede indhyllet bugten i et tæt mørke, da jo... [...]
Noveller · romantik, sørøvere, eventyr
6 år siden

Puls: 22,3

Publiceret: 1
Afgivet: 8
Modtaget: 1
Morten Vestergaard Jensen (f. 1978)
Tropenatten havde allerede indhyllet bugten i et tæt mørke, da jollen sejlede ind mod den lille by på kysten. Matroserne roede roligt og vedholdende og holdt takten uden at mæle et ord. Ved hvert åretag skød jollens stævn frem med en dæmpet, brusende lyd, og dønningerne opløste stjernerne, som spejlede sig i vandets blanke overflade.
   I stævnen sad en ung mand. Han var en af den slags havets knægte, hvis vejrbidte ansigt berettede, at han allerede havde tilbragt mange år på dækket af et sejlskib, men hvis øjne afslørede, at han alligevel næppe var meget over de tyve. Hans hår var langt og lyst og samlet i en pisk i nakken, som det var skik blandt søfolk. Han bar en stor, mørkeblå sømandsfrakke, som var slidt og bleget i den caribiske sol, og som fik hans skikkelse til at virke mindre, end den egentlig var.
   Den unge mand spejdede opmærksomt rundt på de opankrede skibe, de passerede, efterhånden som jollen nærmede sig kysten. Det var, som om han var på udkig efter noget bestemt, men han havde svært ved at skelne skrogenes konturer i mørket. Foruden et større antal fiskerbåde og kanoer lå der også flere større fartøjer i bugten, og det var dem, der lod til at være genstand for hans opmærksomhed. I mørket mindede deres dunkle skrog om havuhyrer, som lå på lur og blot ventede på muligheden for at lade deres lange mastefangarme gribe ud, når et intetanende bytte passerede tæt nok forbi.
   Jollen nærmede sig et tremastet handelsfartøj, som lå for anker ikke langt fra kysten. Jollens rorgænger, en ældre, lavstammet søofficer med kraftige skuldre, holdt det på sikker afstand af jollens bagbord side, men da de passerede det, var de alligevel så tæt på, at man kunne ane skrogets linier og de gyldne udskæringer i skibets agtergalleri. Den unge mand i stævnen stirrede længe og intenst på det, indtil han var sikker. Så vendte han sig mod søofficeren og pegede mod skibet.
   "Der er hun. Det er hende," hviskede han.
   Søofficeren nikkede, som tegn på at han havde forstået, men sagde ikke noget og holdt jollen på kursen. De gled forbi i en god kabellængdes afstand og fortsatte ind mod kysten.
   Jollen nærmede sig kajen, der bestod af et lodret bolværk af træ, som rejste sig et stykke over deres hoveder. Da den blot var nogle få alen borte, bjæffede søofficeren en kommando, og matroserne løftede årerne op af vandet og trak dem ind i båden. Jollen svingede rundt i en bue og gled op langs bolværket, og besætningen lagde til med rutinerede bevægelser. Den unge mand greb fat i en stige, som var fastgjort til træværket, og kravlede op på kajen. Søofficeren fulgte efter.
   "Tænk at man skulle komme til at opleve dette her sted" sagde den unge mand, da de begge var kommet op. Hans stemme var lys, men hans tonefald var dystert. "Og det oven i købet af egen fri vilje."
   Søofficeren så sig vagtsomt omkring på kajen. En rotte pilede ind mellem et par tønder, som stod op af et af pakhusene, men ellers var der ingen at se.
   "Og tænk at hun skulle ende som piratbytte," fortsatte den unge mand. Han nikkede ud mod tremasteren, han havde genkendt på vejen ind. "Det havde jeg aldrig have troet."
   "Du er en god knægt, Thomas Waeward," sagde søofficeren. "Det er ikke din skyld, at det er gået, som det er gået, så lad være med at bebrejde dig selv. I stedet for at sætte livet på spil på denne her skødesløse måde, skulle du hellere tænke på din familie, de får brug dig nu. Tortuga er et sted for mordere og tyveknægte og bortløbne negerslaver. Folk som os har ikke noget at gøre her."
   "Det er min familie, jeg tænker på, Coltrane," sagde Waeward. "Har du tænkt på, hvad der kommer til at ske, hvis jeg ikke gør dette her? Har du tænkt på, hvad der venter dem?" Han talte lavmælt, men hans stemme dirrede.
   "Belær mig ikke om fattigdom, Thomas. Jeg kender mere til det end du gør."
   Udtrykket i Waewards ansigt viste, at han godt vidste, Coltrane havde ret. "Nøglen er den eneste udvej," vedblev han. "Jeg bliver nødt til at få den igen."
   Coltrane sukkede. "Nuvel. Hvis det ikke kan være anderledes. Vi venter på dig til solopgang som aftalt og står ud med tidevandet. Længere kan vi ikke blive liggende. Vi kan ikke risikere at blive bordet."
   "I har allerede løbet en stor risiko, både kaptajnen og dig selv" sagde Waeward. "Det glemmer jeg ikke."
   "Vi skyldte din far meget - mere end vi nogensinde kunne betale ham tilbage for. Uden ham havde vi ikke været, hvor vi er i dag. Nu hvor det er for sent, er det kun rimeligt, at vi gør dette for dig i stedet, også selv om det piner mig. Han ville være ude af sig selv, hvis han kunne se dig her. Han ville aldrig have tilladt det."
   "De døde har mange meninger," sagde Waeward. "Men når ordene skal omsættes til handling, hvor er de så? I hans tilfælde ville det have været på sin plads, om han var her. Det er trods hans skyld, at vi er."
   "Din far var et redeligt menneske," sagde Coltrane. "Vær ikke vred på ham. Der gik ikke en dag, hvor han ikke tænkte på jer, og på hvad han havde gjort. Jeg ved godt, du har betalt dyrt for det, der er sket, og det samme har din søster og din mor, men den højeste pris betalte han selv, vær vis på det."
   "Jeg tillader mig at tvivle."
   Coltrane rakte hånden frem mod Waeward. "Lykke til, Thomas. Hvad du end gør, så gør det for Guds skyld uden at vække opsigt."
   Waeward fremtvang et skævt smil. "Du bekymrer dig for meget, Coltrane." Han trykkede søofficerens hånd. "Vi ses ved daggry."
   Coltrane lettede på hatten som en sidste afskedshilsen og kravlede tilbage ned ad stigen. Jollen lagde fra land og stævnede ud mod skibet, hvor den var kommet fra. Der gik ikke længe, før den var opslugt af mørket.
   Waeward stod alene tilbage på kajen. Han betragtede bindingsværkshusene og lagerbygningerne, som lå ud til vandet. Deres facader markerede en usynlig grænse, bag hvilken der strakte sig et ukendt land, en farefuld og ufremkommelig jungle, som han blev nødt til at krydse, hvad enten han havde lyst eller ej. Han blev stående et øjeblik, vægelsindet, men tog sig så i det og begav sig op gennem byens mennesketomme gader.
   Byen virkede fattig og forfalden. Husene var lurvede, og det var som om, de betragtede ham med deres små, sorte rudeøjne, når han passerede forbi. I de små sidegader var der bygget nødtørftige barakker af træplanker, hvor folk lod til at bo. Waeward kunne se flammerne fra ildstederne flakke gennem sprækkerne. Gaderne viste sig snart at være flettet sammen i en uforudsigelig og snørklet labyrint, som man skulle passe på ikke at fare vild i.
   Han kom til en plads med toppede brosten og en lille fontæne på størrelse med en døbefont omgivet af appelsintræer i midten. Træernes blomster duftede sødligt, og vandet klukkede i fontænen. På den ene side af pladsen lå et palæ med en stor jernbeslået port og en buegang. Det måtte engang have været en smuk bygning, men nu skallede malingen af i flager på de beskidte vægge, og ukrudtet spirede op mellem brostenene og slyngede sig op ad søjlerne. Waeward gættede på, at det måtte være guvernørens bolig. På den modsatte side af pladsen lå en lille kirke med hvidvaskede vægge og et lille tårn med en klokke på toppen af gavlen. Dens stand var ikke bedre end palæets.
   Byens forfald overraskede Waeward. Selv om Tortuga var en officiel fransk koloni, var der ikke længere nogen, som gjorde noget for at skjule, at øen tjente som fast tilholdssted for piraterne i Windward Passage, strædet nord for Hispaniola, som var en vigtig handelsrute, ikke mindst for den omfattende handel med Europa. Piraterne havde i mange år stået under beskyttelse af øens guvernør d'Ogeron og kanonerne på Fort de Rocher, og de kunne derfor frit benytte øen som base for deres togter. Hvert år sejlede snesevis af piratfartøjer ud fra Tortuga for at hærge blandt de spanske, engelske og hollandske skibe, som passerede strædet. Når de vendte hjem, var de lastet med alt fra guld, sølv og ædelsten fra de før så mægtige, men nu underkastede, Inka- og Aztekerimperier, til sukker, kakao og tobak fra Caribiens frugtbare slaveplantager. Mange mente, at udbyttet måtte have gjort guvernør d'Ogeron til en af Caribiens rigeste mænd, men åbenbart var hans rigdom ikke noget, han yndede at lade afspejle hverken i sin by eller sin bolig.
   Henne i et hjørne af pladsen sad en gammel tigger hensunket op ad en mur. Han var skaldet med undtagelse af hans baghoved, hvorfra et tyndt, spindelvævslignende forhæng af gråt hår hang ned over hans skuldre. Hans øjne var sammenknebne, som om han missede mod et kraftigt lys, og der hvor hans næse engang havde siddet, sad nu blot en grov læderlap, der blev holdt fast af remme, som var spændt om hovedet på ham.
   "En skærv til en gammel søulk, som lykken er gået bi?" spurgte han, da han så Waeward.
   Waeward nærmede sig tiggeren. "Måske du kan hjælpe mig. Jeg leder efter nogen."
   "Javel, javel, måske, måske. Alting for en pris, alting for en pris," svarede tiggeren.
   Waeward fandt en lille læderpung frem under frakken og lagde to firepennies i en kasket, som lå på stenene ved siden af tiggeren.
   "De er en god sjæl, herre. En god sjæl," sagde tiggeren og rokkede frem og tilbage, som for at understrege sine ord.
   "Jeg leder efter en sømand," sagde Waeward.
   "En sømand, javel." Tiggeren trak nervøst på det. "En sømand, javel, men ser De, gamle Treville kender ikke rigtig nogen længere. Ingen fortæller ham noget, forstår De. Men nu skal De se, prøv værtshuset Katten og violinen, der kommer alskens søens folk. Det bedste værtshus i hele byen. Ser De huset med tønderne derhenne, det er bødkerens værksted, drej til venstre der og følg gaden lige frem efter næsen." Tiggeren smilede et bredt, tandløst smil og lagde en pegefinger på læderlappen i sit ansigt. "Jeg ville bede min egen om at følge Dem på vej, men som De kan se, er den stukket af." Han slog en hæs latter op, som afløstes af et voldsomt hosteanfald.
   Waeward smilede beklemt, mens han undertrykte en gysen ved tanken om, hvad der skjulte sig inde bag læderlappen. Så takkede han tiggeren og begav sig af sted efter hans anvisninger.
   Det varede ikke længe, før han kom til et rødt bindingsværkshus, hvis blyindfattede ruder udsendte et dæmpet, glødende lys. Inde fra huset lød der højrøstede stemmer. Oven over døren hang et grønt træskilt, hvorpå værtshusets navn stod skrevet med sirlige guldbogstaver og der var malet en opretstående kat iført sømandsstøvler, som holdt en violin på størrelse med den selv. Dette var tydeligvis stedet.
   Waeward greb fat i dørhåndtaget og åbnede døren.
Forfatterbemærkninger
Dette er første del af syv.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 24/11-2013 15:01 af Morten Vestergaard Jensen (Morten Vestergaard) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1837 ord og lix-tallet er 34.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.