Timuchin og Irfran stod i Bariyas og ventede i god afstand. De betragtede at det gode skib, Polygynia lagde til kaj i et afsides hjørne af havnen. Efter gangbroen var svunget ud gik tolder Erkek, hastigt ombord. Han kom kort efter tilbage og kastede et blik og et nik i deres retning og skyndte sig videre, med et par ord til sin kollega. Polyginia havde åbenbart haft medvind og kom en dag før forventet,. Det fik Timuchin og Irfran til at haste til Bariyas. De betragtede med spænding de tre containere på dækket og spekulerede over, hvad for en, der var deres. Ventetiden var svær at holde ud, mente de.
Først på eftermiddagen kørte speditørens lastbil endelig frem. Den ene af de tre containere blev kort efter løftet op og med et tydeligt dunk sat ned på bilens lad.
Uvilkårligt gav det et sæt i Timuchin, ved det rungende dunk. Han så med et smil det samme var tilfældet med Irfran, der smilede nervøst.
Erkek gik hurtigt frem, kontrollerede papirerne sidste gang, stemplede dem og vinkede chafføren frem.
På den anden side af porten til havnen kørte en støvet vogn frem. Chauføren vinkede til lastbilens chauffør, der vinkede tilbage og fulgte efter vognen gennem byen. Til Timuchins raseri kom en minnibus ud fra en sidevej med flere mand ombord og fulgte efter lastbilen.
"Jeg troede vi havde en aftale om det med vagter" sagde Timuchin rasende til Irfan, da de satte sig ind i deres bil. "Bliver det næste et hornorkester?"
"Han var ikke til at tale fra det" sagde Irfan roligt "Jeg fik reduceret hans forbandede æresvagt ved at sende en af vognene på patrulje bagefter. Nevzat bliver sikkert godt sur hvis han opdager det. Der er en bil til. Den fik besked på at sikre udkørsl, på den anden side af byen og holde radioforbindelse med de andre. Næste gang prøver vi at overtale Nevzat til at undvære dem helt. Vi venter selv et øjeblik, så vi ikke ligner en forbandet kortege."
De holdt sig langt tilbage de første to hundrede kilometer. Først tre timer senere indhentede de den den bagerste vogn, der som beordret holdt sig som rygsikring, fem kilometer bag de andre. Efter endnu en time rullede den lille kortege ind i lejren hvor kommandanten mødte dem, revnefærdig af glæde og nysgerrighed. Han spurgte straks om hvornår det næste kom.
"Senest tre uger efter du har afleveret det her i Dabah" svarede Timuchin beroligende." Minus jeres andel selvfølgelig. Skal vi gennemgå sagerne?"
"Og afprøve et par stykker" kom det fra Erkek. Han havde givet pokker i sin vagt på havnen og var løbet over til Timuchin og Erfrans bil, da lastbilen kørte.
"Tag bare en kasse fra vores andel også" tilbød Timuchin. "Så er jeg sikker på det hele virker."
Der var ingen mangel på frivillige til at losse containeren. Læsset blev lagt på lager på ingen tid mens de tomme kasser, der havde tjent som skalkeskjul for en mager beholdning af ammunition blev fjernet. Timuchin og Irfran startede optælling og fordeling.
Den daglige hilsen fra den anden side af dalen udeblev helt den dag, til Timuchins lettelse. De fik gennemført deres optælling i ro og mag, og var første færdige sidst på aftenen.
"Så skal vi bare videre som aftalt inden vi afsender næste. Hvad er jeres plan for det" sagde han til sidst til Nevzat, der netop kom til.
Kommandøren betragtede begærligt den store stak og sammenholdt den sin egen, der var væsentlig mindre. Han nikkede til Irfran, der trådte nærmere.
"Næste gang kommer der mere, lover du? spurgte Irfran.
Timuchin bekræftede uden tøven. Det gik præcis som Tarek havde spået. Kommandøren smed en taske på bordet.
"Kan vi ikke købe lidt mere af første læs. Vi har cirka til et hundrede tusinde euro og kan sagtens skaffe mere? Det kan bare udlignes i jeres andre bindkøb, hen af vejen."
Manden så, så bønfaldende ud Timuchin næsten kom til at smile.
"Vi kører afsted med første del af jeres i morgen nat." lovede han. "Månen er aftagende. Afhængigt af hvordan det går, følger resten et par dage efter.
Timuchin åndede langsomt ud og rystede på hovedet.
Deres planlægning havde taget højde for alt mente de. Undtagen at oprørerne faktisk også var ærlige mennesker, erkendte han med et bredt smil.
Han bad om at blive kørt tilbage til sin computer i Dabah og fik på stedet tilbudt både computer og mobiltelefon med satellitforbindelse.
Timuchin spekulerede over hvordan Sabah og Tarek ville behandle det spørgsmål.
Næste morgen fik Timuchin bekræftet, at han kunne sælge to tiendedele af hele læsset for omkring halvfems tusind. Betalingen skulle bare overlades til Yannis far, sammen med første læs. Så ville der måske blive tale om en ekstra forsendelse, hvis forholdene tillod det, mente Sabah.
***
Birdsong opsamlede på livet løs så Robin (rødhals) voksede i omfang. Venstre kolonne begyndte at blive udvidet med et par afsendernes adresser og telefonnumre. De blev sammenlignet med andre netværk. De holdt et par møder om hvordan indholdet bedst kunne præsenteres på en passende diskret måde. Kun noget gik det videre i passende portioner til lokale myndigheder, der blev spurgt om deres mening om et par velforberedte rygter havde noget på sig. Hvis det var tilfældet om de forskellige leverandører var helt klar over, hvad de var blevet rodet ind i.
"Vi ved ikke alt om alle endnu" sagde van Enckhuisen en dag beroligende. "Det meste registreres efterhånden elektronisk og gemmes rundt omkring. Hvis nogen prøver at sløre eller skjule noget alt for aktivt, er det advarselsflag i sig selv. Kunsten er så bare at have en ide om, hvordan vi skal finde de rigtige ting, og sætte dem sammen."
Van Enckhuisen var en kraftigt bygget, ældre mand med let til smil. Ud over interessen for fugle, havde han været på forkant med IT udvikling fra start ved hjælp fra en søn, der foreslog sin gamle far at holde orden på sine notater på en ny måde.
Problemet var at hans notatarkiv grænsede til katastrofeområde, sagde han med et smil. Mens han skrev sine notater ind over et par år lærte sønnen ham hvordan han lavede søgesystemer, så han kunne finde de rigtige igen. Da IT-kriminaliteten kom frem,viste det sig, hans søgesystemer bare skulle ændres en smule.
"Og hvordan havnede du så her. Fortsatte din søn også af det spor?" spurgte Karsten nysgerrigt.
"Det må du få en anden gang," lovede van Enckhuisen. "Men knægten sidder i USA. Han programmerer dem her, og holder sin gamle far ajour".
Han holdt Christians nye mobiltelefon op foran ham.
"Hvis du surfer på nettet på en cafe med gratis Wi-fi, er du sårbar for at hackere. De snupper uden videre dine private oplysninger. Ikke alle netværk er lige sikre. Så det er alt for nemt at få adgang til dig, næste gang du logger på. Nogle netværk er slet ikke det, de udgiver sig for. Der kan i princippet være falske netværk, der gemmer sig bag et andet med et uskyldigt navn, for at lokke dig til at kikke ind. Den metode bruger kriminelle til at få fingre i dine personlige oplysninger, som kan misbruges. Hackere kan også installere en virus på din mobil, der udsender spam til alle dine bekendte."
"Man skal med andre ord begrænse sig" spurgte Christian
van Enckhuisen smilede lunt. "Du kan for eksempel nøjes med at bruge din telefon som telefon. Resten er efter min mening risikabelt legetøj. Brug kun personlige oplysninger og Pass-words på netværk, du stoler et hundrede procent på. Hvis du er nødt til at bruge et fremmed trådløst netværk bør du ændre din adgangskode, når du kommer hjem. Jeg har måske set for mange dårlige eksempler. Du skal ikke tage dig af mig men tænke lidt over hvad du bruger. Det bliver nemlig registreret det hele."
"Så er der efterhånden mange, der skal på afvænning" mente Karsten fra baggrunden. "Det bliver måske det næste, efter cigaretter."
"Det kan man kan jo aldrig vide" smilede van Enckhuisen. "Der er mange, der føler sig upåklædte, når de ikke har en mobil i lommen. Du ligner en, der har friske nyheder."
Hans opmærksomhed skiftede til snedronningen, der i det samme kom ind.
"For det første har vi isoleret Hamrods aktivitet og nogen af dem, han har forbindelse med. Det gav en snes nye varme navne. En del af tiden bruger han satellit tid. Han er kun on-line femten til tyve sekunder hver gang. Det gør det ikke ret nemt at spore bæstet, rent fysisk." sagde hun.
"Så må vi sammenfatte det vi har" nikkede van Enckhuisen til Christian og Kartsten. "Har du mere?"
"Den oprindelige konto i den cypriotiske bank, har indtil videre kun registreret de tre navne her, der kan disponere over den. Den er gemt under noget andet som Ekspapa@gmail har brugt i årevis. Selvom hans adresse i banken ikke passer på noget som helst, må han kunne findes ret nemt."
"Hvor har du det der fra?" spurgte Karsten og kikke undrende på oplysningerne.
"Det papir, du underskrev, da du blev ansat her i bixen, omfatter skam også det jeg fortæller dig. Troyanske heste, sniffere og snusere har kun få begrænsninger. Se om du kan ramme et mål med det her, så vi kan sprede flere fede rygter, de rigtige steder."
"Tak for du mindede mig om den erklæring" sagde Karsten muntert. "Det ser vi på i morgen. Lige nu skal jeg kun ramme mål med bowlingkugler. Vil du med? Vi plejer at spise sammen bagefter."
Snedronningen smilede bare og tog to skridt væk, stoppede og så tilbage.
"Tja. Hvorfor ikke? Jeg betaler selvfølgelig min egen mad."
"Ingen tvang i nogen retning. Bare du er frisk klokken atten" sagde Karsten.
Hun nikkede, vinkede afslappet og gik.
"Der smeltede lidt af sneen vidst." mumlede Christian.
"Det var også på tide." Grinede Karsten. "Her blev lidt kedeligt efter Carina tog hjem. Nu ligner det måske noget. Robin altså."
Han så op på den blinkende oversigt. "Skal vi ikke gemme det lort til i morgen."
Fem minutter i atten trådte snedronningen ind af døren, iført stramtsiddende slacks og en løs jakke, begge i skind, afsluttet med løsthængende hår, i stedet for den sædvanlige hestehale.
Hun blinkede muntert til dem begge, og Karsten gispede.