Christian vågnede da det blev meddelt flyet krydsede grænsen til staten Djibouti og forventede at lande i Ambouli Airport inden for en time.
   Han så op i flyets loft og var spændt på, hvad han kunne forvente. Harper havde givet et overblik over landet og dets historie. Han fortalte det hed fransk Somaliland til det blev selvstændigt i 1977. Derefter gennemlevede det nogle år med borgerkrig til midten af halvfemserne. En halvbrigade af fremmedlegionen blev først forøget med det franske marinekorps og derefter kom den amerikanske base, Lemonier i 2001. I 2009 havde Ocean Shield og EUs piratjægere udvidet det hele med en fremskudt operationsbase. Harper så ingen grund til at tro andet, end at det lige så sikkert at opholde sig der, som i Bruxelles. Det var ikke særligt beroligende mente Christian, men nu var han altså taget af sted.

"Havnen er ældgammel og har en god mulighed for forsyning og reparation af piratjægerne fra Naval Task Force. Det er en del af EU-Navfor eller Ocean Shield, som det også hedder" forklarede Harper dæmpet. Han bøjede sig over og spejdede ud af vinduet efter det første glimt af byen.

"Det er kun en mindre enhed. Hovedkvarteret ligger i Bahrain. Syd for lufthavnen er vores amerikanske kolleger ved at udvide Lemonier igen. Det er det, der gør den her operation mulig. Det får du at se når Logan har hentet os i lufthavnen."
   "Vækker du lige Tornerose inden hun flyver hjem igen?" spurgte Christian.
   Harper stak en albue ind i siden på Karsten. Han havde sovet trygt siden de lettede fra Paris.
   "Undskyld en manglende selskabelighed" sagde Karsten og gned søvnen ud af øjnene. "Jeg sov ikke ret meget i forgårs og prøver at indhente det."
   "Det var der vidst ingen af os, der fik lov til" grinede Christian.
   "Jaså. Det kalder jeg sgu en koordineret charmeoffensiv inden hovedbegivenheden. Det kender du vel ikke noget til din slubbert?"
   "Ikke spor" forsikrede Harper. "I Paris havde jeg reserveret plads i fly til både Bruxelles og Djibouti. Glem ikke, i hentede jeres billet hver for sig og vi først sås i gaten. Bemærk også det er returbilletter. I kan nå at ombestemme jer endnu."
   "Ved Birdsong heller ikke noget?" spurgte Christian.
   "Hvis jeg kender van Enckhuisen ret, sprang en af hans browsere på passagerlisten en sekund efter bussen her lettede. De udbringer sikkert vores skål nu. Jeg sendte et par rammer ørnebryg til formålet."
   "Så kommer de ikke til at kede sig," mente Karsten og spændte sikkerhedsbæltet. "Det gjorde vi nemlig også."

I ankomsthallen stod de en tid og spejdede efter Logan. En lokal mand i slidte klæder sneg sig undseeligt nærmere og bukkede for Harper. Logan havde udskiftet sit europæiske tøj med noget, han måtte have købt på et loppemarked. Lopper var ikke med i prisen forsikrede han muntert da de nævnte det. Han førte dem ud af lufthavnen og gled helt ind i gadebilledet. Da de sad i hans bil fortalte han at antallet af flygtninge fra nabolandende, ikke gjorde ham ret påfaldende. I en snæver vending kunne han klare sig på nogenlunde fransk, men på den måde, man kun lærer i en engelsk skole. Den havde han ikke helt lagt bag sig så han undgik helst det franske.
   "Jeres gode ven fra Kom el Dak har vi indlogeret på samme hotel. Han kommer i morgen. Jeg skulle hilse mange gange. To lokale Frank svarer cirka til en euro. Vandet i hanerne sikkert, for det meste. Brug hellere flasker. Er der ellers noget effendierne vil vide."
   Logan påtog sig altså en rolle som deres lokale guide, tænkte Christian og så sig om.
   "Her ser da rart ud!" mente han og så på hotellet.
   "Metcalfe og Harper risikerer at rende ind i nogen de kender på Kempinski eller Sheraton. Begge er proppet med amerikanere. Desuden ligger det her fint i forhold til vores containere og vejen til flyvepladsen." mente Logan. "Når i er indlogeret og klar tager vi ned på havnen og ser hvordan det går med det praktiske."

***
   Et par timer efter kørte Logan dem videre. Han foreslog de lige snuppede en omvej. Efter en tid holdt han ind til siden udenfor hegnet til havneområdet. Han vendte sig mod Karsten og Christian og nikkede mod et mørkt lagerhus.
   "Det der er, efter sigende, Farouks velforsynede lager."
   "Blev han ikke skudt i Ægypten?" spurgte Christian.
   "Farouk er bare et dæknavn for to brødre. Det var en af deres sønner. Sammenlagt har de otte eller ni endnu plus det løse. Sagen er den at Farouk kun er mægler i den her handel. En af de handler, vi kender til, går ud på at en vis general i et land, der kan være underordnet, bestilte mere ammunition fordi hans regiment havde brugt syv tons. I virkeligheden havde de kun brugt fem tons og vores general bad sin ven Farouk om at skaffe ham af med resten."
   "Er et sådan det foregår" spurgte Karsten.
   "Det er en af dem vi har styr på" bekræftede Harper og så over mod varehuset. "Erobrede ammunitionslagre fra Mali og Sydsudan fandt også tilbage til Farouk, der oprindeligt havde leveret en del af det. Han skaffede det af vejen igen. Minus hans provision fik flere højtstående herrer tilskud til deres pensioner på konti i Macao eller Lichtenstein. Dem vi kender, har vi en klemme på til senere."
   "Systemet med korruption er et par tusind år gammelt og fungerer mere eller mindre raffineret." sagde Logan kynisk. "Jeg har en onkel der er håndværksmester hjemme i England. Hvis ikke han giver sprut i kassevis for nye opgaver, vil dem, der spørger, gå videre til nogen som vil holde deres barskabe forsynede eller tage dem med på jagt eller golf. Heldigvis kan han lide at gå på jagt men hader golf."
   "Nogen synes ikke om vores parkering" sagde Harper og nikkede mod to bevæbnede vagter, der betragtede bilen.
   "Ammunitionen får i at se om et øjeblik" sagde Logan og startede bilen. "Jeg mente bare i skulle have det hele med. General og Farouk typer ligner hinanden og narkohandlere. De er revnende ligeglade med hvad køberne vil bruge tingene til."


Hvis ikke Dante allerede havde beskrevet 'Inferno' kunne han hente et par nyttige tips i de forenede spioners operationscenter i Djibouti, tænkte Christian.
   Belært af erfaringerne fra Ægypten havde Mann og Robicieux orienteret deres overordnede om det, der var under forberedelse. De blev fyr og flamme over ideen og stillede så mange vagter til rådighed at lager og havn, indtil videre, var lige så sikre som Peterskirken.
   Ved et par interimistiske borde styrtede et hold teknikerne frem og tilbage. De gennemførte sidste kontrol af Birdsonggranater, inden de skulle byttes ud med andre og sendes videre.
   Udenfor, i det fjerne, kunne man se medlemmer af ingeniørbataljonen. De tog opgaven med at lave lidt larm ret alvorligt. Netop som de kom kørte en tingest, der lignede en stork afsted med en tom container. Den selvkørende tingest, der blev betjent af en sergent, der morede sig udmærket, kom tilbage efter et kvarter med en tydeligt tungere container. Den blev sat bagerst i lageret. Derefter futtede det forunderlige monstrum af med den næste tomme container.
   Efter ti minutter vendte den tilbage med endnu en fyldt container og satte den foran den anden. Logan smilede bredt.
   "Det er de to det hele drejer sig om. Så skal vi bare gennemføre samme forestilling med de nye når vi har byttet lidt om på indholdet. Nu kører det vidst."
   Containervognen kom på skift tilbage med de containere Timuchin skulle have i stedet. Noget af indholdet i de oprindelige skulle først byttes ud med et par granater, der både kunne og ville fortælle hvor de opholdt sig, når de blev aktiveret og spurgt på den rigtige måde. Samtidig ville de efter sigende også selv sige til, når de blev forstyrret, efter de var aktiveret.
   Christian kikkede uforstående på at en tekniker kontrollerede de enkelte granater.
   "Han åbner bare det elektroniske udstyr med et særligt signal" forklarede Metcale. "Hvis den ikke oplyser lagerets koordinat rigtigt skal den bare justeres en smule. Derefter kontrollerer vi bevægelsessensoren ved at ryste den en smule. Når den holder op med at bevæge sig aktiveres automatikken til at sende dens nye koordinat. Derefter lukkes det hele ned, og så pakker vi om."
   Christian så på sit armbåndsur, der blev styret fra Frankfurt. Han var imponeret over de tekniske muligheder men undrede sig stadig en smule.
   "Kræver det ikke en bunke plads til den elektronik?"
   "Drivladning og brandrør kan vi ikke pille ret meget ved" sagde teknikeren. "Vi har kun gemt en stærkere antenne i drivladningen. Den kan ikke ses og fjerner beviserne når de er afskudt. Det meste af din mobiltelefon består af skærmen og styringen af den. Din telefons rygrad ligger i et Logic board som det her".
   Han viste en lille kompakt enhed frem.
   "Vibratorkontakten er på størrelse med en negl. Det er batterierne og en lille signalforstærker også. Når granaten er to kilometer fra en mast kan vi altid finde den. Du kender jo princippet bag raoming og gæster på nettet."
   "Der er stadig plads til halvdelen af sprængemnet." sagde Metcalfe. "Det normale HMX er byttet ud med et nyt produkt, der hedder CL20. Det virkede fint og gav nogle tilfredsstillende brag under prøverne. Man kan ikke se forskel når de springer."
   Teknikeren lagde granat og hylster over på næste bord, hvor den blev overtaget af en anden, der forseglede den igen.

Metcalfe trak Christian og Karsten til side, så de kunne se arbejdet på afstand.
   Den første container var allerede halvtom og indholdet blev fordelt på begge sider af den.
   "Når vi er færdige med at tømme den fordeler vi sladrehankene over hele læsset. Så starter vi forfra med den næste. De arbejder nok hele natten." forklarede Metcalfe. roligt. I morgen tidligt sætter vi de oprindelige containere tilbage før nogen opdager, de har været væk. De nye tager vi i morgen. De bliver nemmere og der har vi bedre tid. Sprængstof og trætte folk passer ikke ret godt sammen."

"Og så giver i besked til dem, der sendte os et par eksplosive brevkort om at de kan hente deres forbandede papirer og rende med containerne" sagde Christian tørt. "Så skal vi stikke næsen frem igen. Hvordan gør vi det på en sikker måde?"
   "Det kræver sikkert lidt forhandling" indrømmede Metcalfe. "Vi prøver os frem. Det bedste vil være at bede dem kikke ind på jeres hotel. Det er jeg ret sikker på de vil afslå af hensyn til deres egen sikkerhed. De vil skabe mulighed for at observere om i bliver skygget, inden de etablerer kontakt."
   "Kan vi ikke bare bruge en kurer? Hotellet reklamerer for DHL tror jeg nok det var."
   "Samme indvending for han skal have en adresse." sagde Harper. "Beklager de skal have både have en original indleveringsseddel, slutbrugerattest og et par andre småting før de kan omdirigere skidtet. Resten kommer forhåbentlig fra Tyrkiet i morgen."
   "Det må vi sandelig håbe" mente Christian. Karsten nikkede bare.
   De betragtede de arbejdende folk der kun var koncentreret om den første container, de stadig tømte. Et par mænd var allerede ved forsigtigt at lirke den første kasse op. Portene til lageret var lukket. Endnu et par tavse mænd med våben og headsets stod og så ud af de snavsede vinduer.
   Metcalfe nikkede mod dem. "Det er et par fra mit normale hold som chefen udkommanderede til assistance. Andre har gemt sig udenfor og sikrer vores perimeter hele vejen rundt. Det vil de også gøre når i afleverer papirerne."
   "Forudsat de ikke punkterer undervejs, lige som i Ægypten" mindede Karsten ham ironisk om.
   "Det har vi ikke glemt. Når i rykker ud er jeres sikring kombineret med en AWACS. Den har kameraer, der kan læse adressen på en kuvert i tæt tåge. Tag bare tilbage til hotellet og få lidt søvn mens vi klarer resten her." foreslog Metcalfe.
   "Får vi et par pistoler til hovedbegivenheden?" spurgte Christian."I de sidste par uger er vi blevet vant til at have et eller andet, der kan skyde indenfor rækkevidde, det meste af tiden."
   "Ja det har jeg hørt lidt om." Metcalfe smilede af Christians nye, krigeriske indstilling. "I bliver med garanti undersøgt inden mødet. Mine folk er finskytter og dækker jer på afstand. Vi skal nok medbringe et par våben til jer, hvis der bliver brug for det.".