Tankerne drønede igennem hovedet, ustoppeligt, ukontrollerbart, uvirkeligt.
   Samtidig var tankerne ikke eksisterende og stod mere som enkelte stilbilleder
   ud for mit blik, der kun fokuserede et sted: på personen foran mig,
   som jeg i øjeblikket så som værende kilden til alt ondt i mit liv.

Med alt dette ringende for mit indre øre, var der samtidig et inferno af støj uden for,
   som materialiserede mit indre uvejr for de folk, som overværede dette uhyre kaste sig
   over sit offer.

Jeg blev grebet bagfra af gode kræfter for at lindre min massakre mod den virkeliggjorte ondskab,
   som jeg havde døbt ham. Jeg kunne bare ikke beskrive den følelse, der voksede i mig,
   over for mine familiemedlemmer.

Så forsvandt jeg. Man kunne stadig se mig, men jeg følte så intens en indre tomhed, at mit legeme næsten kunne klassificeres som ikke eksisterende. Gassen var gået af ballonen, som man siger. Men den gas havde også forgiftet alt omkring min person, det være sig mit offer, familiens sindstilstand, stuens ellers så rene, rolige skønhed var transformeret. Det var en slagmark.

Den indre tomhed varede ikke evigt. Skylden svulmede op, som vandstanden efter en dæmning bryder sammen. Jeg forduftede, magtede ikke at se mine kære i øjnene. Væk var jeg.