Min mormor


9 måneder, 21 dage siden 10 kommentarer Livshistorier sorg angst familie

10Min mormor
Det kan næsten ikke gå hurtigt nok op ad trapperne. Jeg snubler o... [...]
Livshistorier · sorg, angst, familie
9 måneder, 21 dage siden
7Nej tak
Skal jeg tage røde nylonstrømper på · Og en diskofarvede kjole · Brug... [...]
Digte · hverdagen, samfund, ensomhed
10 måneder, 6 dage siden
3Rækken
Sluk lyset og følg venligst mine spor · Sidder med hovedet i mine h... [...]
Digte
10 måneder, 11 dage siden

Puls: 3,5

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Kathrine Drejer (f. 1985)
Det kan næsten ikke gå hurtigt nok op ad trapperne. Jeg snubler over mine egne ben på vej op til intensiv, hvor jeg ved, hun ligger. Sekunderne tæller som små hurtige hjerteslag indeni mig. Jeg ved, at tiden ikke længere er på vores side. Jeg kigger mig fabrilsk rundt på 3. sal. Stuerne ligner hinanden, og der er helt tomt. Jeg kan mærke, at mit hjerte banker endnu tungere slag, mens jeg prøver at få fat på min mor.
   Telefonsvareren.
   Jeg sender en sms afsted med kun tre ord; "Hvor er hun?!" Tårerne løber ned af mine kinder, og jeg føler mig lille og bange. Min elskede mormor. Den eneste på jorden med den mest sandfærdige og dybtfølte interesse for mig. Hendes uendelige bekymringer og kærlighed der har båret mig igennem 30 år. Min beskytter og min bedste ven. Jeg husker tydeligt alle dagene hjemme hos hende.
   Når vi legede klæd ud, og hun spillede en heks med forklæde og uglet hår. Kortspillet; Gris, som hun altid lod mig vinde i. Den omsorg hun viste ved at tænde for varmetæppet inde i sengen en halv time inden sengetid. Eller når hun hang mit håndklæde på radiatoren, så det var varmt, når mit karbad var færdigt. De små ekstra ting, som gjorde alverden til forskel. Den hyggelige og trygge stemning, når hun stod i køkkenet og fløjtede melodier, mens hun stegte frikadeller. Jeg sad og tegnede uden nogen som helst form for bekymringer. De fandtes ikke i hendes selskab. Alt var varmt og trygt i hendes nærvær.
   Jeg husker mine frokostpauser på HF, hvor jeg dagligt besøgte hende, og hun straks slap sine krydsord for at lave mig en frokost. Så sad vi og snakkede. Hun var oprigtigt interesseret i ALT, der omhandlede mig. Det irriterede mig nogen gange. "Hvad er det nu, Marias forældre laver?", kunne hun spørge. "Det ved jeg virkelig ikke, Momse..." svarede jeg ofte tilbage.
   Men hold op, hvor sætter jeg pris på, at hun spurgte så meget. Det gjorde, at hun var så nem at snakke med. Om alt. For hun vidste ligeså meget om mig, mine venner, skole og job, som jeg selv gjorde.
   Jeg glemmer aldrig, da vi snakkede om kærlighed og jalousi ved køkkenbordet over et glas cola og en skumbanan (hun havde altid cola i køleskabet og skumfiduser i skabet klar til mig). Jeg har vel været omkring 15-16 år. Jeg havde haft problemer med en kæreste, som nok egentlig hellere ville have haft en anden kæreste end mig. Han havde i hvert fald travlt med at sms'e til en anden.
   Momse, forstod mine følelser. Hun kunne nærmest mærke dem på sin egen krop, når jeg fortalte. Hun negligerede dem ikke bare fordi, at jeg var ung. Min morfar havde også såret min mormor engang. Han havde haft en anden. Hun fortalte mig om det, mens hendes øjne blev røde, og jeg kunne se smerten i dem. Hun var så sej! Hun var så meget stærkere end nogen anden, jeg kender. At have overskud til at være der 200% for andre, når man selv er ødelagt indeni. Jeg misunder den evne. Det er en evne, som jeg ikke har stødt på hos nogen anden siden. Nu er det nærmest moderne at tage kurser i, at tænke på sig selv. Hun satte andre før sig selv. Hun passede på os. Og vi passede derfor på hende.
   Hun var ægte kærlighed.
   Hun tilgav min morfar dengang. Jeg tror dog ikke, at hendes sår nogensinde helede. Men de elskede hinanden, og hun havde givet ham et løfte om, at være der igennem medgang og modgang. Det ser jeg ikke som en svag person. Tværtimod. Jeg vil mene, at det kræver utroligt mange kræfter for at komme igennem det, hun gjorde.
   Hun inspirerede mig til at kæmpe. Kæmpe for det, jeg ville have. Og selvom, at hun kun målte 155 cm og vejede ca. så meget som en pebernød, så så jeg op til hende.
   Jeg blev dog ikke i mit daværende forhold. Der var ikke noget godt at kæmpe for.

Min telefon vibrerer i min hånd. Jeg ryster. Fra mor; "Stue 3."
   Jeg løber igennem skydedørerne og forbi sygeplejerskerne. Jeg fornemmer straks stilheden og den sterile lugt på vej ind til stue 3. Døden havde allerede taget plads i venteværelset.
   Jeg ser hende. Jeg ser min lille mormor ligge i en alt for stor hospitalsseng med slanger over det hele, og blodrester på trøjen. Nok efter flere fejlslående forsøg på at sætte drop i hendes tynde arm. Hun får øje på mig med udspilede og skrækslagene øjne. Hun har en iltmaske foran næse og mund. Den larmer og fylder stuen med en gyselig rungen. Jeg er ligeglad. Jeg kaster mig ind over den sengehest, som skal sikre, at hun ikke falder ud af sengen. Min vinterjakke og rygsæk gør det besværligt for mig rigtigt at nå hende. Mine arme finder hendes skrøbelige krop, og jeg knuger hende ind til mig. Jeg kan mærke, at hun higer efter mig. I det øjeblik er rollerne byttet, og jeg er hendes engel. Hun prøver at fremstamme en sætning ud igennem iltmasken. Den sidder så stramt på hendes hoved, og jeg kan se, at den borer sig ind i hendes tindinger. Jeg har svært ved at høre, hvad hun siger. Hun bruger alle hendes kræfter, og hendes udtryk fortæller mig, at det er vigtigt. Min mor står ved fodenden og græder. Jeg ænser hende knap nok. Mit fokus er kun hos Momse. Hun prøver endnu engang at råbe til mig, mens hun anstrenger sig for at fjerne iltmasken en smule væk fra munden.

"JEG. ELSKER. DIG."

Mit hjerte knuses i det sekund, og jeg bryder ud i gråd.

"Jeg elsker også dig, Momse. Mere end noget andet!"

Hun ser nærmest lettet ud. Det var vigtigt for hende, at få det sagt. Jeg tager hendes hånd i min, og aer hende stille på håndryggen.
   Den store maskine ved siden af sengen begynder at bippe højlydt og en rød lampe begynder at lyse. Med det samme kommer der en sygeplejerske ind. Hun er hurtig til at betjene maskinen, og hun hiver lidt i mormors iltmaske, for at få den til at slutte til. Jeg kan se på min mormor, at det gør ondt.
   Jeg får øjenkontakt med min mor. Hun er sønderknust. Fortabt. Jeg sender hende et forsigtigt ufuldkommen smil, for at vise, at hun ikke er alene.
   Sygeplejersken prøver imens at berolige min mormor med en rolig men alligevel høj og tydelig stemme, sådan som fagfolk plejer at snakke til ældre mennesker. Det har jeg egentlig aldrig brudt mig om. Det lyder som om, at de snakker til et børnehavebarn.

"Esther, du må ikke snakke så meget. Du har ikke ilt nok.", forklarer hun langsomt. Og højt.

"Det. Er. Mit. Barnebarn.", fremstammer mormor.

Sygeplejersken kigger hurtigt på mig og smiler; "Og hun kommer helt fra København, hører jeg. Du har jo nærmest besøg fra udlandet, hvad Esther".

Man kunne se på min mormors øjne, at hun smilede inde under masken.

Jeg smider jakken og rygsækken på stolen ved siden af sengen. Jeg vil ikke sidde i den. Jeg kan bedst nå mormor, når jeg står op. Jeg hvisker hende i øret, at hun ikke behøver at snakke. At vi er hos hende, og at hun skal slappe af, så hun kan få vejret. Det er svært for hende. Hun vil så gerne fortælle mig en masse ting. Hendes krop overgiver sig, og hun tager store indåndinger i iltmasken
   Sygeplejersken løfter mormors dyne for at mærke om hendes fod er kold. Her i de sidste år af sit liv, har hun kun haft et ben. Det glemmer sygeplejersken. Hun kigger rundt efter det andet ben som om, at det gemmer sig langt væk fra det andet. Jeg kan mærke, at jeg bliver en smule vred indeni. De burde kunne huske, at der mangler et ben(!) Omvendt morer det mig også. Min mormor er ikke som alle de andre. Lad bare sygeplejersken lede.

En tung dyne af gråvejr og småregn viser sig udenfor vinduet. En ubehagelig stilhed har bredt sig i rummet. Larmen fra maskinerne kan ikke længere overdøve visheden om det, der er ved at ske. Jeg får øjenkontakt med mormor, og anstrenger mig alt hvad jeg kan for ikke at græde. Jeg vil gerne være stærk for hendes skyld. Vise hende ro og styrke, så hun ikke skal bruge kræfter på at trøste mig. (Det har hun brugt 83 år på. At trøste andre.) Jeg ved, at hun kun kan komme fredeligt herfra, hvis hun ved, at vi er okay.
   Mormors åndedrag bliver langsommere, og hendes øjenlåg tungere. Det er svært for hende, at holde sig vågen. Sygeplejersken siger, at vi skal gå, så hun kan få ro. Jeg kan ikke gå fra hende. Jeg vil være hos hende for evigt. Hun må ikke dø fra mig. Min krop begynder at ryste, og jeg kan ikke længere holde gråden tilbage. Jeg græder mere end, jeg nogensinde har gjort før. Inderligt sørgmodigt gråd helt nede fra maven. Mormor klemmer trygt min hånd. En sidste gang.

Min morfar døde 5 uger inden. Jeg tror ikke, at hendes hjerte kunne slå uden ham. Hun havde givet ham et løfte. I medgang og modgang...

Jeg sætter mig tungt ned i sædet. Støvpartiklerne fra betrækket rejser sig omkring mig og flyver stille rundt. Lugten omringer mig kun et par sekunder efter, at jeg har sat mig. Den helt specielle og særpræget dunst af stof der, blandet med indelukkethed og mange mennesker, får næseborerne til at trække sig sammen. Det er det samme med busserne. Jeg får altid kvalme, når jeg kører i bus. Derfor foretrækker jeg toget, hvor der i det mindste er lidt mere cirkulation. Men måske jeg alligevel skulle have taget bussen i dag. Færre mennesker.
   Min vinduesplads gør, at jeg kan gemme mig lidt fra de resterende passagere. Det vælger jeg i hvert fald at bilde mig selv ind, da jeg trænger til at forsvinde.
   Træerne farer så hurtigt forbi mig. Ligesom de altid har gjort, når jeg sidder i toget. Det er underligt. Alting burde jo være gået i stå.
   Manden overfor ler ad sin søn, og kontrolløren klipper hul i min sidemands billet. Jeg lægger mærke til kontrollørens hånd. Man kan se hans blodårer gennem huden, når han bruger hullemaskinen. Den hårde hud på hans fingerspidser afslører et liv med fysisk arbejde. Måske bygger han møbler til sin kone derhjemme. Han ser selv slidt ud, men på en behagelig måde. Hvis han var et møbel, ville man nok sige, at han havde patina. Tidens tand havde sat sine spor. Hans rolige udtryk giver mig ro for en stund. Men kun for en stund.
   Lydene af hverdagens rutiner, som breder sig i kupéen, fylder mit hoved med vrede og sorg. Jeg kan ikke rumme den. Hverdagens lykke og glæde. Følelserne bider mig hårdt i hver en celle i min krop. Den stille snakken om gårdagens fest i sæderne bag mig, giver mig tårer i øjnene og får mit åndedræt til at arbejde hurtigere. Det er ikke til at fatte. Mine tanker kredser kun omkring hende. Hendes lille, uskyldige og udmattede krop i hospitalssengen. Hendes hånd i min. Jeg skulle have knuget hendes hånd noget mere. Jeg savner allerede at mærke hendes varme skrøbelige hud.
   Mine kinder bliver fugtige, og jeg prøver ihærdigt at undertrykke de ukontrollerbare hulk, der straks har indtaget min krop. Det er nyttesløst. Jeg kan ikke styre det, og må bare lade det ske. Jeg ser hendes øjne for mig. Det skrækslagen blik, som fortalte mig, at hun var bange. Hun var bange for, at skulle forlade mig. Lade mig være alene tilbage.
   Jeg lukker mine øjne og lader mine tårer få frit løb.
   Min sidemand er begyndt at rømme sig, og jeg ved udmærket hvorfor. Men jeg er ligeglad. Mit hjerte er gået i tusinde stykker, og det er fysisk umuligt at skjule det.

Jeg ser hende for mit indre blik. Hun har forklæde på og fløjter en glad melodi, mens hun kokkererer ude i sit køkken. Jeg betragter hende lydløst. Hendes hår er ikke længere gråt men brunt med permanentede krøller. Jeg kan dufte maden derude fra. En følelse af fred spreder sig langsomt i min krop. Hun har ikke længere brug for sin fængslende kørestol. Den er væk.

Min sidemand prikker stille til mig.

"Er du okay?", spørger han forsigtigt, mens han rækker mig en serviet.

Jeg åbner øjnene, og tørrer mit ansigt med servietten. Hans blik følger mine bevægelser, og jeg fremstammer hviskende:
   "Jeg håber, hun danser. Jeg håber virkelig, at hun danser..."
Forfatterbemærkninger
Første udkast. Jeg har ikke gennemgået stavefejl osv. endnu. Denne fortælling betyder enormt meget for mig. Det kunne være fedt at få respons på om andre kan mærke nogle følelser eller stemning under læsning. Tak :)

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 25/02-2017 12:58 af Kathrine Drejer (Kathen) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 2100 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.