To personers metamorfose


2 år siden 3 kommentarer Noveller valg brud ændringer

0Generationernes sang
Det begynder med små grå hår i røven · Med voks og fingerfærdig eks... [...]
Rim og vers · ældre, sjov, generationer
2 måneder, 19 dage siden
2Dagdrømmeren der ødelagde sine chancer
Det var som om hele naturen omkring mig sagde nej. Et tegn fra ov... [...]
Blandede tekster · kærlighed, ulykke, humor
5 måneder, 15 dage siden
3At forstå en pind
Jeg er sgu så træt · Så træt af folk der hårdnakket påstår · At de al... [...]
Digte · påståelighed, ordspil, træthed
7 måneder, 11 dage siden
1Skriveblokaden
Jeg har absolut ingen anelse overhovedet · Musen vil ikke lade min ... [...]
Rim og vers · skriveblokade, hjælpemidler, hjælp
7 måneder, 22 dage siden
5Bokser med Paradokser
Luften er knasende tør på min hjemegn · I Guds hus er min bror blev... [...]
Rim og vers · ordleg, paradoks, hykleri
7 måneder, 23 dage siden
3Tanker om en livs(s)nyder
Nyder man livet, hvis man hele tiden snyder i livet?
Aforismer og gruk · smil, tanker, undren
9 måneder, 1 dag siden
0Benjamin & Malik: Et livsstykke - Del 2.
Benjamin og Malik er brødre. De blev født med under et års mellem... [...]
Romaner · angst, børn, vanrøgt
9 måneder, 7 dage siden
0Benjamin & Malik: Et livsstykke - Del 1.
Benjamin holder vejret. Han vil ikke indånde den samme luft som M... [...]
Romaner · opvækst, barndom, søskendeforhold
9 måneder, 12 dage siden
7Kærlighed er farligt
Kærlighed er farligt · I hvert fald ifølge mig selv · Kærlighed er fa... [...]
Digte · kærlighed, eksistentielt, livet
10 måneder, 4 dage siden
4Hvor kunne du?
Mens jeg sidder · observerer træet · Tæver du kræet · Der påstod at du ... [...]
Digte · opgivelse, afstandsforelskelse, livserfaring
10 måneder, 17 dage siden
0Freja Nord & Sfæreklædet - Kapitel I: En mæ...
"Sommetider kan en følelse af at være fortabt et sted imellem for... [...]
Fantasy · vinter, mystik, udstødt
1 år siden
4Nuancer af Grå
Udenfor hendes vindue henlå hele verden i en kedelig grå farve. H... [...]
Noveller · privatskole, venskaber, ungdom
1 år, 1 måned siden
8Try a little tinder-ness
Du er så smuk · når du står i et fastfrosset digitalt sekund · Posere... [...]
Digte · teknologi, møde imellem mennesker, kærlighed
1 år, 2 måneder siden
2At føle sig overset
"Det bliver 49.99, skal den pakkes ind?" Hun tyggede videre på si... [...]
Kortprosa · usynlig, følelser, irritation
1 år, 2 måneder siden
2Skærmens Nuancer Del 2
Lyset fra computerens oplyste skærm fik det til at svide i hendes... [...]
Kortprosa · internettet, familien, sociale problemer
1 år, 4 måneder siden
2Skærmens Nuancer Del 1
Hvor lang tid der var gået siden hendes liv sank i grus, vidste h... [...]
Kortprosa · kærlighed, internettet, problemer
1 år, 4 måneder siden
0Myérain Skrifterne - Andet skrift: Kap. 18....
Hun talte minutterne i sit hoved. Talte de mange sekunder der pas... [...]
Fantasy · mørke, tanker, angreb
1 år, 4 måneder siden
2En Bakteriebefængt og Flyvende Ost
En bakteriebefængt ost der tilmed kan flyve · Fremad · Tilbage · Op og ... [...]
Smilebåndet · leg, sjov, ordspil
1 år, 5 måneder siden
0De Sepiatonede Drømme - 1920
ERIC COHEN - FORFATTEREN. · Han begravede ansigtet i hænderne, og h... [...]
Romaner · hverdag, ledighed, 1920
1 år, 7 måneder siden
5At tænke for meget over for meget
Han følte til tider, at han gik igennem mudder. Den slags mudder ... [...]
Kortprosa · tanker, ligegyldighed, neurotisk
1 år, 7 måneder siden
2Uni-Værtshus
Endnu engang befinder vi os her · På kanten af et liv der plejede a... [...]
Digte · håbløshed, nedtur, sammenbrud
1 år, 7 måneder siden
2Vinter på den anden side af Dammen
Toppen siger at jeg · Det inderste af mig · Skal hade det inderste · Af... [...]
Digte · usa, politik, propaganda
1 år, 8 måneder siden
5Alle de ting som jeg forsøger
Jeg forsøger at · Lade dig komme · Nær. · Men mister dig · Næsten i proce... [...]
Digte · hverdagslivet, forsøg, hjælp
1 år, 8 måneder siden
2Vaevidianske Erindringer - Kapitel I Del 2:...
"Hvorfor behandler han mig altid som et lille barn!" tænkte hun a... [...]
Fantasy · barndom, miljø
1 år, 9 måneder siden
4Vaevidianske Erindringer - Kapitel I del 1:...
Hun hørte soldaternes støvletramp før hun så deres svedglinsende ... [...]
Fantasy · observation, fantasy, teenagere
1 år, 9 måneder siden

Puls: 9,3

Publiceret: 1
Afgivet: 5
Modtaget: 0
Jannik Ledreborg Brun (f. 1993)
"Har du ikke et behov for at komme ud bare sådan en gang imellem? "
   Hendes øjne lyste af forbavselse, mens hun legede med cocktailens sugerør. Hun havde drukket halvdelen af sin Sunrise, mens min Grashopper stadig stod urørt hen.
   "Selvfølgelig," svarede jeg og lod en pegefinger kører på glassets kant. "det er bare fordi, i modsætning til dig, så kræver det meget af mig bare at bevæge mig udenfor min dør".
   Hun lod sugerøret falde fra de fyldige, røde læber og lagde hovedet lidt på skrå, som læste hun en bog for første gang. Hendes blik hvilede på mit ansigt og hun tænkte tydeligvis over et eller andet.
   "Så det kræver altså alt din energi bare at tage fat i håndtaget og gå ud? "
   Jeg nikkede, og tog jomfrutåren af min cocktail. Smagen var hvinende sød og ikke just tiltalende, så jeg satte den fra mig igen.
   "Du er da en underlig én". Hun lod den lange, slanke krop læne sig tilbage i den hvide Eames stol, og tog endnu en slurk af den halvfærdige cocktail, mens hun lod øjnene absorbere rummet atmosfære. Der var et eller andet over hendes tonefald der gik mig på. Jeg ville sige et eller andet til mit forsvar, men uanset, hvor meget jeg end vendte og drejede det i hovedet, så havde hun ret.
   "Hvordan går det så med artiklen? Er den ved at være færdig?" Spurgte jeg for at skifte emne. Hun havde været travlt optaget af at betragte saxofonisten der spillede med sin jazztrio i barens ene hjørne. Efter nogle sekunder vendte hun sig langsomt mod mig.
   "Undskyld, sagde du noget? " Den stiletbesatte fod forenden af det korslagte ben vippede i takt til trommeslagerens taktfaste slag på dæmpet skind.
   "Artiklen." Jeg tog endnu en modvillig tår af Grashopperen, og tilføjede: "Er du ved at være færdig med den?"
   Hun gøs, som om livet langsomt sivede ud af hende. Det tomme cocktailglas blev også sat ned på bordet, med en voldsom kraft.
   "Nævn ikke den pinsel for mig, så er du sød. " Hun fjernede med en voldsom bevægelse, en lok af sit ibenholtssorte hår, der havde revet sig løs fra hårelastikken der sad stramt i nakken. "Der har simpelthen ikke været andet end bøvl med den åndssvage artikel. " En af de unge tjenere der havde summet rundt i det tilrøgede lokale, dukkede op for at tage det tomme glas, og hun bestilte endnu en drink.
   Jeg lænede mig tilbage i stolen. Jeg havde forsøgt at tale med hende flere gange siden vi pludselig var stødt på hinanden igen. Vi havde gået i folkeskole sammen, og vi havde ligefrem været bedste venner, men med tidens gang var vi gledet fra hinanden. Vi havde mistet kontakten til hinanden, i en verden, hvor kontakten var nemmere end nogensinde at holde.
   "Hvad siger du til en lille aftentur? " Spurgte hun pludseligt. Hun havde ikke rørt den drink som den unge tjener havde stillet foran hende. Det var tydeligt at selskabet i baren var begyndt at kede hende. Jeg havde noterede mig en neurotisk sammentrækning ved hendes højre øje, hver gang kedsomheden havde fat om hende. Bandet annoncerede deres sidste nummer for aftenen, mens folk begyndte at snakke højere end de før havde gjort da musikken spillede.
   "Er det ikke lidt sent? Jeg mener... "
   "Årh., Hold nu op! " Hun lænede sig forover. Hendes blik mødte mit. "Du har brug for at komme ud. "
   "Vi er da ude nu, er det ikke fint nok? " Jeg var for sent ude med mit argument, hun havde allerede grebet sin taske og var på vej mod barens udgang. Jeg sukkede opgivende, smed nogle småmønter ved siden af hendes urørte drink, som betaling, hvorefter jeg fulgte efter hende ud på den natkolde gade.
   "Hvad kunne du så tænke dig at lave? " Spurgte hun, mens hun forsøgte at tænde en cigaret, i den stride, råkolde vind der blæste ned ad gaden. Baren, hvor vi havde tilbragt den sidste halvanden times tid, var byens allermindste jazzbar. Den lå hengemt i en brostensbelagt sidegade, omgivet af høje kontorbygninger og konkursramte forretninger der bare stod og forfaldt mere og mere. Gaden var så smal at de mange høje huse der omringede den, skabte en form for vindtunnel. Jeg puttede hænderne i lommerne på min afslidte duffelcoat, i et frugtesløst forsøg på at holde på den smule varme jeg havde i kroppen.
   "Det ved jeg ikke, du bestemmer. " Min stemme druknede i den hvislende lyd fra et kraftigt vindstød.
   "Så synes jeg at du skal tage med mig ud til molen, så kan vi snakke lidt der. " Hun havde fået ild i cigaretten, og stod nu og pustede røg ud af de smalle næsebor. Hun mindede mig om en slank drage, som hun stod der i skæret fra månen og med den hvide røg, hvirvlende om hovedet. Jeg vidste ikke om det havde været lyset på baren eller bare mig, men det var som om at det først var nu jeg lagde mærke til hendes påklædning. Hun var iført en elegant nederdel i blå fløjl, der klingede sig til hendes krop. Hendes tynde cardigan matchede i farven, men hang løst. Indenunder bar hun en sort rullekravesweater, hvilket virkede underligt klodset i forhold.
   "Skal vi gå? " Hun tog fat i min arm, med en insisterende bevægelse. "Normalt er det manden der skal tage teten," sagde hun grinende, "Bare så du ved det. "
   Vi gik gennem byen. Alt var stille. Engang imellem var der en fugl der skreg højlydt, et sted oppe på den sorte nattehimmel, og penetrerede den tykke stilhed. Jeg kunne mærke, hvordan kulden efterhånden begyndte at gribe fat om mig, og jeg begyndte at føle mig anspændt. 'Hvor ville det være rart, hvis jeg bare kunne gå hjem' tænkte jeg for mig selv, men selv om mit hoved tænkte dette, var det som om at resten af mig ikke var helt med på ideen. Havnen lå i gå afstand fra baren, så meget vidste jeg da om byen, og jeg havde da også været der et par gange før, men aldrig i længere tid ad gangen.
   Der var ingen på havnen da vi ankom. Selv de sædvanlige sutter havde forladt stedet, deres flasker og skodder fra cigaretterne lå og flød rundt omkring. Vi gik ud på molen, og satte os ned på en rusten bænk der stod ensomt forenden af den. På kanten mellem fast jord og brusende hav.
   "Har du lyst til at fortælle mig mere om, hvorfor du kommer så sjældent ud? " Jeg vendte mig om mod hende. En lyskegle fra molens eneste lygtepæl, gav hendes ansigt et sepiapræget skær, og jeg følte det pludselig som om jeg var tilbage i 1940'erne.
   "Det er virkeligt svært at forklare ordentligt, " begyndte jeg, men hun afbrød mig.
   "Bare prøv så godt du kan, jeg er ret god til at abstrahere fra min egen hverdag. " Hun sendte mig et smil, og lagde sin kolde hånd på mit venstre lår. Selvom jeg havde tykke cowboybukser på, så kunne jeg mærke kulden langsomt trænge igennem dem, og krybe ind i huden.
   "Kender du det når man har den idé inde i sig selv, der siger at hvis du træder udenfor døren, så vil resten af verden pludselig fokuserer på dig... altså som en masse hvide blodlegemer der angriber en sygdom? "
   Hun fjernede blikket fra mig, og lod sig fordybe i vandet der sælsomt brusede et sted i mørket. Hendes nedgående øjenbryn der fik hendes blanke pande til at rynke, fortalte mig at hun tænkte over, hvad jeg havde sagt.
   "Hvis jeg skal være helt ærlig, så lyder det ret voldsomt, men jeg kan godt forstå dig. " Hun trak vejret tungt, men roligt.
   "Når det er sagt, så må jeg krybe til korset. " Hun rettede igen sit blik mod mig, men hvor der engang havde været en stålfast kvinde, sad nu en usikker lille pige. "Jeg har ikke været helt ærlig overfor dig... "
   Jeg begyndte at blive bange. Ikke fordi hun skræmte mig. Ikke fordi hun nu fortalte mig at hun ikke havde været ærlig, men fordi jeg ikke var forberedt på at håndtere, hvad der nu måtte komme.
   "Hvad mener du? " Jeg følte mig frem, som et insekt der sondere et fremmede terræn.
   "Jeg mener... " Hun vendte blikket mod mig. Hun græd. "Jeg har det på samme måde... "
   Jeg sank en klump, og forsøgte at formulere en sætning.
   "Men du har taget springet, du befinder dig udenfor døren. Hvis du havde det på samme måde som jeg, så var du blevet indenfor døren, men alligevel sidder du her sammen med mig... Hvorfor? "
   "Fordi jeg vil bryde med det mønster som jeg med tiden har skabt, og noget i mig siger at du vil det samme, har jeg ret i det? " Hun lod sit blik hvile længe på mit ansigt, før hun igen vendte det mod havet.
   I den stilhed der opstod mellem os, vendte jeg ordene som hun havde sagt. Kulden tog til, men jeg følte en pludselig varme sprede sig fra mit bryst. Sidst jeg havde fået den følelse var en dag for mange år siden, hvor jeg endelig havde fundet ud af, hvad jeg skulle med mig selv. Den dag jeg besluttede mig for at min egen lejlighed var det sikreste sted i verden. Fri for tusinder af øjne der var rettet mod mig. Men her sad jeg. Sammen med en person der til at begynde med havde virket som min diametrale modsætning, men som nu sad og talte et sprog jeg kendte til. Talte et sprog som vi begge åbenbart kendte til.
   "Jo, du har fat i noget af det rigtige. "
   "Men nu er vi her. Os to fremmede for verden, alt imens vi prøver at blive bedre socialt og personligt. " Hun tørrede et par tårer væk fra den fløjlsbløde kind. En sort flod af mascara havde bevæget sig ned over begge kinder, og gav hende et ynkeligt udseende.
   "Hvad med at vi prøver at få det hele til at fungere, sådan trin for trin mens vi prøver at få det hele til at fungere? " Hun greb mine hænder og tvang mig op fra bænken.
   Normalt ville den forsigtige energi der var begravet dybt i mig, komme frem til overfladen for luft og tage kontrol over situationen, men noget var ændret. Jeg følte mig klar til at ændre verdens gang, og denne pige kunne hjælpe.
   "Hvad venter vi på? " Jeg sendte hende et smil, og omfavnede hende. Et brud på min tomgang var sat i værk, og hjulet var klar til at komme i gang efter års stilstand. En metamorfose var under opsejling for os begge.
Forfatterbemærkninger
Et forsøg på at skrive lidt i stil med Murakami... giv gerne jeres mening til kende, og kom med konstruktiv feedback :)

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/04-2017 16:19 af Jannik Ledreborg Brun (Brownie Jannik) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1760 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.