Jeg var bange.

Træerne fløj forbi, og jeg blev, mod min vilje, transporteret længere og længere væk fra de andre - hurtigere og hurtigere.

Jeg var magtesløs.

Jeg gjorde alt hvad jeg havde lært, men kunne intet stille op. Mine tændstiks-armmuskler syrede til - men jeg var så pumpet af adrenalin, at jeg slet ikke mærkede det. Musklerne under mig var spændt, og de løb alt hvad de kunne. Jeg kunne mærke ryggen forsvandt, og de korte bagben satte sig helt ind under mig. Den sort/brune jordbund trak lange, lyse spor efter sig, og mine øjne kunne ikke nå at registrere de små sten og blade, der lå i skoven den efterårsdag. Vinden bed i kinderne, og mine øjne løb i vand.

Et ubevidst skrig røg over mine læber. Jeg blev selv overrasket. Det gjorde ondt i halsen. Jeg svedte. Alle stoppede op og kiggede. Det var som om, jeg fik kontrol, da opmærksomheden blev rettet mod bagtroppen. Jeg trak vejret hurtigt og hektisk. Var forpustet. Mine hænder rystede, benene føltes som gelé og mine armmuskler var stadig krampagtigt spændt.

Jeg ved stadig ikke hvordan det skete, men jeg var tilbage på min vanlige plads bagerst i rækken. Ingen så hvad der skete. Heldigvis.

Ponyen stoppede. Ridelæreren kiggede.

"Er alt okay deromme?" blev der råbt fra forrest i rækken.

Jeg lod som ingenting.

Jeg var bange.