Og dér stod hun. I sin sorte, knælange kjole med håret sat op og flot makeup. Hun tog pusten fra mig. Hun var så smuk, så bedårende, så sensuel. Hun vidste endnu ikke jeg betragtede hende. Hun svingede fra side til side foran spejlet for at få alle vinkler af sin krop med. Hendes mave var næsten hel flad; den lille bitte bule på maven pyntede kun, hendes numse var flot rund og hele hendes silhuet var så enormt smuk. Hun var høj og slank, men med former de rigtige steder. Hun kunne bare ikke selv se det. Hun kritiserede sine former; hendes bryster var for små, hendes mave for stor, hendes hofter for brede og hendes lægge for små. Faktisk kunne hun ikke finde én ting ved sit spejlbillede, hun kunne lide. Og sådan havde været sådan længe nu. Hendes selvopfattelse var enormt svingende og perioderne kunne vare alt mellem 2 måneder til 5 minutter; dog var det som regel 2 måneders selvhad og 5 minutters "jeg-ser-egentlig-ikke-helt-så-dårligt-ud". Og hvor var det trist. For i mine øjne, var hun det smukkeste, jeg nogensinde havde set - og det sagde jeg regelmæssigt til hende, men hun lod mig aldrig tale ud, og hun tog det ikke til sig. Jeg er sikker på, at hun i dag ikke vil kunne huske jeg har fortalt hende det.
Mens hun stod der, foran spejlet, gik jeg stille og roligt tættere på hende. "Hvor ser du altså bare godt ud i den kjole, Sara," sagde jeg, og rørte hende blidt på maven og i taljen. Hun lænede sig frem mod spejlet, og rettede på sin makeup. Hun ænsede mig slet ikke. Jeg forsøgte at opmuntre hende ved at påpege alle hendes skønne sider, men det var ikke før jeg sagde: "fyrene kommer til at stå i kø for at danse med dig!", at hun reagerede. "Ja, og hvad så hvis de gør?! For det første lyver du. Ingen fyr med den mindste smule respekt for sig selv, vil finde på at byde mig op til dans eller det der ligner. For det andet kan flæskebjerget her ikke danse. Jeg ligner en fucking abe på stoffer når jeg prøver! For det tredje...". Hun gik helt i selvsving og jeg bakkede langsomt ud af rummet. Jeg ved godt det ikke var det smarteste, men nu kendte jeg hende ret godt, og vidste, at når først hun når til dette punkt, der er ikke så meget at gøre. Jeg lod hende være i fred resten af aftenen.
Da hun vågnede næste morgen, havde hun bankende hovedpine. Ikke fordi hun havde været fuld, men fordi musikken på diskoteket havde været så høj, og fordi hun havde småskændtes med veninderne hele aftenen. Hun havde haft lyst til at tage hjem meget tidligt, men havde alligevel forsøgt at more sig. Men hun havde følt sig malplaceret, grim, ucharmerende og sur. Da klokken var 2 havde hun givet op, og var taget hjem.
Jeg forsøgte at muntre hende op den morgen. Fortalte sjove historier, fortalte om alle de ting vi skulle i den kommende måned, fortalte om alle de gode grunde til at være glad. Men hun lyttede ikke. Og når der en sjælden gang i mellem fes et budskab ind - havde hun 100 negative modsvar.
Hun gik og ryddede op og gjorde rent resten af dagen. Hun gad ikke snakke med mig, og havde låst mig ude.
Hun tog selv kontakt til mig et par dage senere. Det var midt på dagen, og hun sad i kantinen på skolen og spiste frokost. "Det er længe siden," sagde hun til mig. Jeg havde savnet hende. "Ja, alt for længe siden... Jeg er også ked af jeg ikke har taget kontakt til dig, men jeg følte ligesom du havde brug for en pause," sagde jeg og smilte til hende. Hun kiggede genert ned i bordet. "Ja, jeg har været lidt kort for hovedet på sidste dage. Jeg har ikke haft det så godt." Hun pillede nervøst ved en knap på hendes ærme. Jeg fik ondt af hende. Jeg havde sådan lyst til at sige alt muligt klogt og fornuftigt, men vidste ikke hvad jeg skulle gøre. "Det er jeg ked af at høre," blev mit svar. Hun fnyste. "Det er du ked af?! Det er dit bedste svar?!" Hun hævede stemmen, da hun skældte mig ud. Folk i kantinen kiggede underligt på os. "Dæmp dig lidt Sara, alle kigger på os," forsøgte jeg, men det hidsede hende endnu mere op. Hun råbte op. "Det er din skyld al det her! Hvis du bare lod mig være i fred! GÅ! GÅ MED DIG! GÅ!" Jeg stirrede målløst på hende. Jeg havde kendt hende i mange år nu, også længe før hun begyndte at snakke til mig, og jeg havde aldrig set hende så oprevet i en menneskemængde før. Jeg trak mig væk.
Jeg var sikker på Louise ikke kunne lide mig. Hun prøvede altid at skille os ad. Hun mente ikke jeg var god for Sara; at jeg bildte hende ting ind, og at jeg skulle lade hende være i fred. Hvad Louise ikke forstod var bare, at det altid var Sara der tog kontakt til mig. Hver gang hun følte sig mindre værd, forsøgte hun at få mig til at sige noget godt - på trods af, hun aldrig lyttede til mig. Jeg ville ønske, at Louise ville snakke med mig. Så kunne jeg fortælle hende hvad mine hensigter var. At jeg ikke var ond eller ville Sara ondt; snarere tværtimod. Jeg holdt Sara ved selskab, jeg fortalte hende hvad hun havde brug for at høre, og jeg var der for hende. Som den eneste i hendes omgangskreds.
Mandag morgen var hun til samtale med Louise. De snakkede om mig, om hvor tit jeg havde været på besøg og hvad Sara og jeg havde snakket om. Louise insisterede på, at Sara skulle lukke mig ude; give mig den kolde skulder. "Det er faktisk slet ikke så svært," sagde Louise. Men opgaven var helt uoverskuelig for Sara, der havde mere tiltro til mig end til sig selv.
Hvad Sara ikke vidste var bare, at jeg blot er en stemme i hendes hoved; et resultat af hendes egne tanker.