En provinsdivas erkendelser


1 måned, 21 dage siden 1 kommentar Essays

1En provinsdivas erkendelser
Indtil jeg var seks år gammel, troede jeg ikke, at verden rummede... [...]
Essays
1 måned, 21 dage siden

Puls: 6,9

Publiceret: 1
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Lara Peri (f. 2003)
Indtil jeg var seks år gammel, troede jeg ikke, at verden rummede mere end den hjemmevante lugt af gylle, en Dagli'brugs som samlingspunkt, øde parcelhuse med til salg skilte og den evige stilhed.

Men min horisonter skulle gå hen og blive udvidet fra den ene dag til den anden.
Da jeg, en lille bondeknold, for første gang stiftede bekendtskab med storbyen.
Ja, byernes eller kærlighedens by for at være mere specifik. Og kærlighed ved første blik var vores møde ovenud. Jeg husker, hvordan luften straks var anderledes. Frisk, og med et strejf af lavendel, croissant og lykke der fyldte mine næsebor. Alt i mens jeg betragtede de parisiske stilikoner, der slentrede elegant ned ad Avenue des Champs-Élysées. Omgivet af hunredetusindevis af andre graciøse mennesker.

For slet ikke at nævne de store, omfavnende bygninger der lød jazz fra. Musik mit hjerte bankede i takt til. Åh gud, Paris og jeg var uadskillelige.
Og fra det øjeblik, med "Find Nemo" bamse under armen og et manglende tandsæt, tog jeg den vakse beslutning om at jeg ALDRIG skulle vende tilbage til provinsen igen. Simpelthen.

Men det skulle gå hen og blive en vaskeægte "Romeo og Julie" tragedie, for et børnehavebarns bestemmelse var åbenbart ikke gyldig i sådanne situationer. Og den dag plantedes der en misfornøjethed i mig, over at jeg skulle vende tilbage, til hvad jeg ikke længere betragtede som hjem. En lettere melankolsk følelse som skulle vise sig at vokse, til hvad jeg i dag har valgt at selvdiagnosticere som kronisk "Tranbjergdepression". Voldsomt ja, men ikke desto mindre sandt.

Men inden jeg kommer for godt i gang, og ikke fornærmer mine medjydere for meget, så hader jeg ikke Tranbjerg, eller resten af Jylland for den sags skyld. Men mine drømme om at efterlade et aftryk på verden efter min død, går ud over de 8-16 jobs mine veninder stræber efter, og hvad denne forstad har at tilbyde. Jeg hungrer efter diversitet, (noget jeg vil mene, at jeg selv besidder) samt en hverdag der aldrig er på vågeblus. Noget man må lede længe efter på disse egne.

Og før jeg forarger nogen med min narcissisme - og så jeg ikke risikerer at blive slået ned med Janteloven. Så skylder jeg faktisk Jylland mit liv.
For havde det ikke været for Jylland, havde det ikke været muligt for min far, en vaskeægte "århusofil" der huser næsten hundrede bøger om aarhusiansk historie, og har "de hviies" logo tatoveret på underarmen, at fortælle med stolthed om dengang hans fodboldhold, Fuglebakken, næsten blev jysk mestre. Og havde han aldrig fundet den selvtillid, var han aldrig fundet sammen med min mor.
Min mor som ellers ikke ville have flere børn, af frygt for at de skulle ende som junkier eller bandemedlemmer i de brasilianske favelaer, fandt nok tryghed her i provinsen, til at jeg kunne komme til verden.

Men hvorfor jeg er gået hen og blevet provinsens nemesis, og forhøjet mig selv til værende noget særligt, ved jeg ikke. Selvfølgelig bærer Paris en del af skylden, men hvis jeg tager et blik på mine (borgerlige) kammerater, som har haft nogenlunde de samme storbyoplevelser som jeg, er det alligevel mig der er endt som den anderledes. (Den der ville noget andet. Den teatralske. Divaen - kært barn har vel mange navne)

Absurd er det, at jeg er blevet sådan. Taget i betragtning af at det jo er arven og miljøet, der bestemmer et menneskes identitet. Eller er det? Jo, til en vis grad - vil jeg tro. Det er vel også, det jeg ser, når jeg kigger rundt på mine bekendte. Og så meget som jeg har lyst til at fornægte det, har Jylland da også sat sine spor på mig. Når der sprudler ord som "ikkå" og "såårt" ud af munden på mig, er der ingen tvivl om, hvor jeg kommer fra. Og min fars forsøg på at give mine brødre og jeg en nogenlunde normal jysk opvækst med spegepølsemadder og eksotiske ture til Lalandia er da også indprentet i mig. Men tilsammen er det kun en lille andel, af alt det der er med til at definere mig. Men hvad er så resten? Lyder det store spørgsmål.
Er det ham i det høje, der har en finger med i spillet? Har han gjort mig anderledes, fordi jeg har en speciel mission her på kloden? Det anså jeg i hvert fald som sandsynligt, da jeg var yngre - og gik til kirkekor. Men i dag sværger jeg til noget andet. Nemlig poeten Johann Wolfgangs ord: "alt hvad der hænder os, efterlader et spor i os. Alle oplevelser bidrager, mærkbart, til at gøre os til dem vi er "

Bedre kan det ikke siges. Jeg tror at vores tidligere erfaringer og vendepunkter i livet hele tiden sættes i perspektiv af nye erfaringer og vendepunkter. Vi forandres som mennesker af vores oplevelser og kan aldrig gå tilbage til den vi var, eller troede vi var, før. Den grimme ælling havde ikke været den samme, hvis den ikke havde fundet sin svanefamilie, et menneske kan ikke gå tilbage til barndommen, efter mødet med seksualiteten, og for at vende tilbage til hvor vi startede, havde jeg ikke været den samme, hvis ikke jeg havde fundet det sted jeg tilhører. Storbyen.

Faktisk funderer jeg tit over, hvad der ville have været hændt mig, hvis jeg aldrig havde oplevet Paris eller fået nys om verden udenfor. Jo klart, jeg var da blevet en del blåøjet, (noget jeg i særdeleshed ikke er). Men ville en anden begivenhed, have formet mig til noget andet? Og i så fald, hvordan ville jeg mon have været? Det finder jeg nok aldrig ud af, men spændende er det at tænke på.

"Men hvorfor flytter du så ikke?", er det gængse spørgsmål. Og lige her på falderebet af min selvforståelses-smøre, er det vel oplagt at svare på. Det giver mig også muligheden, for at komme til erkendelse med noget, jeg længe har fortrængt. For så meget som jeg drømmer om extravagante metropoler, har jeg også min tvivl. Den var vist ikke forventet? Jo, men altså ordsproget lyder jo: "græsset er altid grønnere på den anden side". Og det er vel også den forventning, jeg har til storbyen som bopæl. At det er ligesom det paradis, jeg flygtigt oplevede. At livet derovre er som taget ud af en romantisk komedie. Men her kommer min tvivl så, for hvad hvis det slet ikke er sådan i virkeligheden? Hvad skal jeg så gøre med mit liv?

Det er vel også en stigende tendens, som vi ser i disse år. Unge der tidligere flyttede fra provinsen vender tilbage! Fordi de åbenbart fandt ud af at storbyen ikke er, som de havde forestillet sig. Eller fordi de ikke kunne vænne sig til det, efter at have boet ude på bøhlandet hele livet.
Men om jeg ender sådan, vil kun tiden vise.
Nåh ja, en lille sidedetalje, så har jeg ikke mulighed for at flytte væk sådan uden lige, da min mor stadig hersker over mig til jeg fylder 18.

Men indtil den dag kommer, vil jeg fortsætte med at gå min sædvanlige gåtur hjem fra skole. Forbi de kirkegårdslignende huse, ind i Fakta hvor jeg møder naboen, videre ned af den forladte sti hvor mit åndedræt giver genklang og gyllens aroma bedøver min lugtesans. Alt i mens jeg overvejer, om jeg nogensinde finder kuren til kureringen af min "Tranbjergdepression" - hvis altså den findes.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 05/03-2019 06:53 af Lara Peri og er kategoriseret under Essays.
Teksten er på 1229 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.