En stille nat under det hvide månelys
Dæmpet motorstøj fra nattens køretøjer og tandhjulene, der holder byen levende
Bemandet af de der tørner ud, når de andre tørner ind
Pib fra nattedyrene
Rotter og mus i krogene
Fuglene i træer over hovederne
Ravnene bag de lukkede døre på de åbne beværtninger
Dér hvor krøllede sedler bor og gamle sange vækkes
Hvor terningerne ruller og sømandsjargonen hersker
Med tyk røg og tynde tegnebøger
Store hjerter og små timer
Under gadelygternes tipiformede lys sprænger fortovets tyggegummipletter i øjnene som bumser i en silkehud og som en ordløs fortælling om gadens liv under solen
Her lever kun nattevinden og eftervarmen i asfalten efter solens maratonløb over himmelbuen
Dem foruden er gaden tom
Til mågerne ved hanegal vækker byen skrigende i uskøn kakofoni
Mens toiletbygningens gustne lys må vige for morgensolens saltvandsindsprøjtende pendant
Det røde menneske i det mennesketomme kryds standser mig
Med en usynlig hånd på sin evighedsvagt
Over gaden vågner lejligheder ujævnt som en bankoplade af lys
Gardiner trækkes fra som scenetæppet for denne uendelige forestilling i dette vores totalteater, Danmark