Jeg elsker eventyr,
og vel for mig selv hygge,
og for tiden sparer jeg sgu op til en el-cykel!
Jeg er heldig for at høre til blandt de tykke,
har set sult i Indien og Tunesiens skjulte skygge.
Bare rolig, når enden er god er alting godt!
Som baby blev jeg født med diagnosen halskræft,
halsen lukkede til, som slugte jeg et kosteskaft!
Familie forberedte min begravelse, familie fortabt,
knapt havde søs en bror før hun lærte ordet vanskabt.
Mundrapt lærte hun ordet misdannelse, læger laver fejl.
Efter kvælning røg jeg på hospitalet, lilla som en snegl!
Skadestuen sagde "Det en fejldiagnose, jeres læge inhabil,
det kan opereres væk, men det blir farligt som en fristil"
Jeg blev som baby i voldsom hast opereret i fuld narkose.
Når jeg i dag får panikanfald ånder jeg i en plastikpose,
når jeg i dag får angst husker jeg den terapeutiske hypnose.
Jeg forestiller mig at jeg er en fisk i vand, og ikke i mose!
Som barn og ung endte mange eventyr ulykkeligt uden smil,
men jeg smiler i dag, trods platonisk far og min mor pædofil.
Da han troede jeg skulle dø tror jeg min far kappede et bånd.
Vores forhold har altid været platonisk, omsorg blot en drøm.
Alt starter småt, men ikke alt slutter stort og flot,
men bare rolig, når enden er god er alting godt
Drømmer om flydende lotuser, ånder ind, så mange symbioser.
Fantaserer om blomstrende roser, ånder ud uden at jeg låser,
åbner, for et smil til mig selv kan være som at åbne dåser,
og ud af mit indre vælter mere end hvad der kan siges i gloser.
Erkend!
Erkendelser!
Anspændt eller tændt,
please erkend, måske igen,
at du som vand er persistent.
Du er nået helt hertil min ven,
vi er flydt sammen som to dråber,
vi har begge overlevet tåber der råber.
Jeg håber sgu at du holder ud lidt længere,
at du ved det er ikke den stærke der vinder,
men den tilpasningsdygtige der til sin skygge sig binder!
"Ansu, husk det nu", vær din egen allerbedste ven.
Bevæg dig som var du vand i vand, igen i zen.
Ånd langsomt ind af næsen, udvid maven.
Smil med et lukket blik i ro, ilt er gaven.
Hold ilten inde, lykke er selvlaven.
Ånd langsomt ud uden en kræven.
Slip alle erkendelser, al stræben.
Husk at fugte, og slikke læben.
Slap af i kæben, glem skæbnen.
Vi er bølger, med åndedræt,
men vi er også havet,
og strand afvæbnen.
Fjende, erkend!
Vær vand min ven.
For,
fantasi og håb går hånd i hånd, er ej hinandens modsætninger.
Ala yin og yang en gensidig afhængighed, ligesom fletninger!
Ala mørket der skal til for at se stjerner, ala tro, viden og kætter.
Har jeg lært noget af mine traumer er det at universet besætter.
Der er så meget at lære, og endnu mere at aflære!
Når man vokser op med omsorgssvigt må man sig selv nærer.
At give sig selv omsorg kommer med besvær, og det tærer!
Det er så lokkende at være kold som en sten, men det skærer.
Lokkende at begære, og nemt at glemme at forære.
Nemt at glemme at ånde ind givende.
At glemme at ånde ud, og i taknemmeligheden blive blivende
Nemt at glemme at alt er relativt, uvidenhed afstivende.
At glemme at det man frygter ej er enden rivende,
men starten på noget nyt, det ukendte drivende.
Jeg er selv bange,
jeg er selv handikappet, men noget er oplivende selvskrivende:
jeg har sgu snart sparet op til en el-cykel!
Har tøj, mad, ikke længere hjemløs og bor ikke i ungkarlehybel!
Og med motion vil min ende blive god, og så er alting godt!
Jeg har snart råd til en el-cykel, om jeg så skal gå bankerot!
Nye eventyr, nye åndedræt, nye steder at meditere
Nye kæledyr, ny gødning grædt, nye kæder at reparere
Nye søstre, nye brødre, en ny inderligt at elske, øvelse i væske,
når starten er dårlig er intet kun dårligt, menneske til menneske
Har vand nogen begyndelse eller ende?
Vær vand min ven, og også min fjende.
I stilheden er vi én, ét, som vand ubegribeligt.