På en ganske almindelig fredag aften midt i en rekordvarm oktober måned stod en 23-årig ung studerende i et ildelugtende busskur, som et misbrugt MacDonalds-toilet, efter en genstridig skoledag og enkelte trivielle ærinder i byens hjerte, som i virkeligheden måske snarere kunne klassificeres som pligtskyldigheder. Busskuret befandt sig nær udkantsbyen på en øde hovedvej og var sådan et enestående af slagsen, grundet sine værste egenskaber og årelange negligering; det var overdænget med profan graffiti, fladmaste cigaretskodder var altid en hær i overtal på jorden og bænken, og lugten af armhulesved og kvalmende kropsdele kontaminerede luften. Mørket var allerede ved at stikke hovedet frem og fordrive solen og dens dagslys, skønt klokken ikke var mere end 20.
   Han ventede i utålmodighed, vippede fra den ene fod til den anden og så sig agtpågivende til begge sider i hyppige intervaller; i hans hjerne udspillede de ubehageligste forestillinger sig, som var foranlediget af sit årvågne alarmberedskab: Om lidt ville den ene perker og neger efter den anden indfinde sig i busskuret med hver sine dystre dynejakker og uidentificerbare ansigter, bevæbnet med diverse stikvåben og knojern, overfalde ham og uddele gebrokne dødstrusler, blev han indbildt af tankerne. De grågrumsede betonblokke, som befandt sig lige bag ham, syntes uophørligt at ånde ham i nakken; blot synet af dette foruroligede ham - en foruroligelse, som voksede med skumringens hastighed.
   Imens han ventede på bussen, holdt han skarpt øje med hver enkelt vilkårlig forbipasserende, fulgte dem med lidenskabelige øjne; munden var stiv og sammenbidt, kroppen var anspændt, og knytnæverne var kampklare. Som konsekvens af dette returnerede nogle af de forbipasserende et skævt blik af forunderlighed, eller så gik de en stor bue udenom - de vidste sandsynligvis, hvem han var, og denne erkendelse bevirkede udelukkende, at han yderligere ængstedes og anticiperede det værste.
   Men abrupt forløste hans pinsler sig af det længeventede syn af bussen, som endelig var kommet til syne og kom drønende mod ham fra distancen; hele hans sjæl syntes nu at være udfriet som konsekvens, og de forhenværende dystre, mistroiske miner var blevet udskiftet med letsindige og en tillidsfuldhed, der tilnærmelsesvist grænsede sig til det troskyldige. Han trådte hen til busstoppeskiltet, betragtede undersøgende bussen, hvis fart nu var begyndt at fortone sig. Bussen standsede helt, og døren blev åbnet. Han trådte ind i bussen og fik øjenkontakt med buschaufføren - en ung kvinde, som ved første øjekast fremstod lidt dyster og åndsfraværende, men kom straks til bevidsthed, idet han henvendte sig til hende.

- "Goddag." hilste han muntert og høfligt med den forhåbning om, at han kunne lette hendes lidelser lidt med sin positivitet, idet synet af dette øjensynligt mellemfornøjede menneske pinte ham. Han fiskede telefonen op for at fremvise sin busbillet.
   - "Hej." responderede denne og nikkede godkendende til busbilletten, stadig med en antydning af mellemfornøjelse i ansigtet.
   Han passerede en håndfuld skeløjede skærmzombier, som alle, én efter én, fjernede opmærksomheden fra deres mobiltelefoner blot for at rette uforsonlige blikke mod den eksotiske indvandrer, som i hast var ved at finde en siddeplads; enkeltes ansigter fortrak sig endog som udtryk for væmmelse.
   Dette lod han dog ikke bringe ham ud af fatning og fokus; han havde netop vigtigere anliggender at tage stilling til, til at han kunne tillade sig at give efter den slags fladpandede mennesker.
   Ved betragtning anslog han passagerantallet til at være omtrent tyve; skærmzombierne var alle sammen opslugte af deres telefoner og indespærrede i hovedtelefonernes isolationskamre - alle på nær én:
   I et af de bagerste rækker iagttog han en ung fyr med en omtrentlig alder; han sad med en blå fjeldræven-taske mellem benene og virkede fordybet i dybe tanker.
   Ansigtet bar en vis uskyldighed, men virkede samtidig alvorligt og dystert, øjnene var store, runde og dybhavsblå, og de skinnede som en spejlblank sø, der reflekterede en supermåne, en kold russisk vinternat. Håret var brunt og mellemlangt, øjenbrynene var tynde, lidt til den naive side, og ansigtet var blegt - så blegt, at det nærmest virkede sygeligt - og havde ikke noget præg af skægvækst. Næsen var af normalstørrelse og havde fine, elegante former, munden var bred og neutralstemt, og læberne var tynde. Han var iført en mørk sensommerfrakke, der manglede et par knapper samt nogle skrøbelige brune lædersko og habitbukser, som utvivlsomt var købt i en genbrugsbutik.
   Dette menneske vakte en uforklarlig nyfigenhed i ham, som om de havde haft et kendskab til hinandens eksistenser i en evighed, men aldrig udvekslet ét ord.
   Det var i dette øjeblik, at han havde besluttet sig for at sidde ved samme række som den mystiske unge fyr.
   Deres blik mødtes, idet han var nået over til rækken og satte sig ved de tomme sæder på den anden side, og et venskabeligt smil blev udvekslet, hvilket ansporede dem til at indlede en samtale med hinanden.
   "Hvor er De på vej hen?" indledte indvandreren.
   "Til Randers - De ved, den såkaldte 'mokaïby', ha ha!" svarede denne åbenhjertigt og muntert, oprigtigt taknemlig for henvendelsen. Den unge indvandrer kunne ikke afstå fra at le med.
   "Også mig."
   "Nå," bemærkede han overrasket, "er De da randrusianer, eller er det et helt andet anliggende, der bringer Dem dér?" spurgte denne, mens han undersøgende betragtede den særegne indvandrer med sine store dybhavsblå øjne.