Bedstemor på dating.
Ruth Christe...
7 år siden
Så er det snart juleferie...
Michala Esch...
15 år siden
Kaos tur hjem...
Anastasia
12 år siden
Det åbne øjeblik - Kasper...
Kasper Lund ...
8 år siden
Advarselsbokse og hulahop...
Victoria Wan...
8 år siden
Flot fyr.
Ruth Christe...
7 år siden
Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
10 år siden
skriveglæde
Jette Peters...
7 år siden
Hundetyven.
Regitze Møbi...
9 år siden
Lommefilosofi og valg - K...
Kasper Lund ...
9 år siden
Min beskrivelse på livet
Shawn Cee (J...
8 år siden
Skavanker
David Hansen...
1 måned, 10 dage siden
Dawn Under
Ruth Christe...
7 år siden
Hvem fortjener blomsten?
Racuelle Hei...
8 år siden
Hvis jeg var en fisk ...
Halina Abram...
6 år siden
den første dag år 2013
bondeven
11 år siden
Brakvand
Marie Martin...
10 år siden
De fire vægge og pc'en.
Rudi Kouring...
8 år siden
Dybbøl gartnerhjem
Martin Micha...
5 år siden
Et tomrum
Katrine Søre...
10 år siden
Fjerde bog, næsten færdig...
JesperSB
2 år siden
70 år + 3 dage
Peter Munk (...
10 år siden
Kære natbog (II)
Olivia Birch...
9 år siden
En hyggelig dag
Maria Hahn (...
11 år siden
At skrive
Josephine Lø...
9 år siden
Gud hader dig, og især mi...
Kasper Lund ...
7 år siden
At miste styrringen og jo...
Bastian
11 år siden
Nye chili
Kenny Raun (...
10 år siden
Dag 6 på Fyldepennen. Fes...
Gaffa Brandt
11 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
7 år siden
Ptojekt SØNDAGSJAM
Martin Micha...
4 år siden
Houdini - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Gamle skole
Nikitaolsen1
9 år siden
Udstillingen
Hanna Fink (...
11 år siden
if Vejhjælp
David Hansen...
1 måned, 11 dage siden
Udstilling
Hanna Fink (...
11 år siden
Op på den hest!
Bastian
11 år siden
Der var engang.
Ruth Christe...
7 år siden
Det ender med en silhuet
Olivia Birch...
9 år siden
Uden kontrol
Hanna Fink (...
10 år siden
70år + 4 dage
Peter Munk (...
10 år siden
Morgenstemning og ord
Kathi12
10 år siden
Stine og mormor.
Ruth Christe...
7 år siden
Kære natbog (VII)
Olivia Birch...
9 år siden
Kunstforening.
Hanna Fink (...
9 år siden
Sidste Brev til Mor
Fru Flohr
1 år, 4 måneder siden
Kaos, vrede og kærlighed
Line Ley Jen...
4 år siden
Min datters smukke sang
Ace Burridge...
11 år siden
Forårsnadver til online-u...
Camilla Rasm...
9 år siden
Glansbilledemennesker - K...
Kasper Lund ...
8 år siden
13 dag på fyldepennen. Er...
Gaffa Brandt
11 år siden
Er syg...og venter spændt...
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Surkål
Vina Frank (...
4 år siden
Flødedruk og lilla roser.
Regitze Møbi...
9 år siden
Ikke så halt længere...
Mikala Rosen...
15 år siden
bare træt...aldrig alene
Kenny Raun (...
10 år siden
Hvorfor ikke...
Liza Abildsk...
9 år siden
Udstilling
Hanna Fink (...
9 år siden
Storskrald
Hanna Fink (...
7 år siden
I dag skulle det være.
Hannah White...
8 år siden
Jeg kom i tanker om min kloge tanke, det var noget med babyer, og deres ufattelige gåpåmod... Hvornår mister man det?
Det er ligemeget nu, det gør ikke så stort indtryk på mig mere... Hmmm

Mit hoved flyder bare over af tanker. Selvom det ikke er den fedeste fornemmelse ser jeg det helt klart som gode tegn, for før eller siden måtte de jo komme ud, alle de tanker, som fortæller mig lidt om hvem jeg selv er, for jeg har ærligt talt ikke den fjerneste idé om det...
Årh... eg ved knap nok hvor jeg skal starte eller begynde... eller...
Tror det kommer til at blive en laaang tekst.
Hmmm.... Tankestrøm:
Da jeg var lille... rettelse... Jeg har altid set op til min storesøster, faktisk har jeg aldrig kunne sætte fingeren på noget hun i mine øjne har gjort forkert... Det gik op for mig forleden dag, at jeg hele mit liv har prøvet at være som hende...
Det er selvsagt ikke lykkedes særlig godt, for man kan ikke være andre end sig selv, det gør bare en usikker. Men hvorfor er det så, at jeg engang, i tiden længere tilbage end min hukommelse rækker, ikke turde/ønskede at være mig selv mere? Hvad er der sket? Eller er der overhovedet sket noget?
Mit humør svinger op og ned... så er jeg trist, og kan slet ikke overskue hvor mit liv fører hen... Så er jeg glad og har lyst til at danse rundt... Så er jeg irriteret over en eller anden total åndsvag ting... Så har jeg dårlig samvittighed overfor hele verden...
Og med god grund måske... Et af min e egne hjemmestrikkede visord, siger:
"..."
Tjah, jeg kan altså faktisk ikke rigtigt huske hvad det siger, men det går ud på at det eneste man kan kræve af sin omverden er ærlighed, og det eneste man kan eller bør give er ubetinget kærlighed...
Og i den tilstand jeg befinder mig i, opfylder jeg ingen af delene... Jeg er ikke spor ærlig overfor hverken mig selv eller andre, og jeg har på trods af at jeg virkelig af ærligt hjerte elsker alle i min omgangskred, har jeg umådeligt svært ved at give dem den kærlighed...
I det mindste er jeg da så småt begyndt at være ærlig overfor mig selv, men det er en længere proces, for det kan gøre ret ondt. Men for mine børns (og ikke mindst min egen skyld) må jeg kæmpe til jeg har fundet mig selv, fundet meningen med mig, for jeg ønsker ikke at føre mit eget indre kaos videre til dem, men det kan man ikke så nemt undgå, medmindre man skiller sig af med det.

Ja, og så i dag kunne jeg pludselig mærke, at der findes så meget glæde inden i mig, jeg har lyst til at svælge i det, men jeg tør ikke, for pludselig mister jeg forbindelsen, og bilder mig igen ind, at alting er som det skal være, og jeg får ikke ordnet en bjælde...
Det er ligesom hvis man går og rydder op hjemme hos sig selv (og forestil jer nu, at der er uoverskueligt rodet), og så pludselig mellem en masse ragelse, som man ikke fatter man har gidet at have liggende i så mange år, finder man et spil el. lign. Yay, det er et sjovt spil, og man går straks igang med at spille det, for at bevise for sig selv, at det ikke bare er surt at rydde op, men det resulterer så i, at man ikke for ryddet resten op... Så er det bedre at lægge spillet til sidde, og gemme det til der er ryddet helt op, så er det også sjovere... Er jeg helt galt på den?

Nogen gange oversvømmer mit hoved med tanker... nærmest helt fyskisk... det føles som om noget inde i mit hoved bliver smeltet og rørt godt og grundigt rundt - helt seriøst, sådan føles det rent fysisk - og når jeg har det sådan, påvirker det mine øjne, jeg kan ikke fokusere på noget, kan ikke rigtigt se tingene omkring mig, og når følelsen så holder op igen, ser det ud som om møblerne omkring mig står skævt... ligeså langsomt vender mine øjne sig så til den nye tilstand. Sådan havde jeg det før, og så var det at jeg bagefter besluttede mig for at komme hen og skrive noget af alt det her ud af mit system...
Og ja, jeg forstår godt hvis folk ikke rigtigt gider at læse det, det er jo trods alt bare en lang, ufuldendt og ikke særlig struktureret plan over mit mærkelige hoved...

Så 'Meet Joe Black' forleden dag... ikke fra starten, men jeg fik da et billede af hvad den gik ud på... Kanon film forresten...
På et tidspunkt siger en eller anden, som jeg ikke kan huske hvad hedder, noget, hvilket jeg i øvrigt ikke kan huske særlig ordret, men det gjorde alligevel et indtryk på mig:
Noget i stil med, at...
...Det at elske en anden, eller være en del af et par, kun kunne blive perfekt, når man kunne dele alt med den anden, alle sine små mørke hemmeligheder. For kun da, kunne man føle sig fri til at elske helt og oprigtigt uden frygt.

Ja! Det ramte mig meget dybt, for det kunne ikke være sagt mere rigtigt, og det er noget jeg ikke har været i stand til indtil nu.
...Og som jeg stadig ikke rigtigt ser mig i stand til...

Jeg skrev et brev til min kæreste i nat. Jeg skrev bla. at jeg så os som to lange stave, der stod hver for sig og kæmpede for at holde sig oprejst, men som af en eller anden grund var ude af stand til at støtte sig op af hinanden... Jeg skrev også en masse andre ting, jeg havde lidt dårlig samvittighed over forskellige ting, men det kan være ligemeget her...
Jeg gav ham brevet imorges og gik så i bad, så han lige kunne får lov til at læse det uden at jeg stod og hang hen over ham for at se hvad han sagde, men da jeg kom tilbage, lå det stadig på bordet tilsyneladende ulæst. Jeg ved ikke om han har læst det... Han har ikke sagt et ord om det. Og jeg har det om muligt dårligere med mig selv nu, end jeg havde før jeg skrev det... Måske har han læst det, og ved (måske forståeligt nok) ikke hvad han skal sige til det. måske har han bare troet det var noget han alligevel ikke havde lyst til at høre og derfor ikke ville læse.
Jeg ved godt jeg skulle have spurgt ham om det, men jeg kan bare ikke alligevel... Hvis han ikke har lyst til at sige noget til det er det jo fair nok. Hvis han ikke har lyst til at læse det er det sådan set også fair nok. Jeg vil ikke presse, men jo, jeg burde alligevel bare spørge ham...

Argh!!! En masse dårlig samvittighed vælder lige ind over mig... Overfor alt og alle... Og jeg ved godt, at jeg ikke kan gøre noget gjort ugjort, og jeg ved at jeg ikke kunne have handlet anderledes i diverse situationer, når jeg nu er den jeg er.. Fuck det... Jeg tror jeg må stoppe med at lukke mere af alt mit kaos ud... i hvert fald lige nu...

Ok... Dagens (nattens?) visord:
"Many times I've been alone
and many times I've cried
Anyway you'll never know
how many ways I've tried
But still they lead me back
to the long winding road"
-The Beatles, The Long and Winding Road

Knus Machula

_____________________________
17. januar 2008 8:03

Ja altså...
Fik brev tilbage fra Bo, dagen efter vi kom hjem fra England. Og den 3. 4. stykker fik vi også besøg af Bo igen :) I bund og grund stod der intet hemmeligt i nogle af vores breve, men tror måske at Bo vidste/fornemmede, at der var noget jeg manglede at sige til Daniel (eller måske tænkte han bare at det under alle omstændigheder måtte være mig der afgjorde hvor meget Daniel skulle delagtiggøres), og det var nok heller ikke så svært at fornemme, når man så 'os' så meget som Bo gjorde, at det ikke helt kørte på skinner imellem os. Så da Daniel gik på toilettet et øjeblik, kom Bo hen til mig i køkkenet, og takkede for brevet, jeg takkede igen, og mere blev der så ikke sagt.

Det var så efter det, at jeg skrev det brev til Daniel, som er omtalt i denne tekst. Det jeg havde dårlig samvittighed over, som jeg havde skrevet til Daniel, var den brevudveksling mellem Bo og mig. Der var jo ikke så meget i de skrevne ord, at have dårlig samvittighed over, jeg havde dårlig samvittighed over at have holdt det hemmeligt. Og grunden til at jeg havde holdt det hemmeligt var jo, at der lå så meget mere i det for mig, selvom jeg ikke havde givet noget udtryk for det. Det hvde jeg jo så også dårlig samvittighed over. Egentlig kunne jeg jo ikke gøre for hvad jeg følte for Bo, så det skulle jeg måske ikke have dårlig samvittighed over, men jeg gjorde ret i at have dårlig samvittihed over ikke at handle ærligt udfra mine følelser overfor de involverede parter. (Gad vide hvilket skrækscenarie det hele havde udviklet sig til, havde jeg taget hul på det allerede dér? - tror måske det var godt jeg ventede, selvom det ikke var korrekt).

Michala

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Miserabel... Ak ja er publiceret 05/01-2004 00:48 af Michala Escherich (Machula T.).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.