Det må bare ikke ske!

Markedspladsen.
Ruth Christe...
5 år siden
Mere tid. Mere alt.
Anja Lind An...
8 år siden
Pigsen
Poul Brasch ...
8 år siden
Forsvundet novelle! Hvad ...
Bella Donals...
6 år siden
I aften ser vi Hobitten i...
Carsten Cede...
7 år siden
Alene i skyerne
Tine Sønder ...
10 år siden
Søndag eller syndedag ?
Michael Nevs...
4 år siden
Første kritik godt modta...
Bella Donals...
6 år siden
Det åbne øjeblik - Kasper...
Kasper Lund ...
6 år siden
Human tetris
Tine Sønder ...
10 år siden
Yoga
Ida Hansen (...
5 år siden
Af jord er du kommet, af ...
Poul Brasch ...
2 år siden
Hvis jeg havde tid.
Jytte Westen...
8 år siden
At skue hunden på hårene
CamillaJe
9 år siden
En god aften
Bastian
9 år siden
Misforstå mig ret:
Christian Ba...
7 år siden
Ikke mange weekender endn...
Michala Esch...
12 år siden
Lad os sammen hylde nørdh...
Katrine Søre...
8 år siden
De første år
Camilla Grub...
8 år siden
Glædelig Jul til alle
Poul Brasch ...
6 år siden
Så er jeg i gang med en h...
Carsten Cede...
7 år siden
Sommerlandet
Hanna Fink (...
8 år siden
Hvem fortjener blomsten?
Racuelle Hei...
6 år siden
Fredag 21 Marts - 2014
Sine Simonse...
8 år siden
Dagen tiltaget med 49 min...
Hanna Fink (...
7 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
5 år siden
Dagen i dag
Salomon
7 år siden
Karrusel
Sincedawnofm...
8 år siden
Tømmer lige rygsækken.
Neola
1 år, 2 måneder siden
Lyst til livet
Halina Abram...
4 år siden
En snak om plejehjem, syg...
Bjørn Langki...
2 måneder, 18 dage siden
ressourceforløb the end
Martin Micha...
2 år siden
70 år + 2 dage
Peter Munk (...
8 år siden
Skam over sæd og æg - Kas...
Kasper Lund ...
6 år siden
Et liv i en retning...
Patrick Bolv...
8 år siden
Kaos, vrede og kærlighed
Line Ley Jen...
2 år siden
Normalvis nyder jeg ikke ...
Kasper Lund ...
7 år siden
Er du lesbisk
Jønsse
6 år siden
Guldbryllup
Hanna Fink (...
3 år siden
At miste styrringen og jo...
Bastian
9 år siden
Kan jeg mon lære at elske...
Neola
1 år, 2 måneder siden
At blive håndplukket
Olivia Birch...
7 år siden
Så blev Ole begravet. Min mormor er stadig i Hjørring og hjælper med oprydning, er der for Gudrun m.v. Og i grunden hjælper Gudrun vel også hende ... de hjælper hinanden. Min mormor har mistet sin bror, Gudrun sin mand, så er det godt, de er bedste veninder og har hinanden. De ved præcis, hvordan den anden part tænker reagerer og.

Min mormor har taget det hårdere, end jeg troede, hun ville. Det blev ligesom først synligt ved begravelsen. Siden da har hun flere gange ringet hjem og grædt.

Men der skete også det, der ikke må ske. Det MÅ bare ikke ske ... Begravelser er – kan vi vel alle blive enige om – et følsomt emne, og hvis tingene går i hårknude dér, kan det være næsten ubærligt for de efterladte, hvis følelser stadig sidder uden på tøjet, som afklippede ledninger, der bare venter på at kaste om sig med gnister.

Vi havde bestilt to kranse. En fra os 'børnebørn' – Heino, Morten, Mikael og jeg. Og en fra de 'voksne' – min mormor, Kaja. Min mor, Jette. Min far, Lars. Min onkel, Thorsten og hans kone, Mimi. Min mor havde bestilt kransene med tilhørende bånd hos en blomsterhandler her i byen. Der skulle stå 'Farvel Onkel Ole' og 'Farvel Ole' efterfulgt af vores navne. Mine forældre skrev ind på computeren, hvad der skulle stå sammen med navnene, så intet kunne gå galt. Mikael bliver f.eks. tit stavet 'Michael' eller bliver ligefrem til 'Mikkel' eller 'Michel(le)'. Line bliver tit 'Lene', 'Lise' eller andet. Og Heino – der er næsten tusinde muligheder. Som oftest gør folk ham til en 'Heidi', hvorefter jeg må forklare, at jeg altså er gift med en mand – og jo, jeg ER sikker; jeg HAR kigget efter ved flere lejligheder! ;)
I hvert fald kunne fejl umuligt begås nu. Eller ...?

Da min mormor og onkel kommer ind i kirken, undrer de sig over, at kun kransen fra børnebørnene er dukket op. På et tidspunkt spørger en af Oles døtre: "Hvem er Kaj, Thora, Mimmi og ... Lars og Jette? Er det nogle af hans gamle soldaterkammerater? Eller ... Gud – Lars og Jette!" Og derefter gik det jo op for alle, hvad det drejede sig om. Men ærlig talt: Tænk at ombringe min mormor og give æren til en hr. Kaj – og derefter (som om der ikke var gjort skade nok) – gøre min onkel Thorsten til en Thora! Og Mimmi med dobbelt m? Det er da helt utilgiveligt! Min mormor brød helt sammen, fordi kransen var forkert, og det hele bare blev for meget.

Selv er det mildest talt en af mine (mange, ja – men også vigtigste!) kæpheste, at man altid skal stave navne korrekt. Hader, når – især – journalister og forfattere ikke kan stave navne korrekt. Selv tjekker (og dobbelttjekker!) jeg altid navne, der har flere stavemuligheder, hvilket næsten alle navne har. Og netop det at blive stavet korrekt er som oftest også noget, folk tager meget højtideligt. Jeg synes i hvert fald, det er utroligt, at de eneste der er i stand til at stave min lillebror MiKael korrekt, er mine forældre, mig, min mand, min bror og mormor. ALLE andre – om så det er breve fra andet familie, fødselsdagskort eller -invitationer fra venner og bekendte, breve fra skolen m.v. er det altid stavet med CH. Og nu da vi er i Danmark, er det jo egentlig mest logisk (i hvert fald i mine øjne), at det bliver stavet med K.

Måske er det bare mig, der er sær. Men folk, der lever af at skrive (eller bryster sig af at kunne det), de skal kunne stave og skrive korrekt. Jeg går i bro ved alle fejl jeg finder – og især mine egne! (Tag endelig ikke fejl af det!) Jeg kan græmme mig i ugevis (forsøger stadig at komme mig over min utilgivelige ’hæmmesko’). I folkeskolen, når jeg (en sjælden gang) fik fejl i diktat, var det noget jeg huskede og de fejl, har jeg ALDRIG begået igen!

En anden ting er så folk, der arbejder med mennesker (i nød). Min mor – som har et par nosser, der end ikke ville være plads til i de mest moderne hængerøvsbukser – troppede dagen efter op hos Irenes Blomster. I forvejen har vi lidt aversioner mod forretningen, fordi de kludrede med nogle bestillinger til min brudebuket, så jeg i sidste øjeblik fik at vide, jeg ikke kunne få de blomster, man havde lovet mig. Og for mig var blomsterne vigtigere end kjolen (hvilket nok siger noget for de fleste kvinder). I hvert fald tromlede min mor ind i butikken og fik Irene i tale. Hun fortalte, at hun havde bestilt to bårebuketter til en begravelse gennem hende, og ja – det kunne Irene da godt huske. Derefter:
Min mor: "Ja, men det var kun den ene, der dukkede op." (Gad godt have set Irene – hendes øjenbryn er nok røget helt om i nakken på hende!)
Irene: "Nå, jam... følg lige med ind på kontoret og lad os se på bestillingen på computeren.
Efter nogle klik og tasterier, finder Irene papirerne frem.
Irene: "Ja, her er de ... En krans fra Line, Morten, Mikael og Heino."
Min mor: "Ja, den dukkede op, og den var meget smuk."
Irene: "Og her er den anden ... Fra Kaj, Thora, Mi..."
Min mor: "Ja, de mennesker kender vi ikke!"
Irenes fjæs: *Huh???*
Efter min mors følgende bulletin, går Irene i forsvarsposition og siger gudhjælpemig frækt: "Og hvad vil du så gøre ved det?" (Hallo!!! Hvad vil DU gøre ved det, dame? Det er dig, der kører denne såkaldte forretning!)
Irene får straks ansvaret smidt over på sin elev, men indrømmer dog, under min mors røntgenblik, (tro mig, damen havde kunnet få enhver SS-officer til at bryde hulkende sammen og tilstå hvad som helst!)
Min mor: "Hvad JEG vil gøre? Jeg vil forlange at få mine penge igen! Jeg har betalt for en vare, jeg ikke har fået!"
Til sidst måtte Irene nødtvungent åbne for kasseapparatet og punge ud. Men det ændrer jo ingenting. Begravelsen vil stadig for min mormor blive husket som en fiasko. Min onkel tog det dog med stoisk ro og sendte min mor en mail, hvori der stod: "Det er okay, søs. Jeg har nu altid følt mig som lidt af en Thora!"

Så måske min navnemani ikke er så dårlig endda ...? Jeg undgår da i hvert fald pinlige fejl.














... Gad vide, om de husker at skrive det rigtige navn på gravstenen?

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Det må bare ikke ske! er publiceret 06/08-2006 00:51 af Line Find-Andersen (ALFen).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.