Arg – bare ordet ... ’tiårs’ ... ’tiårs’?! ’TI *mellemrum* ÅRS’ som i ... mega lang tid ... som i ’Jeg er blevet ...’ (My God, kan dårligt få mig selv til at skrive det!) GAMMEL!

Frygtelig dag. Frygtelig! F-R-Y-G-T-E-L-I-G!!

Jeg, ALFen, er blevet inviteret til jubilæum. JUBILÆUM!

Hvad er nu det for noget?! #¤%&/(#¤%&? Gamle mennesker holder jubilæer ... ikke unge *host*, velfungerende *host host*, travle *triple host* mennesker, på *sysimfyfplihuf* år!

Så sidder man ligesom dér på sin (åbenbart gamle!) røv med en konvolut, der umiddelbart ser meget uskyldig ud. Ingen rudekuvert! Hvem kunne vide, hvilken bombe, der lå indeni?

I det hele taget mærkeligt. Meget mærkeligt. De sidste tre nætter har jeg drømt om mine gamle folke- og privatskoleklasser. Tilmed i korrekt rækkefølge! Første drøm omhandlede Allinge-Sandvig Borgerskole, som den (meget opfindsomt!) hed dengang. Elev fra 1987-93. Så Peterskolen. 1993-94. Så Privaten, 1994-97. Så frihed! :-p

Kan ikke huske de yderligere detaljer i drømmene, da de har været meget medicininspireret – Diazepam gør sgu et eller andet sjovt ved drømmetilstanden. Men jeg har i hvert fald både været ude på dybt vand (i lilla rum-outfit!) og oppe at flyve (nøgen(!?)).

Og så i dag tikker kuverten ind. Dette her har altid været mit mareridt – af flere årsager:

1) Den mest indlysende værende: Den dag (altså i dag) indbydelsen kom, ville jeg vide, jeg nu havde skiftet rollen som ’den yngste generation’ ud og i stedet have skubbet mine forældre af pinden, hvorpå der står ’voksen!’ (læs: gammel!).

2) Jeg har altid regnet med at blive én af dem, der ikke blev inviteret, fordi: A) Jeg var så kedelig, at enhver for længst har glemt, jeg gik i klassen (for øvrigt modbevist at grusomt medfølgende klassebillede fra niende klasse!). B) Folk ikke gad mig. Kan der være noget meget værre end at møde én, der spørger til, hvorfor man ikke var med til jubilæumsfesten, hvorefter man er nødt til at fake og spille cool, for at det ikke skal blive opdaget, man ikke var inviteret?

3) Jeg møder op og finder ud af, at alle andre end jeg har et liv.

4) Folk kan aldrig slappe af og være sig selv i disse situationer, men spiller en cool rolle, som værende indehaver af ’perfect life’. Og hvad fedt er der ved det? (Især hvis man IKKE selv har det).

5) Jeg ikke ved, om jeg skal undlade at møde op, og i stedet gå og være nysgerrig. Eller møde op og risikere at kun mig, og to-tre andre tabere, har kunnet finde tiden til at dukke op.

Nej, det havde sgu været meget federe at være én af dem, der havde været umulig at finde. Men dén ged er ligesom barberet! Tjekkede lige muligheden for at finde mig selv (kunne jo være, jeg én dag fik brug for det!) og googlede "Line Find-Andersen". Godt så! Der er kun en milliard henvisninger til Fyldepennen, Nylarskoret, HUF-Online ... Kunne ligeså have kommet rødt kryds med "Leder du efter årgangens nørd – hende med Heidi-fletninger, kuglepennen og nodehæftet ... tryk her!" Doh! Og nu kan enhver, der skulle finde på at google mig (bare lige for at tjekke, jeg IKKE er blevet en eller anden kendis, der kan skaffe billetter til hvilken som helst præmiere, og man derfor er nødt til at gense) ligesom gå direkte herinde og læse om mit patetiske liv – dagbogsteksterne (dem på vennelisten selvfølgelig (og gudskelov!) undtaget), debatterne, hvor jeg af og til kommer til at skrive et eller andet sinkeagtigt samt mine tekster OG kommentarer.

"Line Find-Andersen – this is you ’life’!" *SUK*

Måske man skulle lægge drøn-ny profiltekst ind, så alle på forhånd er opdateret. Hvad med noget i retning af:

"Neurotisk 23-årig førtidspensionist med en anelse sidedeller, halvdårlig selvtillid, hang til pedanteri og evige startproblemer (Især hvad motion og motivation angår). Med skrivekløe og forkærlighed for dyr, tøj, smykker, litteratur og de fleste former for musik ... samt min ægtefælle.

Med stort forbrug af Cola Light og kuglepenne. Med usundt forhold til Lakridspiber, Japanstænger og Toms Skildpaddeis.

Med dårlige vaner, men masser af charme, (manglende!) selvtillid OG lækkert hår! Med to venstrefødder, manglende koordinationsevner, overdreven selvoptagethed og frygtelig nysgerrighed.

Med stædighed, generthed og konfliktskyhed, samt kreativitet, ærlighed og følsomhed.

... Og en uheldig tendens til at stikke en hvid løgn i en snæver vending. For egentlig er jeg jo 25!

Med skræmmende god hukommelse, men intet synderligt sindsoprivende at huske ... endnu, anyway.

Med andre ord: Middelmådigt, halvkedeligt liv, set gennem øjnene af en 25-(og tretten måneder!)-årig ’gammel’ natteblind kvinde.

Og bare sådan lige på forhånd - til alle potentielle læsere: I'm sorry!"

Arg – og så det nye profilbillede, der blev lagt herind som en joke! Kunne lige så godt have taget en toupé mellem ballerne og taget billede af det! Det tegner bare rigtig godt.

Hvor hurtigt kan man få ændret Forfatterprofilen? Fyldepenneprofilen kan jeg jo ligesom selv klare. Og hvornår hentede jeg sidst post? Hvor mange dage kan invitationen max. have ligget i postkassen? Kuverten ... hvor f*** er kuverten? Her ... Poststemplet d. ... arg, kan ikke læse det! Det er smudset! MÅ tage mig sammen til at hente post oftere end én gang, eller sjældnere, om ugen! Går da for pokker forbi postkassen hver dag!

Til til at gøre status:

Line for ti år siden: Småkedelig, men køn pige med noget, der lignede en lovende modelkarriere forude (indtil bureau efter et år fandt ud af, der nok ikke var det store håb for, at min højde sneg sig over 1.63 – så var det løb ligesom kørt!), med mystisk, ældre kæreste fra Sjælland (bluff?). Ellers meget stille – hvad foregår der bag facaden?

Line i dag: Læs tragiske citerede indlæg! Hmf. Barnløs og arbejdsløs – men dog gift! I besiddelse af: Adskillige deller. Mangler akut: Selvtillid! (Har du én tilovers?).

Tror hellere, jeg må trække mig tilbage og sunde mig lidt … evt. med japanstang og cola. Skulle jo meget nødig være tynd og smuk, hvis jeg kunne finde på at dukke op den ... ”27. december kl.18” Sjovt – det er lige præcis den dag, jeg havde afsat til at få begge mine ben sat af!

Er totalt i vildrede – er vildt nysgerrig (stor overraskelse, ik?) mht. hvad sandheden er om alle de andre. Men har på den anden side ikke rigtig lyst til at udstille mig eget ynkelige liv.

Måske man skulle prøve at se, om man kan google nogle af dem og finde ud af, hvordam deres liv ser ud? (Krydser fingre for, jeg er den eneste, der er neurotisk nok – og med tid nok – til at google tidligere klassekammeraters liv! Eller bare er den eneste, der har god nok hukommelse til at huske stort set alle for- og efternavne).

... Hvorfor kunne jeg ikke bare have haft min lillebrors liv?!