Hej Ileme,
spændende spørgsmål og helt ekstremt relevant, til hver en tid. Enhvers frihed er vel afhængig af en andens, og enhver der ytrer sig må være forberedt på en andens ytring/handling. En forfatter har et ansvar for sit publikum, mener jeg, men også for sig selv - kan man skrive om selvmord/destruktion/selvdestruktion uden at det forøger trængen (og forhåbentlig formindsker den!!!) tror jeg på at læseren vil kunne læse det i teksten, SELV hvis det ikke skrives ordret. Tekster er så meget mere end bare ordene deri.
Omend enhver forfatter også har et ansvar for, hvordan og HVOR teksten præsenteres, får teksten selvfølgelig sit eget liv når først den er udgivet til universet, og det er nok naivt nu til dags at tro at man kan styre konsekvensen fuldt ud. Jeg tænker at det er godt at du har fulgt din mavefornemmelse, men vil også argumentere for at alle forfattere, eller dem der bekymrer sig for sit publikums ve og vel i hvert fald, altid vil have en bekymring for modtagelsen og konsekvensen i andre. At man 'smitter' andre med sin negativitet. Filosoffen og 2. verdenskrigs-modstandsmanden (på fransk-algerisk side) Albert Camus har skrevet meget om, hvordan selvmord er det eneste relevante filosofiske spørgsmål (i 'Sisyfos-myten'-essayet, i hvert fald - meget anbefalelsesværdigt, med masser af chokolade/søde sager samtidig helst!), og ethvert digt rummer vel en filosofisk dimension, ergo er selvmord/selvudslettelse/eksistensophør berettiget at skrive om - du kan redde et liv ved at gøre det!
Men at man gør det ÆRLIGT, med som alt i livet ydmyghed og ansvar, tror jeg er lige så vigtigt. MASSER af kunst beskæftiger sig med emnet, men enhver vinkel er ny og et skridt nærmere livet, tror jeg på. Mig bekendt har mange kunstnere der tog livet af sig selv IKKE skrevet om døden, ikke gået i dybden med den (???). Jo indirekte, men ofte med hensyn, der i denne sammenhæng kan være farligt - omvendt psykologi er en virkelig ting, og ofte er det HÅB og ikke mismod, der får bægeret til at flyde over. Respekt for publikum indebærer også at tale op til dem, at stole på at de er fuldt ud i stand til at læse MELLEM linjerne, og ikke udfra dem.
Jeg har og har haft samme bekymring ang. mit digt 'Til Søs' (digt til min søster angående Huntingtons Chorea/Sygdom og dets uundgåelige følgesvend Selvmord), ikke bare bekymring for HENDES reaktion, men for enhver der læser det, samt for om de skulle blive bekymrede for mig. Jeg føler dog ikke at grænsen er overtrådt, at det er en opfordring (trods jeg'et i digtet fuldfører selvmordet), men andre vil måske mene det.
I en anden tekst opfordrer jeg mig selv til at gøre det, og det tog laaaang tids reflekteren og ruminering over, om der kunne læses mellem linjerne - hvad jeg stadig ikke har afgjort, og jeg tror den tvivl kan være sund og lærerig, og holde dig som forfatter sensitiv og lyttende til publikums reaktion; kunst er et samspil, en dans, ikke en strip, pr. definition, og opfordringen herfra må være at lytte til dig selv og din mavefornemmelse først og fremmest, men også stole på at publikum/dansepartneren kan lære dig de nødvendige trin, når du, som alle andre, ind imellem uundgåeligt træder ved siden af og jokker nogen over tæerne.
At selvmord er tabuiseret som det er, er ukonstruktivt efter min mening, da det er SÅ almindeligt at have de tanker og følelser. Smerten bag. Smerte er individuel, men har også en universel dimension; det ultimative tabu, døden. Hellere ryste nogens komfortzone og redde et liv, evt. dit eget, end tie og se ENDNU et, så UENDELIGT meget potentiale, gå tabt. Jeg har hørt (men aner ikke om det er sandt) at maleren Pablo Picasso skulle have haft en attrap-pistol på sig altid, som han hev frem når folk definerede hans kunst og 'skød' dem med den. I en eller anden grad er kunstneren også sit eget publikum (du ved, følelsen af at universet/underbevidstheden bruger en til at lave kunsten, eftersom man måske ikke som sådan tænker undervejs), og respekt for en selv såvel som for andre er en vanvittig svær balancegang - det er meningen med livet at lede efter den! Tror jeg... Altid at søge mod den, balancen i livet.
MC/rapperen Reverie: "Used to be suicidal daily, Now I wanna live forever. ☯️" (hun er meeeeeeeeeeega fed, Reverie! Numrene "Give It Time" og "The First Time" er FULDE af oprigtigt håb, fra en kvinde med dybt kendskab til traumer, selvmordstanker og til håb)
mvh Ansu
PS: Også Mic Righteous, der kæmper med bi-polar lidelse, rapper om traumer, selvmordstanker og håb, her med et track til folk, og sig selv som altid, fanget i mørket, sådan som vi alle, eller de fleste, ind imellem oplever det.
PPS: Yin-yang (dao/tao-isme) misforstås ofte som lys vs. mørke - det er forkert. De er hinandens forudsætninger, ergo den lyse prik i mørket, og den mørke i lyset, og handler om at finde en balance, 'den gyldne middelvej', 'det stiløse land', din EGEN vej i livet/eksistensen/friheden/kunsten.