[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Tak for det Søren. Du har humor, selv når den er på egen bekostning. Så har du altså også fået en kompliment herfra!

Jeg har aldrig været belastet af komplimenter tror jeg.
Men jeg husker sådan noget som: "Du er bare så klog. Du ved bare alt!"
Tjah - visdom er virkelig attraktivt!
Eller: Den smukke pige kommer ved festen og spørger: "Gider du ikke godt være rar og gå hen og byde Yrsa op til dans?"
(Yrsa = hende den konede bænkevarmer.)

For nylig var jeg på krydstogt. En asiatisk udseende fotograf trak mig til side og ville have mig til at træde op som model. Jeg, der haaader at blive fotograferet!
Han skød så en serie billeder hvor jeg skulle posere i nogle 007-agtige attituder.
Jeg sagde til ham: "I'm not George Cluny or any other kind of model!"
Men han var ubøjelig. Det må jeg vel tage som en kompliment.
Han håbede nok at jeg senere ville købe en serie udprint. Men heldigvis fik jeg dem aldrig selv at se. Det havde været uudholdeligt. Måske undtagen for min kone. Hun klager over at hun ikke ejer et eneste billede af mig.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg vil slet ikke skrive om de komplimenter, jeg har fået. For så vil i blegne af misundelse.
Måske få brug for psykolog hjælp.

Men I vil nok også sige, at den ros fortjener jeg ikke - og det har I ret i.
Men jeg finder mig i det og går videre, som om jeg dansede på rosenskyer.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg kan kun komme i tanke om et kompliment, som virkelig gjorde indtryk. Og det blev ikke engang sagt til mig direkte. Det kom fra min nu afdøde farfar.

Sidst jeg besøgte mine forældre kom jeg til at snakke med min far om hvor svær jeg havde været at håndtere i min barndom, fordi jeg har autisme - noget der ikke blev opdaget før jeg var 25. Mine forældre var bekymrede for mig, fordi jeg var anderledes og ingen kunne sige hvad der var "galt med mig." Det var tilbage før mange overhovedet kendte til autisme.

Min far fortalte mig så, at han havde spurgt sin far til råds omkring mig og at min farfar havde sagt: "Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne give dig et godt råd, men det kan jeg ikke, for jeg har aldrig mødt nogen som hende. Hun er unik, men det kan være et problem i vores samfund. Det er en skam at folk behandler hende som de gør, for der er noget særligt ved hende. Jeg håber bare verden før eller siden ser det."

De har stadig ikke set det, men tak farfar, for det fantastiske kompliment.

Det må være verdens bedste kompliment.

Jeg sidder her og får gåsehud.

Jeg er lige kommet hjem fra sommerhuset, der mødte jeg "manden" der slår vores græs når vi ikke er deroppe i huset.
Han sagde" jeg har lige lavet en aftale med din far"
Juhuuuu tak, men det er min mand du har talt med. Nåja det lever man da højt på en times tid.
God sommer. Hanna Fink

#7 (sofiesverden): Det må være verdens bedste kompliment.

Jeg sidder her og får gåsehud.

Ja, det synes jeg også :)

Om 15 min, i dag lige nu, skal jeg starte i et tilbud for ensomme unge (op til 35 år). Sidst jeg gjorde noget lignende var for en 12 år siden, hvor jeg tidligt i forløbet fortalte andre at jeg var blevet seksuelt misbrugt som barn af min (sind)syge mor (5-8 år gammel). Jeg fortrød med det samme, og et par akavede dage gik, hvor jeg så mere og mere ned i jorden og gulvet, og hver dag overvejede at stoppe. En dag sagde en pige i gruppen, ganske pludseligt og uden anledning, efter at hun havde stirret længe på mig, "Ansu, du er så inspirerende,". Jeg var i forvejen forelsket i hende, og blev det ikke mindre af dén kommentar (som vist blev besvaret med et halvkvalt 'i lige måde', eller noget, husker det ik), en forelskelse der aldrig blev til andet end et godt og givende venskab, indtil vi senere mistede kontakten. Hun røg på psykiatrisk, og jeg i rus, druk og angst.

MEN jeg vil altid huske hendes kompliment og hvordan hendes ord gjorde mine øjne mindre anspændte, panden mindre rynket og åndedrættet en smule lettere, i et øjebliks øjenkontakt.

@ 10 Ansu Orheim (Prem)

Hver gang jeg læser om møder mellem mennesker, tænker jeg.
Vi ser opskriften igen og igen.
Vi har masser af tanker og nogle erfaringer med at møde mennesker som fange os.
Vi ser dem og de kommer til at fylde mere elle r mindre i vort liv.
Men det ændre ikke ved at vi har set og møder dem.
De mennesker, som vi øksker at møde.
Derfor kender vi også opskriften på, hvordan vi bør være i verden.
Vi behøver ikke religion eller idologi til at fortælle os det.
Vi læser opskriften i selve mødet.
Herefter må vi selv vælge at være i verden, som det menneske vi selv ønsker at møde.

Smid selvhjælpsbøger langt væk. Det er ikke her vi finder svaret. Vi finder det i mødet med den anden.
Vi finder det når vimøder den, der kan holde 'spejlet' for os.
Vi oplever det når den anden reflektere os.

Derfor reflekter et menneske du møder.

Wernn

Hej Jen Verner Jørgensen (Wernn),

Kalder du det en kompliment?

når jeg læser om møder mellem mennesker, føler jeg.
Mennesker er ikke opskrifter, mennesker er ikke tal, mennesker er ikke ord. Du tænker når du læser om møder mellem mennesker? Jeg føler. Hvis selvhjælpsbøger er hvad der skal til, for at du fatter at du intet fatter, at mødet mellem mennesker er mellem DEM og ikke dig (uanset hvor determineret du igen og igen angriber andres oplevelser, er du blot et vidne og ikke en deltager, en observant og ikke det observerede så længe du bliver ved med at definerer med fortidens redskab, tanken, og ikke nuets redskab, følen), synes jeg du skulle gå til skraldet og finde de bøger frem du har smidt ud.

Eller bedre endnu, gå til skraldet og smid dine ord ud, for du trænger seriøst til at gå dig selv i sømmene og udvise noget respekt, ellers får du aldrig respekt retur, som du så tydeligt higer efter. Læser du overhovedet hvad du selv skriver, før du trykker send og smider det i hovedet på os andre? Du skriver konstant om kommunikation, men er tydeligvis ligeglad med modtageren, med dit publikum. Hvad bilder du dig ind? Hvor er noget så simpelt som en hilsen? Er du hævet over simpel relativeren? Er det så svært at fatte at der skal 2 til tango?

"Vi behøver ikke religion eller ideologi til at fortælle os det (hvordan vi bør være i verden)" - Wernn, sprog er ideologi. Skrift er ideologi. Når du skriver løs, fuldstændig uden pli og respekt for andre, er du den værste ideolog herinde, den største totalitær, den ultimative diktator.

Du HAR dog ret i at vi finder svaret i andre. Men er du ikke klar over, eller endda LIGEGLAD med hvilket svar den anden finder i DIG, hvilken bagage du og alle dine åh så fine ord er, hvilken følelse du vækker i andre, hvad DE ser i spejlet, hvad DINE spejlneuroner udsender af energi, jamen nej, så er selvhjælpsbøger ikke svaret for dig. Prøv terapi.

Relatér før du definerer. Spørg før du svarer, udfra noget så primitivt som en hjemmeside. Hvis du lagde bare en tiendedel af den energi du lægger i tastaturet (hvilket jeg må indrømme at du er god til), på i stedet at mærke dit hjerte slå, føle dine lunger og massere dine tindinger, ville du måske endelig opleve menneskelig kommunikation fremfor angreb... forsvar...angreb...forsvar...angreb...forsvar...

Du tror måske vi 2, jeg Ansu og du Jens, har noget til fælles. Det har vi også. Men det er ikke refleksion. Dog tror jeg på at du er i stand til at lytte. Hvis ikke til ordene af Charlie Chaplin (fra filmen 'The Dictator') i starten af denne musik, så til trommerne, hvis ellers dit hjerte ikke er af sten. God vind frem min ven. Mvh Ansu;

Den største kompliment fik jeg fra en fyr jeg allerede dengang havde kendt i mange år. Han udtalte den tilbage i 94, og jeg har husket den siden.

Det var ordene: 'Jeg elsker dig næsten' som han udtalte mens han var ret beruset og på stoffer.

Det kan lyde virkelig underligt at jeg stadig husker den, men forestil jer lige hvor mange tanker der må have ført til den konklusion. Han KUNNE jo bare have påstået at han elskede mig, men nej ... :)

Mvh
Eddie

@ 12 Ansu Orheim (Prem)

Er du stolt af det, som du har skrevet?

Prøv at læse det som om, at en, der er dig lige værdig, havde skrevet det til dig.
Hvis du evner den form for abstraktion.

Især det der med at spørge først.

Wernn

Wernn, Wernn, Wernn...

du spørger om du må skrive privat til mig, jeg skriver privat til dig at selvfølgelig må du det, men at jeg er sårbar, og så skriver du sådan? Du har helt glemt hvad du har spurgt mig om i andre tråde eller hvad?

Du er så transparent.

Og ja, gu er jeg stolt over hvad jeg skrev til dig. Du kommenterer og definerer løs på noget dybt privat og sårbart jeg deler her, og så skriver du at JEG skal spørge først?! Hvornår helvede har jeg indikeret at du ikke var mig ligeværdig, inden du først spurgte om jeg mente at jeg var bedre end andre i risiko for Huntingtons Chorea, efter at være blevet testet - hvad jeg aldrig svarede på, fordi jeg ikke fatter hvordan du kan spørge om det. Selvfølgelig mener jeg ikke det, og det ved du godt.

Eller gør du? Læser du overhovedet hvad folk skriver til dig? Følelserne bag? Du er så kedelig, så typisk en trold, så lille en frø. Og så spørger du hvorfor jeg sender dig en videodokumentar om terapi?? Ja gad vide hvorfor mon.

Hvis du selv har oplevet noget lignende det jeg skrev om her oprindeligt, seksuelt misbrug, hvorfor så bruge mig og mit indlæg til at indikere det, hvis det er DET du refererer til? Please lad være med at svare, og opsøg terapi hvis det er tilfældet.

Wernn, nej, jeg læser ikke det fucking lange brev du lige har sendt mig, 12 timer efter at jeg skrev til dig;

"Hej Jens Verner Jørgensen, aka Wernn

Selvfølgelig må du skrive privat, men jeg vil ikke/ kan ikke garantere at jeg svarer - jeg er sårbar, psykisk syg og fysisk handikappet, og lever et, hvad andre kalder, forpint liv, så har IKKE særlig meget overskud, og slet ikke til at læse lange tekster - det er derfor jeg elsker musik og poesi.

Mvh Ansu "

O P S Ø G NU T E R A P I, MENNESKE

Jeg ser, at du hellere vil bruge din energi på at skrive end at læse.

Du må mene, at du har så meget mere at sige og give andre andre mennesker end andre mennesker har at sige dig.

Må jeg foreslå lidt selvkritik.

Wernn

@ 15 Ansu Orheim (Prem)

"Du har helt glemt, hvad du har spurgt mig om i andre tråde eller hvad"
Nej det mener jeg ikke. Men pege gerne konkret for mig, så jeg ikke behøver gætte mig frem til, hvad du tænker på.

"Du er så transparent"
Endnu en dom

"Du kommenterer og definerer løs på noget dybt privat og sårbart jeg deler her"
Igen: Skal jeg gætte på, hvad du tænker på eller kunne vi have en dialog?
Nåe nej. Det ville fordre, at du læser det, som andre skriver.

"så skriver du at JEG skal spørge først"
Det var så dig, der skrev det. Jeg henviste alene til det, du selv har skrevet.

"Hvornår helvede har jeg indikeret at du ikke var mig ligeværdig"
Er du også transparent, troll, lille frø og kedelig?
Ved at pege på at mennesker blive mindre gennem at opnå viden og det er alene det, som jeg er bevæget af.
Det der religiøse visdomsplader æder jeg ikke. Det er bare en anden måde at sige: "Din viden tæller ikke lige så meget som min visdom".

"inden du først spurgte om jeg mente at jeg var bedre end andre i risiko for Huntingtons Chorea"
Ikke bedre-. Større.
Og igen er det dit eget ordvalg, som jeg henviser til.
Her:
-Religion, politik og samfund
-Den frie verdens leder
#91

"viden KAN gøre mennesker mindre (såsom når viden bliver manisk), lissom det kan gøre dem større"
Og
"Viden er ikke visdom"

Jeg har spurgt ind til, hvordan jeg skulle læse det anderledes.

"Selvfølgelig mener jeg ikke det, og det ved du godt"
Så det er min opgave at gætte, hvad du mener, selv om du ikke svare på mine spørgemål.
Hmmm.
Så den der med at spørger først, hjælpe mig ikke fra at blive mål for dine domme?

"Læser du overhovedet hvad folk skriver til dig?"
Jeg forsøger.

"Følelserne bag?"
Nej.

"Du er så kedelig"
Endnu en dom.

"så typisk en trold, så lille en frø"
Du har ikke energi til at læse. Men når det kommer til at slynge om dig med værdidomme, så står du ikke tilbage for nogen.
Men igen når det kommer til at stå på mål for disse domme. Så kniber det igen med overskuddet.
Lyder det helt åndssvagt, hvis jeg tænker, at den energi kunne prioriteres mere konstruktivt?

"Og så spørger du hvorfor jeg sender dig en videodokumentar om terapi??"
Ja, for ikke at komme til at gætte forkert. "Spørg først", som du skriver.
Men det mente du måske heller ikke?

"Hvis du selv har oplevet noget lignende det jeg skrev om her oprindeligt"
Det har jeg ikke. Derfor afsiger jeg heller ingen domme i din retning.

"hvorfor så bruge mig og mit indlæg til at indikere det, hvis det er DET du refererer til?"
Jeg har ingen ide om, hvad du taler om her.

"Please lad være med at svare"
Så lad være med at spørge. Og lad være med at fortælle mig, hvad jeg skal.
Men det kan du ikke lade være med vel?

"opsøg terapi hvis det er tilfældet"
Jeg har ikke noget problem med at tale med mennesker.
Om det er en psykolog eller andet betyder mindre.
Der er derimod rigtig mange mennesker, der har problemer med mig.
Herunder du.
Det ville være rigtigt konstruktivt, hvis nogen af jer var modige nok til at pege på de problemer, som i ser. Men det mener du så, at en psykolog skal klare for dig.
Forslå en, der kender dig og kan tale på dine vegne. Så skal jeg gerne lægge øre til.

Mht. Brevets længde.
Det er kortet ned til mindre end det halve af kladden.
Det er er et forfatter fællesskab!
Hvad forventer du?

Wernn

Ps. Jeg skriver ikke til dig alene i disse debatter. Det handler lige så meget om alle andre, der læser med. Derfor valgte jeg at skrive privat.