Görkem, det er sejt og modigt af dig at bryde et tabu som ensomhed, tak for det!
Ikke for at holde et foredrag, men... who cares, man lever kun 1 gang, på forhånd alligevel undskyld for hvis følgende føles som en prædiken:
Jeg holdt mig fra sociale medier i mange, mange år, efter at have læst om og erfaret hvordan de i klassisk Pavlov-stil omformer hjernen neurologisk og øger ensomhed - Pavlov var en forsker i psykologi der via forsøg med hunde viste hvordan miljø former individ, og hvordan individet simpelt kan kontrolleres med belønning og straf.
I tilfældet med sociale medier er belønning farven rød som ved notifikationer (fordi farven rød kombineret med tekst øger dopamin og endorfiner i hjernen, og desuden er seksuelt stimulerende), og farven blå straf, som ved manglende opmærksomhed og påskønnelse.
Dels er sociale medier dybt afhængighedsskabende pga rød-blå-spillet, og dels lærer det hjernen at jage lykke, at lykke er i fremtiden og aldrig i nu'et eller fortiden. Jeg ser i allerhøjeste grad Fyldepennen som et socialt medie, omend det er et meget blidt et af slagsen sammenlignet med andre.
Læser, du ved sikkert allerede alt dette, og har hørt det før. Jeg skriver det alligevel, som altid lige så meget til mig selv som til dig, kære læser.
Jeg er selv mega ensom, og bruger vanvittig lang tid på nettet. Samtidig overvejer jeg næsten hver eneste dag at slette alle profiler, også herinde, for at slippe ud af net-afhængigheden. Og for, som dig Görkem, at slippe for flere skuffelser ved at se 0 notifikationer - og for mig skuffelser og sårede følelser over de mange, mange pennevenner jeg har haft, virkelig mange, hvor kommunikationen før eller siden dør ud; jeg foretrækker at skrive med kvinder, fordi de er nemmere at skrive med om følelser som regel, og bare er mere spændende at læse og lære om. Også når de er i forhold, som typisk gør kommunikationen mere afslappet, når man ved at det er en "søster" man skriver til. At holde tiltrækningen tilbage er så en længere snak, men gudskelov findes der jo kvinder som hviler i sig selv, og som blot tager tiltrækningen erkendt på skrift som et kompliment og ikke et frieri - som ærlighed, for selvfølgelig er ensomhed og online kommunikation også forbundet med søgen på kærlighed og omsorg, og med liderlighed; den kreative energi, også i brev-udveksling, er jo biologisk et mage-ritual, omend magen måske er "gud/gudinde" eller eksistensen, kønsløs, døden/livet, og ikke nødvendigvis romantisk.
Skrift er trygt, ja, men også kilde til uendelige misforståelser (!!!). Det er rart at kunne udtrykke sig velformuleret og øve sig på kommunikationens kunst, og rart at læse skrift som en anden har skabt udelukkende for deres og ens egen skyld - virkelig rart!
Men al kommunikation mellem mennesker skaber billeder, images, som man har af den anden; billeder som pr. bliver til mure der afholder de 2 individer fra at se hinanden der fortsat er i evolution, i udvikling og er ved at forme sig selv, som man gør til man dør, om man vil det eller ej. Jo mere vi erkender og anerkender at vi ikke kender hinanden, da særligt pennevenner, des større nysgerrighed og ærlighed, og jo mere mod til at nå ind til kernen af hvad det er der gør os ensomme.
For ja, mennesket er et socialt dyr, men vi er også velsignet/forbandet med neo-cortex-hjernen, som gør os i stand til at bruge fantasien mere end andre dyr. Jeg har mærket opmærksomhed og omsorg i bøger og musik især, som holdte kunstnerne mig i hånden, men dét kræver energi, den fantasi - energi og koncentration som sociale medier og den blændende computerskærm stjæler.
Min egen primære motivation for at gå online, for en 4-5 år siden efter en pause fra det i ca. 7 år, 7 år hvor jeg holdt mig fra al online kommunikation og især brugte tid på at spille computerspil alene, kun med mig selv og AI'en som modstander. På hindi har de ikke et ord for fjende, men mange for modstander, bla. elsker. "You must be my nemesis, 'cause I am powerless" - Speech Debelle, i musikvideoen 'Terms and Conditions', der handler om ensomhed.
Min egen motivation for at dele værker, læse andres og skrive med pennevenner, er da helt klart at finde og gøre klar til en soulmate, en kæreste med plads til udvikling og afvikling som alle sunde forhold har. Men for at finde hende må jeg stoppe med at søge, og i stedet arbejde på selv-accept og på 'nødvendig narcissisme', altså på at blive en mand der kan findes af hende - "hvad du søger, søger også dig" - Rumi (digter, de fleste værker gratis online)
"Din opgave er ikke at søge efter kærlighed, men blot at søge og finde alle barriererne indeni dig selv som du har bygget imod det" - Rumi
"When I let go of what I am, I become what I might be" - Lao Tzu (digter, de fleste værker gratis online)
Altså, min pointe er at intet er skrevet i sten, og at pennevenner kan gøre meget, men at det aldrig vil kunne erstatte den ordløse kontakt blikke imellem, også mellem 'brødre'. For mig krævede det flere års gruppeterapi for overhovedet at kunne tale med andre igen, både online og i virkeligheden, men C-PTSD, berøringsangst (berøring, selv et skub fra en tilfældig i bussen, kan føles som at få stød og give flashback til tæsk, traumer og andet) og frygt for at overskride andres grænser gør det svært at flirte i virkeligheden, ergo internettet og ergo at gå all-in på selvaccept, i håbet om at en enkelt kvinde derude ikke blot ikke er skræmt af mig og mine skygger, men måske endda ser åbenheden som en styrke - og som ved at ingen er deres skrift, deres billeder eller deres lyd, men sjælen bag.
Venskab er det dummeste ord i min verden; det er så hult, og har 1000 betydninger fra person til person. Jeg håber at du, Görkem, finder hvad du søger, og ligeledes du, Nicolas, I er begge mega seje og modige, tolker jeg, for at gå direkte til kernen og ikke kun være autentiske i jeres kunst men også jeres væsen.
Ensomhed... på engelsk har man ordene Solitude og Loneliness, som er 2 forskellige ord men som på dansk kun kan oversættes til ensomhed, begge. Solitude er typisk positivt betonet, mens Loneliness er negativt.
"Jeg forlod verdenen og søgte solitude/ensomhed, fordi jeg blev træt af at yde høflighed til de skarer som tror at ydmyghed er en form for svaghed, og nåde en slags fejhed, og snobberi en form for styrke" - Kahlil Gibran (digter og forfatter, med mange værker gratis online; bogen The Beloved er en livsredder, og Gibran skriver generelt meget om ensomhed og kærlighed)
Efter 4-5 år med et hav af pennevenner/skriftlige interaktioner, er min erfaring at det er bedst at gribe tyren ved hornene og skrive jazzet/hæmningsløst (men med respekt og hensyntagen til den anden, selvfølgelig!), uden forventning eller håb om noget som helst, mindst af alt en relation til den anden - fordi at ja, herinde på FP mødes vi over en fælles passion, men det hele er på skrift, hæmmende ærligheden og sårbarheden, skabende pr. definition forkerte images af hinanden. Kun i nu'et, med alle sanser i brug, mindsker vi ensomhedsfølelsen mere permanent, tror jeg.
Jeg håber at de søgende finder pennevennen der kan genskabe tilliden til den fremmede på gaden, der også kan være en livsforandrende samtale ventende, især de ædru hjemløse. En penneven som kan give redskaberne til selvomsorg, og til ny nysgerrighed på verdenen. Det håber jeg virkelig at I finder - andre der som jer, Görkem og Nicolas, tør åbne hjertet frygtløst. Ingen er modige uden at være bange først. Mit råd kogt ned må være at huske at I, og jeg selv som jeg også skriver dette til, må være jeres egen bedste ven = tale til os selv som vi ville tale til en homeboy, til en kammerat. Ensomhed er forfærdeligt, hjerteskærende, men det er også en mulighed for at finde en ven i sig selv, for livet. Hvilket vel er hvad alle kunstnere forsøger, måske alle mennesker - ergo min kærlighed til HipHop, hvor beatet, 1-2, 1-2, simulerer hjerteslag og lærer mig, igen og igen, at stole på egen rytme, på blodet der strømmer fra hjertet i floder til havet i sig selv, sjælen, selv om at hele verden og eksistensen søger at gøre det tavst, det bankende hjerte og den lyttende sjæl.
Nujabes var, ligesom alle DJ's, en ensom sjæl, med vilje, og var en japansk DJ der opfandt Lo-Fi-Hiphop, hvor det bankende hjerte-beat gøres til jazz, til fusion af hjerte og sjæl, typisk uden rap henover. Jiddu Krishnamurti tænkte højt at der måske ikke findes individer men kun en kollektiv bevidsthed, hele klodens, og at det kun er i bevidst stilhed, som enhver beskrivelse af er larm omend ordet meditation rammer det lidt, måske, at man i nanosekunder genskaber forbindelsen til Jordens helhed, og dermed MULIGVIS styrker synkroniciteten med helheden. Og altså afvikler ensomhed og frygt. For mig personligt er Lo-Fi-HipHop, og aktivistisk, anarkistisk HipHop generelt, lyden af stilhed, lyden af gen-synkronisering. "No meditation, no life. Know meditation, know life" - Osho (copycat af Jiddu Krishnamurti, men også terapeut, poet og revolutionær).
Alle Key & Peele-sketches er gratis online, også i lange versioner, og handler alle om venskab/samhørighed med dette skøre freakshow vi kalder livet :-)