Vinbjergsneglen er på størrelse med en knyttet barnenæve. Nå ja, et lille barn. Den skal være indført i Danmark af franske munke. Der er folk der spiser dem, og det bliver regnet for en stor delikatesse. Jeg har smagt dem, og joh... de smager udmærket med hvidløgssmør. De findes vist mange steder, jeg kender dem fra Brede, ikke så langt fra København.
Der er en lille sø som Mølleåen løber igennem, og der er et moseområde, ganske tilgroet af siv og krat. Der går en sti gennem mosen og en bro over åen, i dag er det nærmest en regulær vej, men det var det ikke i min barndom. Som jeg husker det, var vegetationen meget mere vildtvoksende, stien bare en trampesti, og mosen kunne godt være farlig. Man kunne ryge i helt op til knæene, ja, man kunne gå til bunds, blev der sagt.
Men jeg og min bror var kendt der, vi legede der ofte. Det var eventyrligt, det var som at være i et fremmed land, som en jungle. Man kunne lege der hele dagen og glemme at komme hjem til fastsat tid. Vi tog strømper og sko af og vadede ud for at plukke de brune dunhammere, og der boblede sumpgas op, som nogen sagde kunne brænde. Det prøvede vi dog ikke.
Når jeg tænker på det i dag, synes jeg endnu jeg kan mærke solen bage på den nøgne ryg, og jeg kan mærke den tunge, rå luft, med mystiske dufte af rådnende planter og frodige vilde blomster.
I udkanten af mosen var der skov, høje, slanke bøgetræer op ad skråningerne. Kronerne var som et tag, som i en stor, grøn sal. Og der var et vildnis af alle slags vækster, busk og krat. Og hegn med brune, hårde hasselnødder. Der lå også bittesmå huse med tilgroede haver, men vi så aldrig mennesker der.
Her var der vinbjergsnegle. De var mere interessante end andre snegle, på grund af deres størrelse. Vi havde en metode til at få dem ud af huset, nemlig at tætte deres åndehul, så måtte de ud. Det var ikke fint gjort, men det tænkte vi ikke over.
Og en gang samlede vi, jeg tror flere hundrede på et gærde. Det var en hel hjord at holde styr på. Selvom snegle ikke løber særlig hurtigt, bliver der nok at gøre, når der er så mange, der vil løbe til hver sin kant, og man hele tiden skal forøge bestanden.
Mens vi holdt på med dette hørte vi nogen komme ad stien, og vi gemte os. Det var to ældre damer der kom spadserende arm i arm. De var vel ude at lufte sig i det fine vejr. De gik småsnakkende og nød ordentligt fuglesangen og hele den glade natur.
De standsede lige ud for vort skjulested.
"Næh! Har du set?"
"Hvilket? Nej, men gud! - sikke en mængde snegle."
"Det er næsten uhyggeligt. Jeg tror ikke jeg har set så mange før i hele mit liv."
"Nej, det var dog besynderligt. Kan du forstå hvorfor de samler sig her?"
"Måske her er noget de lever af."
De blev stående længe i dyb undren og småsnakkede. De var sikker på at det var er sjældent naturfænomen de stod overfor. Og det var det jo på en måde også, så sandt som min bror og jeg var en del af naturen.
Endelig gik de videre, og vi kom frem. Men nu havde sneglene spredt sig til alle sider, og vi opgav at samle dem igen. Det var en varm sommerdag i vores barndom.


* * *
Det kom skam i avisen. Et par dage efter fandt jeg et læserbrev i lokalavisen, som jeg viste til min bror, og vi fik os en god latter. Det lød noget i retning af dette:
"I går da min søster og jeg gik tur langs Mølleåen fik vi se et mærkeligt syn. På et gærde var det samlet en stor mængde, flere hundrede, af de store snegle, som vist nok kaldes vinbjergsnegle. Det er os en gåde hvorfor så mange var samlet der, og vi vil gerne vide om andre har oplevet noget lignende, og hvad grunden kan være til at de samles på den måde."
Om damerne fik noget svar, ved jeg ikke. Min bror og jeg svarede i hvert fald ikke.


* * *
Grunden til at jeg kom til at tænke på denne ubetydelige episode er at jeg for nogle dage siden besøgte min bror, som nu er gift og har tre børn, og er kommet - åh, så langt bort fra vor barndoms glæder og sorger.
Han havde netop købt et stort værk om dyrenes liv og færden, og jeg sad og bladede i det.
Pludselig fik jeg se vores gamle ven vinbjergsneglen. Den kom krybende mod mig, med antennerne i vejret og huset på ryggen, tværs over et stort, flot farvebillede. Faktisk i naturlig størrelse. Det var vel ikke så specielt i sig selv, men der strømmede sol, varme og glade sommerdage mod mig fra billedet.
Jeg blev siddende og studere det, og i teksten stødte jeg da på denne sætning:
"... er set samlet i mængder på flere hundrede, men hvorfor de samles på denne måde er ikke kendt."
Jeg faldt i tanker over tilfældighedernes forunderlige spil. Tænk at vores barneleg stadig havde følger. Det var en mærkelig, lykkelig fornemmelse. Da havde vi jo ikke levet forgæves. Vi havde sat spor efter os, selv om det også bare bestod i at stikke en lillebitte kæp i den zoologiske videnskabs hjul.
Jeg viste det til min bror:
"Har du set det der?"
Han kiggede længe på billede og tekst.
"Er der noget særligt ved det?" spurgte han.
Huskede han da ikke den dag? - Næh, det gjorde han ikke. - Jamen, han måtte da huske den sommerdag i mosen. - Nej, det gjorde han virkelig ikke.
Han så på mig, let irriteret og ironisk overbærende.
"Du vil da ikke sige, at du tror, det har nogen forbindelse med det der står der?"
"Jamen... det var da os der samlede alle de snegle."
"Sikke noget sludder! Du kan da nok forstå, at zoologerne ikke lader sig narre af sådan et nummer."
"Men hvordan vil du da forklare det der står der: '... samlet i mængder på flere hundrede'.
"Det er vel bare en tilfældighed. Det er vel sådan. Jeg mener da også vi lærte det i skolen."
"Gjorde vi" - Gjorde vi virkelig?"
Jeg blev ellers lige så glad. Nå ja, man husker jo sommetider forkert, og det er da heller ikke noget større at mindes. Men at det var en dejlig sommerdag den gang, fuld af hemmeligheder og dufte, glæde og leg, en varm sommerdag i vores barndom, det husker jeg da.