Jeg skulle have gjort det for længe siden. Men nu er det gjort. - Stilheden er god. Verden er en anden og bedre nu.


* * *

Det giver et sæt i mig, når der tales om politi. Jeg ved ikke hvorfor. Først havde jeg jo bestemt mig for at melde mig selv, men jeg ombestemte mig. Jeg ville ikke. Det var bare noget jeg bestemte mig for. Jeg ville ikke melde mig.
   Jeg blev også forhørt, men det blev jo hele familien, og mange andre også. Jeg lagde ikke skjul på, at jeg aldrig havde brudt mig om Wilhelm. Men jeg sagde ikke, at jeg havde hadet ham, og jeg fortalte ikke hvilken lettelse det var, at han var død.
   Jeg synes ikke, jeg skjulte mine spor særlig godt. Det tænkte jeg slet ikke på. Havde de undersøgt bedre eller forhørt mig grundigere, var det hele såmænd nok kommet frem. Men der var jo ikke mere grund til at mistænke mig end nogen anden. Jeg er et pænt, stilfærdigt menneske. Og hvem tænker på motiver der ligger tyve år tilbage i tiden.
   Jeg har da heller ikke i alle disse år gået rundt og hadet ham. Det kom på afstand. Jeg havde mine egne problemer og mit eget liv at tænke på.
   Det var også min bror, Jan, det gid mest ud over. Men han var sådan indrettet, at når han havde fået bank, så kom han øjeblikket efter fløjtende og havde glemt det hele.
   Jans øjne var hårde og glade. Når han fortalte noget, levede hele kroppen med, og han fortalte lige så meget med hænderne som med munden, jeg blev suget ind i det, men samtidig var det som om øjnene sagde, at det var løgn alt sammen. De gjorde nar, så man fik lyst til at sparke ham. Men så løb han sin vej. Og lidt efter kunne han så komme tilbage og sige alvorligt:
   "Det var sandt det hele."
   Jeg så på hans øjne, de var alvorlige, men langt inde i dem, var der noget der lo.
   Wilhelm tålte ham ikke. Han overfaldt ham og bankede løs på ham, og Jan skreg forfærdeligt. Men i samme øjeblik han holdt op med at slå, var Jan den samme som før. Munter, fræk og uberegnelig.
   Jeg var ti og Jan otte, da mor giftede sig med Wilhelm. Hun var som en skygge. Hun kunne skærme os lidt, men ikke afværge stormene der kom.
   Vi boede da i et hus i Hareskovby. Vores nabo var en enlig, lidt ældre mand, som mest gik og puslede i sin have, og Jan var meget hos ham og hjalp ham. Det passede ikke Wilhelm; der var nok at lave i vores egen have. Han mente at der var noget skummelt ved manden - ja, jeg ved ikke - han forbød Jan at komme der. Jan sagde ja ja og nå, og gjorde som han ville. Wilhelm truede da med at melde "det svin" til politiet. Men så troppede manden op hos os, og vi blev jaget ud i haven. Der gik en halv time, og så gik manden lige så stilfærdigt som han var kommet. Wilhelm rasede og mor tudede, men hvad der egentlig var sket, ved jeg ikke. - Men da Jan næste gang ville gå ind til manden, blev han venligt afvist. Han måtte ikke komme der mere. Da var Jan vred, og i lang tid talte han ikke til nogen af os. - Men han kom jo over det, som så meget andet, og snart var han glad igen.
   En aften da Wilhelm som sædvanlig ville at vi skulle gøre noget arbejde for ham, var Jan væk.
   "Find ham!" sagde han.
   - Men det var ikke muligt at finde ham. Sent på aftenen gik Wilhelm og mor ud. Mod sædvane var Wilhelm helt stille. Det var helt mørkt da de kom hjem uden Jan. Jeg krøb sammen i min seng, men han kom og rev mig op af den.
   "Du må ud og lede efter Jan," sagde han.
   Jeg løb rundt på de mørke villaveje på må og få, hvor skulle jeg lede? Jeg gik ikke op i skoven, der var jeg bange for at gå op, nu det var mørkt, men jeg havde på fornemmelsen, at netop der et sted sad Jan og så ned på mig, mens han lo.
   "Jan!" råbte jeg gang på gang. - Så gik jeg hjem. Wilhelm var gået ud, og jeg gik i seng. Mor satte sig hos mig, og jeg græd.
   "Jeg tror han har slået Jan ihjel," sagde jeg.
   "Nej, sikke noget sludder," svarede hun forskrækket, "selvfølgelig har han da ikke det."
   Wilhelm kom tilbage og havde selvfølgelig ikke fundet ham. Næste dag blev Jan efterlyst i radioen og der blev sat større eftersøgninger i gang. Alt uden resultat. Jeg gik ikke i skole og Wilhelm gik ikke på arbejde. Han gik bare omkring og brummede, og kommanderede ikke som ellers. En gang så jeg at han græd og at mor trøstede ham.
   Og så efter tre dage kom Jan igen helt af sig selv. Jeg havde ventet at han nu ville få bank, men det fik han ikke. Tværtimod. Wilhelm var så sød at det ikke var til at holde ud. Og mor var så glad, så glad. - Men han nægtede at fortælle hvor han havde været - også over for den dame fra kommunen som skulle tale med ham.
   Men om natten, på vort fælles værelse, fortalte han, at han havde gået gennem skoven og var kommet til et hus, hvor der boede en gammel mand med træben, og han ville gerne have Jan til at bo hos sig. Men om natten havde Jan hugget træbenet og brændt det i kakkelovnen, så da manden ville op om morgenen, havde han ikke sit træben. Og så havde Jan indrettet sig i huset som han ville, mens den gamle lå i sengen og skældte ud. Jan havde lavet mad og sat noget på en stol, som han kørte hen til sengen, så manden ikke kunne få fat i ham.
   Jeg lyttede tryllebundet.
   "Jamen hvad når han skulle tisse og lave?" spurgte jeg.
   "Han havde en potte."
   "Tømte du så den?"
   "Ja selvfølgelig. Det var da ikke så svært."
   Men til slut havde manden væltet sig ud af sengen, og han var begyndt at trille og hoppe på armene og det ene ben rundt i huset efter Jan. Og så var det at han var gået hjem.
   Nu sagde jeg:
   "Det er altså løgn alt sammen."
   "Hvad er det her så?" svarede Jan og fremviste et stykke kroget jern, som naturligvis godt kunne stamme fra et træben.
   Vi var alligevel ikke meget brødre. Han hørte ikke hjemme i min verden. Hans verden var fuld af aktiviteter, jeg var stille og indadvendt, og jeg fik sjældent bank af Wilhelm. Hvad han satte mig til at gøre, det gjorde jeg bare. Skete det alligevel at jeg blev slået, blev jeg bare endnu mere stille. Dog kunne jeg godt eksplodere. En gang han slog mor, gik jeg løs på ham med en stor brødkniv. Om jeg virkelig kunne have stukket den i ham, ved jeg ikke, men mor kastede sig imellem os med hyl og skrig.
   "Du er et pjok," sagde Jan, da vi om aftenen var kommet i seng. "Hvorfor skar du ikke halsen over på ham?"
   "Hvorfor gør du det ikke selv?" spurgte jeg.
   "Nu gør jeg det," sagde han, gik ud i køkkenet og bevæbnede sig med den samme kniv som jeg have brugt, og var på vej til soveværelset, hvor Wilhelm og mor lå og sov. Jeg måtte overfalde ham og vriste kniven fra ham.
   Da Jan var seksten, forsvandt han igen. Han blev eftersøgt, men uden resultat. Først et år efter fik mor et kort fra Syd-Amerika. Der stod ikke andet på det end:
   "Jeg har det godt. Håber også I har det godt.
   Hilsen Jan."
   Mor var ude af sig selv af lykke, og hun forsøgte igen at få ham opsporet, men det var umuligt. Wilhelm var på den tid allerede begyndt at blive gråhåret og uden en tand i munden. Han havde et gebis, men det lå i en skuffe. Han prøvede en gang i hidsighed at bide mig i armen med gummerne. Jeg troede aldrig jeg skulle få vasket armen ren igen.
   Jeg kom i lære som bogtrykker, fik mig et solidt arbejde, blev gift og fik et barn. Kort fortalt.


* * *
   Da jeg for en måneds tid siden gik og ordnede i forhaven, fik jeg øje på en mand ude på vejen. Han var gået forbi flere gange, men jeg havde ikke hæftet mig ved det. Nu så jeg rigtigt på ham. Han var ret lille, dårligt klædt, nærmest lurvet. Men der var noget ved hans øjne. Han smilede ikke, men det var som om der dybt i dem var noget der spottede mig.
   "Jan!" udbrød jeg, men blev usikker. "Er det ikke…?"
   Nu smilede han. Jeg løb ud og fik trukket ham ind. Ind i huset. Jeg var alene hjemme. - Jeg fik hjulpet ham af med overtøjet, og spurgte ham ud, mens jeg lavede kaffe. Men han smilede mest, og svarede ikke noget særligt. Jeg fik dog ud af ham, at han havde rejst det meste af verden rundt og nu boede i Spanien. Om det var sandt, ved jeg ikke.
   "Hvordan har mor det?" spurgte han.
   "Åh jo, hun har det da udmærket. Det hele falder jo mere til ro med årene."
   Han så tænksom ud. Han var i det hele taget meget stille.
   "Du skulle alligevel have skåret halsen over på ham dengang." sagde han.
   Jeg lo.
   "Nu er det jo lidt sent," sagde han.
   "Du må besøge mor," sagde jeg.
   "Jeg må af sted igen i morgen," svarede han undvigende.
   "Jamen, du må da virkelig besøge hende."
   "Ja, lad os nu se," svarede han.
   Han ville ikke blive så længe. Jeg kunne ikke holde på ham. Men da han ville gå, tog han om mig og gav mig et knus. Det havde vi aldrig gjort før, ikke en gang da vi var børn.
   Efter at han var gået, tog jeg ind for at tale med mor. Tilfældigvis var hun ikke hjemme, kun Wilhelm. Ham kunne jeg ikke tale med, men jeg slog ham ihjel.