Vi har alle ind i os en ensomhed,
Der altid ville fylde alt for meget inden i,
Hos nogle ville den altid være der,
Andre ville have fred for følelsen.

Jeg føler ingen fred inden i den,
Denne følelse fylder alt for meget,
Det som om de ikke forstår mig,
Hvem jeg er inden i som menneske.

Hvis bare de kunne se min ensomhed,
At jeg er så alene i min verden,
Jeg er alt for utryg til at leve alene,
Kunne klare mig på egn hånd.

Ville jeg kunne klare denne tid,
Eller er jeg på nippet til at opgive,
Den kamp som virker helt uoverskuelig,
Fordi jeg har brug for min tryghed.

Jeg vidste at det endte samme sted igen,
Slipper ikke af med den måde jeg er på,
Har ikke løst til at rumme de andre,
Ville bare gerne være alene med mig selv.

Kan de ikke forstår min smerte inden i,
At jeg er angst for andre synes om mig,
Selv en smuk pige kan have det svært,
Inden i sit fyldte hoved der snart sprænges.

Af alle de dumme tanker om at skade,
Sig selv med den kniv hun har,
Føle den fysiske smerte som jeg ikke mærker,
Blot har træng til at give mig selv.

Ingen forstår hvor meget jeg hader mig selv,
For det menneske jeg er uden på,
Selv det som jeg rummer inden i,
Jeg synes at ødelægge andres liv.

Min afhængighed jeg får til et andet menneske,
Forstår de dog ikke hvor svært det er at slippe,
De vante omgivelser som jeg er ved,
At skabe tryghed til lige nu i dette øjeblik.

Det gør så ondt at føle sig alene,
Med det jeg kæmper med hele tiden,
Synes ikke det bliver bedre her lige nu,
For det er det samme hver gang.

Jeg ender der hvor alt kan være,
Lige meget i mit liv lige nu,
Jeg straffer mig selv hårdt,
Har ikke løst til andre mennesker.

Udover ham jeg stoler på som,
Jeg ved er min rigtige ven,
Han acceptere mig som det jeg er,
Og ikke for hvad jeg ellers er.

Det er en jeg kan stole på,
Som altid ville være der hos mig,
Men jeg kan føle ensom hende alligevel,
Måske fordi jeg føler mig alene i min verden.

Den verden jeg ikke har tilfælles med andre,
Det som er den rigtige mig inden i,
Det jeg går og gemmer i mig selv,
Som jeg ikke kan dele med andre.

Fordi det er for svært at rumme,
Det nemmere at skjule det og,
Leve med den angst som det påfører,
Livet er svært at leve synes jeg.

Det gør mig angst inden i,
Men i ser det ikke uden på mig,
Fordi en pige som i tror kan det hele,
Men tro ikke at hun ikke bærer smerte.

Men er stærk hele tiden inden i,
Som om jeg har løst til at give op,
Sig at nu kan jeg ikke kæmpe mere,
Mod mit sind som driller mig.

Der hvor jeg ikke ved hvad jeg skal gøre,
Der hvor spørgsmålstegne er svære for mig,
Hvad er det rette og hvad er det forkert,
Går det eller gå det ikke osv.

Kan jeg klare det alene i min verden,
Lærer jeg at leve med det som jeg har,
Det er nu det er ved at går op for mig,
At jeg er anderledes i forhold til mine søskende.

Måske jeg aldrig kommer til at leve som d em,
En af de grunde til at jeg er mut fortiden,
At fremtiden bliver mere og mere skræmmende,
Fordi bedring viser sig kun en lille smule ellers ikke.

Men de ting jeg kan nu er godt lige nu,
Jeg føler mig ikke fri i mit liv nu,
Det er alt for meget fyldt med angst,
For mennesker og verden omkring mig.

Det her i tager fejl på Fabian hus,
Malene er den der gerne ville være social,
Med en masse andre mennesker hele tiden,
Men alle mest har hun løst til at isolere sig fortiden.

Gemmer sig væk fra den person hun er og hader,
At jeg bare skal være i fred og gemme mig,
Så intet bliver ødelagt i verden for andre,
Jeg er taknemmelig for dem der holder mig ud.

Jeg savner mine forældre og kan mærke,
At jeg har brug for dem hele tiden inden i,
Det er ikke så nemt at bruge andre mennesker,
Så det nemmere at går med smerten inden i.

Bare helt alene i tom heden,
Der hvor andre ikke får lov at,
At komme helt der ind hvor,
Den rigtige lille barn gemme sig.

Jeg er blot et lille barn inden i,
Som ikke ville blive voksen,
Klare den store verden uden for,
Den er alt for stor og uoverskuelig.

Dette digt er et råb om hjælp på mit indre,
Er ved at briste sammen inden i,
Håber i forstår hvad jeg mener,
Det er svært at være her på Fabian.

Ville blot ønske tanke kunne forsvinde,
Ud af mit lille forvirret hoved,
Men lige meget hvad så er de der hele tiden,
Jeg håber en dag de er gemt lang væk.

Min vrede inden i op hober sig mere for hverdag,
En stærk følelse som er svær at komme af med,
Den giver mig løst til at jeg ikke skal have noget,
Dejligt gode oplevelser her i livet.

Men at jeg ikke skal have det godt,
Være en del af de andre,
Jeg føler mig så lille og alene,
Her i min egn verden af ensomhed

Hvis bare i vidste hvordan det er,
Når tingende bliver svære at overskue,
Når angsten for at sove alene er der,
Skal jeg blot klare mig selv.

Det her jeg har brug for tryghed,
Jeg kunne bruge et varmt knus,
For brug for at vide at alt nok,
skal blive godt en dag igen i mit liv.

Jeg kigger forventningsfuld op mod himmelen,
Ser stjernerne glimte i aftens mørke,
Bålet brænder blidt i lyset skær,
Jeg tænker om der er et bedre liv end det her.

Det gøre mig bange helt dybt inden i,
Ja angsten for at leve livet fuldt ud,
Hvis bare man kunne forklare hvorfor,
Man har det sådan inden i.

At jeg er bange på en u forståelig måde,
Jeg kan ikke fortælle hvorfor jeg ikke,
Kan tage med til Jylland som skræmmer mig,
Jeg får det underligt inden i.

Som om jeg ikke fortjener det at nyde,
Hvorfor skulle jeg nyde når livet gøre ondt,
Der er så mange andre ting jeg gerne ville,
Trænes i at kunne selv som selvstændig mennesker.

At tage bussen rundt i verden,
Turer tro på at jeg godt kan tingende,
At det hele ville komme med tiden,
Det skal bare komme af sig selv.

En dag finder jeg roen med mig selv,
Tryghed til mig selv og troen på at jeg godt kan,
Klare et par ting selv her i verden og livet,
Det er nu den er til at leve i og åben sig i.

Det her jeg skære mig selv for at mærke smerte,
Som jeg ikke kan føle alligevel,
Men et kald på at i kan se jeg ikke har det,
Nemt med det menneske jeg er inden i.