Udadtil var han en ganske almindelig familiefar. Kun ganske få mennesker havde kendt hans dybeste hemmelighed. Han smilede lidt for sig selv. Tænkte tilbage på første gang, han havde udlevet sine fantasier. Den gang var det sket ved et uheld. Det var længe siden nu. Alligevel kunne han stadig kalde billederne af hændelsen frem, så de stod klare som den lysende måne. Hver lille detalje kunne han genkalde sig, som var det sket for ganske nyligt. I virkeligheden var der gået tyve år, og tingene havde udviklet sig siden.


* * *
   "Jørgen! Nu sidder du og sover igen!"
   Det var hans kone, der kom ind i stuen, og med et rev ham ud af de nostalgiske tanker. Han spjættede lidt, som han sad der i sin magelige stol foran fjernsynet med lukkede øjne.
   "Nej, nej, Lisa... Jeg sidder bare og slapper lidt af..."
   Hun rystede opgivende på hovedet.
   "Hvorfor går du ikke op i seng? Du har ikke set det halve af filmen alligevel."
   Jørgen rejste sig og gik hen og gav hende et kys på kinden.
   "Tjoh... Det kan jeg vel ligeså godt...," sagde han og fortsatte hen mod trappen, der førte op til deres fælles soveværelse.
   Lisa stod tilbage og kiggede efter ham.
   "Det arbejde tager altså for meget på dig," hørte han hende sige inden han gik ud på badeværelset for at gøre sig klar til, natten.


* * *
   Klokken var kun otte, og Lisa måtte fortsætte med sine gøremål et par timer endnu. Der var meget at holde styr på. Især nu, hvor børnene var blevet så store, at de rendte til alverdens ting og sager. Og det til hver sine ting og sager selvfølgelig. Kunne de så bare have gået til det samme, så man ikke skulle ligge og køre i alle retninger og på alle tider.
   "Er far gået i seng?" Det var Julie, deres 14-årige datter, der kom brasende ud i køkkenet, hvor Lisa nu stod og smurte madpakker.
   "Mmm..." mumlede hun. "Tag lige og hjælp mig lidt her..."
   "Jamen..."
   Lisa løftede hovedet og så på Julie, med et blik, der ikke tålte indvendinger.
   "Okay, okay... Jeg skal nok... Men så skal jeg altså også lige over til Louise bagefter..."
   "Til Louise? Nu?"
   "Klokken er kun lidt over otte, mor!"
   "Ja, det er den vel," sagde Lisa. "Men du kommer til at tage cyklen. Jeg skal ud og se Andreas spille håndbold, og jeg kører altså ikke også dig nu."
   Julie så bedende på sin mor.
   "Du kan ligeså godt holde op! Der er ikke noget at gøre. Det bliver cyklen, hvis du skal nogen steder nu. Og du skal være hjemme klokken ti. "
   Der var ikke så langt til Louise. To kilometer måske. Det ville kun tage et øjeblik at køre Julie over til hende. Men Lisa var træt af, at ungerne bare regnede med, at hun skulle stå til rådighed for dem hele tiden.


* * *
   Da de var færdige med madpakkerne, og Julie var smuttet ud ad døren, gik Lisa ovenpå for at hente den bog, hun var ved at læse. Hun trængte til at sidde en halv times tid, før hun skulle ud og se Andreas. Hun åbnede forsigtigt døren til soveværelset for ikke at vække Jørgen. Men forsigtigheden havde ikke været nødvendig.
   "Sover du ikke endnu!" udbrød hun.
   Dumt spørgsmål. Jørgen sad i sengen med sin bærbare computer, og sov tydeligvis ikke.
   "Njææh... Der var lige noget, jeg skulle ordne først..."
   Lisa gik hen til sin side af sengen og tog den kriminalroman, der lå på det lille sengebord.
   "Jeg forstår ikke, at du finder dig i det!" sagde hun. "De udnytter dig."
   "Det tager ikke så lang tid," svarede han og sendte hende et lille smil. "Og så kan du jo komme herop om et øjeblik..."
   Hun rystede på hovedet ad ham, som det efterhånden var blevet en vane.
   "Ja, ja, ja, den er god med dig. Jeg skal hente Andreas. Og Julie er hos Louise. Jeg kan ikke gå i seng endnu."
   "Så kom herhen nu i stedet for... Mens vi er alene..."
   "Ja, det kunne du lide," sagde Lisa, idet hun vendte ryggen til sin mand.
   "Hvis du stadig er vågen klokken ti, kan du så ikke lige holde øje med, om Julie kommer hjem.? Andreas spiller kamp i dag, så vi er nok først hjemme ved halv elleve tiden."
   Hun gik ud af værelset uden at vente på hans svar.

Jørgen så et øjeblik efter hende. Så vendte han tilbage til sin computer. Han minimerede Excel dokumentet, han havde haft åbent, mens Lisa var inde i værelset.
   "Var lige væk et øjeblik" skrev han, og der blev straks svaret med et "wb".
   Han vidste egentlig ikke, om han brød sig om denne chat. Der var aldrig ret mange herinde. Sikkert fordi det var en meget lokal side. Men det gjorde det selvfølgelig til en endnu større udfordring.
   "Jeg har savnet dig," skrev han.
   "Du er fuld af løgn," lød svaret.
   Det kom så hurtigt at han følte det som et slag i ansigtet. For Pokker! Nu troede han lige, at han havde opbygget et tillidsforhold. Hvad skete der?
   "Hvad mener du?" skrev han.
   Denne gang varede det lidt, før svaret kom. Jørgen begyndte at blive irriteret. Havde han bare spildt sin tid?
   "Du kan sgu da ikke savne mig, når du aldrig har set mig!"
   Nu smilede han.
   "Jamen så lad os finde en dag at mødes..."
   Hvor var det dog let, efter at nettet var kommet til. Al den ballade med at støve dem op tidligere. Hende her boede oven i købet tæt på.


* * *
   "Hej Julie!"
   Louise åbnede døren for hende og gav hende et stort kram.
   "Kom ind!"
   Julie trådte indenfor og så sig omkring.
   "Er din mor og far ikke hjemme?"
   "Nej, de er ude hos min mormor. Jeg gad ikke tage med. Kom nu!" Louise trak sin veninde ind på sit værelse. På skrivebordet stod computeren tændt. Julie kiggede lidt på den.
   "Spiller du?"
   "Ind imellem. Men lige nu sidder jeg og chatter. Vil du være med?"
   Julie rystede på hovedet.
   "Nej. Jeg gider ikke rigtigt, " svarede hun. Egentlig var hun i lidt af et dilemma. På ene side gad hun ikke rigtigt at besøge Louise. På den anden side havde de været veninder siden 3. klasse. Men chatte gad hun i hvert fald ikke sammen med hende. Louises grænser gik et andet sted end hendes egne.
   "Ok, så bliver du fri," sagde Louise lidt surmulende. "Hvad skal vi så lave?"
   Julie trak på skuldrene, og fortrød næsten, at hun var taget herhen.
   "Du er sgu da ikke let at finde ud af!"
   Louise loggede ud af chatprogrammet, og gik hen og satte noget musik på.
   "Jeg snakkede ellers lige med en fyr. Han ville mødes med mig," sagde hun og tog en smøg fra pakken, der lå på bordet.
   Julie så på hende.
   "Det gør du vel ikke?"
   "Det ved jeg ikke rigtigt... Måske... Han lød nu meget sød..." Hun tog et stort sug af cigaretten og rakte den derefter over mod Julie.
   "Nej tak. Jeg skal ikke have noget."


* * *
   Kvart i ni lagde Lisa sin irriteret sin bog fra sig. Hun havde helt glemt tiden. Kampen startede klokken ni, og hun ville gerne nå at se den. Hun tænkte, at hun måske ikke havde behøvet at være så afvisende overfor Julie. Hun kunne jo sagtens have smuttet forbi og hente hende på vejen hjem, når hun nu alligevel skulle hente Andreas. Så meget længere var det jo heller ikke. Men hun var bare så træt af at lade sig styre af familiens pludselige indfald. Der var aldrig tid til, at hun selv kunne gøre noget impulsivt. Eller bare sidde lidt og slappe af.
   Nej, hun ville ikke have dårlig samvittighed over at have sagt nej til at køre i dag!


* * *
   Jørgen hørte døren smække, da Lisa gik. Han stod ud af sengen, og tog lynhurtigt den t-shirt og de cowboybukser på, som han pænt havde lagt på stolen bare en times tid før. Nu skulle det gå stærkt. Aftalen lød på klokken kvart over ni. Der var ikke meget tid, hvis han skulle nå at gøre det hele klart, før han kørte. Hun var da også et tåbeligt pigebarn at insistere på, at det skulle være nu, hvis han ville se hende. Men han skulle vise hende, at det kunne lade sig gøre. Han næsten løb ned ad trappen og tog hoppende sine sko på med den ene hånd mens han fik fat i nøglen til garagen med den anden.


* * *
   "Jeg tror altså, at jeg kører hjem nu," sagde Julie.
   "Okay. Skal jeg følge dig lidt af vejen? Min cykel er altså flad..."
   Julie nikkede. Hun var glad for at få lidt selskab, så hun ikke skulle køre hele den mørke vej alene.
   "Jeg kan bare trække noget af vejen," sagde hun
   Mens hun tog tøj på tænkte hun, at Louise havde været lidt underlig i aften. Hun havde slet ikke virket interesseret i at have besøg. Men de gik altså også lidt skævt af hinanden i øjeblikket. Det var som om de ikke rigtigt havde noget at tale sammen om mere. Det var ikke som dengang de mødte hinanden. Dengang kunne de grine og græde sammen. Og slet ikke undvære hinanden. Nu føltes venskabet nærmest som en tvang.


* * *
   Louise vidste, at hun legede lidt med ilden. Men hun kunne lide den spænding det gav. Da hun havde skrevet til ham om at mødes nu, vidste hun ikke, om det kunne lade sig gøre. Men hvis det ikke kunne, så var der ikke noget at gøre ved det. Han vidste jo ikke, hvem hun var, og hvor hun boede. Så der kunne ikke ske noget ved at flirte lidt.
   Da hun og Julie ikke havde kunnet blive enige om, hvad de skulle lave, havde hun ikke gjort noget for at afhjælpe problemet. Tværtimod. Det havde for hende ligesom været et tegn på, at hun virkelig skulle møde ham. Hun så på sit ur. Hun ville blive et par minutter forsinket. Men pyt med det. Han skulle nok være der.


* * *
   Adrenalinet kørte på højtryk i hans krop. Ved siden af ham på forsædet lå, hvad han skulle bruge. Remedier, som han normalt opbevarede i en lille lærredssæk under reservehjulet. Sækken lå der også. Faktisk var sækken det redskab, han havde allermest brug for. Han ville ikke se dem. De snotforkælede pigebørn, der troede, at de kunne sno ham om deres lillefinger.


* * *
   De kunne se bilens lygter på lang afstand.
   "Fjols!" sagde Louise. "Hvorfor blænder han ikke ned?"
   "Han kan nok ikke se os endnu," svarede Julie.
   "De blænder sgu aldrig ned for fodgængere!"
   Pigerne var næsten nået til forsamlingshuset nu. Det var hertil, Louise havde lovet at følge med.
   Bilen der kom mod dem satte farten ned, begyndte at blinke, og drejede et øjeblik efter ind på parkeringspladsen foran det hus, hvor Julies konfirmation skulle holdes om fjorten dage.
   "Det er min far!" udbrød Julie, da hun så bilen fra siden. Hun så på Louise, og derefter igen hen mod den nu holdende bil.
   Louise stoppede op ved Julies udbrud.
   "Din far!"
   "Ja," svarede Julie. Han skal sikkert ind og ordne noget til festen... Hun så spørgende på Louise.
   "Kan du ikke tage min cykel hjem? Der er ikke plads til den i firmabilen. Så kan jeg køre med ham resten af vejen. Jeg kan bare hente den i morgen."
   Louise tog tøvende imod cyklen. Det kunne da ikke være... Nej! Det måtte være et tilfælde... Men det satte i hvert fald en effektiv stopper for hendes planer. Hun steg op på cyklen og ventede lidt, mens hun så Julie løbe over mod bilen Så begyndte hun at køre tilbage.


* * *
   Der kom hun! Jørgen sad stadig i bilen, nu med lygterne slukket, da han så pigen komme løbende. Han rakte ud efter sækken og den tunge skruenøgle på sædet ved siden af. Det skulle gå stærkt. Han havde ikke meget tid. Alligevel ventede han med at stige ud af bilen, til hun var lige bagved. Og han var heldig. Lige idet han steg ud vendte hun sig om som for at kigge efter noget. Han udnyttede de få sekunder, og kastede sækken over hendes hoved. Hun nåede kun at udstøde et kort forbavset skrig, før han slog til, og hun langsomt faldt sammen på parkeringspladsens grus. Han bøjede sig over hende og bandt sækken til. Ikke stramt. Han kunne ikke straffe hende, hvis hun var død allerede inden han gik i gang. For en sikkerheds skyld følte han efter hendes puls. Den var, som den skulle være. Så løftede han hende op, og bar hende om bag det nedslidte forsamlingshus. Nu skulle hun få, hvad hun fortjente!


* * *
   "Jørgen!"
   Døren til soveværelset gik op, og Lisa kom ind. Jørgen reagerede ikke.
   "Jørgen, er Julie kommet hjem?"
   Han løftede langsomt hovedet fra puden og trykkede på kontakten til sengelampen.
   "Julie?"
   "Julie, ja... Vores datter! Hun skulle have været her for en halv time siden!"
   Jørgen satte sig op i sengen med et ryk. Han forsøgte at skjule den frygt, der med ét havde lagt sig over hans krop.
   "Er hun ikke kommet endnu?"