Jægeren begyndte:...

"For mange år siden, var jeg en del af en lykkelig familie. Jeg havde kone og 2 børn, et godt arbejde og en god indtjening. Mit firma sendte mig på en opgave i det daværende Sovjetunionen. Jeg var ingeniør, det var som sådan jeg rejste til Rusland, for at hjælpe dem med at opføre et nyt energicenter, en kraftstation, i forbindelse med en af de kunstige søer de havde opdæmmet i det østlige Rusland.
   Efter at have arbejdet der i ca. 8 måneder, var der problemer med Amerikanerne. De to supermagter var på kant med hinanden. Det kaldtes for den kolde krig imellem supermagterne.
   Mit arbejde var baseret på både amerikansk og russisk teknologi. Det nyeste af det nye, derfor var meget af det jeg lavede så tophemmeligt, at jeg var overvåget nat og dag.
   En morgen, meget tidligt, hentede KGB mig til afhøring. De sigtede mig for spionage.
   Jeg fik først kontakt med min ambassade, ca. en uge efter jeg var blevet tilbageholdt. Naturligvis var alle anklager fabrikeret af KGB, og falske, de skulle formentlig aflede opmærksomheden fra andre ting, men der gik, desværre for mig, storpolitik i retssagen. Jeg blev tiltalt efter den strengeste paragraf i deres lov om spionage. Det indebar jeg kunne idømmes dødsstraf.
   Det blev også dommen et år efter, men straffen blev appelleret, og i stedet fik jeg livsvarigt fængsel.
   Livsvarigt fængsel, var på den tid en deportation til en lejr i Sibirien. Jeg var absolut ikke nogen mønsterfange. Jeg havde problemer med sproget, og der opstod mange misforståelser, der næsten alle resulterede i strenge tillægsstraffe.
   Min egen ambassade gjorde vel hvad de kunne, men jeg havde det indtryk, at de ikke fik megen respons fra de russiske myndigheder, der betragtede sagen som meget alvorlig. Jeg måtte først få post fra familien, når min sag var afsluttet, men på grund af de disciplinære straffe, trak det ud i en uendelighed. Jeg hørte aldrig mere fra min familie. Efter 2 år blev jeg flyttet nærmere Moskva, ca. 1800 km. nordøst for byen. Var jeg ikke i helvede, så kom jeg det. Den lejr jeg kom til, var kun for særlige politiske og kriminelle fanger. Den blev kaldt for venteværelset, fordi der herfra ikke var nogen vej tilbage. Herfra blev man båret ud. Det var det man ventede på.
   Det var her jeg første gang tænkte på, at flugt kunne være en mulighed. Bevogtningen blev foretaget af tropper fra en særlig afdeling af KGB. Der var aldrig flygtet nogen fra denne lejr, og der var aldrig løsladt nogen.
   Alle de russiske fanger var enten stærkt kriminelle, det vil sige mordere, røvere og grovere kriminalitet, eller politiske fanger. De politiske fanger var alle såkaldte dissidenter, der ikke kunne omvendes. Der var et særligt hierarki i lejren.
   Højst rangerede de kriminelle. De var stikkere for vagterne, derved kunne de forsøde deres tilværelse en smule. De fik bonus, hvis det var af særlig stor betydning det de kunne angive. Det kunne enten være at man havde et ulovligt redskab, en kniv, en gaffel, eller noget varmt tøj, som de altid hævdede de havde set en stjæle fra depotet.
   Dernæst kom dissidenterne. De regnedes for intet, og mange af dem måtte efter en dags arbejde på 12 timer, agere tjenere for flere af de kriminelle. Ofte blev de også både brugt, og misbrugt seksuelt. At protestere ville i bedste fald resultere i, man fik 14 dage i "hullet", totalt isoleret fra andre, uden dagslys og med en skål ubestemmeligt æde én gang i døgnet. Det kunne lige godt være dag som nat. Ofte fik man ikke noget at spise i flere dage, så når man havde udstået sin "straf", var man et let offer for alles uhyrligheder. Selvmordsraten var stor, det var ikke ualmindeligt der kunne gå op til flere dage, hvor en død ikke blev registreret. De stærke kunne godt bruge den ekstra ration, som den døde skulle have haft. Hvordan, og med hvad de kriminelle bestak vagterne, det fandt jeg aldrig helt rigtigt ud af, men et rygte sagde, hvis man ydede de vagter der kontrollerede os om morgenen seksuelle tjenester, havde man en chance for der ikke blev stillet spørgsmål.
   De lavest rangerende fanger var os udlændinge. Alle var på sin vis lidt bange for os. Vi kunne kommunikere på et sprog, ingen af de andre forstod. Det var dog på det strengeste forbudt at tale andet end Russisk. Det var tæsk og "hullet" hvis det blev opdaget. Vi var fem udlændinge. To Japanere, en Tysker, en Algier, og så mig.
   Algieren kunne ingen regne med. De andre sagde, han ingen chance havde, for at slippe levende ud herfra. Han var som alle udlændinge dømt for spionage, men alle vidste, han havde haft en seksuel affære med en højtstående KGB officer. Da han ville bryde med officeren, og truede ham med afsløring, røg han ind i lejren med det samme. Han var meget eftertragtet af både vagter og andre medfanger. Da han var totalt retsløs, blev han misbrugt ofte uden at kunne protestere, det ville have været den sikre død for ham, det vidste han.
   Og apropos død, så var det yderst sjældent der blev stillet spørgsmål ved hvordan, man måtte bare helst ikke være helt død, så kunne ens indre organer ikke bruges, i den verden der var ude omkring os. Det var en helt almindelig praksis. Også at enkelte fanger, med særlige gener og blodtyper, de bare forsvandt fra den ene dag til den anden.
   Når en fange døde, blev hans organer brugt til at transplantere til andre, der var trængende. Det var yderst sjældent en død fange var ret gammel, men hans organer var eftertragtede i det samfund, vi ikke var en del af, kun leverandører til, når lejlighed bød sig.
   Tyskeren havde virkelig forsøgt sig udi det ækle hverv at spionere. En amatør sagde de fleste. Han var vel 50 år gammel, og havde siddet her i 15 år. Han var blevet taget, da han ville sælge fotografier til en Amerikaner, der viste sig at være russer i stedet. Han havde arbejdet alene, men den troede de naturligvis ikke på. De havde brug for en succes på hjemmefronten, og da han som sagt arbejdede alene, var det yderst svært for den tyske regering at gøre noget som helst for ham, dertil var de russiske beviser for tyngende.
   De to Japanere var anderledes, de kunne gå i fred for alle. De havde, da de kom, sat sig grundigt i respekt hos alle fanger. Deres kampsport var et par stakkels krøblinge et tydeligt bevis på.
   Det var far og søn. Begge højt uddannet indenfor atomenergi. Deres ulykke var, de havde været på fisketur og fik motorstop. De drev ind på Russisk område i løbet af et par uger. Selvom der havde været mange eftersøgninger efter dem, havde de alle været forgæves, ikke mindst på grund af vejret.
   Russiske fiskere havde fundet dem mere døde end levende, og bragt dem i land. Da det gik op for myndighederne hvad det var for personer de havde fået fat i, blev de ført til Moskva, hvor de blev afhørt af KGB, med det ene formål at få dem til at arbejde for Russerne.
   De havde nægtet, og efter 1 års prøvelser havnede de i lejren. De Russiske myndigheder havde ikke nogen problemer med det, da de for længst ansås for at være omkommet på havet. De eksisterede slet ikke.
   Da jeg ankom til lejren, fandt jeg hurtigt ud af, de 2 Japanere var de eneste jeg kunne stole på. Og i løbet af et år, udviklede der sig et varmt og dybt venskab mellem dem og mig. De talte udmærket Engelsk, Tysk og Russisk, så kommunikationen var i orden. Det der tømrede os endeligt sammen, var en episode hvor de helt klart reddede mit liv.
   Vi havde i lejren en stor og særdeles modbydelig Ukrainer, han hed Ignan. Han var dømt for ti dobbelte mord, på uskyldige familier østpå, voldtægt og mishandling. Alle var bange for ham, havde han først set sig gal og ond på en, var ens dage helt sikkert talte.
   Vi var ude i skoven på træfældning, da det store brød gik amok på mig, fordi jeg havde tabt en lille stamme over hans fod. Han for på mig, hamrede sin store næve ind i ansigtet på mig, og brølede som en tyr.
   Jeg fik så mange bank, at de andre måtte bære mig hjem. Det var heldigt det var sommer, ellers var jeg død af kulde.
   Efter uddeling af brød et par dage senere, kom han hen til mig og sagde: Med det hoved, så opsvulmet og blødt, måtte det være lige så dejligt at bruge, som en kvinde imellem benene. Åbn munden, råbte han.
   Jeg havde ikke en chance. Ville jeg overleve, måtte jeg gøre som han forlangte. De andre fanger morede sig. Det var ækelt, uhyggeligt og dyrisk, kun med den største viljekraft måtte jeg acceptere.
   En djævel for i mig, koste hvad det ville. Jeg sugede så meget af ham ind i min mund, som jeg kunne have og bed til. Et smertens brøl undslap den store Ukrainer. Jeg bed tænderne endnu hårdere sammen, samtidig med jeg trak til, jeg havde bidt ham over. Jeg spyttede stumpen ud og kylede den langt væk, så brækkede jeg mig igen og igen. Ukrainerens protegeer for ind på mig, jeg ville have været død, hvis ikke de to Japanere var kommet mig til hjælp. De hamrede tre fire stykker i gulvet på få sekunder, det var nok til alle veg bort fra mig.
   Det kostede mig 3 uger i "hullet", men jeg havde overlevet. Ukraineren var blevet et stykke af sin manddom kortere. Han skulede altid ondt til mig, når vi mødtes, men hverken han eller hans protegeer rørte mig. De Japanske mænd havde advaret ham og andre om, det ville betyde en smertefuld død, bare så meget som at tænke på at krumme et hår på hovedet af mig.
   Der var mange der på den ene eller den anden måde, gav udtryk for de var tilfredse med det jeg havde gjort. Det var ikke så plagsomt længere, nu da Ukraineren ikke kunne udnytte dem seksuelt eller banke dem, hvilket han helt uhæmmet førhen havde gjort flere gange om dagen.
   Uheldigt for ham, gik der et par uger senere betændelse i den stump, han havde tilbage, og han blev overført til sygeafdelingen. Her døde han fjorten dage senere. Der var ingen der begræd det dødsfald."

"Lisa! Er du faldet i søvn?"
   "Nej, jeg lytter!"
   "Det er sent!" sagde Riza, "du er træt, jeg tror det er bedst vi venter til en anden dag med at fortsætte."
   Hun havde flere gange set bekymret over på Jægeren, og havde et par gange været udenfor. Måske for at se til hestene, men jeg kunne ane hun var urolig. Det berørte hende dybt, kunne jeg se.

Hans beretning berørte også mig. Den var grufuld. Det var en ondskabsfuld verden han havde levet i, hvordan kunne han klare det?
   Jeg sagde pænt godnat og tak for en god dag, det var måske forkert, men det var hvad jeg altid havde lært hjemmefra, at sige tak for en god dag. Jeg så på Jægeren, der sad og virkede fjern, derefter på Riza, hun nikkede, og jeg gik ind til mig selv
   Jeg lå længe vågen. Tankerne var mange, der var så mange indtryk jeg skulle fordøje. Det var virkeligt svært. Ville de stoppe her? Jeg ville ikke fortænke dem i det, det måtte gøre forfærdeligt ondt at genopleve det hele en gang til, men det var måske det der skulle til. Man hørte jo ofte, det var den bedste medicin, bare tale om det ulykkelige.
   Hvad vidste jeg? Med hvilken ret havde jeg trængt mig på? Var jeg ved at fortryde nu? Nej, jeg måtte blive ved, men hvordan? I mit hoved kværnede det rundt, og da søvnen endelig kom, var det med mareridt, uhygge og rædsel.

Jeg vågnede midt om natten, jeg havde mareridt, sveden haglede af mig, jeg var bange. Havde jeg råbt i søvne? Jeg frøs. Da jeg tændte lyset så jeg Riza ved min seng. Hun kikkede bekymret på mig.
   "Du drømmer noget grimt, jeg blev lidt urolig for dig. Gå ud og tag dig et bad, så skifter jeg dit sengetøj og laver dig en kop te, den vil få dig til at sove roligere."
   Jeg rejste mig op, tog alt tøjet af. Det var befriende at mærke det varme vand skylle al sveden bort.
   Hvad måtte de ikke tænke nu? Jeg måtte have skreget højt, siden Riza havde kunnet høre mig. Det var lidt pinligt, men jeg var glad for hendes omsorg, hun var som en mor. Da jeg kom tilbage til værelset, stod Riza med et krus i hånden. Dejlig varm te der smagte anderledes end jeg var vant til, men behageligt. Hun havde også lagt nyt sengetøj på min seng, og hængt min sovepose over en stoleryg.
   "Den kan hænges ud i morgen. Men nu skal du lægge dig ned og prøve på at få noget søvn, klokken er mange. Hvis du gerne vil have det, kan jeg blive herinde og lægge mig på gulvet ved siden af sengen."
   "Nej tak, Riza," svarede jeg, og prøvede at fremtvinge et smil.
   "Jeg har det allerede meget bedre. Du må meget undskylde jeg sådan tager på vej, jeg er meget flov, undskyld."
   "Rolig, min pige, der er ikke noget at sige til du får onde drømme, måske skulle vi stoppe her. Du ved jo han overlevede, ellers ville han ikke kunne ligge derinde og sove trygt, selvfølgelig ender det godt."
   Riza var virkelig bekymret for mig. Jeg kunne se, hendes øjne var mørkere end de plejede, der var også bekymring i hendes udtryk i ansigtet.
   "Riza, jeg har det godt nu, jeg synes du selv skal se at få noget søvn. Tak for din omsorg, det er lige så dejligt som hjemme hos min mor, da jeg var lille. Når jeg drømte, var hun der altid, ligesom dig. Tak Riza, jeg skal nok lade være med at forstyrre jer mere i nat."
   Riza smilede varmt til mig.
   "Jamen så godnat, min pige," sagde hun og gik ind til sig selv.

Den varme te og Rizas selskab havde allerede virket, jeg følte mig igen tryg, og lagde mig ned for at sove. Det var dejlige mennesker, Riza og Jægeren, det måtte jeg huske at fortælle dem i morgen.