Det var ved at blive sent. Hans beretning var så medrivende, at jeg helt glemte tid og sted. Selvom det var sent, var det ikke mørkt udenfor, her oppe blev det aldrig mørkt om sommeren.
   Jægeren havde afbrudt sin fortælling, han bad Riza om at lave te, men jeg foreslog jeg lavede den. Jeg ville overfor disse mennesker bevise, jeg godt kunne gøre mig nyttig. Imens jeg lavede teen, tændte Jægeren op i brændeovnen. Selvom det ikke var koldt, var det alligevel hyggeligt og rart at høre ildens knitren.
   Riza fandt krusene frem, jeg lavede teen. Riza havde taget en lille dåse med tørrede blomster frem, af den skulle jeg lave teen. Ikke som jeg plejede derhjemme. Disse blade skulle koge i ti minutter, det hele skulle derefter sies, så var teen færdig.
   Den smagte dejligt, lidt hen efter jasmin, en smule syrligt. Den var lavet på tørrede blade af skovsyre, mælkebøtter og kvalje. Den sidste plante kendte jeg ikke, den voksede kun i det allernordligste Sverige, Norge og Finland.
   Jeg spurgte om de havde en døgnrytme, når de var alene. Riza svarede, det havde de, men at det ikke betød noget nu, de nød mit selskab, forhåbentlig nød jeg også deres.
   Det var ikke altid de tog det så tungt med hvad klokken var, eller at spise på bestemte tidspunkter, det regulerede sig selv. Man sov når man var træt, og spiste når man var sulten. Den eneste pligt de havde, var at sørge for jagten for de kongelige, og dyrene.
   Når de kongelige ville på jagt, var det Jægerens opgave at sørge for de gæster der var anmeldt, at de fik vildt med hjem.
   Jægeren havde også været på forskellige skoler for jagt, havde lært hvordan man skulle omgås de kongelige. Det sidste, var det der var faldet ham sværest. Riza grinede højt, morede sig over sin bemærkning.
   Jægeren var en sand mester i skovene. På hans mange ture ude i naturen, fik han et kendskab til dyrene, der var helt enestående. Han deltog aldrig selv i jagterne på jægernes side, men holdt sig i baggrunden.
   Det var nu 2 år siden, der sidst havde været nogen her hos dem, men det betød ikke noget, de skulle nok komme igen en dag.
   For det meste var jagtselskabet kun på 5 til 6 personer, så var det ikke noget problem at have dem boende. Var det større selskaber, blev der sat autocampere op, både til dem der skulle jage, og dem der skulle passe på dem.
   Jægeren fortalte, at når dronningen var med, så insisterede hun altid på, det var Riza der skulle lave maden. Det var altid det samme de ville have, fjeldrype. Riza havde en speciel opskrift på denne velsmagende fugl. Der skulle en del til når det var et stort selskab, men de plejede altid at have nogle på lager.
   Dronningen, hvis jagtmester han var, insisterede altid på at Jægeren og Riza skulle spise med. Dronningen var en god og elskelig kvinde, sagde Riza. Der var noget fint over hende, samtidig med hun var så ligefrem, at det var en fornøjelse at være sammen med hende. Klog var hun også. Jo, den svenske konge kunne være stolt af sin kvinde.
   "Må du jage og fiske hele året?" Spurgte jeg.
   "Ja, det må jeg. Ifølge kongelig anordning er jeg beskyttet af Kronen. Det betyder jeg er udenfor landets normale love, at det kun er Kronen og ministeriet, der kan give tilladelse til at dømme mig ved en domstol."
   "Hvordan skal det forstås?"
   Jægeren svarede, at det var en del af historien, men det kom vi jo nok til, hvis jeg da holdt ud så længe. Han trak skævt på smilebåndet.

Det var meget usædvanlige mennesker, de to. Jeg er sikker på, jeg ville føle mig veltilpas i deres selskab, hvis jeg boede i en længere periode sammen med dem. Det var for dem naturligt, de havde valgt den livsstil, men den dybere årsag kunne jeg kun ane i hans historie.

En hånd på min skulder, fik mig til at fare sammen. Jeg havde ikke set den fremmede komme ind, ikke hørt ham.
   Han grinede højt, og undskyldte han havde forskrækket mig. Det var Rizas bror der var kommet på besøg. Han lignede hende meget, den karakteristiske gule ring omkring pupillen var ikke til at tage fejl af, men udover det, var det helt klart de måtte være søskende. De havde fine træk i ansigtet, der var ens for dem begge...
   "Jeg hedder Reko! Jeg er Rizas bror. Hvem er så du?"
   Hans ligefremme spørgsmål fik mig til at rejse mig op.
   "Lisa fra Danmark, jeg er her for at besøge din søster og svoger. Jeg har hørt så meget om dem, så jeg måtte herop for at møde dem."
   Han så undersøgende på mig, smilede, og sagde at hvis jeg var bladsmører, var jeg gået forgæves, med mindre jeg kunne overbevise hans søster og svoger om, de simpelt hen ikke kunne leve, uden først at have talt med mig.
   Han var ikke uvenlig, men der var noget ved hans holdning, jeg ikke kunne finde ud af. Den fortalte mig, han ikke billigede jeg var her, hvis jeg var bladsmører.
   Jeg spurgte om jeg måtte lave ham en kop te, så kunne han hilse på sin søster og svoger imens, så var jeg heller ikke i vejen...
   "Tak, det må du gerne."
   Han var tydeligt overrasket over min frimodighed, og i hans ansigtsudtryk var der et stort og forbavset spørgsmålstegn. Jeg gik hen og fandt krus og mere te frem.
   Mens jeg lavede teen, talte de sammen, på et sprog jeg ikke kendte. Det lød som Finsk, men det var vel det sprog Samerne talte.
   Jeg lavede en hel gryde te, jeg gik ud fra det nok blev sent, inden de havde talt ud om hvad de havde af oplevelser. Jeg vidste at Reko boede i det allernordligste af Sverige, at han var Renbonde, så der måtte være en anledning til at rejse flere hundrede kilometer for et besøg.
   Jeg serverede teen, og sagde at jeg ikke ville forstyrre dem, jeg var en smule træt, så hvis de ikke havde noget imod det, ville jeg gå og lægge mig. Jeg ønskede dem alle en god nat, og gik ind til mig selv

Jeg var ikke kommet helt af tøjet, da det bankede let på min dør, det var Riza.
   "Du virker trist. Er der noget jeg kan gøre for dig?"
   "Nej tak, Riza, jeg følte mig bare pludselig så mat. Det må være alle de nye indtryk og den friske luft, kombineret med alle oplevelserne der gør det. Jeg er ikke trist eller ked af det, bare lidt forvirret. Du må undskylde hvis jeg sårer dig, det er ikke min mening, jeg er bare pludselig så mat over det hele. En god nats søvn vil sikkert hjælpe på det."
   "Jeg forstår hvad du mener, et fremmet sted, alle indtrykkene, og så den friske luft. Men du må endelig sige til, hvis der er noget der trykker dig. Godnat min pige, og sov godt."
   "God nat, Riza, og tak til jer begge for en dejlig dag."

Da Riza var gået, krøb jeg under dynen, jeg tænkte det var anderledes end det jeg havde forestillet mig, da jeg tog her op. Det var et helt eventyr, og jeg var med i det. Jeg puttede mig godt ned under dynen. Denne nat fik jeg en hel nats vidunderlige søvn.

Jeg var igen den første der var oppe. Jeg besluttede mig for at gå ned til elven og få mig et morgenbad. Vandet føltes ikke så koldt som sidst, det var dejligt forfriskende, denne gang havde jeg husket at tage et håndklæde med.
   Det var en dejlig morgen, jeg besluttede mig for, jeg ville lave morgenmad til dem. Hurtigt klædte jeg mig på og gik tilbage til hytten.
   Riza var allerede oppe og i fuld gang med morgenmaden. I dag stod den på grød, for som Riza sagde, var det vigtigt med det første måltid. Det undrede mig der kun var dækket til to. Da Riza så min undren, sagde hun:
   "De er begge taget tidligt på jagt, eller hvad de nu vil kalde det. De er ude for at lege, selvom de er voksne mænd, er det vigtigt for dem at komme ud og lege, er mændene i dit land lige sådan?"
   "Jeg ved ikke rigtigt hvad du mener, men det er tit at danske mænd har behov for at være sammen, uden os piger, men hvad de laver, det ved jeg ikke."
   Mit svar fik Riza til at grine højt...
   "Det må jeg sige, ved du ikke hvad de laver, når de er ude for at more sig? Det havde jeg ikke ventet som et svar fra så ung en pige. I mine unge dage ville jeg sætte pris på at være med, når de var ude for at more sig. Nå, men skidt med det.
   De er ude for at se på en ny måde at fiske på. Det er noget med et net, det ved Jægeren noget om. Det kan give mange fisk, men det er vist ikke helt så lovligt som de siger, ikke her i elven, men det må de selv om, jeg vil ikke blande mig, kun nægte at spise tyvfangede fisk. Det er min måde at fortælle dem, at den metode billiger jeg ikke.
   Så hvis de har fisk med hjem, må du endelig spørge dem, om hvordan de har fanget dem. Jeg vil nyde at se dem komme med en forklaring, vel vidende at jeg ved hvordan de har fanget fiskene, og de ved jeg med det samme vil afsløre dem, hvis de lyver, det bliver morsomt."
   "Jamen Riza, du ved så meget, jeg kender ikke din bror, vel knap nok Jægeren. Er det ikke utidig indblanding, at forlange at få at vide hvordan de har fanget fiskene?"
   "Nej, min pige. Som jeg sagde! Jeg vil nyde deres forklaring. Men kom nu og sæt dig, maden bliver kold."

Vi spiste grøden, den smagte godt. Det var byggrød med tørrede frugter drysset over, fortalte Riza, den fylder godt. Alt imens maden gled ned, fortalte Riza om sin familie. De var ikke rige og heller ikke fattige, men de var rigtige Samer, dem var der ikke så mange af mere.
   I det Sameråd regeringen havde nedsat, var Samerne også repræsenteret. Der var i dag heldigvis flere og flere af de unge, der tog de gamle traditioner op. Selv deres gamle religion med Shamaner, havde fået en opblomstring.
   "Måske kan vi med tiden blive et folk, der har ret til at færdes uden grænser på vore gamle græsgange med Renerne. Jeg er selv opvokset i det allernordligste Sverige, ind mod den Norsk-Russiske grænse. Også mine forældre holdt de gamle traditioner i hævd, det prøver min bror også at gøre.
   Med hensyn til Jægeren, så er det en anden sag. Han er ikke født Same, men en gang imellem kan jeg godt være i tvivl, sådan som han opfører sig, det er jeg glad for. I øvrigt er han dybt respekteret af alle de gamle Samer, både de norske, russiske og svenske. Han har en fast plads i vores eget råd, alene det er en stor anerkendelse af ham. Jeg har stor glæde af ham."
   "Riza, er i rigtigt gift? Jeg mener mand og kone, sådan som andre ægtepar, hvis du ved hvad jeg mener?"
   Riza tænkte sig lidt om, så svarede hun:
   "Nej, ikke som man almindeligvis forstår ved et giftermål. Vi er gift på Samevis, det er noget helt andet. Derudover, som jeg også tidligere har fortalt dig, så ejer han mig. Hvad det betyder, kan vente. Men at jeg er hans kvinde, eller hans kone, det er der ingen tvivl om. Vi er gift om nogen er det, det ved alle der skal vide sådan noget. Jeg kan vist godt sige uden at tage munden for fuld, at vi begge mener vi er lykkelige i vores ægteskab.
   Han er en god mand. Hans lige skal du lede længe efter, og så har han det jeg sætter højst ved en mand; selvstændighed, godhed, ærlighed og kærlighed. Ikke mindst det sidste er vigtigt. Han viser mig sine følelser, det er der ikke mange mænd der gør, de er bange for dem, men det er nu nok fordi de ingen har, eller at de er så overfladiske, at de ikke kan bruges til noget som helst."
   Riza var en skøn kvinde. Hun var så ærlig. Hendes begejstring for Jægeren, lyste ud af hende, når hun talte om ham. Jeg var ikke i tvivl om de elskede hinanden. Jo mere hun fortalte, jo mere kom jeg til at holde af dem. Så forskellige de var, og dog gik de godt i spænd sammen. Et mageløst par.
   "Vi må vist hellere få ryddet af bordet, Lisa, de kan være her når som helst."
   Vi ryddede af og vaskede op. Derefter gjorde vi klar til at lave te, så den var klar til servering når de kom.
   Jeg vaskede gulvet, Riza tørrede støv af. I det hele taget foretog vi os de ting, der normalt er en kvindes job. Vi havde netop sat os ned igen, da de begge dukkede op.
   "Jamen goddag," sagde Riza.
   "Fangede i noget?" Hun kikkede frejdigt over på mig. Det var tydeligt hun havde ventet med spænding på dette minut.
   "Ja," svarede Reko.
   "Et par ørreder og lidt andet, der er ingen tvivl om, at den metode snildt kan anvendes hjemme hos mig i søen, det ser så let ud med voddet, når Jægeren gør det, men jeg kommer nok til at øve mig noget."
   "En ny metode til at fange fisk med?" Sagde jeg og så uskyldigt på dem.
   "Et vollen, eller hvad det nu hedder, til at fiske i søen med? Men Riza sagde, i var ved elven?"
   "Det var vi også!" Svarede Reko, og så på mig.
   "Det er virkeligt smart, det vod. Det vil jeg bruge når jeg kommer hjem."
   "Jamen er det lovligt at bruge det i elven? Eller må man bruge det alle steder?"
   Jeg havde den uskyldigste mine på. Riza var ved at omkomme af grin, hun vendte ryggen til os.
   Jægeren så først på Riza. Dernæst på Reko, så på mig. Han var et stort spørgsmålstegn.
   Pludselig brast han i en rungende latter, han grinede fuldstændig uhæmmet, slog sig på lårene og stammede imellem latterudbruddene.
   "Riza, du skønne kvinde, dette her er garanteret dit værk, igen har du sat nykker i den lille pige."
   Reko var forvirret, da både Riza og Jægeren grinede højt, det var så morsom en situation, at jeg selv kom til at grine.
   Reko stod nu der, helt fortabt. Der var noget han var gået glip af, det vidste han, men hvad?...
   Stammende, fik Riza endelig fortalt ham, hvad det hele gik ud på. Da han endelig fattede det, smålo han også. Ak ja, vi havde det morsomt. Stakkels Reko. Han var blevet syndebuk uden at vide det.
   "Vil i have noget at spise? Skal vi vente til senere og nøjes med te nu, eller?"
   Det var Riza der endelig sagde noget, den opløftede stemning var behagelig, men jeg tror ikke helt jeg fattede deres humor.
   Riza og jeg lavede te, det var dejligt at arbejde sammen med hende, det hele gled så let fra hånden. Mændene bemærkede da også vi havde gjort rent. Det resulterede i en overhaling til dem, fordi de ikke havde taget deres støvler af.
   Brødebetynget tog de dem af, Reko tog en klud og tørrede efter, hvor de havde sat aftryk. Jo, Riza førte kommando, venligt, men bestemt. De havde helt tydeligt respekt for hende.

Affødt af mit tidligere spørgsmål, forklarede Reko han godt kendte et vod, som det hed, men at han ikke vidste, det kunne være så effektivt. Det var virkelig en nem måde at fiske på.
   Han fortalte om sig selv, sin familie, men sagde også han ikke forstod, hvorfor jeg var blevet lukket ind i varmen. Ikke fordi han havde noget imod mig, han forstod det simpelthen ikke. Det kunne man da kalde ærlighed.
   Jeg fortalte ham, hvor meget jeg satte pris på disse mennesker, hvor meget jeg var kommet til at holde af dem, og hvor godt jeg befandt mig iblandt dem. Jeg bad ham give mig lidt tid, måske kunne han ændre sit synspunkt angående mig, hvis han lærte mig bedre at kende.
   Men kunne man fortænke ham i han var mistroisk over for mig? Nej, egentlig ikke, jeg var en fremmed, fra et andet land, hvad havde jeg egentlig at gøre her? Bortset fra jeg gerne ville skrive om Jægeren?
   Jeg havde foreløbig intet skrevet, om jeg overhovedet kom til det, var et åbent spørgsmål. Jeg fik en ide...
   "Vil i ikke høre om, hvordan jeg fik den ide at tage herop? Hvordan det gik til at min redaktør og jeg kom ind på det emne?" De så alle på mig.
   "Jo, hvorfor ikke," sagde Reko, efter den første overraskelse havde lagt sig.
   "Men du må tale lidt langsommere, jeg har besvær med at forstå dig."
   Jeg fortalte dem om den ide, der havde formet sig inde i mit hoved, efter jeg havde hørt de historier der cirkulerede om Riza og Jægeren, på vores svenske søsterblad. Det havde resulteret i, at jeg med min redaktør var blevet enig om, at her måtte der være en spændende og anderledes historie at fortælle. Det skulle være rimeligt nemt at finde hvor de holdt til, mente vi begge.
   Jeg var derefter gået i gang med forberedelserne og diverse indkøb. Jeg skulle have fat i konserves og frysetørret mad, da det sikkert ville tage nogen tid at få den historie i hus. Der var mange ting der skulle på plads. Jeg havde forestillet mig at møde Jægeren i den frie natur, sammen med sin kvinde. Hvis altså de historier jeg havde hørt om dem, de var sande. Jeg havde regnet med det hele ville vare en uge til fjorten dage, så ville den historie være i hus. Flere gange grinede de af mig, det var for dem så naivt som noget, kunne jeg se på deres ansigtsudtryk.
   Vi talte meget om turister. Det var godt for Sverige, men ikke for Samerne. De ville selv have lov til at bestemme, angående hvilke områder der kunne besøges af turister. Der var flere områder der allerede var indrettet for turisterne, og hvor disse kunne få et indblik i hvordan samerne levede. Både førhen og i dag, hvor der efterhånden var mange Samer der brugte de moderne hjælpemidler, som var til rådighed.
   Både snescooter og helikopter var i anvendelse, når der skulle drives rener sammen. Inden vi havde fået set os om, var det sen aften, og tid til at få stablet noget aftensmad på bordet.
   Riza og jeg gjorde klar til at lave aftensmad, men Jægeren sagde det ville han og Reko gøre. Jeg tænkte, at det var da dejligt, men jeg var også spændt på hvad de ville lave.
   "Skal vi så ikke gå os en tur så længe," sagde Riza.
   "Jo, lad os det, så går jeg da ikke i vejen," svarede jeg muntert.
   Vi tog vores overtøj på, og gik udenfor

Riza og jeg gik ned til elven, vi talte om helt dagligdags ting. Ting der optog os begge. Vi snakkede godt sammen, det var rart at tale med Riza, jeg nød hendes selskab, tiden gik så hurtigt, og det hele føltes så rart.
   Inden vi vidste af det, hørte vi det aftalte signal for, at maden nu var færdig. Et par toner fra et jagthorn. Vi skyndte os tilbage, tog overtøjet og støvlerne af og gik ind i stuen.
   Der duftede dejligt af fisk. Der var både grillet, stegt og kogt fisk. Den var krydret lige tilpas, ikke for kraftigt. Om det var den ene eller den anden af mændene der havde lavet maden, var ligegyldigt, det smagte dejligt. Jeg roste maden, det var de begge glade for.
   "Det er også svært at lave så god mad," sagde de begge, og så sigende på hinanden. "Men når man bare tog den med ro, lykkedes det altid."
   De smilede begge og så på mig, så grinede de. Riza kom mig til hjælp...
   "Du skal ikke tage det så tungt, det er heldet, og så det faktum, at de har gode kvinder til at lære dem hvordan man gør, det viser det godt kan lade sig gøre. Man må være tålmodig, men de har fået det lært, selvom det har taget meget lang tid!"
   Vi lo alle, snakken gik livligt og muntert videre.
   Efter aftensmaden meddelte Reko, det var tid for ham at komme hjemover. Jeg forstod på ham, at han kun havde fået et lift med en ven, der skulle til en by der lå lidt sydligere, og at hans ven nu var på vej tilbage. De havde aftalt at mødes ved landevejen. Der var et stykke vej at gå, så han måtte hellere smutte nu.
   Vi sagde farvel til Reko, og aftalte at det snart var Riza og Jægerens tur, til at besøge dem. Hvis jeg stadig var i huset, var jeg også velkommen.
   Jeg var glad for den invitation, det betød i det mindste, at han ikke helt havde afskrevet mig.

Efter Reko var taget af sted, sagde Jægeren, han ville sørge for hestene. Riza og jeg kunne så klare opvasken. Det var da arbejdsdeling.
   Jeg foreslog i stedet, at jeg kunne tage opvasken, så kunne Riza hjælpe til med hestene. Jeg vidste der skulle muges, strøs og fodres, det ville vel tage ca. en time, og en opvask kunne jeg hurtigt klare. De syntes det var en god ide, men så kunne vi bytte i morgen. Jeg måtte lære hestene at kende, og lære hvordan man passede dem.
   Opvasken gik hurtigt, mændene havde taget det grove, medens de lavede mad, det var småtingsafdelingen der var tilbage. Da det hele var klaret, gjorde jeg klar til teen. Jeg var spændt på, om Jægeren ville fortsætte sin historie i aften, jeg håbede det.
   Det var så spændende når han fortalte om sig selv. Godt nok var historien uhyggelig, og på sin vis både voldsom og tragisk, men inderst inde vidste jeg, den endte godt, men det gjorde et stort indtryk på mig, alt det han havde været igennem.