Næste morgen vågnede jeg badet i sved. Jeg havde det elendigt. En dundrende hovedpine, ondt i halsen, øjne der løb i vand. Jeg gik ind til Riza og sagde, jeg vist var syg, at jeg nok blev nødt til at holde sengen.
   Riza var straks en hønemor. Hun følte mig på panden, så mig i øjnene, og sagde det var en slem forkølelse, men hun vidste råd.
   Alle kvinderne valfartede til min seng de næste timer, de var alle bekymrede og kom med gode råd. Den te Riza lavede smagte afskyeligt, hun forklarede, den ville hjælpe mig af med feberen, derfor drak jeg den. Spise kunne jeg ikke, men Riza og Eikko insisterede på, jeg prøvede. Også det var en pinsel, jeg ønskede bare at være mig selv, men de lod mig ikke i fred. Jeg var meget træt, nærmest udmattet af alle de besøg.
   Til sidst var jeg nærmest desperat af udmattelse, jeg bad Riza om, jeg dog ikke måtte være lidt alene? Hun smilede og sagde ja. De gik alle ud.

Hvor længe jeg sov, ved jeg ikke, det var mørkt da jeg atter vågnede. Det første jeg så i lyset fra en svag lampe der brændte, var Eikko, hun så på mig, smilede og spurgte om jeg havde det bedre. Det havde jeg, men jeg følte mig meget mat. Eikko spurgte, om jeg ville have noget at spise, men jeg var bare så mat, og havde stadig ondt i hovedet, mad havde jeg slet ikke lyst til.
   Eikko var en rar kvinde, hun var finsk Same, det var tydeligt hun var anderledes end de andre. Hun lo meget og fortalte om sig selv, Reko og deres børn, om hvordan de klarede sig som Samer. De holdt rener som vi i Danmark holdt køer. Endnu kunne de leve af Renerne, men regeringen gjorde ikke nok for Samerne. Deres græsningsområder blev hele tiden mindre på grund af industri, kraftværker og nye anlagte veje. Med den vækst samfundet havde, kunne de ikke overleve mere end et sekel mere.
   Så var der børnene, der i skoletiden om sommeren, ikke kunne tage med forældrene. De boede på skolen i den nærmeste by, det var et stort afsavn for dem, men sådan var det nu. Der var ikke noget der tydede på, at børnene ville overtage deres liv, selvom det var det de inderst inde helst ville have. Men kun tiden kunne vise, om de ville gå i forældrenes fodspor.
   Jeg var ikke på noget tidspunkt alene, heller ikke om natten. En af kvinderne i familien sad hos mig, i de tre til fire døgn, hvor jeg havde det dårligst. De sørgede for mig i alle ender og kanter. Snart fik jeg det bedre, og hilste for første gang på Ayla! Riza og Jægerens datter.
   Hun var lige så høj som mig, vel et par år yngre. Hun talte et smukt sprog, så jeg havde ikke besvær med at forstå hende. Hun var sorthåret som Riza, lignede hende en hel del, og havde de samme varme øjne som sin mor.
   "Lisa! jeg har hørt så meget om dig, fra min far og mor, de er begge meget bekymrede for dig. Jeg ved de kun vil dig det bedste, men det kan somme tider være lidt af en belastning med den omsorg. Jeg kan forestille mig, at du helst vil være alene med din elendighed, men sådan er de. Forældre forstår ikke, at en almindelig influenza bare skal have den tid det tager, så går den over af sig selv... Er der noget jeg kan gøre for dig?"
   "Nej, ellers tak for dit tilbud, Ayla... Dit navn er smukt, jeg har aldrig hørt det før, men fortæl om dig selv, jeg har også hørt en masse om dig. Dine forældre er meget glade for dig, men hvorfor kommer du først nu? Din far og mor sagde, du ville komme dagen efter, vi var kommet. Er der noget i vejen?"
   Ayla smilede. Det smil var som at se Riza. Der var ikke skyggen af tvivl om, hvem der var hendes mor.
   "Lisa, jeg går i skole i storbyen, på universitetet. Jeg vil gerne være læge, men det tager nogen år at komme så langt. Jægeren, min far, har skrevet til mig om dig. Han har spurgt mig om mange ting angående dig, men jeg har ikke været i tvivl om mit svar til ham. Allerede i deres første breve om dig, var jeg ikke i tvivl om de var glade for dig. Jeg troede i begyndelsen du måske lignede mig, at det var derfor de havde fået denne kærlighed til dig. De skrev du ikke lignede mig af udseende, men du var en god og sød pige.
   Vi har først ferie fra næste uge, men jeg tog fri fra universitetet allerede nu, så kunne jeg rejse her op og mødes med jer.
   Du har taget dem begge med storm, det er jeg ikke i tvivl om, det fortalte deres breve mig. Jeg ved det ikke er rart for dig lige nu. At du helst ville møde mig under andre betingelser. Du føler dig ophovnet, snottet og ramt af influenza, men pyt med det, jeg føler med dig, det er ikke særligt rart.
   Jeg kan dog garantere dig for, du er i de bedste hænder. Ikke nogen læge kunne gøre det bedre, det står jeg inde for.
   Gammelmor, eller min bedste, er den dygtigste medicinkvinde blandt Samerne her i det nordlige Sverige, både hvad angår det legemlige og det åndelige. Har du mødt hende?"
   Jeg nikkede og sagde, at jeg kun havde hilst på hende den første aften.
   "Lisa, jeg henter lige et krus te til os, det skal være den te som gammelmor altid laver til sig selv, jeg kommer om lidt."

Ayla gik. Hun var en sød pige, hun behandlede mig som en veninde, det var jeg glad for. Efter nogle minutter kom hun tilbage og meddelte, at hvis jeg var sulten, ville Jægeren lave mig noget mad.
   Min forbavselse må have været tydelig. Ayla grinede, sagde at det var det morsomste ansigtsudtryk hun havde set længe.
   "Jeg kan forsikre dig for, Lisa, når min far siger sådan, så mener han det. Han laver selv maden, han er vældig dygtig til det.
   Hvis du har lyst til at have mig hængende, vil jeg gerne blive og have en portion med. Jeg skal nemlig fortælle dig, det er en slags pandekager. Der er masser af tørrede bær i dem, de smager så godt, at alle gerne vil være syge, når det er min far der bager dem. Desværre sker det så sjældent, men han er kendt over hele Samelandet for sine pandekager, selv min mor må indrømme, de er noget for sig selv. Hvad siger du?"
   Jeg var faktisk sulten, så jeg sagde tak til, det ville glæde mig meget. Ayla gik et øjeblik. Hun var hurtigt tilbage, sagde stolt at hendes far var gået i gang.
   "Nå, Lisa, du vil gerne vide hvem jeg er, det vil jeg så fortælle dig.---

Jeg blev taget fra min mor, da hun var ganske ung, jeg var spæd, så det husker jeg ikke. Det var efter at den mand der kaldte mig sin datter, var død. Min mor har fortalt mig, at det ved du allerede.
   Jeg havde det godt hos min onkel og tante, men mest på grund af gammelmor, er jeg den, jeg er i dag. Det var hendes og min bedstefars indflydelse der gjorde, jeg fik lov til at blive. Det var også dem der sørgede for, at jeg jævnligt så min mor.
   Min onkel gjorde alt, for jeg ikke skulle glemme hende, og gammelmor fortalte ofte historier om min mor. Om en vidunderlig kvinde der levede for sig selv, men altid tænkte på mig, havde mig med i sin hverdag, hvor hun end opholdt sig.
   Alt dette forstod jeg ikke rigtigt noget af. Men da min far, Jægeren, på det store sommermøde gjorde krav på mig og min mor, ifølge vores gamle love, gik der noget op for mig. Jeg begyndte at se en helhed i det gammelmor havde fortalt mig. Det gik op for mig, at de historier hun fortalte mig, handlede om min far og min mor.
   Du vil sikkert mene, at gammelmor er synsk, det er vist det udtryk i bruger. Jeg vil ikke afvise det. Jeg ved helt sikkert, at hvis hun vil, kan hun se ind i fremtiden.
   Det var den fremtid hun i sine historier, forsøgte så skånsomt som muligt at forberede mig på. Naturligvis vidste jeg hvem Jægeren var. Alle her i Nordland, alle Samer i hele regionen, ved hvem denne usædvanlige jæger er. Og på dette sommermøde tog han uventet ordet.
   Min mor og jeg var til stede, da det blandt mange emner var os, der igen skulle drøftes blandt vores ledere. Min mor skulle forvises igen, efter hun var kommet sig over overfaldet og nedbrændingen, af det hus hun havde boet i. Rådet var i gang med genopbygningen af huset.
   Min far var vred, da han tog ordet, meget vred. Jeg var meget bange for ham, som han stod der. Hans sorte skinddragt, hans lange skæg, og så hans dybe stemme. Lige så venlig og blid den kan være, Lisa, jeg garanterer dig, lige så vred og uhyggelig kan den blive, når han er oprevet og vred.
   Han henviste til vore egne love. De er gamle, men det er love vi den dag i dag bruger. Han ikke alene krævede sin ret, han udfordrede med sit krav også vores øverste råd.
   Hvis de ville nægte ham hans ret, ville han tale i det øverste fællesråd. Det inuit råd der hvert andet år holder møde i et af medlemslandene. Jeg siger dig der var dødsstille. Ingen turde se direkte på min far.
   Efter en rum tid der virkede pinlig, tog vores ældste ordet. Til min far sagde han.
   "Jæger! Du kræver din ret, men med den følger en forbandelse. Ved du det?..."
   Min far så på hver enkelt af rådsmedlemmerne, der alle så ned i jorden. De turde ikke møde hans vrede og udfordrende blik. Så svarede han vredt.
   "Høvding! Vover du at betvivle mine ord om min ret? Med eller uden forbandelse, kræver jeg min ret til kvinden og hendes barn... Jeg går nu, og jeg tager kvinden og hendes datter med. Og ingen skal forhindre mig i det..."
   Han vendte sig om og vinkede ad os, sammen gik vi ud af rådssalen og hen i hans telt.
   Jeg siger dig, Lisa, der var vild opstandelse. Ingen havde før taget sig den frihed, at sige rådet og klanhøvdingen så klart imod. Ingen havde tidligere forladt et møde i vrede, skældt ældrerådet ud. Jeg var rædselsslagen, og klamrede mig til min mor.
   Inde i teltet lagde Jægeren sine arme omkring os begge.
   "Riza," sagde han højtideligt. "Dette er den bedste afgørelse for dig. Nu er du sammen med din datter, kan blive sammen med hende fra morgen til aften. At du er min kvinde betyder kun, du skal være sammen med mig, men du er dig selv. Du har din fulde frihed til at gøre hvad du vil. Når jeg ifølge lovene ejer dig, så må jeg vel også gøre med dig, hvad jeg vil...
   Jeg gentager, du skylder mig ikke noget, du er en fri kvinde nu, du kan gå hvorhen du vil..."
   Lisa! Jeg siger dig, det var en dramatisk sommer.
   Vi blev hos Jægeren, min far. Vi rejste rundt i det nordligste, han sørgede godt for os. Hvor vi kom frem, var der altid en og anden der havde en kommentar, til hvad der var sket på rådsmødet.
   Min far var ofte vred over de negative kommentarer han hørte, om sit krav ved mødet den sommer. Når han var vred, tav alle. De vidste udmærket det var hans ret, men de forstod ikke hvad han ville med os... Han forsvarede os overfor alle...
   "Hun er min kvinde, hendes datter er min datter," sagde han altid.
   "Det vil de blive ved med at være, så længe de selv ønsker det"...
   Respekten for ham var åbenlys. Han havde krævet sin ret, havde fået den. Ingen turde sige ham imod, af frygt for hans vrede. Og de gamle i vores klan, de støttede ham. Efterhånden blev vi en lille familie. Far, mor og datter. Jeg er glad for min mor blev hos Jægeren, og glad for jeg fik en rigtig far."
   Det bankede på døren, Jægeren kom ind med en tallerken dampende varme pandekager.
   "Hvordan har patienten det?"
   Jeg svarede, jeg allerede havde det meget bedre. Jeg længtes efter at deltage i det fællesskab, de andre havde, jeg skulle nok skynde mig at blive rask. Jægeren lo.
   "Det tager sin tid, men jeg må nok indrømme, du også forskrækkede mig."
   "Puh, far," sagde Ayla og smålo sagte.
   "Indrøm du er faldet for Lisa, ligesom mor, det er ingen skam. Jeg er glad på jeres vegne, fordi I nu har noget at tage jer til, nu da jeg ikke bor hjemme mere. Du er en god far, og når jeg ikke er hjemme, er det kun glædeligt der er andre der kan nyde godt af jeres kærlighed og omsorg.
   Det er mere end to år siden, du sidst bagte pandekager, det var da mor var syg. Jeg har gennemskuet dig."
   Hun lo sagte, den latter som jeg ofte havde hørt Riza le, så fuld af kærlighed.
   Jeg rødmede, var lidt flov over deres åbenhed, vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle sige. Jægeren skoggerlo, klappede mig på kinden og ønskede os velbekomme, derefter gik han.
   "Spis", sagde Ayla.
   "Min fars pandekager er så vidunderlige, at man får helt lyst til at spille syg."
   Vi fnisede og snakkede som små tøser, hvad vi nok også var, men vi havde det godt i hinandens selskab.
   Efter et par timer ønskede Ayla mig en god nat, og gik ind til de andre. For første gang under mit sygeleje, var jeg alene. Jeg havde meget at tænke på, inden jeg faldt i søvn den aften. Men jeg var veltilpas, glad og tryg, og lagde mig til at sove med et smil på læben. Jeg følte jeg var i paradiset.
   Da jeg vågnede var det endnu mørkt, hvis man da kunne kalde nætterne her oppe mod nord, for mørke. Jeg gik ud og tog mig et bad, klædte mig på og gik ind i stuen. Riza og Jægeren sov stadig, På gulvet ved siden af dem, lå Ayla og sov trygt.
   Jeg listede så stille jeg kunne igennem stuen, og gik udenfor. Der var stadig enkelte stjerner mod syd. Stilheden var overvældende. Jeg gik mig en tur på et par timer, følte mig nu helt frisk.
   Der var lys i hoved huset, da jeg kom tilbage fra min lille morgentur. Eikko var oppe. Da hun så mig, vinkede hun ad mig.
   "Nå, Lisa, er du blevet rask?"
   "Ja, jeg har det meget bedre, den tur jeg lige har gået, har gjort mig helt vågen, dejligt forfriskende var det. Er der noget jeg kan hjælpe dig med?"
   "Ja, vi er jo ret så mange til morgenmad, så hvis du vil dække bordet. Nu skal jeg vise dig hvor tingene er."
   Vi dækkede bord og gjorde klar til morgenmaden, alt imens vi snakkede om vind og vejr. Efterhånden kom de alle ind til morgenmad, snakken gik livligt. Alle var glade for jeg endelig var på højkant, de kappedes om, at i dag skulle jeg se dit og dat sammen med dem.
   Det blev Ayla der løb af med sejren. Hun ville vise mig omegnen, vise mig frem for sine venner, og så skulle vi være ude hele dagen. Jeg glædede mig meget til at være sammen med hende.
   Vi skulle ikke deltage i opvasken, det bestemte Eikko. Så efter maden gik vi ud til hestene. Vi kunne godt tage bilen, men Ayla fortalte mig, det var meget sjovere at ride på hestene.
   Snart var vi på vej. Vi besøgte flere af Aylas venner, og lokale Samer som Ayla kendte. Hvert sted blev vi budt på lokale lækkerier. Tiden løb af sted. Inden vi fik set os om, var det aften.
   Ayla ringede til Jægeren og Riza, meddelte dem vi kom senere, de kunne roligt gå i seng. På vejen hjem stoppede Ayla og bekendtgjorde, at nu ville hun have et bad. Dagen havde været svedig og varm, hun ville gerne skylle alt skidtet af, som hun udtrykte det.
   Vi badede i en elv, svømmede nøgne omkring og teede os som små skoletøser. Vi havde det pragtfuldt. Det var hen ad midnat, før vi endelig kom hjem, kun Reko var oppe. Efter vi havde sørget for hestene, gik vi ind til ham. Vi sludrede hyggeligt en stund, inden vi gik over til os selv.