Stuen er tom. En halv kop kaffe står på bordet. Avisen ligger her også. Ingen på gæstebadeværelset. Ingen i kontoret, men det forventede han jo heller ikke.
   Nu ved han, hvor hun er.
   Trappen er hurtigt forceret, men hans hjerte er gået i stå. Han kan ikke høre sit eget åndedræt. Men det er virkeligt. Ikke? Det føles så virkeligt...
   Oppe på gangen standser han og tørrer sig om munden med ærmet, hvilket hans mor altid prøver at vænne af ham af med. Rugbrød. Burde han ikke smage jern?
   Han hører lyden og vender blikket mod døren til badeværelset, som står på klem. Det er lyden af en bruser og vand, der plasker ned i afløbet. Det lyder som et brusende vandfald.
   "Mor?"
   Han går derhen og tøver så, da ingen svarer. En tyk tåge af damp kryber ud fra sprækken i døren, slår ham i ansigtet med sin hede ånde. En djævelsk fugt og varme, der griner ham lige op i hovedet og hvisker: "Kom nu...Du tør ikke!"
   Du må ikke gå derind! Du må ikke...
   Jeg er nødt til det!
   Han løfter armen, mens han kalder igen. Noget er galt, han kan fornemme det i hver eneste knogle, hver eneste celle i sin krop. Tøvende rækker han armen frem og skubber forsigtigt til døren. Den glider op med en langsom, ildevarslende knagen og dampen strømmer ham i møde...