Luften var kølig, men alligevel fuld af forår. Senere på dagen ville det sikkert gå hen og blive varmt. Nu var klokken ikke andet end halv ni. Mange lå stadig i deres senge og sov denne lørdag morgen. De ville først vågne, når solens varme havde lagt sig over jorden. Jonas var dog alligevel ikke den eneste, der var tidligt oppe. Des nærmere han kom den gamle legeplads, des flere mødte han på gaden. Men næsten alle var børn. Kun de allermindste havde følge af en voksen eller deres barnepige. Og kun børnene så ud til at nyde morgenkulden.
   Han fandt en ledig bænk et lille stykke væk fra legepladsen, hvor han havde frit udsyn over gyngerne og borgen. Borgen var det, man kaldte det store monstrum bestående af fire store kasser, der var sat sammen med en hængebro og lange træbjælker. På bjælkerne sad der forskellige typer håndtag, så børnene kunne gå armgang mellem tårnene. Der var også en rutsjebane, der stak ud fra toppen af et af tårnene og endte i en blød sandkasse et stykke væk. Og børnene elskede det hele.
   For ikke så mange år siden havde Jonas selv leget her. Han havde siddet i sandkassen og bygget sandslotte, taget utallige ture på gyngerne eller ned ad den gamle rutsjebane. Men dengang havde borgen ikke været der. Og nu var han for stor til at gå armgang, for håndtagene sad i hans øjenhøjde. Der var ikke meget ved det, når man kunne nå jorden.
   Når vejret var lunt som på denne dag, plejede han og hans mor at gå herned sammen med Sabina og hendes mor. Og mens de legede, gyngede og rutsjede, plejede deres mødre at sidde på en bænk og le eller græmmes over hverdagens små oplevelser.
   Det ville ikke ske igen.
   Han bemærkede svagt noget ud af øjenkrogen, der fik ham til at vende hovedet. Sabina kom gående imod ham, slog med det næsten kridhvide, særprægede hår og smilede tøvende. Han smilede ikke tilbage, men forsøgte heller ikke at undgå hende.
   "Hej! Hvad laver du?" spurgte hun muntert og slog sig ned på bænken ved siden af ham.
   "Ingenting," svarede han og vendte atter blikket mod borgen, hvor to piger skiftedes til at tage en tur på rutsjebanen.
   "Kommer du i skole på mandag?"
   Han trak bare på skuldrene.
   "Vi har savnet dig i klassen. Der er jo heller ikke længe til læseferien...Morten bliver ved med at spørge efter dig."
   "Hvad har du sagt?"
   "Sandheden," svarede hun. "At du ikke er helt ovenpå endnu...Jeg sagde også til Morten, at han skulle tage og ringe til dig selv."
   "Jeg har ikke hørt fra ham."
   Tavshed.
   "Kom der mange til begravelsen?"
   Jonas trak atter umærkeligt på skuldrene.
   "Hvornår bliver stenen sat op?"
   "Mandag eller tirsdag, tror jeg nok."
   "Det var hurtigt," mumlede Sabina. "Der gik over en uge, før min oldemors gravsten blev sat op." Hun tøvede. "Har du været henne og se det, efter blomsterne er blevet lagt ud?"
   Han rystede tavst på hovedet.
   "Skal vi gå derhen?"