Stilhed. Intet andet end stilhed.
   Tom lukkede hoveddøren bag dem og hang sin jakke op på stumtjeneren. Hans hånd snittede kort en rød uldfrakke i bevægelsen, som ingen af dem endnu havde taget sig sammen til at pakke ned. Ingen i huset ville længere gå med den heller. Den hang der blot, ubevægelig og ensom; et levn fra en fortid, som ingen af dem ønskede at give slip på.
   "Hvad nu?" spurgte Jonas. Spørgsmålet virkede bekendt i hans mund, som havde han sagt det for lidt siden. Men han kunne ikke huske det. Måske havde han. Måske ikke.
   "Jeg kan lave mad til os," tilbød Tom uden megen energi.
   Det vendte sig i Jonas’ mave, trak sig sammen og udvidede sig igen med foruroligende fart. Men kun sur galde blev presset op gennem halsen og gav ham et øjebliks kvalme. "Jeg er ikke sulten."
   "Jeg vil gå ind på kontoret og få arbejdet lidt," mumlede hans far, som prøvede han mest af alt at overbevise sig selv om dette. "Vil du se en film eller læse en bog?"
   "Måske vil jeg læse lidt..."
   Tom nikkede blot, som om der var en vis tilfredsstillelse i dette svar. Så tog han det første spæde skridt frem mod kontoret, og for hver meter blev hans retningssans mere fast.
   Jonas blev stående lidt, efter stilheden igen havde omringet ham fra alle sider. Han kunne ikke bevæge sig. Fødderne ville ingen steder. Hænderne nægtede at hjælpe ham ud af den tunge jakke. Øjnene ville kun stirre lige frem på trappen op til førstesalen, mens væggene trak sig sammen om ham. En fortabt i tiden.
   Hvor længe havde han stået sådan? Et minut? To? En evighed? Langsomt begyndte væggene at trække sig tilbage og give ham luft til at ånde igen. Så sitrede det i hans lillefinger. Det gav et lille spjæt i den som ved et elektrisk stød. Overrasket så han ned på sin hånd, og det gik op for ham, at han igen kunne bevæge sig. Han kunne løfte armene og krænge jakken ned over skuldrene. Han kunne føre hænderne ud gennem de lange ærmer. Men han kunne ikke hænge jakken op, for der var kun en ledig plads lige ved siden af den røde uldfrakke. Hvis han hang sin jakke op på den krog, ville han måske komme til at røre ved frakken.
   Jakken faldt sammen som en tom kludedukke under stumtjeneren.
   Det var ikke så svært at tage skoene af, nu da kroppen først var kommet i gang. Så snart snørebåndene var løsnet, kunne han blot træde dem af med tåspidsen.
   Så ventede trappen.
   Et skridt ad gangen, en fod foran den anden, og han var henne ved trappen. Opstigningen kunne begynde. Han så op. Plejede trappen at virke så høj og stejl? Plejede hvert eneste trin at være som at bestige et bjerg?
   "Et trin ad gangen," hviskede en fremmed stemme til ham. Et barns lyse stemme. Men ordene kom fra hans egen mund. Hvornår havde han sidst talt med den stemme?
   Der var dunkelt inde i værelset. Skyggerne legede på væggene, dansede hen over reolerne og det tunge skrivebord, gemte sig under sengen som i et barns mareridt, men de angreb ikke. De lo blot ad hans sorg og nød den dybe stilhed.
   Udmattet lagde han sig ned på sengen og stirrede op i loftet. Kun skyggerne gloede tilbage med deres kulsorte, tomme øjenhuler. Ellers var der intet. Tomt. Stille. Tiden tikkede langsomt forbi, han kunne høre dets slag fra vækkeuret på sengebordet. En uendelig, monoton rytme, der normalt hjalp til at dysse ham i søvn, men denne dag havde den ingen virkning. Tiden var ligegyldig. Der var kun intethed.