Han satte sig op med et sæt og snoede sig ud af den fugtige dyne, der havde viklet sig omkring ham som en slange og truede med at kvæle ham. Han skulle kaste op, men der kom ingenting. Der var kun smagen af jern og sur galde i hans mund, der skiftedes til at overgå hinanden i styrke.
   Læben sved. Han tørrede sig over munden med bagsiden af hånden og så sit eget sorte blod på den blege hud i værelsets halvmørke. Han måtte have bidt hul i løbet af natten. Undervejs i drømmen...
   Der var mørkt ude på gangen, men han tændte ikke lys. Ikke engang da han snublede på trappen for anden gang, overvejede han at finde kontakten. Måske ville det slet ikke være nogen dårlig ide at falde. En enkelt billet til bunden og en brækket nakke...Måske ville Døden komme efter ham med det samme. Og måske ville den først komme om mange år, når han et helt liv havde siddet fastspændt til en kørestol.
   Han rystede tankerne ud af hovedet og kom sikkert ned til foden af trappen, hvor månens svage lys skinnede på klinkerne fra de store vinduer. Ellers var natten mørk, stille og uforstyrret.
   Jonas listede hen til badeværelset og tændte først lyset, da han havde lukket døren bag sig. Spejlet viste et ansigt blegere end det i månen. Men også smallere. Øjnene, der stirrede koldt tilbage på ham, var sunket længere ind i øjenhulerne og skinnede feberhedt. Var det virkelig ham?
   Han lænede sig længere frem over vasken og så sig selv i øjnene. Men der var ikke noget at se. Blikket i spejlbilledet var tomt, hult.
   Jeg ligner et omvandrende lig. En levende død.
   Han skuttede sig og rakte ned efter noget toiletpapir. Så fugtede han det under vandhanen og duppede blodet væk fra læben, der dunkede ubehageligt. Men i det mindste var det holdt op med at bløde med samme iver.
   Det blodige papir hvirvlede rundt i kummen, inden det forsvandt et sted i kloaksystemet. Jonas skyllede hænderne under det kolde vand, omhyggelig med ikke at se i spejlet igen. Så slukkede han lyset og famlede kort efter håndtaget.
   "Jonas?"
   Han standsede tøvende op i den blege lysstråle ved lyden af sin fars kaldende stemme, og stak hovedet indenfor i kontoret. "Ja?"
   Tom sad på sin plads bag det tunge skrivebord. Der stod flere ølflasker end fra den forrige aften, og luften var tung af røg. Men der lå ingen mapper eller løse papirer; intet arbejde var blevet udført. "Kan du ikke sove?"
   Jonas rystede på hovedet og trådte ind i rummet, men standsede så usikkert op nogle få skridt fra døren. Han følte sig påtrængende. Uindbudt.
   Tom sukkede og gned sit trætte ansigt. "Jeg glemte alt om aftensmad...Har du selv sørget for at få noget?"
   Jonas tøvede, men nikkede så kort.
   "Så du trænger ikke til noget?"
   "Nej."
   "Jamen, så sov godt, min dreng."
   Jonas lukkede stille døren efter sig. Bag ham klirrede en ølflaske hult. Så var der atter stille.