Det havde regnet kraftigt om natten. Blomsterne på graven så trøstesløse og slatne ud efter den hårde medfart, men Jonas var for optaget af andre tanker til at bemærke det.
   "Nå, så det er her, du gemmer dig," hilste en lys pigestemme.
   "Jeg vidste ikke, at du ledte efter mig."
   Sabina lo bare og gav ham et flygtigt kys på kinden. "Jeg snakkede med din far, men han vidste ikke, hvor du var. Så tænke jeg, at du sikkert var her eller på legepladsen."
   Han kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. På legepladsen. Man skulle tro, at de igen var ti år gamle. Men dengang tilbragte han til gengæld ikke meget tid på kirkegården.
   "Hvordan har du det?"
   "Okay."
   Hun rynkede panden og så granskende på ham. "Du har tabt dig. Og du trænger til et bad."
   "Det ved jeg."
   "Dur bruseren stadig ikke på det lille badeværelse?"
   Han blinkede overrasket. "Hvordan...?"
   "Jeg ville nok hellere ikke bryde mig om at gå i bad efter...det." Hun smilede tøvende. "Men jeg tror nu ikke, jeg ville holde op med at spise."
   "Jeg er bare ikke sulten mere."
   "Du ender med kun at være skind og ben."
   Han pressede læberne sammen til en smal streg. Gid hun dog ville holde op med at bore i alting på den måde! Hvad kom det måske hende ved? Bildte hun sig ind, at hun vidste, hvordan det føltes? Hende, vis forældre blot var skilt...
   "Får du sovet?"
   "Jeg sover som en sten," løj han og vendte blikket mod graven.
   Mon luften var sluppet op dernede? Var ormene og insekterne gået i gang med deres festmåltid?
   Sabina åbnede og lukkede munden som en fisk, inden hun endelig opgav at finde de rigtige ord.
   Jonas følte skylden over at have hvæset ad hende. "Havde Simone en god fødselsdag?"
   "Ja, det tror jeg. Jeg kedede mig sindssygt meget, men jeg tror, hun morede sig. Hun fik en træktur på en af de der små, fede ponyer, så nu vil hun ønske sig en hest til jul." Hun lo. "Kan du huske dengang..."
   "Du ønskede dig en hest i julegave," sluttede han og lo også. "Du snakkede ikke om andet hele året...Men hvorfor holdt du egentlig op med at ønske det?"
   "Jeg droppede vel bare mine prinsessedrømme...Begyndte at drømme om andre ting."
   "Hvad drømmer du så om nu?"
   Hun rødmede svagt over kinderne. "Bare om andre ting..."
   Han overvejede at bore dybere, men var egentlig ikke sikker på, om svaret ville interessere ham. Og alle havde vel sine hemmeligheder.
   "Drømmer du stadig om at blive Supermand?"
   "Nej, for så er jeg jo en alien. Batman er dog stadig ret sej."
   "Og ensom," tilføjede hun og pressede sin arm ind under hans. "Vil du med ned til søen? Så giver jeg en is."
   "Hvorfor?"
   "Flere fra klassen er dernede. Også Morten."
   Han rystede tavst på hovedet.
   Hun trak armen til sig igen og gav hans hånd et forsigtigt klem. "Jeg går derned. Og ellers har du mit nummer, hvis du har lyst til selskab."
   "Ja."
   Han så efter hende, da hun krydsede plænen og trådte op ad den lille stentrappe ved hækken. Hun lignede et væsen fra de gamle sagn. Det hvide hår, den lille talje og den skridende gang. "En sirene," mumlede han for sig selv og trak så blikket til sig.