Der var engang en bjørn der hed Bjørn. Bjørn boede i en lille, faldefærdig møgbunke af et skur, han havde købt af en psykisk forvirret sanger, der kaldte sig Psyki Ater. Pskyki Ater var glædesstrålende gået fra Bjørn, med dollartegn i øjnene, og lige ud foran en lastbil, der kørte med knækbrød til Tyskland. Psyki Ater's karriere kørte, billedligt talt, i grøften, og han selv endte sine dage med et lastbildæksaftryk i panden... Bjørnen Bjørn, om hvem, denne historie jo egentlig handler, havde inviteret til en stor housewarming-fest for alle sine venner. De kom ALLE SAMMEN! Både kragen Konrad og egernet Egon. Det var alt hvad Bjørn havde af venner. Skovens andre beboere havde "desværre" ikke tid. De skulle alle sammen på hospitalet, for at se til hver deres syge moster, der, efter hvad de hver især sagde, var døden nær...

Festen startede med at kragen Konrad skyndte sig at æde alt maden, hvorefter han gik hjem. Han var for tyk til at flyve, efter al maden! Egernet Egon blev derimod, og talte "ræven et øre af", mens Bjørn tålmodigt sad og lyttede. Til sidst sagde han:
   "Kolibrien Karin er nu ikke så slem, som du gør hende til..."
   Så kom han ikke længere. Egon afbrød:
   "Ikke dét?" spurgte han irriteret, "hør nu her. Det ved du ikke en skid om. Hun er et uværdigt medlem af "Skov- og Kulturstyrelsen". Har gennemført pip i...."
   "Hun gør hvad hun kan, og mere kan hun ikke gøre, vel!"
   "Lad være med at afbryde mig!" vrissede egernet, "hvor kom jeg nu fra...? Nå, men jeg mener, i hvert fald, at de nye tyrkerduer skal UD af skoven! ...Og du kan lige VOVE på, at sige mig imod. Så... Så går jeg simpelthen grassat!"
   "Slap af. Den slags uglegylp, mener du jo slet ikke!" prøvede Bjørn at berolige sin gamle ven.
   "Jo, det kan du ræv'eme tro, jeg gør! Alle skal ud. Først alle de fremmede. Så alle afvigerne..."
   "Som hvem, f.eks.?" spurgte Bjørn vantro.
   "Jah... som... som stinkdyrene f.eks. ...og jeg kunne nævne mange flere! Der er ikke plads til den slags ildelugtende udskud! Nassere, der ikke gider at arbejde!"
   "Så vidt, jeg ved...", sagde bjørnen Bjørn eftertænksomt, "så vidt, jeg ved VIL stinkdyrene gerne have job, men KAN ikke få det, pga. deres øh... noget specielle duft!"
   "Harh!", fnøs egernet, "naturligvis ville de komme i arbejde, hvis blot de GAD TAGE SIG SAMMEN til at gå i bad! Det er da det MINDSTE, man kan forlange..."
   "Nu tier DU!" sagde Bjørn skarpt.
   "Ja, ja. Bevares!" snøftede egernet Egon.
   "Ellers...," fortsatte Bjørn, ikke mindre uelskværdigt end før, "...er jeg nødt til at sige "tak for i dag". Der er visse ting, jeg ikke vil høre, og det må du efterhånden være klar over!"
   "Nårh, ja. Hvis du ikke kan tåle at høre sandheden, ja... Så farvel!"
   Egernet Egon rejste sig vaklende. Hvad kragen Konrad havde indtaget af FAST føde, havde egernet Egon indtaget af FLYDENDE! Hvilket, om end ikke undskyldte, så dog forklarede, hans tåbelige udtalelser. Bjørnen Bjørn rystede beklagende på hovedet, da han så sin ven vakle af sted gennem skoven. Hvad han bare ikke så var, at ræven Rudolf listede sig ind på det fordrukne egern, og slugte det, i ét eneste HAPS! Bjørnen Bjørn gned træt øjnene, og vendte sig så, og gik i seng. Hvad han ikke kunne vide var, at pyromanen, pytonslangen Py Ton, var ude med sin lighter, der straks brændte både Bjørn og hans gamle skur ned til grunden!

Ja, det var vidst den historie!
   ...Og moralen: Bosæt Dem ALDRIG i nærheden af en pyroman!